„Jehova, lad min lille pige være trofast!“

JEG er født i 1930 i Alsace i Frankrig. Jeg er ud af en kunstnerfamilie. Om aftenen sad far i sin lænestol og læste bøger om geografi og astronomi. Hunden sov ved hans fødder, og far fortalte mor hvad han læste, mens hun strikkede til familien. Åh, hvor jeg nød disse aftener!

Religion spillede en stor rolle i vores tilværelse. Vi var ivrige katolikker, og folk der så os gå i kirke søndag formiddag sagde: „Klokken må være ni, for familien Arnold er på vej til kirke.“ Hver dag gik jeg i kirke før skole. Men på grund af præstens dårlige adfærd forbød mor mig at tage derhen alene. Jeg var seks år dengang.

Efter at mor havde læst blot tre brochurer udgivet af bibelstudenterne (nu Jehovas Vidner) begyndte hun at forkynde fra hus til hus. Det brød far sig ikke om. Han forbød at der blev drøftet religiøse emner i mit påhør. ’I skal ikke læse det stads.’ Men mor var så begejstret for sandheden at hun valgte at læse Bibelen med mig. Hun fik fat i en katolsk udgave af Bibelen og læste højt fra den hver morgen, men undlod i lydighed mod far at knytte kommentarer til.

En dag læste hun Salme 115:4-8: „Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. . . . Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ Hun forbandt det med det andet bud, som lyder: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede.“ (2 Mosebog 20:4-6) Jeg gik straks op på mit værelse og tilintetgjorde det alter jeg havde stående.

I skolen fortalte jeg mine katolske klassekammerater om det jeg havde lært ved bibellæsningen. Det vakte furore på skolen. Ofte kom børnene rendende efter mig på gaden og råbte: „Jødesvin!“ Det var i 1937. Det fik min far til at kigge lidt nærmere på hvad det var jeg læste. Han erhvervede sig bogen Skabelsen, der var udgivet af Jehovas Vidner. Han læste den, og blev selv et Jehovas vidne!

Da den tyske hær gik ind i Frankrig gennem Belgien kunne man se hagekorsflag på toppen af kirkerne, selv om det franske flag stadig vajede over rådhuset. Myndighederne havde allerede lukket vores mødesal og forbudt Jehovas Vidners virksomhed, så vi arbejdede under jorden da tyskerne kom. Men bestræbelserne for at komme os til livs blev intensiveret. To år senere blev jeg døbt. Jeg var da 11 år.

En måned senere, den 4. september 1941 klokken to om eftermiddagen, ringede det på døren. Det var på den tid far skulle komme hjem fra arbejde. Jeg sprang op, åbnede døren, og løb i armene på en mand. En der stod bagved råbte: „Heil Hitler!“ Da jeg var kommet ned på jorden igen forstod jeg at den mand jeg var løbet i armene på var SS-soldat. Mændene sendte mig ind på mit værelse og krydsforhørte min mor i fire timer. Da de tog af sted råbte den ene af dem: „Du vil ikke få din mand at se igen! Du og dit barn vil få samme skæbne!“

Far var blevet arresteret samme morgen. Han havde haft sin månedsløn i lommen. SS-folk spærrede bankbogen og nægtede at udstede en arbejdstilladelse til mor — hvilket var nødvendigt for at få arbejde. Deres politik var nu: „Intet levebrød til de maddiker!“

Forfølgelse i skolen

I mellemtiden voksede presset i skolen. Når læreren kom ind i klassen skulle alle 58 elever stå ret og med fremstrakt arm råbe: „Heil Hitler!“ Når præsten kom for at give religionsundervisning, sagde han: „Heil Hitler — velsignet være den der kommer i Herrens navn.“ Klassen svarede: „Heil Hitler — amen!“

Jeg nægtede at sige „Heil Hitler“, og dét kom skoleinspektøren for øre. Der blev skrevet et advarende brev: „En elev adlyder ikke skolens reglement, og hvis der ikke sker en forandring inden for en uge, vil denne elev blive bortvist.“ Nederst stod der at dette brev skulle oplæses for de mere end 20 klasser.

Dagen kom da jeg over for hele klassen skulle fortælle hvad jeg havde besluttet. Inspektøren gav mig fem minutter mere til enten at hilse eller at tage mine skolepapirer og gå. Disse fem minutter syntes at vare en evighed. Benene rystede under mig. Jeg var helt ør i hovedet, og mit hjerte bankede. Den trykkende stilhed i klassen blev brudt af et skingert „Heil Hitler“, som hele klassen gentog tre gange. Jeg løb op til katederet, tog mine papirer og forlod klassen.

