Jeg længtes efter Gud — og fandt ham

JEG havde tilbragt ti år med at studere på sydamerikanske præsteseminarier, hvoraf jeg havde brugt de sidste tre år på teologi- og filosofistudier. Nu stod der så en jævn landmand og sagde til mig at han kunne hjælpe mig til at forstå Bibelen. Jeg havde været skuffet over undervisningen på præsteseminarierne, og det fik mig til at lytte.

Hvorfor ville jeg gerne være præst? Og hvorfor havde de mange års studier ikke stillet min længsel?

En beskeden baggrund

Mine forældre fik syv drenge, og vi voksede op i Vallegrande i Bolivia. Vi boede i en frugtbar dal hvor vi holdt kvæg og dyrkede majs, jordnødder og kartofler. Der var ikke så gode muligheder for at modtage skoleundervisning, eftersom landsbyen, Naranjal, lå lidt isoleret. Jeg lærte dog at læse og skrive.

Hvert år ved tiden for den lokale religiøse fest kom en romersk-katolsk præst på besøg i vores landsby. Jeg var meget betaget af den måde han talte om Gud på. Ved et af disse besøg fortalte præsten om et seminarium der var blevet åbnet i Bolivia for at uddanne unge mænd til præster. Da jeg sagde at jeg gerne ville lære om Gud begyndte han at vise særlig interesse for mig. Han sagde: „Du kan blive som en stige der hjælper folk til at komme i himmelen.“

Det var mit store ønske at komme til at læse på dette seminarium og lære om Gud. Jeg håbede at det ville bringe klarhed over nogle af de ting der forvirrede mig. For eksempel havde min mor fortalt mig at bjergene, blomsterne og træerne var gaver fra Gud, men hun havde også sagt at Gud sender nogle mennesker i helvede, hvor de skal lide frygtelig pine. ’Hvordan kan Gud være sådan?’ spurgte jeg mig selv.

Seminarieundervisningen

Det nye seminarium lå i Tupiza, en by der ligger i en smuk dal. Jeg kom dertil i 1958. Da jeg var yngre holdt jeg af at gå op på et bjerg for at lade tankerne dvæle ved vor kærlige Skaber. Imidlertid blev jeg skuffet over at vi ikke lærte særlig meget om Gud på seminariet. De havde ikke engang en komplet Bibel dér, kun „Det Nye Testamente“. Da jeg spurgte om muligheden for at få en komplet Bibel, sagde lærerne til mig at jeg skulle være tålmodig.

Der var kun tre af os der kvalificerede sig til at fortsætte efter det første år. Resten blev sendt hjem. Da der kun var så få tilbage, blev vi sendt til Buenos Aires i Argentina for at fortsætte vore studier dér. Da jeg ankom til San Miguel Seminarium blev jeg helt overvældet, så stort var det. ’Her vil jeg da kunne komme nær til Gud,’ tænkte jeg. Vi læste latin, græsk, engelsk og fransk, og vi læste livsskildringer om den katolske kirkes ’helgener’. Men stadig følte jeg en tomhed. Jeg havde ikke fået besvaret mine spørgsmål.

„Hvordan skal det forstås at Gud er en treenighed?“ spurgte jeg en af lærerne. Han svarede at end ikke de store teologer, som for eksempel italieneren Thomas Aquinas der levede i det trettende århundrede, havde været i stand til at forklare det. Endnu havde jeg aldrig set en komplet Bibel, så jeg spurgte en af professorerne om „Det Gamle Testamente“.

„Det er kun for protestanter,“ svarede han.

Det undrede mig, for jeg vidste at Jesus ofte citerede derfra. Dette gjorde mig frustreret og nedtrykt.

Efterhånden blev seks af os udvalgt til at være novicer, og vi aflagde det tredobbelte løfte om lydighed, cølibat og fattigdom. Efter et år som novicer kom vi til et seminarium i Córdoba i Argentina. Vi gik udelukkende i gejstlig dragt, bestående af en lang, sort præstekjole, en hvid krave, og derudover en rosenkrans og et stort krucifiks. Jeg var i spændt forventning; for første gang skulle jeg nu gennemgå et teologikursus.

Flere skuffelser

Teologikurset var præget af den højere bibelkritik, hvor man betragter Bibelen som et stykke litteratur på linje med enhver anden bog. Og mine mange spørgsmål forblev ubesvarede, hvilket skuffede mig. I mellemtiden blev jeg gode venner med en biskop, som jeg spurgte: „Hvordan kan det være at Bibelen siger at Jesus kom i helvede?“a (Apostelgerninger 2:31) Men han veg uden om mit spørgsmål.

