Vendepunktet i en præstestuderendes liv
SOM FORTALT TIL „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I VENEZUELA
EFTER at jeg havde været to år i Maria-legionen og syv år på et seminarium for at forberede mig til præstegerningen, blev jeg stillet over for en vigtig afgørelse. Skulle jeg fortsætte de resterende tre år til jeg var færdiguddannet som romersk-katolsk præst, eller skulle jeg opgive det hele? Omstændighederne havde udviklet sig sådan at jeg måtte tage et afgjort standpunkt. Hvad skulle jeg gøre?
Det var ikke fordi jeg havde mistet kærligheden til Gud. Jeg var stadig stærkt interesseret i religiøse spørgsmål. Det var heller ikke fordi jeg sakkede bagud hvad studierne angik. Tværtimod havde jeg gjort udmærkede fremskridt. Sammen med andre i de øverste klasser på seminariet tog jeg min tur når der skulle læses messe og musikken skulle dirigeres.
Når jeg var hjemme på ferie blev jeg somme tider bedt om at vikariere for underdiakonen i vort sogn. Dette indebar at læse et stykke af en af epistlerne, tage brødet og vinen fra bordet og række det til diakonen, og sørge for at messebogen, eller bogen med bønner der skulle læses ved messen for hver dag i året, var parat. Mine bekendte var stolte over at se en ung mand fra deres omgangskreds gå op til alteret og gøre tjeneste som underdiakon. Engang varetog jeg denne opgave da et lille kapel som netop var blevet bygget, skulle indvies. Jeg var virkelig på vej fremad mod mit mål, nemlig at blive præst.
Tidligt interesseret i religion
Jeg kan huske at jeg altid har været religiøst interesseret. Min familie var af navn romersk-katolsk men ellers ikke særlig religiøs. Ikke desto mindre plejede jeg hver dag at gå i kirke, hvor jeg havde det privilegium at læse katekismus med en gruppe børn. Som tiden gik besluttede jeg at tilslutte mig Maria-legionen, en organisation der virker inden for kirken. Sammen med denne organisation arbejdede jeg med at undervise andre unge om jomfru Maria med det formål at udbrede Mariadyrkelsen.
Således gik to år, og i løbet af den tid fik jeg indgående kendskab til legionens dogmer. Så talte den lokale præst med mig om at begynde på et præsteseminarium. „Kunne du ikke tænke dig at blive præst?“ spurgte han. „Har du ikke tænkt på at begynde på et seminarium? Kunne du ikke tænke dig at gå i Kristi fodspor?“
Selvfølgelig syntes jeg om tanken om en dag at være præst, men jeg kunne ikke svare ham straks. Der var forskellige ting jeg måtte overveje. For eksempel var der skolepengene på 4125 kroner om året for kost og logi, samt bøger det første år, hvilket ville sige en yderligere udgift på cirka 1160 kroner. Hvor skulle jeg få pengene fra? Desuden var mine forældre slet ikke stemt for at jeg skulle være præst.
Men den lokale præst var ihærdig. Han skaffede mig et stipendium så størstedelen af udgifterne blev betalt for mig. Også mine forældres modvilje blev klaret med et skriftsted som ofte blev citeret af præsterne: „Der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min og for evangeliets skyld, uden at han skal få det hundredfold igen.“ (Mark. 10:29, 30) Efter at have overvejet sagen et år besluttede jeg at tage imod tilbudet, og det blev ordnet så jeg kunne begynde på seminariet.
Seminarieuddannelsen
Det så ud som om mine dristigste forhåbninger skulle gå i opfyldelse. Kunne jeg ikke forvente at seminariet ville bringe mig nærmere til Gud, og besvare alle de spørgsmål om livet og fremtiden der lå mig så stærkt på sinde? Men som tiden gik kom skuffelserne. Jeg opnåede ikke det jeg havde håbet. Desuden var der nogle af de unge mænd som havde frastødende vaner og gjorde ting der var en kilde til bekymring for mig.
Hver dag fulgte et bestemt mønster. Det første vi gjorde når vi stod op om morgenen klokken 6 var at gøre korsets tegn, gentage „Ave Maria“ og så gå til messe. Derefter fulgte meditationen, hvilket i almindelighed indbefattede overvejelse af Det andet Vatikankoncil. Så repeterede vi det vi havde for til dagens undervisningstimer. Efter morgenmaden blev der brugt halvanden time til at gøre rent i hallen og vande blomsterne. Måltiderne blev indtaget i tavshed, da vi måtte lytte til udvalgt oplæsning.
Men de daglige fem timers klasseundervisning viste sig at være utilfredsstillende for mig. Der var kun lidt hjælp at få med hensyn til forståelsen af Guds vilje. De fleste undervisningstimer kunne være taget på enhver anden skole — latin, spansk, kunst, musik, filosofi, biologi, historie. Kun fire timer om ugen var sat til side til undervisning i kirkens dogmer.
Bibelen blev ganske vist anvendt til oplæsning af evangelierne og epistlerne under messen. Men der blev ikke givet nogen forklaring, ingen formaning om at følge dens morallove så nogle af de unge mænds dårlige vaner kunne forhindres.