Den følgende mandag fik jeg lov at komme på en anden skole. Inspektøren sagde at jeg kunne være der på den betingelse at jeg ikke sagde til nogen hvorfor jeg var blevet bortvist fra den anden skole. Mine klassekammerater vendte sig imod mig idet de kaldte mig tyv, forbryder, og sagde at det var derfor at jeg var blevet bortvist. Jeg kunne ikke forklare dem hvordan det virkelig hang sammen.

Jeg sad bagerst i klasseværelset. Pigen ved siden af mig opdagede at jeg ikke hilste. Hun troede at jeg var med i den franske modstandsbevægelse. Jeg måtte forklare hende hvorfor jeg nægtede at hilse Hitler: „I Apostelgerninger 4:12 står der: ’Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.’ Kun Kristus er vor Frelser. Eftersom ’heil’ betyder at man opnår frelse ved en eller anden, kan jeg ikke henføre denne frelse til et menneske, heller ikke til Hitler.“ Pigen og hendes mor begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og blev selv forkyndere!

Undergrundsaktivitet

I al den tid fortsatte vi med at forkynde under jorden. Den første søndag i hver måned mødtes vi et sted i bjergene og modtog den franske udgave af Vagttårnet så vi kunne oversætte det til tysk. Mor havde lavet et specielt livstykke med en skjult lomme hvor jeg kunne anbringe Vagttårnet. En dag blev vi stoppet af to soldater og ført til en gård i bjergene, hvor vi blev visiteret. Jeg blev så syg at de måtte lade mig ligge i høet, og derfor fandt de aldrig Vagttårnet. På en eller anden måde lod det til at Jehova altid reddede mig.

En dag blev jeg kaldt til „psykiater“. Det viste sig at være to SS-folk. Der var også andre børn af Jehovas vidner. Jeg var den sidste som blev kaldt ind. Bag et bord sad der to „læger“. Der blev rettet et skarpt lys mod mit ansigt da krydsforhøret begyndte. Den ene „læge“ stillede mig spørgsmål om geografi eller historie, men før jeg kunne svare, brød den anden ind med spørgsmål om vort underjordiske arbejde. Han bad også om navne på andre Jehovas vidner. Jeg var på sammenbruddets rand da forhøret pludselig blev afbrudt af en telefonopringning. Jehovas hjælp udeblev aldrig!

Da skoleinspektøren fandt ud af at jeg havde talt med en klassekammerat om vor tro, blev jeg anholdt, stillet for en domstol og dømt til anbringelse på en opdragelsesanstalt. I dommen hed det at ’jeg var opdraget i International Forening for Bibelstudium, som var forbudt, og at jeg ville udvikle en fordærvet karakter og være til fare for andre’. Det var en svær ildprøve for mig blot 12 år gammel at stå i denne frygtindgydende retssal! Men en medfølende ven der arbejdede i administrationen sørgede for at straffen ikke skulle afsones straks.

En måneds tid efter blev vores skoleklasse udvalgt til at komme to uger i en træningslejr for Hitlerjugend. Det fortalte jeg aldrig mor. Jeg ønskede ikke at hun skulle bære ansvaret for at jeg sagde nej. Dagen før afrejsen truede skoleinspektøren: „Hvis du ikke på mandag stiller på jernbanestationen eller på mit kontor, sender jeg politiet hen efter dig!“

Mandag morgen passerede jeg derfor stationen på vej til skole. Alle mine klassekammerater kaldte på mig for at få mig til at tage med dem, men jeg var besluttet på at indfinde mig på inspektørens kontor. Jeg var sent på den, så han troede at jeg havde taget toget sammen med de andre. Han blev rasende da han så mig. Han tog mig ind i et klasseværelse og lod i fire timer sit raseri gå ud over hele klassen. Han kaldte for eksempel hvert enkelt barn op foran hele klassen, og i stedet for at række dem deres kladdehæfte, slog han dem i ansigtet med det. Han pegede på mig og sagde: „Det er hendes skyld!“ Han forsøgte at få de 45 børn, som kun var ti år gamle, til at vende sig imod mig. Men da timen var forbi lykønskede de mig for at jeg blev ved at nægte at synge militære sange.