Jeg tumlede også med en del moralske spørgsmål. Jeg spurgte en teolog om masturbation og kønsligt samvær mellem ugifte. I stedet for at henvise til hvad Guds ord siger om dette, gik han varmt ind for de nyeste betragtninger som nogle kendte teologer i Paris var kommet med. Han viste mig en af deres bøger. „De siger at det ikke er syndigt,“ forklarede han. „Der er ikke noget at være bekymret over.“ Men det svar var jeg ikke tilfreds med.

En dag gik jeg lidt rundt på biblioteket, og tilfældigvis fik jeg fat i en bog på fransk. Bogen citerede Salme 42:2, hvor der står: „Min sjæl tørster efter Gud.“ ’Det er nøjagtig sådan jeg føler,’ tænkte jeg. Kort efter var jeg på besøg i min fødeby, og ved den lejlighed besøgte jeg et kloster i Vallegrande, som ligger i nærheden. I en boghandel dér så jeg et komplet eksemplar af Bibelen — det var Nácar-Colunga-oversættelsen. Det var første gang jeg nogen sinde havde set en komplet Bibel. Jeg spurgte om jeg kunne købe den, men turde næsten ikke tro at det var muligt. Hvor var jeg glad for at kunne gå ud af forretningen med min egen bibel under armen!

Jeg sang og fløjtede på vejen hjem, og da jeg kom indenfor begyndte jeg straks at læse de første vers i Salme 42, hvor der siges: „Som hinden der higer efter bække med vand, sådan higer min sjæl efter dig, min Gud. Min sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud.“ Nu måtte det da være muligt at få stillet min længsel efter Gud, tænkte jeg. Men jeg fandt snart ud af at jeg behøvede hjælp til at finde de bibelske svar på mine spørgsmål. Denne hjælp fik jeg ikke ved mine studier.

I 1966 fik jeg at vide at jeg skulle forflyttes til en by i nærheden af Cochabamba i Bolivia. Her havde man netop åbnet et videregående seminarium der specialiserede sig i teologi og filosofi. Der var et smukt bibliotek dér, og unge spanske præster og moderne teologer var tilknyttet seminariet. ’Nu finder jeg måske svarene på mine spørgsmål,’ tænkte jeg ved mig selv.

Jeg stillede mange spørgsmål, som for eksempel: „Hvordan kan Maria være Guds moder?“ Men lærerne var ikke særlig interesserede i sådanne spørgsmål. De gik mere op i kommunistisk filosofi. Jeg var engang sammen med en kardinal, men han var mere interesseret i at fortælle mig om sine erfaringer fra den anden verdenskrig end i at svare på mine spørgsmål.

Efter ti år på præsteseminarier bad jeg om et års orlov, så jeg kunne komme ud og møde almindelige mennesker. Jeg ville gerne opleve hvordan det var at fortælle folk om evangeliet. Snart indså jeg at klosterlivet aldrig ville stille mig tilfreds, så jeg bad om at blive løst fra mine løfter. Senere giftede jeg mig med en tidligere nonne ved navn Porfiria. Vi bosatte os i Santa Cruz i Bolivia.

Et overraskende besøg

Året efter sad jeg en dag i en gårdhave mens værtinden bagte brød i en brændefyret ovn. En mand kom hen til porten, og da jeg troede at han skulle tale med værtinden, sagde jeg: „Kom ind!“ Han kom ind og satte sig ved siden af mig. Manden var nydeligt klædt, men jeg kunne mærke at han kom fra beskedne kår. Til min store overraskelse begyndte han at tale med mig om Bibelen.

Senere fandt jeg ud af at manden hed Adrian Guerra og var et af Jehovas vidner. Jeg opdagede hurtigt at han ikke var særlig god til at læse. Jeg var vagtsom men ikke bange for ham. ’Når alt kommer til alt,’ tænkte jeg, ’kender jeg til både latin og græsk. Jeg har studeret teologi og har brugt flere år til at diskutere filosofi med teologer og biskopper.’ Det var ikke fordi jeg følte mig stolt eller så ned på ham, jeg forventede bare ikke at han kunne lære mig noget.

Han spurgte mig om hvad jeg mente var grunden til at ondskaben i verden tager til. Vi talte lidt om det, og så spurgte han om han måtte se min bibel. På det tidspunkt havde jeg lige købt The Jerusalem Bible, en ny katolsk oversættelse. Han fik mig til at læse Åbenbaringen 12:12, hvor der står: „Men for jer, jord og hav, kommer der vanskeligheder — Djævelen er nemlig kommet ned til jer i raseri, da han ved at hans dage er talte.“

„Det refererer til det tidspunkt hvor synden begyndte,“ indvendte jeg. Han fik mig til at læse vers 7-10, hvor der står at krigen i himmelen begyndte da Kristus blev konge, og at udfaldet af krigen blev at Satan og hans engle blev kastet ned til jorden. Adrian forklarede: „De frygtelige forhold vi ser omkring os er et resultat af at Djævelen raser. Men vi kan glæde os over at Kristus nu er konge og at Djævelens dage er talte.“

Det var betagende for mig at læse dette i min egen bibel. Men jeg var også forbløffet over at denne smilende og ydmyge mand kunne sidde her og forklare Bibelen stille og roligt for mig.

