Tour de France — Hundrede år med cykelsportens mest krævende løb

Tour de France — Hundrede år med cykelsportens mest krævende løb

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

I NOVEMBER 1902 var Henri Desgrange, direktøren for sportsavisen L’Auto på jagt efter en idé som kunne udkonkurrere rivalen, avisen Le Vélo. „Hvad med at arrangere et cykelløb hele Frankrig rundt?“ Det var Géo Lefèvre, en ung journalist ved L’Auto, der fik idéen, og selv om den i begyndelsen virkede urealistisk, blev den hurtigt ført ud i livet. Den 1. juli 1903, præcis klokken 15.16, startede den første Tour (Tour de France) i Paris. De 60 deltagere, både amatører og professionelle, skulle i løbet af tre uger tilbagelægge 2428 kilometer i alt.a

„Landevejens slidere“

Tour de France blev med det samme en publikumssucces. Over hele Frankrig stimlede folk sammen for at se disse „landevejens slidere“, som den franske journalist Albert Londres kaldte dem, og komme med opmuntrende tilråb til dem. I de første år var de forhold løbet blev afviklet under, mildest talt primitive — udstyret var meget enkelt, vejene hullede, etaperne endeløse og der blev også kørt om natten.

Kun ved kontrolposterne var det tilladt at få hjælp til reparation af cyklen. Ryttere som andre steder fik problemer med deres 20 kilo tunge cykel, måtte selv reparere den. Både i 1913 og 1919 måtte den uheldige rytter Eugène Christophe smede sin knækkede forgaffel i et værksted i en landsby.

Fornyelse og mediedækning

For at vedligeholde folks interesse for løbet måtte arrangørerne foretage ændringer eller finde på noget nyt fra år til år. Man forøgede antallet af etaper og reducerede deres længde; man arrangerede korte afstikkere til nabolandene; man kørte som landshold eller firmahold; man indlagde konkurrencer med tidskørsel, både individuelle og for hold, og løbets endelige mål blev henlagt til Champs-Élysées i Paris. En milepæl blev nået i 1919 da den til enhver tid førende rytter i det samlede klassement på tid blev tildelt en særlig trøje der havde den samme farve som den gule sportsavis L’Auto — den eftertragtede maillot jaune, eller gule trøje. For at finansiere begivenheden indførte Desgrange i 1931 reklame-optoget, en bilkortege som kører foran feltet med et forspring på cirka en time. Det skaber stemning og varmer publikum op langs ruten.

Salget af avisen L’Auto, som i dag hedder L’Équipe, steg. I 1903 blev de 130.000 eksemplarer af særudgaven — som blev udgivet syv minutter efter at Maurice Garin, vinderen af den første Tour, var kommet i mål — straks revet væk fra aviskioskerne. I dag, hvor løbet bliver tv-transmitteret til mere end 150 lande, er Tour de France den sportsbegivenhed i verden der får den tredjestørste mediedækning, næst efter De Olympiske Lege og verdensmesterskabet i fodbold. Den store interesse for løbet kom tydeligt til udtryk da spanske parlamentsmedlemmer i 1987 afbrød deres debat for at se deres landsmand Pedro Delgado vinde sejr i de 21 hårnålesving i den meget krævende bjergetape Alpe d’Huez.

Bjergene udfordres

I begyndelsen blev Tour de France hovedsagelig kørt i fladt terræn. Men i juni 1910 sendte Alphonse Steinès, en journalist ved L’Auto, et telegram fra Pyrenæerne til Desgrange om at vejene i bjergpasset var fuldt fremkommelige. Steinès’ rapport var nu ikke helt sandfærdig. Han var faret vild og havde tilbragt hele natten i sneen i 2200 meters højde. Ikke desto mindre tog de stærkeste ryttere udfordringen op en måned senere. Selv om franskmanden Gustave Garrigou ikke kom først, kørte han helt op til Tourmalet-passet i Pyrenæerne uden at fjerne fødderne fra pedalerne. Siden da har man føjet andre bjergpas i Alperne og Pyrenæerne til ruten.