Senere blev jeg sat til at sortere papir, dåser og andet affald. Det nægtede jeg, eftersom dåserne skulle bruges til militære formål. Jeg blev slået og efterladt bevidstløs. Senere hjalp mine klassekammerater mig på fødderne.

Da jeg igen kom i skole så jeg til min overraskelse alle klasserne stå i gården rundt om en flagstang; der var omkring 800 børn. Jeg blev placeret i midten. Der blev holdt en lang tale om frihed og følgerne for forrædere, efterfulgt af tre Sieg heil! (sejr og frelse). Mens nationalsangen blev sunget stod jeg stiv som et bræt og rystede. Jehova støttede mig, jeg bevarede min uangribelighed. Senere, efter at være kommet hjem, fandt jeg mit tøj på sengen samt et brev hvori der stod: „Simone Arnold bedes møde på jernbanestationen i morgen tidlig.“

På opdragelsesanstalt

Næste morgen stod mor og jeg på stationen. To damer tog mig i forvaring. I toget gentog mor sin formaning til mig. „Vær altid flink og medgørlig, også når du bliver uretfærdigt behandlet. Vær aldrig sur og tvær. Svar ikke igen og vær ikke uforskammet. Husk at det at være fast ikke er det samme som at være genstridig. Det vil skole dig til dit fremtidige liv. Det er Jehovas vilje at vi skal igennem trængsler, det vil gavne os fremover. Du er godt forberedt. Du kan sy, lave mad, vaske tøj og ordne have. Du er en ung dame nu.“

Den aften lagde mor og jeg os på knæ i en vinmark ved hotellet, sang en af Rigets sange om opstandelseshåbet og bad en bøn. Med beslutsom stemme bad mor på mine vegne: „Jehova, lad min lille pige være trofast!“ For sidste gang puttede mor mig i seng og kyssede mig.

Da vi næste dag ankom til opdragelsesanstalten gik det hele så stærkt at jeg ikke fik taget afsked med mor. En pige anviste mig en seng med en madras af hvedeklid. Mine sko blev taget fra mig, og vi måtte gå barfodede indtil først i november. Det var svært at få den første middagsmad ned. Jeg fik seks par sokker jeg skulle reparere, ellers ville jeg ikke få noget mad. For første gang begyndte jeg at græde. Tårerne vædede sokkerne. Jeg græd næsten hele den nat.

Næste morgen stod jeg op klokken halv seks. Min seng var blodplettet — jeg var kort forinden begyndt at få menstruation. Rystende gik jeg til den første lærer jeg mødte, frøken Messinger. Hun kaldte på en pige som viste mig hvordan jeg skulle vaske mit lagen i koldt vand. Stengulvet var koldt, og smerterne blev værre. Jeg begyndte igen at græde. „Fortæl din Jehova at han skal vaske dit lagen!“ sagde frøken Messinger med et sarkastisk smil. Det var netop hvad jeg havde brug for at høre. Jeg tørrede øjnene, og personalet fik mig aldrig siden til at græde.

Vi stod op klokken halv seks hver morgen for at gøre rent i huset før morgenmaden — som bestod af en skål suppe vi fik præcis klokken otte. Undervisningen foregik på anstalten for de 37 børn, der var fra 6 til 14 år. Om eftermiddagen vaskede og syede vi, eller ordnede have, da der ingen mænd var til at klare det hårde arbejde. I vinteren 1944/45 måtte en anden pige og jeg fælde træer på cirka en halv meter i diameter ved hjælp af en skovhuggersav. Det var forbudt at snakke med hinanden og at være alene, selv på toilettet. Vi fik et bad to gange om året, og vi vaskede hår én gang om året. Eventuel afstraffelse blev givet i form af nedskæring af madrationen eller i form af korporlig afklapsning.

Jeg fik til opgave at gøre rent på frøken Messingers værelse. Hun krævede at jeg hver dag kravlede ind under hendes seng for at vaske fjedrene af. Dengang jeg kom til anstalten havde jeg smuglet en lille bibel med ind, og det lykkedes mig at kile den ind mellem fjedrene. Derefter kunne jeg hver dag læse afsnit fra Bibelen. Det var ikke så mærkeligt at de sagde at jeg var det langsomste barn de nogen sinde havde haft!

Om søndagen gik pigerne i kirke, de protestantiske piger i deres kirke, og de tre katolske piger i deres; men jeg skulle lave mad til alle 37 børn. Jeg var så lille at jeg måtte stå på en bænk og holde skeen med to hænder når jeg skulle røre rundt i suppen. Desuden skulle jeg stege kød, bage kager og koge grøntsager til vore fire lærere. Søndag eftermiddag skulle vi brodere servietter. Der var ingen tid til leg.