Min søster, der var et af Jehovas vidner, plejede ofte at skrive til mig og forklare ting om Bibelen, men brevene nåede mig sjældent. De blev standset af den øverste præst. I ferierne plejede min søster at prøve at forklare mig ting ud fra Bibelen, men jeg tog ikke hendes anstrengelser alvorligt. Desuden var hendes forklaringer i strid med kirkens lære.
Bibelen taler
På seminarier er det almindeligt at en halv time hver dag er sat til side til „åndelig“ læsning, det vil sige enhver bog der beretter om en „helgens“ liv. En aften havde jeg ikke en sådan bog i nærheden, så jeg måtte falde tilbage på min lommeudgave af Nácar-Colunga-oversættelsen af Bibelen. Da jeg ikke vidste hvor jeg skulle begynde, åbnede jeg Bibelen på et tilfældigt sted og begyndte at læse; det var i Anden Mosebog, kapitel 19. Alt gik godt til jeg nåede kapitel 20, vers fire og fem.
Hvilken overraskelse i Guds ord at finde et skriftsted der forbød at lave og tilbede billeder! Jeg kunne næppe tro mine egne øjne! Jeg havde altid betragtet Bibelen som hellig. Jeg lukkede Bibelen og grundede. „Hvordan er det muligt?“ tænkte jeg ved mig selv. „Har de bedraget mig hele tiden?“ Min næste tanke: „Jeg burde ikke tænke sådan om vor kirkes lære, for jeg kunne blive dømt til helvede.“
Igen åbnede jeg Bibelen for at fuldføre min halve times læsning, og denne gang åbnede den sig på Esajas, kapitel 40. Da den afsatte tid var slut var jeg nået til Esajas 42:8, hvor der står: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn. Jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ Endnu en gang indså jeg til min bestyrtelse at Bibelen talte direkte til mig og understregede at Gud ikke har behag i tilbedelse af billeder. Hvor følte jeg mig forvirret! Kunne det være sandt at min kirke var på vildspor? Så ringede klokken til tegn på at det var sengetid.
Jeg søger hjælp
Der fulgte en søvnløs nat. Næste dag gik jeg lige til biskoppen. Jeg bad ham forklare Anden Mosebog 20:4. Hans svar var at det var en del af Moseloven som blev ophævet af Kristus. Så pegede jeg på at kristne i deres katekismer lærer de ti bud, som er en del af den lov. „Hvordan kan De forklare at den ene del blev ophævet og ikke den anden?“ spurgte jeg. Han antydede at den ene del blev tilbage til gavn for de kristne. „Det kan ikke være rigtigt,“ sagde jeg, „for hvis Kristus kom for at ophæve Loven må det være hele Loven.“ Han sendte mig så til den åndelige vejleder som har til opgave at hjælpe med de unge mænds åndelige problemer.
Han søgte at besvare mine spørgsmål på grundlag af mysterier og filosofi. Da jeg ret snart indså at jeg aldrig kunne få sandheden her, besluttede jeg at forlade seminariet. De kom med mange argumenter for at få mig til at blive: „Du burde blive her så du ikke skader dine kammerater. Du ved at du går i en af de øverste klasser, og de vil lægge mærke til det.“ Dette og meget mere. Men jeg stod fast på min beslutning. „Du kan rejse,“ sagde han til sidst, „men du må ikke tage noget med dig herfra, og du må vente tre dage.“ Senere fandt jeg ud af at den tid blev brugt til at arrangere en udflugt for de unge mænd, så de ikke var i nærheden når jeg skulle rejse.
Jeg finder sandheden
Jeg tog af sted uden at medbringe noget, ikke engang det der var mit eget; jeg var forvirret og nedslået. Da min søster hørte hvad der var sket, gav hun mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, og rådede mig til at læse den omhyggeligt og sammenligne dens udtalelser med Bibelen. Jeg modtog snart regelmæssig bibelundervisning, og jeg insisterede på at blive undervist tre eller fire gange om ugen. To måneder senere symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved at blive døbt i vand.
Jeg tog straks tilbage til seminariet med tasken fyldt med eksemplarer af en bestemt udgave af bladet Vågn op! som indeholdt artiklen „Åbent brev til oprigtige katolikker“. En præst søgte at forhindre at jeg kom ind, men forsøget blev forpurret fordi de unge mænd blev ved med at komme ud for at hilse på mig. Jeg vidnede for dem og efterlod mange eksemplarer af bladet. Resultatet? Toogtyve af de unge mænd besluttede at forlade seminariet. Seks af dem indvilligede i at modtage undervisning ud fra bogen Sandheden der fører til evigt liv, og en af dem overværede det sidste sektionsstævne Jehovas vidner holdt i Caracas.
Nu er folk overraskede når jeg besøger dem ved dørene, ikke som præstestuderende i den katolske kirke, men som et af Jehovas privilegerede vidner. Hvor er jeg lykkelig over at Jehova talte til mig ved sit ord og ledte mig til sin menighed!