Når det går ned ad bakke, kommer rytterne op på svimlende hastigheder, cirka 100 kilometer i timen, og styrt forekommer hyppigt. I 1951 faldt hollænderen Wim Van Est, som kørte i den gule trøje, ned i en 50 meter dyb kløft. Han blev trukket op med et interimistisk reb lavet af cykelslanger som man havde bundet sammen. Andre gik det endnu værre. I 1935 døde spanieren Francisco Cepeda efter et styrt i Galibier-passet i Alperne. I 1995 blev italieneren Fabio Casartelli dræbt ved et styrt da han kørte ned ad en vej med et fald på 17 procent i Portet d’Aspet i Pyrenæerne.

Top-dueller

I 1964 kørte to franskmænd, Jacques Anquetil og Raymond Poulidor, et imponerende og jævnbyrdigt kapløb op ad Puy-de-Dôme’s bjergveje i Auvergne-bjergene. Poulidor, som tit blev nummer to, vandt duellen, men kørte nogle få sekunder for langsomt til også at vinde den gule trøje.

I 1971 kæmpede belgieren Eddy Merckx og spanieren Luis Ocaña om førerpositionen. Den 12. juli styrtede Ocaña på nedturen fra Mente-passet i Pyrenæerne. Som en anerkendelse af sin modstander nægtede Eddy Merckx at bære den gule førertrøje ved starten den følgende dag.

På bjergetaperne har man set flere eksempler på gentlemanlike opførsel og god sportsånd. Under kørselen på vej op mod Izoard-passet i Alperne i 1949 bilagde de to italienske ærkerivaler, Gino Bartali og Fausto Coppi, for eksempel midlertidigt deres fjendskab for i stedet at hjælpe hinanden.

En holdsport

Lange solo-udbrud er imponerende. Schweizeren Hugo Koblets 140 kilometer lange og uimodståelige udbrud på etapen mellem Brive og Agen i 1951 var et eksempel på dette. Men for det meste er sejren et resultat af holdarbejde. Som regel er der 20 professionelle hold der deltager, og hvert hold består af ni ryttere. Holdets medlemmer stiller sig til fuld disposition for deres holdleder. Hvis han bliver træt, kommer ud for et styrt, eller hans cykel går i stykker, er de klar til at yde ham hjælp.

Tilbage i 1934 var den franske cykelrytter René Vietto som på det tidspunkt var 20 år gammel, et flot eksempel på hvor meget man er villig til at ofre for dette holdsamarbejde. Til trods for at han selv kunne have vundet etapen, betænkte han sig ikke et øjeblik på at cykle tilbage, op til det bjergpas han lige var kørt ned fra, for at give sin egen cykel til sin holdleder, Antonin Magne, som havde problemer med sin cykel.

Berømtheder i cykelsportens verden

At vinde Tour de France mere end én gang er en bemærkelsesværdig præstation. Hidtil har fire ryttere vundet fem gange: Jacques Anquetil (Frankrig, 1957, 1961-64), Eddy Merckx (Belgien, 1969-72, 1974), Bernard Hinault (Frankrig, 1978-79, 1981-82, 1985) og Miguel Indurain (Spanien, 1991-95). Og hvem ved hvor mange gange belgieren Philippe Thys (vinder i 1913, 1914, 1920) ville have vundet hvis ikke den første verdenskrig — som mange tidligere vindere ikke vendte tilbage fra — havde afbrudt rækken af Tour de France-løb i flere år.b

Mange mener at Eddy Merckx, med øgenavnet kannibalen, er den største cykelrytter nogen sinde. Med en rekord på 34 vundne etaper overgik han andre på alle områder — tidskørsel, sprint, bjergkørsel, kørsel ned ad bakke og i fladt terræn. „Han lader kun krummerne blive tilbage til os andre,“ klagede hans distancerede modstandere. Fausto Coppi som vandt Tour de France to gange, betragtes af mange som den mest professionelle og elegante cykelrytter gennem tiden.

