Sådan er det at opdrætte får

NÅR du tager noget uldtøj på eller køber et garnnøgle, har du så nogen sinde tænkt på hvor ulden kommer fra? Eller har du tænkt på hvordan det er at opdrætte de får som ulden stammer fra? I så fald kan vi måske svare på dine spørgsmål. Min kone, Barbara, og jeg driver nemlig en fårefarm på New Zealands South Island.

Får er interessante væsener — skikkelige, frygtsomme og ofte slet og ret dumme. Dog husker jeg et får der i modsætning til de andre aldrig kom væk fra sine lam. Hvad særligt var der ved hende? Jo, hun var blind; men det blev opvejet af hendes skarpe lugtesans og hørelse. Hun vidste præcis hvor hun skulle finde sine lam. Det var en fornøjelse at se dem die og logre så man skulle tro at halerne måtte falde af.

Jeg har haft med får at gøre det meste af mit liv her på South Island. Min far har været fåreavler i 60 år. Når jeg ikke taler om fårehyrder, men fåreavlere, er det fordi vi driver fårefarme. Vi vandrer ikke omkring med hjorden som en fårehyrde gør. Vi opdrætter dyrene på farmens jorder og flytter dem blot fra én indhegning til en anden. Vi har ikke får i dusinvis eller hundredvis, men i tusindvis. Og dog har vi efter newzealandsk målestok kun en lille farm. Den drives imidlertid som en industri. Hvordan er det egentlig at opdrætte så mange får?

Frugtbare og talrige

Nogle avler kun får med henblik på kødproduktion, men vi producerer både uld og kød. Udlændinge bliver ofte overraskede når de hører at der er cirka 70 millioner får i New Zealand. Disse udgøres af 19 racer. Får hører ikke til den naturlige fauna, men er blevet indført fra andre lande. Det velvoksne merinofår, der oprindelig stammer fra Extremadura-regionen i Spanien, er sammen med engelske racer som Romney og Leicester sædvanligvis blevet indført via Australien.

Vore får er af Romneyracen, der gerne bliver høje og velvoksne. De giver god uld, men der går masser af slid og planlægning forud for det færdige produkt. Først og fremmest skal man oparbejde en produktiv bestand, og dertil kræves gode avlsdyr. Jeg køber gode væddere hvert år, sådan at vi altid har cirka 35 af dem. I april bliver de sendt ud for at bedække hunfårene, og i løbet af tre uger har hver vædder befrugtet mellem 60 og 80 får. Læmmetiden falder i september, og det er den tid på året Barbara og jeg er gladest for. Men hvad går tiden med indtil september?

Vinterfodring

Her på den sydlige halvkugle begynder vinteren i maj. På det tidspunkt er der sparsomt med græs på græsgangene, og vi er derfor nødt til at bringe foder ud til hjorden. Jeg siger „vi“ fordi Barbara flittigt hjælper mig. Vi har adskilt foldene med elektriske hegn; hver fold dækker godt en halv hektar. Alene opsætningen af elektriske hegn er en stor opgave, så hvorfor skal det gøres? Det er fordi fårene skal flyttes til en ny græsgang hver dag, og vi er nødt til at køre hø og kraftfoder ud til dem. Kraftfoderet kan bestå af byg og nødder, især lige op til læmningen, når hunfårene har brug for et kosttilskud. De årgamle får giver vi desuden kålroer som vi selv dyrker. Vi har med andre ord både fårehold og landbrug. Men lad os nu vende tilbage til det arbejde vi er særlig glade for, nemlig at „agere jordemødre“.

Vi agerer jordemødre

Når september oprinder, haster Barbara og jeg rundt mellem foldene på vore motorcykler. Det er ikke for at køre om kap, men for at komme rundt til alle de læmmende får. Vi forsøger at se til de højdrægtige får fire-fem gange om dagen så vi kan bistå dem der har en vanskelig nedkomst. De fleste klarer sig uden komplikationer, men vi skal alligevel mærke tvillingelammene for at kunne føre et forvildet lam tilbage til sin tvilling.

Nogle af fårene har fødselsvanskeligheder, og her bringer motorcyklerne os hurtigt til hjælp. For eksempel kan et lam blive kvalt hvis det bliver født med hovedet først uden at have forbenene fremme. Derfor tager vi affære som fødselshjælpere og giver naturen en håndsrækning. Hvis man er uvant med det, kan det se lidt uappetitligt ud, men for os er det hvert år et mirakel at overvære hvordan nye liv kommer til verden.

De fleste hunfår føder tvillinger. Vi beholder cirka 500 hunlam til avl; dem forsyner vi med farvede øremærker som angiver deres alder. Efter tre-fire måneder bliver vædderlammene og de overskydende gimmerlam (hunner) sendt til slagtning. Vi har forresten særlige betegnelser for får af forskellig alder. Et etårs lam der endnu ikke er klippet, kalder vi en „hogget“, og et toårigt får kaldes en „two-tooth“ („totænder“). Hos fåret vokser der kun to tænder ud om året, indtil der er otte tænder. Når fåret er to år gammelt, er det yngledygtigt.

Lad os ikke glemme hovedårsagen til at vi opdrætter så mange får, nemlig den værdifulde uld. Hermed er vi nået til den rigtig travle tid med hårdt slid.