Min længsel bliver omsider stillet

Adrian efterlod nogle publikationer hos mig og lovede at komme tilbage. Jeg blev glad da han kom igen, og jeg begyndte at stille ham de spørgsmål der i så lang tid havde plaget mig. For eksempel: „Hvordan kan Gud være en treenighed?“ og „Hvorfor var Jesus i helvede?“ Han benyttede en bibelstudiehåndbog der hed Sandheden der fører til evigt liv, og fik mig til i min egen bibel at læse de bibelcitater fra bogen der besvarede mine spørgsmål. Jeg følte mig som en burro (et æsel eller en tosse). Jeg lærte at Guds navn er Jahve eller Jehova og at han ikke er en treenighed, at „helvede“ er graven og at Jesus havde befundet sig dér, uden bevidsthed, i dele af tre dage. — Salme 16:10; Prædikeren 9:10; Esajas 42:8.

På præsteseminariet havde jeg ofte stillet spørgsmål om livet efter døden, og jeg havde fået at vide at himmelen er som en stor kirke hvor alle vil stå foran Gud og bede. ’Hvor kedeligt,’ tænkte jeg. Men nu hvor jeg fik kendskab til Bibelens løfte om evigt liv på en paradisisk jord, blev min tro på Guds kærlighed til menneskeheden vakt til live igen. — Salme 37:9-11, 39; Åbenbaringen 21:3, 4.

Efter nogle få besøg tog Adrian en dag en udlænding med, en tilsynsmand, som han kaldte ham. „Du stiller så mange spørgsmål,“ sagde han, „så jeg tænkte at missionæren her ville være bedre i stand til at hjælpe dig.“ Men jeg syntes vældig godt om Adrian, og missionærens tilstedeværelse gjorde mig nervøs, så jeg fortsatte med at studere Bibelen med Adrian. Jeg begyndte at overvære møderne i rigssalen og fandt at de bibelske foredrag var meget lærerige.

Jeg overvinder min frygt

Efterhånden tilskyndede Adrian mig til at dele det jeg lærte med andre. Jehovas vidner opfordres ved deres møder til at undervise fra hus til hus. Jeg fandt ud af at det bibelske emne som Adrian først drøftede med mig — årsagen til de stadig dårligere forhold i verden — havde været det samtaleemne som Jehovas vidner i Bolivia benyttede den måned i 1970. Jeg forstod at den oplæring som Adrian modtog havde gjort ham egnet til at være tjener for Gud — i langt højere grad end de ti års oplæring havde gjort for mit vedkommende! Tanken om at besøge folk fra dør til dør virkede imidlertid skræmmende på mig. Det var noget ganske andet end at prædike for folk i kirken.

Næste gang Adrian kom for at studere med mig gemte jeg mig i huset og lod som om jeg ikke var hjemme. Han må have haft en mistanke om det, for han ventede tålmodigt udenfor i en halv time før han gik. Men han opgav mig ikke; til min store overraskelse kom han igen den følgende uge. Langsomt voksede min kærlighed til Jehova, og jeg overvandt min frygt. I 1973 blev min hustru og jeg døbt. Porfiria blev pioner og var på heltidsbasis optaget af at forkynde og lede bibelstudier. Hun fortsatte i denne tjeneste lige til den dag hun døde, i begyndelsen af 1992.

Adrian lærte efterhånden at læse flydende, og selv har jeg i en del år tjent som ældste i en menighed. Vi fortsætter begge med at forkynde den gode nyhed om Guds rige fra hus til hus. For nylig mødte jeg en dame der sagde: „De skulle være blevet i kirken. De kunne have udrettet meget godt indefra.“

Jeg bad hende hente sin bibel, hvorpå jeg viste hende Jeremias 2:13. Her beskrives hvordan Israel afviste Guds ord: „Mig, kilden med levende vand, har de forladt for at udhugge sig cisterner, revnede cisterner som ikke kan holde vand.“

„Noget lignende er sket med kirken,“ fortalte jeg hende. „Hvis man prøver at slukke folks ’tørst efter Gud’ med ubibelske katolske læresætninger, er det ligesom at prøve at få vand fra en revnet cisterne.“ Ja, det var først da jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner at min længsel efter Gud blev stillet og min åndelige tørst blev slukket. — Fortalt af Hugo Durán.

[Fodnote]

[Illustration på side 15]

Adrian og jeg forkynder sammen Rigets budskab