Vi tog ikke del i Hitlers krig

FORTALT AF FRANZ WOHLFAHRT

MIN fader, Gregor Wohlfahrt, gjorde tjeneste i den østrigske hær under den første verdenskrig, fra 1914 til 1918, og kæmpede mod italienerne. Hundredtusinder af østrigere og italienere faldt i krigen, og rædselsminderne derfra forandrede fuldstændig min faders syn på religion og krig.

Fader havde set østrigske præster velsigne tropperne, og han fik at vide at italienske præster gjorde det samme på den anden side af fronten. Han spurgte derfor: „Hvorfor bliver katolske soldater opfordret til at slå andre katolikker ihjel? Bør kristne gå i krig mod hinanden?“ Det kunne præsterne ikke svare tilfredsstillende på.

Svar på faders spørgsmål

Efter krigen giftede fader sig, og han og moder bosatte sig i Østrigs bjerge, nær grænsen til Italien og Jugoslavien. Dér blev jeg født i 1920 som den ældste af en søskendeflok på seks. Da jeg var seks år gammel flyttede vi nogle kilometer østpå, til Skt. Martin i nærheden af feriebyen Pörtschach.

Mens vi boede her, blev mine forældre besøgt af nogle Jehovas vidner (dengang kaldet bibelstudenter). I 1929 gav de min fader brochuren Fremgang for alle, og her fandt han svar på mange af sine spørgsmål. Den viste ved hjælp af Bibelen at verden er underlagt en usynlig hersker der kaldes Djævelen og Satan. (Johannes 12:31; 2 Korinther 4:4; Åbenbaringen 12:9) Hans indflydelse på denne verdens religion, politik og højfinans var årsagen til de rædsler fader havde oplevet i den første verdenskrig. Omsider havde fader fundet de svar han søgte.

Nidkær tjeneste

Fader bestilte publikationer hos Vagttårnsselskabet og tog fat på at uddele dem, først til sine slægtninge og dernæst fra hus til hus. En af vore naboer, Hans Stossier, en ung mand på 20 år, sluttede sig inden længe til ham i forkyndelsen. Snart blev fem af vore slægtninge også Jehovas vidner — min farbroder Franz og tante Anna, så deres søn Anton, og desuden min faster Maria og onkel Hermann.

Dette vakte berettiget opsigt i lillebyen Skt. Martin. I skolen spurgte en af de andre elever vores katolske lærer: „Fader Loigge, hvem er den nye gud Jehova som Wohlfahrt tilbeder?“

„Nej, nej, børn,“ svarede præsten. „Det er ikke nogen ny gud. Jehova er Jesu Kristi Fader. Hvis de udbreder budskabet af kærlighed til Gud, er det meget godt.“

Jeg husker at min fader mange gange tog hjemmefra ved ettiden om natten med en stor mængde bibelske publikationer og en madpakke. Seks-syv timer efter kunne han så være i yderkanten af sit distrikt nær den italienske grænse. Jeg var med ham på kortere ture.

Fader forsømte dog ikke sin families åndelige behov. Da jeg var i tiårsalderen begyndte han at studere Bibelen ugentligt med alle os seks børn ved hjælp af bogen Guds Harpe. Vi havde til tider stort rykind af interesserede naboer og slægtninge, og snart var der i vores lille by en menighed med 26 forkyndere.

Hitler kommer til magten

I 1933 kom Hitler til magten i Tyskland, og snart intensiveredes forfølgelsen af Jehovas vidner dér. Under et stævne som fader i 1937 overværede i Prag i Tjekkoslovakiet, blev deltagerne advaret om forestående prøvelser, og da fader kom hjem, tilskyndede han derfor os alle til at berede os på forfølgelse.