Nogle måneder senere fortalte frøken Messinger med synlig fryd i stemmen at min kære mor var blevet anholdt og sat i koncentrationslejr.

I 1945 sluttede krigen. Koncentrationslejrene gik i opløsning og deres medtagne beboere blev spredt ud over landet. Tusinder rejste hid og did i deres søgen efter overlevende familiemedlemmer.

Gribende genforening

Min mor vidste i det mindste hvor jeg var, men da hun kom for at hente mig, kunne jeg ikke genkende hende. Det var ikke så mærkeligt, i betragtning af hvad hun havde været igennem! Da mor blev arresteret blev hun sendt til den samme lejr hvor far var, Schirmeck, bortset fra at hun blev anbragt i kvindelejren. Hun nægtede at reparere soldateruniformer og blev i nogle måneder sat i isolationsfængsel i en underjordisk bunker. For at hun skulle blive smittet blev hun derefter sat ind i et værelse med kvinder der havde syfilis. Under flytningen til Ravensbrück blev hun stærkt afkræftet af hoste. Da tyskerne flygtede og fangerne på vej til Ravensbrück pludselig var frie, var mor iblandt dem. Hun tog til Konstanz hvor jeg var, men under et luftangreb fik hun et åbent sår i ansigtet.

Da jeg blev ført ind til hende kunne jeg ikke genkende hende — hun var fuldstændig forandret, hendes ansigt var skamferet og blodigt, udtæret af sult og sygdom, og hendes stemme kunne knap nok høres. Jeg var blevet oplært til at neje for besøgende og vise dem alt mit håndarbejde — broderierne, sytøjet — fordi der kom fine damer til anstalten for at finde sig en tjenestepige. Og så behandlede jeg min stakkels mor på den måde! Først da hun tog mig til en dommer for at få juridisk ret til at tage mig med hjem, gik det op for mig at det var min mor! På én gang fik alle de tårer som jeg havde gemt på i de forløbne 22 måneder frit løb.

Da vi tog af sted var forstanderindens, frøken Lederles, ord som lægende balsam for mor. Hun sagde: „Jeg giver Dem Deres pige tilbage i samme mentale tilstand som da hun kom.“ Jeg havde bevaret min uangribelighed. Vi fandt vores lejlighed og begyndte at flytte ind. Det eneste som stadig trykkede os var at far manglede. Røde Kors havde meldt ham død.

En dag midt i maj 1945 bankede det på døren. Igen løb jeg hen for at lukke op. Ved døren stod Maria Koehl, en af vore venner. Hun sagde: „Simone, jeg kommer ikke alene. Din far er nedenunder.“ Far kunne knap nok gå op ad trapperne, og han havde mistet hørelsen. Han gik lige forbi mig og direkte hen til mor. Den lille spontane pige han havde kendt da hun var elleve, var blevet en genert teenager i de forløbne mange måneder. Han genkendte hende ikke engang, hun var blevet en ny pige.

Det han havde været igennem havde sat sine spor. Først var han blevet ført til Schirmeck, en speciallejr, dernæst til Dachau, hvor han fik tyfus og lå bevidstløs i 14 dage. Senere blev han anvendt i lægelige eksperimenter. Fra Dachau blev han sendt til Mauthausen, en udryddelseslejr der var værre end Dachau, hvor han måtte arbejde hårdt og blev slået og udsat for angreb af politihunde. Men han havde overlevet og var nu atter hjemme.

Da jeg blev 17 gik jeg ud i heltidstjenesten som et Jehovas vidne og kom derefter til Vagttårnsselskabets missionærskole Gilead i De Forenede Stater. På Selskabets hovedkontor mødte jeg Max Liebster, en tysk jøde der var blevet et Jehovas vidne i en af Hitlers koncentrationslejre. Vi giftede os i 1956, og med hjælp fra vor Gud, Jehova, har vi indtil nu kunnet virke i heltidstjenesten som specialpionerer her i Frankrig.

Hvor var det godt at mor den aften for mange år siden bad for mig da jeg blev tvangsfjernet og kom på opdragelsesanstalt: „Jehova, lad min lille pige være trofast!“

Og det har Jehova gjort indtil nu! — Fortalt af Simone Arnold Liebster.

[Illustration på side 18]

Simone Arnold Liebster og hendes mand, Max Liebster