Kan videnskaben klare det 21. århundredes udfordringer?

„Der er nu overvældende videnskabelige vidnesbyrd om at moder Jord ikke formår at sørge for sit uregerlige afkom ret meget længere.“ — The European, 19.-25. marts 1992.

FLERE og flere økologer mener at truslen mod jorden på ingen måde blot er en storm i et glas vand, men er meget alvorlig og bør vises opmærksomhed. De siger i realiteten at det er nødvendigt at gribe ind med det samme hvis man skal undgå en katastrofe. „Vi har ikke generationer til rådighed,“ udtalte præsidenten for Worldwatch Institute i slutningen af 80’erne. „Vi har kun år hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende situationen.“

Forfatterne til bogen 5000 Days to Save the Planet (5000 dage til at redde planeten) var endnu mere specifikke. Siden 1990, da deres bog udkom, er nedtællingen fortsat. Ifølge deres opgørelse er der nu omkring 4000 dage tilbage at redde jorden i. Hvis ikke der sker et eller andet ekstraordinært, vil tallet ved indgangen til det 21. århundrede være skrumpet ind til 1500 dage.

Hvilke usædvanlige forhold har forårsaget denne krise? Hvilke udfordringer står vi over for i det kommende århundrede?

Ingen mangel på problemer

Selv om den kolde krig er forbi, er opgaven med at skabe og opretholde verdensfred ikke blevet mindre. Da Frankrigs præsident Mitterrand i januar 1990 udtalte sig om vanskelighederne i forbindelse med jerntæppets fald, sagde han: „Vi forlader en uretfærdig men stabil verden til fordel for en verden som vi håber bliver mere retfærdig, men som afgjort vil være mere ustabil.“ Og avisen The European skrev: „Prisen for friheden [i det tidligere Sovjetunionen] er en voksende ustabilitet, hvilket har øget risikoen for en atomkrig, selv om den stadig er meget lille.“

Nogle af de udfordringer verden står over for i dag, var stort set ukendte da den kolde krig begyndte. Som det hedder i 5000 Days to Save the Planet: „For blot halvtreds år siden var jordens miljø stort set stadig i balance. . . . Jorden var stor, smuk og usårlig; hvordan kunne vi nogen sinde skade den? I dag fortæller man os at vores planet er i krise og at vi ødelægger og forurener i et omfang som vil ende i en katastrofe.“

Overalt indtræffer såkaldte naturkatastrofer — oversvømmelser, storme, jordskælv, vulkanudbrud. I hvilket omfang menneskers indgriben i naturen er skyld heri er omdiskuteret. Der er vidnesbyrd om at jordens beskyttende ozonlag nogle steder er blevet foruroligende tyndt. Forskere advarer nu om at klimatiske forandringer der kan forårsage ulykker, kan opstå pludseligt i stedet for at udvikle sig gradvist.

Kræft, hjertesygdomme, kredsløbsforstyrrelser og utallige andre sygdomme har længe sat lægeverdenens dygtighed på prøve. Trods mange års medicinske fremskridt koster disse sygdomme fortsat menneskeliv. Man anslår at der alene i Europa årligt dør 1.200.000 af kræft, næsten 65 procent flere end for ti år siden. Men på grund af frygten for en ny svøbe — AIDS, der ikke har krævet nær så mange menneskeliv — bliver dette store dødstal knap nok omtalt.

En anden udfordring: På mindre end 200 år er verdensbefolkningen vokset fra én milliard til omkring fem og en halv milliard mennesker. Skønt den årlige befolkningstilvækst i de senere år er faldet, anslår nogle at befolkningstallet i år 2025 vil have rundet de otte milliarder, og at det i 2050 vil nærme sig de ti milliarder. Hvor skal alle disse mennesker bo? Hvad skal de spise? En FN-rapport fra 1991 har anslået at én milliard mennesker allerede nu lever i absolut fattigdom, en tilværelse „der i den grad er præget af underernæring, analfabetisme og sygdom at det er under al menneskelig værdighed“.

Paul R. Ehrlich, der er professor i demografi ved Stanford University i De Forenede Stater, understreger problemets enorme dimensioner med ordene: „Mens overbefolkningen i de fattige lande medvirker til at de forbliver fattige, er overbefolkningen i de rige lande med til at underminere hele planetens eksistensgrundlag.“

Risikoen for at de ovennævnte faktorer, samt stofmisbrug, boligmangel, kriminalitet, og desuden etniske og racemæssige konflikter, i nær fremtid vil udløse en verdenskatastrofe, giver grund til stor bekymring. Der er tale om en stor udfordring som man ikke uden videre har en løsning på.

Forsøg på at finde løsninger

På grund af situationens alvor søger regeringerne med større eller mindre iver at finde en løsning. I juni 1992 afholdt FN i Rio de Janeiro den hidtil største miljøkonference. Denne FN-konference om miljø og udvikling var den anden af sin art. Den første blev holdt i Stockholm i 1972. Dengang sagde en fremtrædende tysk politiker: „Denne konference kan blive et vendepunkt for vor planets skæbne.“

Men konferencen i 1972 indfriede tydeligvis ikke forventningerne. Maurice F. Strong, der både arrangerede konferencen i 1972 og i 1992, indrømmer: „I de 20 år der er gået siden Stockholm[-konferencen] har vi lært at miljølovgivning, der er den eneste målestok miljøorganisationer har at gå efter, er vigtig, men ikke tilstrækkelig. Den må nødvendigvis ledsages af en væsentlig holdningsændring til den økonomiske adfærd.“

Spørgsmålet er om Rio-topmødet i 1992 vil bidrage mere til denne ’væsentlige holdningsændring’ end miljøkonferencen i 1972. Hvis ikke, vil man da overhovedet om 20 år, i 2012, være i stand til at afholde endnu en miljøkonference?

Den største udfordring

Folk i almindelighed bliver mere og mere skeptiske med hensyn til om religion og politik vil kunne løse verdens problemer. Men hvis ikke religion eller politik kan, hvad kan så klare det 21. århundredes alvorlige udfordringer?

En brochure udgivet af Tysklands Ministerium for Teknologi og Forskning kaster lys over dette spørgsmål. „Disse problemer kræver at der lægges en politisk strategi som ikke blot kan hjælpe os til at undgå flere menneskeskabte forandringer, men også modvirke de negative konsekvenser af de forandringer der finder sted overalt på jorden. I betragtning af hvor komplekse problemer vi står over for, vil det kun være muligt at træffe afgørende politiske beslutninger hvis de bygger på velfunderede forskningsresultater og pålidelige fremtidsmodeller. Dette lader til at være den eneste måde hvorpå vi kan undgå en uheldig, ja, katastrofal udvikling der vil få store økonomiske konsekvenser. I øjeblikket er den største udfordring for videnskabens verden at tilvejebringe sådanne oplysninger.“

Videnskaben har før stået over for enorme udfordringer og har, i det mindste til en vis grad, klaret dem. Men det er alligevel på sin plads at spørge om videnskaben kan klare de formidable udfordringer som det 21. århundrede byder på. Er der grund til optimisme?

Det er en glæde at kunne meddele at Vågn op! i en artikelserie vil behandle disse alvorlige spørgsmål. Vi bringer her 1. del.

[Illustrationer på side 4]

Hvad kan videnskaben stille op mod forurening, sygdom og overbefolkning?

[Kildeangivelser]

WHO-foto af P. Almasy

WHO-foto af P. Almasy