Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g93 8/8 s. 15-17
  • Hvordan kan jeg holde op med at spille? Jeg er afhængig!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan kan jeg holde op med at spille? Jeg er afhængig!
  • Vågn op! – 1993
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Konsekvenserne af spillenarkomani
  • Viljen til at holde op
  • Problemets rod
  • „Noget bedre“
  • Hasardspillets nye målgruppe — unge!
    Vågn op! – 1995
  • Hvad sker der med folk som spiller?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Hvad galt er der ved at spille?
    Vågn op! – 2002
  • Er hasardspil tilladt for kristne?
    Vågn op! – 1994
Se mere
Vågn op! – 1993
g93 8/8 s. 15-17

Unge spørger:

Hvordan kan jeg holde op med at spille? Jeg er afhængig!

„JEG begyndte at spille på enarmede tyveknægte da jeg var 13,“ indrømmer David. „Jeg kom til det punkt hvor jeg ikke kunne gå forbi en spillehal uden at skulle ind og spille på de enarmede tyveknægte.“ En anden tidligere spillenarkoman, Thomas, siger: „Jeg stjal endda fra venner, familie og arbejdskammerater for at få råd til at spille. Jeg spillede på praktisk talt alt.“

Både David og Thomas er opdraget som kristne. De blev begge afhængige af hasardspil — besnæret af en overvældende trang. Forskere gør opmærksom på at et alarmerende antal unge er bukket under for snedige psykologiske tricks der har til hensigt at lokke unge ind i spilleverdenen. Bladet Time siger: „Undersøgelser har vist at ud af de otte millioner spillenarkomaner der er i USA, er én million teenagere.“ Nogle mener at mellem fire og seks procent af alle teenagere i USA har en sygelig spilletrang.

Unge kaster sig over mange forskellige former for spil. I Japan er det ved lov forbudt mindreårige at indgå væddemål, men alligevel forlyder det ifølge Mainichi Daily News at unge „har gjort sig bemærkede ved at være stadig mere talstærkt repræsenteret på selve væddeløbsbanen og ved de væddemål der indgås uden for banen — en alarmerende tendens.“ De populære spil hvor unge får afløb for deres spillelidenskab er blandt andet kortspil, væddemål om udfaldet af sportskampe, og lotterier.

Konsekvenserne af spillenarkomani

Gordon Moody, der er medlem af foreningen „Gamblers Anonymous“ (anonyme hasardspillere), siger: „I begyndelsen er [hasardspil] en vidunderlig oplevelse, ligesom at gøre en ny opdagelse eller som at blive forelsket. . . . Hasardspil er opkvikkende og fængslende.“ (Quit Compulsive Gambling) Ja, mange føler stor spænding ved at vinde og mærke at ’adrenalinet ruller’. Men det er ikke muligt at være heldig altid. I det lange løb er det spilleren der taber, og gæld og økonomisk ruin er kun begyndelsen til hans problemer.

Afhængighed af en fritidsinteresse kan, ligesom afhængighed af forskellige stoffer, gøre stor åndelig, følelsesmæssig og moralsk skade. Det kan med tiden udvikle sig til det som Gordon Moody kalder „en snigende tiltrækning der . . . til sidst gør én til træl“. Her bliver vi mindet om apostelen Paulus’ ord: „Ved I ikke at hvis I bliver ved med at fremstille jer for en som trælle for at adlyde ham, er I hans trælle fordi I adlyder ham?“ (Romerne 6:16) J. B. Phillips’ oversættelse gengiver verset på denne måde: „I tilhører den magt som I vælger at adlyde.“ Tænk engang at ligge under for en vane man ikke kan styre!

Efterhånden begynder unge måske at stjæle og opføre sig uærligt på andre måder for at kunne fortsætte deres spil, og derfor vil forholdet til familien også lide under det. Det engelske tidsskrift Young People Now skriver: „Når man opdager at man er blevet tyv, løgner og en belastning for de mennesker man holder af og som holder af en, mister man sin selvrespekt.“ Ikke overraskende fortæller nyhedsbrevet The Harvard Mental Health Letter at spillenarkomaner er disponerede for „alvorlige depressioner og angstanfald“, og for et væld af fysiske lidelser, som for eksempel „fordøjelsesbesvær, søvnløshed, hovedpine, forhøjet blodtryk, astma, rygsmerter og brystsmerter“.

Den største skade sker imidlertid på ens åndelige sundhed. Bibelen fordømmer havesyge og kærlighed til penge. (1 Korinther 5:10, 11; 1 Timoteus 6:10) Som enhver anden last er spillenarkomani en „besmittelse af kød og ånd“. (2 Korinther 7:1) Jo mere man spiller, jo mere skader man sin samvittighed og sit forhold til Gud. — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:2.

Viljen til at holde op

Hvordan kan man komme fri af denne vanes lænker? Først og fremmest må man have et ægte ønske om at holde op. „Det er umuligt at bryde et afhængighedsforhold medmindre den afhængige virkelig ønsker at bryde det,“ siger Liz Hodgkinson i bogen Addictions. Det betyder at man må lære at ’hade det onde’, at hade hasardspil. (Salme 97:10) Hvordan? Ved ikke at fokusere på fornøjelsen, men på konsekvenserne. Er „den midlertidige nydelse af synd“ — den fornøjelse der er ved at vinde et spil — så meget værd at man hellere vil miste det evige liv? (Hebræerne 11:25) At tænke sådan kan hjælpe én til at styrke sin beslutning om at holde op.