I mellemtiden var jeg fyldt 16 og var kommet i lære som bygningsmaler. Jeg boede hos en malermester og gik på fagskole. Vi havde også religionstimer, hvor vi blev undervist af en ældre præst som var flygtet fra Tyskland for at undslippe naziregimet. Når eleverne hilste ham med et „Heil Hitler!“ viste han tydeligt sin misbilligelse og spurgte: „Hvad er der i vejen med vor tro?“

Jeg benyttede anledningen til at spørge hvorfor katolikker benytter titler som „Deres Eminence“ og „Hellige Fader“, når Jesus havde sagt at alle hans disciple er brødre. (Mattæus 23:8-10) Præsten vedgik at dette var uret og fortalte at han var faldet i unåde fordi han havde nægtet at bøje sig for biskoppen og kysse hans hånd. Jeg spurgte så: „Hvordan kan det være at man med kirkens velsignelse kan dræbe andre katolikker?“

„Det er den største skændsel!“ udbrød præsten. „Det bør aldrig ske igen. Vi er kristne, og kirken bør ikke have noget med krig at gøre.“

Den 12. marts 1938 marcherede Hitlers hære uden modstand ind i Østrig, som kort efter blev annekteret af Tyskland. Kirkerne fandt sig hurtigt til rette med den nye magthaver. Faktisk underskrev alle seks katolske biskopper i Østrig, deriblandt kardinal Theodor Innitzer, mindre end en uge senere en begejstret „højtidelig erklæring“ hvori de udtalte at det ’for dem som biskopper var en selvfølgelig national pligt som tyskere at gå ind for Det Tyske Rige’. (Se side 9) Ved en stor modtagelse for Hitler i Wien var kardinal Innitzer blandt de første til at ’heile’. Han befalede at samtlige østrigske kirker skulle flage med hagekorsbanneret, ringe med klokkerne og bede for den nazistiske diktator.

Den politiske stemning i Østrig skiftede næsten fra den ene dag til den anden. Pludselig så man alle vegne SA-folk i brune uniformer med hagekorsarmbind. Den præst som havde sagt at kirken ikke burde have noget med krig at gøre, var en af de få gejstlige der nægtede at sige „Heil Hitler!“ Ugen efter blev han erstattet af en anden præst, der gjorde sin entré i klassen ved at smække hælene sammen, løfte højre arm og sige „Heil Hitler!“

Presset til at følge trop

Alle blev udsat for nazisternes pres. Folk blev vrede når jeg hilste med et „Guten Tag“ (goddag) i stedet for „Heil Hitler“. En halv snes gange blev jeg anmeldt til Gestapo. Engang truede en sværm af SA-folk min læremester med at jeg ville blive sendt i koncentrationslejr medmindre jeg hilste med nazihilsenen og meldte mig ind i Hitlerjugend. Malermesteren var selv nazisympatisør og bad dem være tålmodige, idet han var sikker på at jeg før eller siden nok skulle komme på andre tanker. Han sagde at jeg var en god arbejdskraft og at han derfor nødig ville af med mig.

Efter nazisternes magtovertagelse blev der afholdt store marcher til langt ud på natten, og folk skreg slagord i deres fanatisme. Hver dag gjaldede radioen med taler af Hitler, Goebbels og andre. Den katolske kirke føjede sig mere og mere underdanigt efter Hitler, og præsterne bad ofte for Hitler og velsignede ham.

Fader huskede mig på at jeg måtte tage et fast standpunkt, og at jeg måtte indvi mit liv til Jehova og lade mig døbe. Han talte også med mig om Maria Stossier, vores nabo Hans’ yngre søster, der havde taget standpunkt for Bibelens lære. Maria og jeg var blevet enige om at det skulle være os to, og fader tilskyndede mig til at opmuntre hende åndeligt. Maria og jeg blev døbt i august 1939 af Hans.

Faders eksemplariske integritet

Dagen efter blev fader indkaldt til militærtjeneste. Han var uegnet til tjeneste på grund af dårligt helbred efter den første verdenskrigs strabadser, men gjorde alligevel opmærksom på at han som kristen aldrig mere ville have noget med krig at gøre, modsat dengang han var katolik. For den bemærkning blev han tilbageholdt mens hans sag blev undersøgt.