Kollektiv klipning

Jeg ansætter fåreklippere på akkord. En dygtig fåreklipper kan klare mellem 300 og 400 får på en dag, men dem kan jeg ikke hamle op med. Jeg overkommer cirka 150 om dagen. De fleste får bliver klippet én gang om året, men nogle kan klippes to gange. De etårige bliver klippet i oktober, og de toårige i marts. For at lette klipningen og holde lammenes bagparti rent kuperer vi deres haler.

I gamle dage klippede man med en fåresaks. I dag har vi elektriske klippemaskiner, men arbejdet er stadig drøjt og kræver fagkundskab. Hvis man holder fåret rigtigt, går arbejdet lettere. Normalt yder hvert får omkring fem kilo uld.

Dernæst bliver ulden gjort klar til at blive sendt til uldhandlerne. Vi pakker den tæt i baller på 180 kilo. Men hvordan sikrer vi os en god uldkvalitet? Det sker ved endnu en vigtig proces.

En dukkert

Får spreder tæger og lus til hinanden, og disse parasitter giver dem kløe. Før man ved af det, står de hele tiden og gnubber sig mod hegnet i stedet for at æde, og de taber derfor i vægt og ødelægger ulden. Hvordan modvirker vi det? Jo, vi giver dem et kemisk bad én gang om året. Det er også en travl tid, som en udenlandsk gæst bemærkede. Han beskrev det sådan:

En bybo beretter

„Da jeg ankom til skuepladsen havde den kemiske behandling været i fuld gang i flere timer. For mit uøvede byboblik lignede det ved første øjekast den totale forvirring. Mænd råbte, og hunde gøede. Nogle får hostede, andre gispede efter vejret. Hundene sprang bogstavelig talt hen over ryggen på de skræmte får når de skulle om foran og opløse en „trafikprop“. Men snart kunne jeg se logikken bag det hele.

Hundreder af får ventede i særlige indhegninger hvorfra de, en halv snes stykker ad gangen, blev ført hen til en indsnævring foran en sliske. Her ventede en af fåreavlerne ved et lille bassin med en kemisk blanding som var skjult for fåret af løsthængende sækkelærred. Så snart det enkelte dyr kom hen til den ventende mand, skubbede han det uden videre formaliteter gennem sækkelærredet med knæet, så det med et plask havnede i den plumrede væske. Dyrets umiddelbare reaktion var at forsøge at komme op, så det svømmede hen mod den smalle rampe. På hver side ventede der imidlertid medhjælpere som med lange stave trykkede fåret ned i væsken for at sikre sig at al ulden, fra top til tå, blev gennemvædet. Fårene hostede, spruttede og rystede sig energisk, så der stod skyer omkring dem mens de stavrede op ad rampen. Når nogle stykker var klar til at blive sluppet ud af indhegningen bag bassinet, fik de lov at komme ud på marken igen, hvilket de fleste tilsyneladende gjorde med lettelse og iver!“

Kampen mod orm og tæger

Det var interessant at høre en ikkefagmands beskrivelse af processen. Nogle spekulerer måske over hvilken kemisk opløsning vi bader fårene i. Den går under handelsnavnet Grenade, og dens aktive bestanddel er pyrethroid med 5 procent cyhalothrin. Blandingen slår tæger og lus ihjel, men disse parasitter er ikke fårenes eneste naturlige fjender. De bliver også befængt med indvolds- og lungeorm, og derfor må vi regelmæssigt give dem en kur. Så henter vi dem hjem til løsdriftsstalden og genner dem ind i en 1,2 meter bred løbegang der kan rumme omkring 50 får. På ryggen har vi en beholder med et flydende ormemiddel som vi gennem et rør tvinger ned i svælget på dem. Somme tider må vi også give dem penicillin mod blodforgiftning.

Takket være immigrations- og landbrugsmyndighedernes strenge kontrol i New Zealands havne og lufthavne har vore får aldrig pådraget sig mund- og klovesyge. Mange udlændinge måber når de ved ankomsten til en af landets lufthavne opdager at kabinen skal sprøjtes inden de må forlade flyet. Men det er en af årsagerne til at vore dyr har undgået adskillige af de sygdomme som dyr i andre lande lider af.

De uundværlige hunde

Min beretning ville være ufuldstændig hvis jeg ikke omtalte vore fårehunde. Vi har et halvt dusin på vores farm; de er af to racer, men begge er colliekrydsninger. Den ene er den såkaldte „barking dog“ („gøende hund“), som glammende genner fårene i den rigtige retning og endda løber hen over deres ryg for at komme i en fordelagtig position. Den anden race er den vi kalder „eye dog“ („stirrehund“), som tavs stiller sig tæt foran et får og stirrer det i øjnene til det flytter sig. Hundene er så trofaste at de ville arbejde til de segnede af udmattelse. Uden dem kunne vi slet ikke passe bedriften.

Det var en kort skildring af vores tilværelse som fåreopdrættere her i Mossburn i New Zealand. Næste gang du køber noget uldent og behageligt tøj, kan du jo sende verdens fåreopdrættere en venlig tanke fordi de har passet og plejet de dyr ulden kommer fra. — Fortalt af Bruce Cournane.

[Illustration på side 16]

Nitten forskellige racer udstillet i Agrodome, Rotorua

[Kildeangivelse]

Agrodome Rams on Stage

[Illustrationer på side 18]

Foroven: Får der er på vej i bad

Nederst til højre: Fåreklipning er hårdt for ryggen