Hvad sker der med folk som spiller?

HAN var postfunktionær i New York og havde aldrig spillet før. Så åbnedes der et spillested for Off-Track Betting i nabolaget. Han gjorde sin første indsats, og flere fulgte. For nylig, da hans kone ringede til hjælpeorganisationen Gamblers Anonymous, skyldte han 5000 dollars væk, og han var lige løbet hen for at spille sine sidste 16 dollars bort, efterladende et tomt køleskab og to sultne børn.

Ejeren af et blomstrende firma i beklædningsbranchen opsøgte en psykiater for at få hjælp mod sin trang til at spille. For at sætte sig ind i tilfældet ledsagede psykiateren manden til et hestevæddeløb. Betaget så han manden få gevinst på syv ud af ni løb. Han fik lyst til selv at prøve. Inden længe var også han en passioneret spiller, og til sidst måtte han opgive sin praksis som psykiater.

„Utroligt!“ vil nogle måske sige. „Typisk!“ sagde en tidligere spiller da han hørte om tilfældet. „Jeg har set mange det er gået sådan for.“

Det begynder i det små

Trangen til at spille begynder ofte meget uskyldigt. „Jeg ser kvinderne der kommer ind,“ fortæller en billetsælger i et OTB-spillelokale. „Til at begynde med spiller de for 2 dollars eller 4 dollars ad gangen. Så stiger det til tyve og tredive. Efter få måneders forløb spiller de for 50 eller 60 dollars pr. løb. Hvor mange jeg har set det er gået sådan for? I min butik alene — mindst 20.“

Det er forbavsende mange der gribes af spillelidenskab. „Halvdelen af [OTB-]kunderne spiller seks dage om ugen,“ hævder et medlem af Gamblers Anonymous. Mange har mistet kontrollen over sig selv og fortryder at de nogen sinde begyndte. En husmoder fra Brooklyn siger: „Jeg ville ønske at jeg ikke var vanespiller.“ Og en ung mand sagde klagende: „Jeg har tabt så meget på det sidste . . . Men jeg kan ikke holde op, mand, det er gået mig i blodet.“

Mange forretningsfolk i gode stillinger er blevet grebet af spillelidenskab. I artiklen „Direktørernes skjulte last“ konkluderede tidsskriftet Dun’s Review at spil er „et af U.S.A.s alvorligste problemer — endog større end alkoholisme og stofmisbrug“.

Det er selvfølgelig ikke alle der bliver afhængige af deres spillelyst efter at have prøvet nogle få gange. Ja, mange betragter spil som „en harmløs forlystelse“. Men kan man virkelig sige det? Hvad fører denne „forlystelse“ ofte med sig? Det vil nok overraske de fleste at høre hvor mange hjem der berøres af de triste følger.

Det amerikanske nationalinstitut for mentalhygiejne anslår at der alene i De forenede Stater findes 10 millioner vanespillere! Det er mennesker som spiller så meget at de skaber store problemer for sig selv; deres økonomi er i alvorlig fare, og deres familie lider under det. Ligesom narkomaner og alkoholikere synes disse spillere ikke at kunne holde op, uanset hvor ofte de lover at gøre det. „Der er ingen tvivl om at det er vanedannende,“ siger en amerikansk embedsmand med kendskab til spil.

Ikke-spillere kan have svært ved at forstå denne afhængighed, denne uimodståelige trang til at spille. Men den er virkelig nok. Dr. Robert Custer, overlæge ved Cleveland Veterans’ Administration Hospital, Brecksville Division, har behandlet mange sådanne vanespillere. „De er meget desperate når de kommer ind,“ bemærker han. „Når vanespilleren beder om hjælp, er han så bange og forvirret at han næsten befinder sig på randen af panik. I begyndelsen, når han lige er holdt op med at spille, er han så desperat at man skulle tro hans liv var i fare.“

Hvad er det der får nogle til at udvikle en sådan trang til at spille?

Et demoraliserende ønske

Ønsket om at komme let til penge spiller øjensynlig en fremtrædende rolle. Naturligvis bryder ingen sig om at være fattig; vi vil alle gerne have hvad vi skal bruge. Men ved spil fremholdes udsigten til at opnå store gevinster uden at have ydet tilsvarende arbejde — muligheden for at blive rig hurtigt, hvis „heldet“ er med en. Tanken om dette kan være meget besnærende. Og ofte lokkes en spiller af såkaldt „begynderheld“.

Et typisk eksempel har vi fra Ontario, Canada, hvor en mand var usædvanlig heldig første gang han gik til et hestevæddeløb. Med en indsats på 4 dollars vandt han 1000 dollars. „Han skulle være standset med det,“ sagde hans kone senere, „men han kunne ikke.“ Hvorfor ikke?

Fordi spil syntes at være sådan en let måde at tjene penge på. Hans første held vakte ønsket om at fortsætte. Resultatet? „Han begyndte at forandre sig,“ siger hans kone. „Det var som om han var to forskellige mennesker.“ Med tiden tabte han 60.000 dollars i spil og ødelagde sit familieliv.