En uge senere rykkede tyske tropper ind i Polen, hvorved den anden verdenskrig brød ud. Nu blev fader ført til Wien; og mens han sad dér, påstod vor borgmester i en skrivelse at det var faders skyld at andre Jehovas vidner nægtede at støtte Hitler, og at fader derfor fortjente dødsstraf. Det medførte at fader blev sendt til Berlin, hvor han kort efter blev dømt til halshugning. Han sad i Moabit-fængselet, lænket døgnet rundt.

I mellemtiden skrev jeg på familiens vegne til fader at vi var besluttede på at følge hans trofaste eksempel. Fader stillede sjældent sine følelser til skue, men vi kunne se hvordan glædestårerne over at vi forstod hans standpunkt havde plettet hans afskedsbrev til os. Brevet var opmuntrende; han nævnte os hver især ved navn og tilskyndede os til at forblive trofaste. Hans opstandelseshåb var stærkt.

Foruden fader sad rundt regnet 24 Jehovas vidner i Moabit-fængselet. Højtstående naziembedsmænd forsøgte at overtale dem til at opgive deres tro, men forgæves. I december 1939 blev omkring 25 Jehovas vidner henrettet. Da moder fik meddelelse om at fader var blevet henrettet, gav hun udtryk for taknemmelighed mod Jehova fordi han havde givet fader styrke til at forblive trofast til døden.

Mine prøvelser begynder

Nogle uger senere blev jeg indkaldt til arbejdstjeneste, men jeg fandt snart ud af at det i virkeligheden drejede sig om militærtræning. Jeg meddelte at jeg ikke ville gøre militærtjeneste men gerne udføre andet arbejde. Da jeg nægtede at synge nazistiske slagsange, blev officererne rasende.

Næste morgen mødte jeg op i civilt tøj, ikke i den uniform jeg ligesom de øvrige havde fået udleveret. Den officer der havde kommandoen sagde at han ikke havde noget valg, men var nødt til at sætte mig i arresten. Her levede jeg af vand og brød. På et tidspunkt fik jeg at vide at der skulle holdes en flaghilsenceremoni, og hvis jeg nægtede at deltage, ville jeg blive skudt.

På eksercerpladsen stod 300 rekrutter foruden mange officerer. Jeg blev kommanderet til at marchere forbi officererne og hagekorsflaget og afgive nazihilsenen. Styrket af Bibelens beretning om de tre hebræere, sagde jeg ganske enkelt „Guten Tag“ da jeg passerede dem. (Daniel, kapitel 3) Jeg blev beordret til at gøre det om. Denne gang sagde jeg intet, men smilede blot.

Da fire officerer førte mig tilbage til arresten, fortalte de mig at de havde været rystende nervøse for at jeg skulle blive skudt. De spurgte: „Hvordan kan det være at De smilede og vi var så nervøse?“ og tilføjede at de ville ønske at de besad mit mod.

Få dage efter ankom dr. Almendinger, en højtstående officer fra Hitlers hovedkvarter i Berlin, til lejren, og jeg blev kaldt til ham. Han oplyste at lovene var blevet skærpet meget nu. „De aner slet ikke hvad der venter Dem,“ sagde han.

„Jo, det gør jeg,“ svarede jeg. „Min fader blev halshugget af samme grund for nogle uger siden.“ Det gjorde ham tavs.

Siden ankom en anden, en højtstående embedsmand fra Berlin, og der blev gjort fornyede anstrengelser for at få mig til at skifte mening. Da han havde hørt hvorfor jeg ikke ville overtræde Guds love, tog han min hånd og sagde med tårevædet ansigt: „Jeg ønsker at redde Deres liv!“ Alle de tilstedeværende officerer var også meget bevægede. Derpå blev jeg ført tilbage til arresten, hvor jeg i alt tilbragte 33 dage.