Vind for enhver pris

Snyderi har altid været en fristelse for rytterne i Tour de France. I 1904 blev de fire bedst placerede ryttere diskvalificeret, blandt andet for at have benyttet sig af uautoriserede genveje og transport med bil.

Af alle former for snyderi er doping (misbrug af lægemidler) cykelsportens største svøbe. I de første år fik nogle af rytterne i feltet udleveret nogle doser ukendt medicin, og i 1920 offentliggjorde L’Auto en artikel som fordømte brugen af doping. I 1924 indrømmede Pélissier-brødrene at de havde „kørt på dynamit“, det vil sige farlige lægemidler. I årenes løb er adskillige mistænkelige ulykker blevet sat i forbindelse med stoffer. Det gælder for eksempel den britiske cykelrytter Tom Simpsons tragiske død da han var på vej op ad Mont Ventoux i 1967.

I 1998 blev en omfattende lægekontrolleret dopingskandale afsløret i medierne. Hen ved 400 doser præstationsfremmende lægemidler, inklusive erytropoietin, blev fundet i en hold-massørs bil. Ét cykelhold blev diskvalificeret, og et andet trak sig ud af løbet. Sidste år fik den rytter som blev nummer tre i den samlede stilling, sit rygte ødelagt af en skandale. Jean-Marie Leblanc, løbsdirektøren for Tour de France, skriver i forordet til jubilæumsbogen 100 ans de Tour de France (100 år med Tour de France), udgivet af bladet L’Équipe, at „penge, doping og en usædvanlig stor udvidelse af løbet“ udgør en trussel mod dets overlevelse.

Trods problemerne har cykelrytterne ikke mistet deres forkærlighed for Tour de France. Lance Armstrong fra Texas som har vundet løbet fire gange, og som er ubetinget favorit til hundredårsløbet i 2003 der stort set vil følge ruten fra 1903, har sagt: „[Tour de France] har et navn, en historie og en stil som intet andet cykelløb kan slå. Uanset hvad der måtte ske, vil det aldrig blive et almindeligt løb.“ At vinde Tour de France er enhver professionel cykelrytters drøm.

[Fodnoter]

a I dag er Tour de France-ruten normalt på cirka 3600 kilometer, og løbet køres i 20 daglange etaper.

b I 1996 vandt Bjarne Riis Tour de France som den første og hidtil eneste dansker.

[Diagram/kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ruten som hundredårsløbet vil følge 5.-27. juli 2003

–– Tidskørsel

—— Transport mellem etaper

• Start

○ Mål

• PARIS

-- ——

○ Sedan

-- ——

○ Saint-Dizier

-- ——

○• Nevers

○• Lyons

○ L’Alpe d’Huez

○ Marseilles

——

• Narbonne

○• Toulouse

-- ——

○ Cap’ Découverte

-- ——

○ Bayonne

-- ——

○• Bordeaux

-- ——

○ Nantes

——

• Ville d’Avray

○ PARIS

[Kildeangivelse]

[Illustrationer på side 22]

1903 Maurice Garin, den første vinder af Tour de France

1927 Fabriksarbejdere standser arbejdet for at se Tour de France

[Kildeangivelse]

[Illustration på side 23]

1910 Octave Lapize, med ekstra slanger om halsen, trækker sin cykel i Pyrenæerne

[Kildeangivelse]

[Illustrationer på side 24]

1951 Italieneren Fausto Coppi har vundet 2 gange

1964 Anquetil og Poulidor i en spændende duel

[Kildeangivelse]

[Illustrationer på side 24, 25]

1991-95 Miguel Indurain (Spanien) i den gule trøje vandt Tour de France fem gange

1999 Lance Armstrong under en tidskørsel

[Kildeangivelse]