Forskeren Liz Hodgkinson bemærker dog: „Ethvert afhængighedsforhold kan blive så indgroet at det at holde op vil føles som at miste et af sine lemmer.“ Men Jesus sagde: „Hvis nu dit højre øje dér bringer dig til snublen og fald, så riv det ud og kast det fra dig. Det er nemlig bedre for dig at en af dine legemsdele går tabt end at hele dit legeme bliver kastet i Gehenna.“ (Mattæus 5:29) Alt hvad der måtte skade dit forhold til Jehova må fjernes fra dit liv!

Det indebærer at man må opdyrke selvbeherskelse. Apostelen Paulus var plaget af nogle tilbagevendende ønsker, men han lod sig ikke overvælde af dem; han nægtede at være slave af sit begær. Han sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl.“ (1 Korinther 9:27) Man må altså lære at være hård ved sig selv, og ikke tillade at de ønsker man har styrer ens liv.

Problemets rod

Der kræves imidlertid mere end viljestyrke for at vinde kampen. Vanemæssige laster er nemlig ofte en reaktion på et dybereliggende problem. En spillenarkoman ved navn Dick siger: „Jeg havde en meget mærkelig barndom. Der var ingen kærlighed overhovedet i min familie. . . . Jeg blev altid ydmyget. Jeg havde ingen følelse af selvværd.“ Som følge af disse dårlige betingelser kastede han sig over hasardspil.

Efterhånden mener mange af dem der har med mentalhygiejne at gøre, at følelsesmæssige traumer som børnemisbrug og manglende kærlighed under opvæksten kan have forbindelse med forskellige tvangsprægede vaner. Men i alle tilfælde kan det være en hjælp at finde ind til problemets kerne. Salmisten bad denne bøn: „Undersøg mig, Gud, og kend mit hjerte. Ransag mig, og kend mine foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i mig, og før mig ad den vej der varer evindelig.“ (Salme 139:23, 24) Hvis man taler med en moden kristen, måske en af menighedens ældste, om sine foruroligende tanker, kan det hjælpe en til at forstå hvorfor man spiller og hvad man må gøre for at ændre sin tænke- og handlemåde.a

„Noget bedre“

Ifølge bogen Quit Compulsive Gambling er det at holde op „kun det første skridt i kampen mod problemet“. Det vil være nødvendigt at foretage drastiske ændringer i ens livsstil. For at hindre tilbagefald må man undgå tidligere spillekammerater, spillebuler og kasinoer og hvad der ellers måtte have med hasardspil at gøre. (Ordsprogene 13:20) Man behøver ikke at isolere sig af den grund. (Ordsprogene 18:1) Kristne kan arbejde på at opdyrke sunde, opbyggende venskaber inden for den kristne menighed og være travlt optaget af at udrette noget, af åndelige aktiviteter og sund adspredelse.

Hodgkinson bemærker dog at den afhængige kun kan vinde kampen hvis han „gør sig klart at der findes noget bedre — at livet har andet og mere at tilbyde end det at forsøge at tilfredsstille den mani man har“. Og hvad kunne være bedre end det håb Bibelen giver?

Roddy oplevede dette på sin egen krop. Han fortæller at han var en „inkarneret spillenarkoman“ i 25 år — lige fra teenageårene. Han prøvede næsten enhver form for spil — hestevæddeløb, hundevæddeløb, tips og spillekasinoer. Men så begyndte han at leve efter det Jehovas vidner lærte ham ud fra Guds ord. Han fortæller: „På blot tre måneder skete der en fantastisk forvandling.“ Roddy holdt op med at spille, og i dag tjener han som ældste i den kristne menighed.

Måske har du også på nuværende tidspunkt et vist kendskab til Bibelens lærepunkter. Det kan være at du ligesom David og Thomas, der blev nævnt i indledningen, endnu ikke har formået at tilegne dig Bibelens principper. Hvis det er tilfældet, hvorfor så ikke prøve at ’forvisse dig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’, ved at foretage et grundigt studium af Bibelen? (Romerne 12:2) Da David og Thomas begyndte at leve efter det de havde lært, og opdyrkede ægte tro og overbevisning, var de i stand til at vinde kampen mod trangen til hasardspil. Det kan du også!

Hvis du begynder at studere Bibelen vil det håb den indeholder for fremtiden — noget der er bedre end hasardspil — blive mere virkeligt for dig. Samtidig vil det hjælpe dig til at opdyrke et personligt forhold til Gud. Du vil da føle dig fri til at ’bede uophørligt’ om hans hjælp, i tillid til at han forstår dine følelser. (1 Thessaloniker 5:17; Salme 103:14) Han vil belønne dine anstrengelser ved at give dig den styrke der er nødvendig for at kunne vinde kampen mod spillenarkomanien. — Galaterne 6:9; Filipperne 4:13.

[Fodnote]

a De fleste sagkyndige i mentalhygiejne mener at det er nødvendigt med professionel rådgivning hvis det skal lykkes at bryde et afhængighedsforhold. Hvis en terapi ikke strider mod de bibelske principper er det en personlig afgørelse om en kristen vil vælge en sådan.

[Illustration på side 16]

Hasardspillere begynder ofte at lyve og stjæle for at kunne finansiere deres spillemani

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del