Rettergang og fængsling

I april 1940 blev jeg overført til et fængsel i Fürstenfeld. Nogle dage efter fik jeg besøg af min forlovede, Maria, og min broder Gregor. Gregor var kun halvandet år yngre end jeg, og han havde i skolen taget et fast standpunkt for Bibelens principper. Jeg husker at han tilskyndede vore yngre brødre til at være beredte på forfølgelse, og sagde at der kun var én vej: At tjene Jehova. Den time vi nu tilbragte med gensidig opmuntring var sidste gang jeg så ham i live. Senere blev jeg i Graz idømt fem års hårdt strafarbejde.

I efteråret 1940 blev jeg sat på et tog der skulle til en arbejdslejr i Tjekkoslovakiet. Jeg blev imidlertid tilbageholdt i Wien og sat i fængsel dér. Forholdene var skrækkelige. Ikke blot sultede jeg, men om natten blev jeg bidt af store insekter, så det blødte og sved. Af grunde jeg dengang ikke kendte, blev jeg sendt tilbage til fængselet i Graz.

Mit tilfælde var blevet interessant, eftersom Gestapo beskrev Jehovas vidner som fanatiske martyrer der ønskede sig dødsstraf for at komme i himmelen. Derfor fik jeg lejlighed til at redegøre for min tro for en professor og otte studenter fra universitetet i Graz. Jeg forklarede at kun 144.000 skal i himmelen for at herske sammen med Kristus. (Åbenbaringen 14:1-3) Jeg fortalte at jeg håbede at komme til at leve evigt i et paradis på jorden. — Salme 37:29; Åbenbaringen 21:3, 4.

Efter to dages udspørgen sagde professoren: „Jeg har draget den slutning at De har begge ben på jorden. De længes ikke efter at dø og komme i himmelen.“ Han gav udtryk for at forfølgelsen af Jehovas vidner gjorde ham ondt, og ønskede mig alt godt.

Tidligt i 1941 blev jeg med tog sendt til arbejdslejren Rollwald i Tyskland.

Hårde forhold i lejren

Rollwald var beliggende mellem Frankfurt og Darmstadt og rummede cirka 5000 fanger. Dagen begyndte klokken 5 med appel. Dette varede et par timer, eftersom officererne tog sig god tid til at føre fangelisterne ajour. Vi skulle stå ubevægelige imens, og mange fanger blev pryglet voldsomt fordi de havde rørt på sig.

Morgenmåltidet bestod af brød bagt af mel, savsmuld og kartofler der ofte var rådne. Så gik vi på arbejde i mosen, hvor vi gravede dræningsgrøfter så jorden kunne opdyrkes. Efter en hel dags arbejde uden tilstrækkeligt fodtøj svulmede vore fødder op som svampe. Engang så det ud til at jeg havde fået koldbrand i fødderne, og jeg frygtede at jeg skulle have dem amputeret.

Ved middagstid fik vi på arbejdsstedet serveret et eksperimentelt sammenkog, en „suppe“. Den var smagt til med turnips eller kål, somme tider tilsat fars fra syge slagtedyr. Maden gav en brændende fornemmelse i munden og halsen, og mange af os fik store bylder. Om aftenen stod menuen på mere „suppe“. Mange fanger mistede tænderne, men jeg beholdt mine. Jeg havde nemlig fået at vide at det var vigtigt at bruge tænderne, så jeg tyggede på fyrregrene eller hasselkviste.

Hvordan jeg forblev åndeligt stærk

Vagterne forsøgte at kue min tro ved at isolere mig fra de øvrige Jehovas vidner. Jeg havde ingen bibelske publikationer, så jeg genkaldte mig skriftsteder fra hukommelsen. Blandt andet tænkte jeg på Ordsprogene 3:5, 6, hvor vi tilskyndes til at ’stole på Jehova af hele vort hjerte’, og Første Korintherbrev 10:13, der lover at Jehova ’ikke vil lade os blive fristet ud over hvad vi kan tåle’. Det gav mig styrke at repetere sådanne skriftsteder i tankerne og støtte mig til Jehova i bøn.