Når først spillelysten er gået i blodet, stilles den sjældent tilfreds, selv ved store gevinster. Som møl der kredser om lyset, lades spillere aldrig i fred, men besnæres af tanken om at det vil være muligt at vinde endnu større gevinster. En lærer der var sidst i trediverne havde samlet sig en spillegæld på 20.000 dollars. Så havde han fire heldige dage hvor han vandt 25.000 dollars. Betalte han nu sin gæld? Han indrømmer: „Jeg begyndte at tænke på hvor let jeg kunne fordoble de 25.000. Mandag begyndte jeg at spille på heste, og inden ugen var omme var alle pengene væk.“

På den måde kan spil altså virke; det kan ganske langsomt undergrave et menneskes moral. Næsten uden undtagelse bliver vanespillere med tiden uærlige og samvittighedsløse. For nylig vandt en mand 111.000 dollars i et såkaldt „superfecta“-spil; hans indsats var 3 dollars. Han afslog imidlertid at komme og blive fotograferet på kontoret hos Jerome T. Paul, en OTB-repræsentant. Hvorfor? „Hans gæld oversteg de 111.000 dollars,“ forklarede Paul, „og han havde ikke til hensigt at betale.“

Spillelysten kan få tag i alle slags mennesker. En rabbiner, ortodoks jøde, hvis spillegæld var vokset til 100.000 dollars, siger: „Jeg havde ingen ansvarsfølelse over for min familie eller min menighed. Jeg lagde en begravelse så tidligt på dagen at jeg kunne nå at komme på væddeløbsbanen. Jeg gjorde notater til min prædiken mellem løbene.“

Det er altså hvad der sker med folk som spiller — de bliver meget ofte begærlige, uhæderlige og hensynsløse over for andre. De mister også deres selvbeherskelse. Spil er derfor klart i modstrid med grundlæggende bibelske forskrifter, som fordømmer mennesker der er „havesyge“ og opfordrer til at udvise selvbeherskelse og næstekærlighed. — 1 Kor. 6:9, 10; Gal. 5:22, 23, NW; Matt. 22:39.

En anden vanedannende faktor

Trangen til at spille skabes dog øjensynlig ikke kun af ønsket om lettjente penge. Læger som har beskæftiget sig med problemet, siger at det er kompliceret og indrømmer at de ikke til fulde forstår det. Nogle tror imidlertid det er spændingen ved spillet der besætter spilleren og bevirker at han må spille igen.

For eksempel siger dr. William H. Boyd, der har studeret problemet i ni år: „Det virksomme element i alkoholisme er alkohol, og det virksomme element i narkomani er narkotika. Men det virksomme element i spil er spændingen.“ Dr. Robert Custer har åbenbart samme syn på sagen, for han siger: „Det ’stof’ de søger er oplevelsen af at der sker noget.“

Denne oplevelse begynder når indsatsen er gjort og fortsætter til resultatet foreligger. Der er glæde ved at vinde og uro ved at tabe, og spænding under hele forløbet. Og, som dr. Boyd nævner: „Spilleren må gå tilbage og gøre en ny indsats for at opleve den samme spænding igen.“ Det er også en kendsgerning at trangen til at opleve den intense følelse af at der sker noget, er så dominerende at man kan høre spillere sige: „Det er ikke de penge man skylder væk der gør én desperat, men tanken om at vågne en dag uden penge til at spille for.“

Man kan have svært ved at forstå hvordan noget der ikke er håndgribeligt som narkomanens heroin, kan være vanedannende. Men selv ved narkomani er der tale om mere end ren og skær fysisk afhængighed af et kemisk stof. Sindet er også berørt på en eller anden måde. Man taler ligefrem om psykisk afhængighed. Dette viser sig ved at trangen til stoffet stadig er til stede efter at den fysiske afvænning har fundet sted. I forbindelse med spillelidenskab drager dr. Custer derfor denne parallel: „Det psykiske krav er det væsentlige ved alkoholisme og narkomani, akkurat som ved spillemani.“

Men uanset hvad det er der demoraliserer folk som begynder at spille, om det er kærligheden til penge eller trangen til spænding, bør man huske at det der sker er at spillelidenskaben sniger sig ind på folk og tager magten fra dem. Det klogeste er derfor helt at holde sig fra spil! Bliv ikke fristet til at prøve, blot fordi vor tids eftergivende samfund har legaliseret visse former for spil. Mange er begyndt at spille i det små — bare for morskabens skyld — men har snart „sprællet på krogen“, ofte med ulykkelige følger.

Forsøg på at bekæmpe spillelidenskaben

Man er virkelig begyndt at gøre noget for at hjælpe vanespillere til at holde op. Gamblers Anonymous er en verdensorganisation med dette formål, og den har omkring 200 afdelinger og 3000 medlemmer i De forenede Stater alene. Den søger at gøre spillere tilstrækkeligt motiverede for at bryde vanen. Men det mislykkes ofte. Hør blot hvilken bekendelse en hyrevognschauffør ved navn Victor aflagde ved et Gamblers Anonymous-møde i New York. Han fortæller selv:

„Jeg rejste mig og indrømmede at jeg ikke kunne holde op med at spille, og at jeg kørte to skift i døgnet for at få råd til det. Jeg sagde til dem at jeg var så fordærvet at jeg sikkert ville køre fire timer til Bowie i Maryland for at spille på heste, lige så snart jeg forlod mødet. Da jeg var klar til at gå, ventede tre medlemmer på mig. ’Dav, Vic,’ sagde de, ’har du plads til os i bilen?’“

At man erkender sin last og måske endda ønsker at slippe for dens kvalfulde følger, er ofte utilstrækkelig bevæggrund til at overvinde en indgroet spillemani. Men der er en måde hvorpå det kan lade sig gøre. Lad en som selv har været grebet af spillelidenskaben, fortælle hvordan han kom fri af den.