4. del

Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed

Videnskabens genfødsel

I ANDEN halvdel af det 18. århundrede oplevede verden flere revolutionerende omvæltninger. Den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution forandrede det politiske verdensbillede. Og i England fandt en omvæltning af en anden karakter sted, nemlig den industrielle revolution, som igen var nært forbundet med den videnskabelige revolution.

Nogle vil sige at videnskaben oplevede en genfødsel i 1540’erne da den polske astronom Nikolaus Kopernikus og den belgiske anatom Andreas Vesalius fik udgivet deres skelsættende hovedværker som forandrede den videnskabelige tankegang. Andre vil datere skellet til 1452, det år Leonardo da Vinci blev født. Denne utrættelige eksperimentator som kom med adskillige bidrag til videnskaben, fik idéerne til opfindelser som i nogle tilfælde først blev udviklet og realiseret flere hundrede år senere, deriblandt flyvemaskinen, kampvognen og faldskærmen.

Men videnskaben i sin nuværende form fik, ifølge Ernest Nagel, professor emeritus fra Columbia University, „ikke status som fast institution i det vestlige samfund før i 1600- og 1700-tallet“. Da det skete nåede man et vendepunkt i historien. Bogen The Scientist siger: „Mellem 1590 og 1690 frembragte en hær af genier . . . en fremgangsrig forskning som næppe har set sin lige i nogen anden hundredårsperiode.“

Mange blindgyder

Pseudovidenskaberne trivedes imidlertid også, lige så vel som mange fejlagtige teorier der spændte ben for ægte videnskabelige fremskridt. En af dem var flogistonteorien. „Flogiston“ kommer af græsk og betyder „at sætte i brand“. Teorien blev offentliggjort i 1702 af Georg Ernst Stahl, som hævdede at der blev frigivet flogiston ved forbrænding af brandbare stoffer. Han mente egentlig at flogiston snarere var et princip end et stof, men i årenes løb blev det mere og mere almindeligt at opfatte det som et stof. Først i årene 1770 til 1790 lykkedes det Antoine-Laurent Lavoisier at gøre op med denne teori.

The Book of Popular Science siger at selv om flogistonteorien „var helt igennem forkert, udgjorde den for en tid en arbejdshypotese der tilsyneladende forklarede mange naturfænomener. Den er en af de mange videnskabelige hypoteser som i tidens løb er blevet vejet og fundet for let.“

Alkymien var en anden blindgyde. Harrap’s Illustrated Dictionary of Science definerer alkymi som „en blanding af filosofi, mysticisme og kemi, der stammede fra før den kristne tidsalder og på forskellige måder søgte at forvandle uædle metaller til guld, forlænge levetiden og afsløre udødelighedens gåde“.

Alkymien og flogistonteorien skabte imidlertid fundamentet for den moderne kemi, som så dagens lys i slutningen af det 17. århundrede. Selv om de var fejlagtige havde disse forløbere for moderne kemi altså en vis værdi. Det samme kan dog næppe siges om de videnskabsfjendske religiøse forestillinger. Magtkampen mellem videnskabsmænd og teologer — grupper som begge hævdede at have patent på sandheden — har ofte ført til direkte konfrontationer.

I det andet århundrede opstillede den berømte astronom Ptolemæus den geocentriske teori, ifølge hvilken Jorden var centrum. Endvidere fastholdt han at planeterne drejede rundt i en lille cirkel, epicyklen, der igen drejede rundt i en større cirkel. Det var matematisk skarpsyn når det er bedst, idet denne teori et langt stykke ad vejen kunne forklare himmellegemernes bevægelse på himmelen. Denne teori var fremherskende helt frem til 1500-tallet.

Kopernikus (1473-1543) var imidlertid af en anden overbevisning. Han mente at mens planeterne, deriblandt Jorden, bevægede sig om Solen, var Solen stationær. Denne tanke — at Jorden bevægede sig og ikke var centrum i universet — skulle få vidtrækkende konsekvenser. Mindre end et hundrede år senere overbeviste den italienske astronom Galileo Galileis teleskopobservationer ham om at Kopernikus’ teori var sand og at Jorden kredser om Solen. Den katolske kirke stemplede imidlertid Galileis synspunkter som kætterske og tvang ham til at tilbagekalde dem.

Religiøs overtro havde fået kirkens teologer til at benægte videnskabelige sandheder. Først næsten 360 år senere rehabiliterede kirken Galilei. L’Osservatore Romano anerkendte i sin ugentlige udgave for 4. november 1992 at der var blevet begået „en subjektiv fejlbedømmelse“ i processen mod Galilei.