Nu og da traf jeg trosfæller der skulle overføres til andre lejre. I de tilfælde hvor vi ikke havde lejlighed til at veksle ord, opmuntrede vi med et nik eller en løftet knytnæve hinanden til at stå fast. Somme tider fik jeg brev fra Maria og min moder. Et af dem overbragte mig nyheden om min kære broder Gregors død, og i et andet fik jeg hen mod krigens slutning besked om at Hans Stossier, Marias broder, var blevet henrettet.

Nogen tid senere ankom der en fange som havde siddet sammen med Gregor i Moabit-fængselet i Berlin. Af ham hørte jeg i enkeltheder hvad der var sket. Gregor var blevet dømt til guillotinen, men i et forsøg på at underminere hans uangribelighed udsatte man ekstraordinært eksekutionen i fire måneder. I den tid gjorde man alt for at presse ham til at gå på kompromis — han var lænket på hænder og fødder med tunge kæder, og han fik sjældent mad. Men han vaklede aldrig. Han var trofast til afslutningen, den 14. marts 1942. Underretningen gjorde mig selvfølgelig bedrøvet, men den styrkede mig også til at forblive trofast mod Jehova, uanset hvad der skete.

Noget senere hørte jeg at mine yngre brødre Kristian og Willibald og mine yngre søstre Ida og Anni var blevet anbragt i et kloster der blev benyttet som opdragelsesanstalt i den tyske by Landau. Drengene var blevet gennempryglet fordi de nægtede at hilse Hitler.

Lejligheder til at forkynde

Flertallet af beboerne i de barakker jeg boede i, var politiske fanger og kriminelle. Ofte forkyndte jeg hele aftenen for dem. En af dem var en katolsk præst fra Kapfenberg ved navn Johann List, som var blevet indespærret fordi han havde refereret BBC over for sin menighed.

Johann havde det svært fordi han var uvant med hårdt fysisk arbejde. Han var en behagelig mand, og jeg hjalp ham med at opfylde sin arbejdskvote så han undgik straf. Han sagde at han skammede sig over at være fange af politiske grunde og ikke fordi han havde holdt fast ved de kristne principper. „Du lider virkelig som kristen,“ sagde han til mig. Da han et år efter blev løsladt, lovede han at besøge min moder og min forlovede, et løfte som han holdt.

Tilværelsen bliver lettere

Sidst på året 1943 fik vi en ny lejrkommandant ved navn Karl Stumpf, en høj, hvidhåret mand der tog fat på at forbedre forholdene i lejren. Hans villa trængte til at blive malet, og da han hørte at jeg var maler af fag, fik jeg jobbet. Det var første gang jeg slap for at arbejde i mosen.

Kommandantens hustru kunne ikke begribe hvorfor jeg sad inde, end ikke da hendes mand fortalte at det var på grund af min tro som et af Jehovas vidner. Min radmagre fremtoning vakte hendes medynk, så hun gav mig mad. Desuden skaffede hun mig flere opgaver så jeg kunne genvinde kræfterne.

Da man hen imod slutningen af 1943 begyndte at indkalde lejrens fanger til krigstjeneste, frelste mit gode forhold til kommandant Stumpf mig. Jeg forklarede ham at jeg hellere ville dø end pådrage mig blodskyld ved at være med i krigen. Min neutralitet satte ham i knibe, men det lykkedes ham at holde mit navn ude af indkaldelseslisten.

Krigen går på hæld

I januar og februar 1945 nedkastede lavtgående amerikanske fly løbesedler med den opmuntrende besked at krigen lakkede mod enden. Kommandant Stumpf, der havde reddet mit liv, gav mig civilt tøj og tilbød at jeg kunne skjule mig i hans villa. Da jeg forlod lejren, så jeg totalt kaos. For eksempel mødte jeg kampklædte børn med tårerne løbende ned ad kinderne, på flugt for amerikanerne. Af frygt for at løbe på SS-officerer der kunne undre sig over at jeg var ubevæbnet, besluttede jeg at vende tilbage til lejren.

Snart var lejren fuldstændig omringet af amerikanske tropper. Den 24. marts 1945 signalerede lejren med hvide flag til overgivelse. Til min forbløffelse fandt jeg ud af at der i lejrens andre afdelinger var flere Jehovas vidner hvis liv kommandant Stumpf havde skånet. Det var en ubeskrivelig glæde for os at træffe hinanden. Da Stumpf blev interneret, gik mange af os til de amerikanske officerer og vidnede personligt og skriftligt til hans fordel. Som følge heraf blev han tre dage senere sat på fri fod.

Til min forbavselse var det mig der som den første af de omtrent 5000 fanger blev frigivet. Efter fem års indespærring føltes det som en drøm. Med glædestårer takkede jeg Jehova fordi han havde bevaret mig i live. Tyskland overgav sig først den 7. maj 1945, cirka seks uger efter.

Straks efter frigivelsen opsøgte jeg de stedlige Jehovas vidner. Der blev organiseret en bibelstudiegruppe, og i de følgende uger tilbragte jeg mange timer med at forkynde for lokalbefolkningen i lejrens nærhed. Samtidig fik jeg ansættelse som maler.

Hjemme igen

I juli kunne jeg købe en motorcykel og begynde den lange hjemrejse. Turen tog adskillige dage eftersom mange af landevejsbroerne var blevet sprængt bort. Da jeg omsider ankom til Skt. Martin, fik jeg fra vejen øje på Maria i færd med at høste hvede. Da hun langt om længe genkendte mig, løb hun hen til mig. Som man kan forestille sig, var det et lykkeligt gensyn. Moder kastede også sin le fra sig og kom styrtende. I dag, 49 år efter, er hun 96 år gammel og blind men åndsfrisk, og hun er et trofast vidne for Jehova.

Maria og jeg giftede os i oktober 1945, og i årene siden har vi lykkeligt tjent Jehova sammen. Vi er blevet velsignet med tre døtre, en søn og seks børnebørn, som alle nidkært tjener Jehova. Gennem årene har jeg haft den tilfredsstillelse at hjælpe mange til at tage standpunkt for Bibelens lære.

Mod til at holde ud

Jeg er ofte blevet spurgt hvordan jeg som ganske ung kunne se døden i møde uden frygt. Vær forvisset om at Jehova Gud giver styrken til at holde ud hvis man er besluttet på at forblive loyal. Man lærer meget hurtigt at betro sig fuldt og helt til hans omsorg gennem bøn. Og bevidstheden om at andre, deriblandt min egen fader og broder, havde holdt trofast ud til enden, hjalp mig til også at forblive loyal.

Det var ikke kun i Europa at Jehovas folk undlod at støtte krigen. Jeg husker at en højtstående nazist under Nürnberg-processen i 1946 blev forhørt om forfølgelsen af Jehovas vidner i koncentrationslejrene. Op af lommen tog han et udklip der berettede om hvordan tusinder af Jehovas vidner i De Forenede Stater sad fængslet på grund af deres neutralitet under krigen.

Ja, de sande kristne efterligner modigt Kristus, der forblev uangribelig til sit sidste åndedrag. Jeg tænker stadig ofte på de 14 fra vor lille menighed i Skt. Martin der i 1930’erne og 40’erne nægtede at tage del i Hitlers krig og måtte bøde med livet for dette udslag af kærlighed til Gud og deres næste. Det bliver storslået at gense dem når de opstår til evigt liv i Guds nye verden!

[Illustration på side 8]

Min fader

[Illustrationer på side 8 og 9]

Herunder og til venstre: Kardinal Innitzer stemmer for Det Tyske Rige

Til højre: Den „højtidelige erklæring“ hvori seks biskopper erklærer at det er deres ’nationale pligt at gå ind for Det Tyske Rige’

[Kildeangivelse]

UPI/​Bettmann

[Illustration på side 10]

Maria og mig ved vores forlovelse i 1939

[Illustration på side 13]

Min familie. Fra venstre til højre: Gregor (senere halshugget), Anni, Franz, Willibald, Ida, Gregor (min fader, senere halshugget), Barbara (min moder) og Kristian

[Illustration på side 15]

Maria og mig i dag