Stadig mange vrangforestillinger

Her i det 20. århundrede viser kristenhedens kirker imidlertid en lignende mangel på respekt for sandhed. Det gør de ved at foretrække ubeviste teorier frem for sandhed, videnskabeligt såvel som religiøst. Det bedste eksempel er den ubeviselige udviklingsteori, der i grunden er et uægte barn af en tvivlsom videnskabelig „viden“ og falske religiøse læresætninger.a

Den 24. november 1859 fik Charles Darwin udgivet sin bog Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg. Men selve udviklingsteorien stammer egentlig fra før vor tidsregning. For eksempel forestillede den græske filosof Aristoteles sig mennesket som stående på øverste trin af en lang udviklingsstige fra laverestående dyreliv. I begyndelsen forkastede præsterne Darwins teori, men som The Book of Popular Science bemærker: „Udviklingslæren blev [senere] mere end en videnskabelig teori . . . Den blev et feltråb, ja ligefrem en livsanskuelse.“ Tanken om at den bedst egnede overlever tiltalte mennesker som kæmpede sig op ad den sociale rangstige.

Præsternes modstand hørte snart op. The Encyclopedia of Religion siger at „Darwins udviklingsteori ikke blot vandt accept men blev modtaget med stormende jubel“, og „ved hans død i 1882 havde de mest tænksomme og velformulerede præster arbejdet sig frem til den slutning at udviklingslæren var fuldt ud forenelig med en oplyst forståelse af Bibelen“.

I The Book of Popular Science indrømmes det imidlertid: „Selv de stærkeste tilhængere af læren om organisk udvikling måtte indrømme at der var åbenbare unøjagtigheder og huller i Darwins oprindelige teori.“ Bogen siger at „store dele af Darwins oprindelige teori er blevet revideret eller kasseret“, men at udviklingslærens „indflydelse på næsten ethvert menneskeligt virkefelt har været meget stor. Teorien har haft gennemgribende indvirkning på arkæologien, etnologien og historievidenskaben.“

I dag sætter mange videnskabsfolk spørgsmålstegn ved udviklingsteorien. Sir Fred Hoyle, grundlægger af Cambridge Institute of Theoretical Astronomy og medlem af American National Academy of Sciences, skrev for cirka ti år siden: „Personligt tvivler jeg ikke på at fremtidige videnskabshistorikere vil finde det besynderligt at en teori der var så mangelfuld blev accepteret så vidt og bredt.“

Eftersom udviklingslæren berører selve grundlaget for menneskets eksistens, berøver den Skaberen en ære der tilkommer ham. Den giver falskeligt skin af at være videnskab og virker ikke befordrende på menneskets evige søgen efter den videnskabelige sandhed. Karl Marx tog med åbne arme imod udviklingslæren og teorien om at ’den bedst egnede overlever’ fordi de passede som fod i hose med hans socialistiske teorier. Men i virkeligheden er der tale om et videnskabeligt tankespind af værste slags.

Hvem betaler prisen?

Ofrene for dette tankespind er enhver som forledes til at tro på de pseudovidenskabelige teorier. Men selv det at tro på videnskabelige sandheder kan være farligt. Opsigtsvækkende videnskabelige fremskridt som følge af den videnskabelige revolution fik engang nogle til at tro at der ingen grænser var for hvad videnskaben kunne udrette.

Denne tro blev forstærket efterhånden som de videnskabelige fremskridt ryddede den videnskabsfjendske holdning falsk religion engang nærede, af vejen. Politikere og forretningsfolk begyndte at indse at videnskaben var et magtfuldt middel hvormed de kunne nå deres mål, nemlig et kommercielt udbytte eller en konsolidering af deres politiske magt.

Langsomt blev videnskaben hævet til skyerne, så den næsten fik gudestatus. Man fik med tiden den opfattelse at den eksakte videnskabs principper kan anlægges på ethvert forskningsområde.

Da det 19. århundrede var ved at udrinde, så folk spændt frem til hvad det 20. århundrede ville bringe. Ville videnskaben skabe ’et himmerige på jorden’, sådan som mange troede at den kunne? Eller ville den ødelægge menneskers liv? Artiklen „Det 20. århundredes ’mirakler’“ i næste nummer af Vågn op! vil besvare disse spørgsmål.

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

Hvis stikket trækkes ud

SÅ SENT som i begyndelsen af det 19. århundrede blev elektricitet betragtet som et interessant fænomen uden praktisk betydning. Mænd fra forskellige lande og med forskellig baggrund, for eksempel H. C. Ørsted (1777-1851), M. Faraday (1791-1867), A. Ampère (1775-1836) og B. Franklin (1706-1790) gjorde betydningsfulde opdagelser, som skabte grundlaget for vore dages elektrificerede verden — en verden som vil gå fuldstændig i stå hvis stikket bliver trukket ud.

[Illustrationer på side 15]

Nikolaus Kopernikus

Galileo Galilei

[Kildeangivelse]

Fotos taget fra Giordano Bruno and Galilei (tysk udgave)