Gådefulde ryttere i den kosmiske vind

„Hvem andre end Gud kan udtænke et skue af så uendelig skønhed? Hvem andre end Gud kan udvirke dette og smykke himmelen i en sådan strålepragt?“

HVAD var det der vakte en sådan ærbødighed hos polarforskeren Charles F. Hall, der levede i det 19. århundrede? Det var et af de mest ærefrygtindgydende naturfænomener som kan opfattes med det menneskelige øje, nemlig aurora borealis — eller nordlys, som det almindeligvis kaldes.

Fascinationen over disse lysfænomener på himmelen kendes helt fra det fjerde århundrede f.v.t., da den græske filosof Aristoteles nedskrev en teori om dem. Men det var først i 1621 at den franske videnskabsmand og matematiker Pierre Gassendi indførte betegnelsen „aurora borealis“ (nordlig morgenrøde). Aurora var i den klassiske romerske mytologi navnet på morgenrødens gudinde, som havde rosafarvede fingre. Hun var endvidere moder til Jordens vinde, og nordenvinden blev kaldt Boreas.

Hvordan opstår polarlys? Kan det skyldes at Solens stråler reflekteres af små iskrystaller i atmosfæren? Er det sollys der reflekteres af isbjerge? Eller skyldes det en slags eksplosioner der opstår når varm og kold luft mødes? Nej, ingen af delene. Nyere videnskabelige undersøgelser peger på at disse fænomener skyldes en direkte forbindelse mellem aktiviteten på Solen og forhold i Jordens magnetfelt.

Årsagen til det fantastiske polarlys skal søges i midten af vort solsystem, 150 millioner kilometer borte. Atomkernereaktioner i Solen bevirker at store mængder gas slynges ud i verdensrummet med en hastighed der er blevet anslået til op mod 4.000.000 kilometer i timen. Disse solvindstød medfører store mængder af energirige partikler som kan nå Jordens ydre atmosfære i løbet af 24 til 48 timer. Når partikelstrømmen trænger ind i periferien af Jordens magnetfelt, bliver mange af de ladede partikler indfanget og ført ned mod polerne. Undervejs kolliderer de med kvælstofmolekyler og iltatomer som bliver anslået og derved udsender lys. Noget lignende sker når man tænder for strømmen til et lysstofrør.

Af og til ser det ud som om lysdraperierne går helt ned til Jorden. Men disse fænomener forekommer kun i højder på mellem 100 og 1000 kilometer over Jorden. Partikelsammenstød i de lave højder skaber lys i gule og grønne nuancer, mens der i større højder udsendes rødt og blåt lys. Nogle lysdraperier kan være enorme og måle 3 til 5 kilometer i bredden og mere end 160 kilometer i højden.

Hvor kan man se polarlys?

Desværre er det kun en lille del af Jordens befolkning der nogen sinde vil få polarlyset at se. Fænomenet er nærmest ukendt i troperne. Men hvis man bor i det sydlige Grønland, på Island, i Nordnorge eller i det nordlige Alaska vil man kunne se nordlyset danse i helt op til 240 nætter om året. I det nordlige Sibirien og det centrale Canada kan man se det cirka 100 nætter om året, mens de der bor i det sydlige Alaska kun kan se nordlys 5 nætter om året. I det centrale Mexico vil man kunne se fænomenet en gang hvert tiende år.a På den sydlige halvkugle kaldes disse lysfænomener aurora australis eller sydlys. Men her er de hovedsagelig til fornøjelse for sæler, hvaler og pingviner. Dog befinder New Zealand samt visse dele af Australien og Argentina sig inden for det i øvrigt tyndt befolkede område hvor sydlys kan forekomme.

En klar nattehimmel er en perfekt baggrund for det stadigt skiftende panorama af de draperi-, bro- og vandfaldlignende lysformationer der blafrer og fejer hen over himmelen. Lysfænomenerne synes at være kraftigst i bæltet mellem den 55. og den 75. breddegrad omkring de geomagnetiske poler i nord og syd. Polarforskeren William H. Hooper siger: „Der findes ingen ord som kan beskrive de stadigt skiftende og prægtige faser. Ingen pen eller blyant kan skildre de springende farver, stråleglansen og storslåetheden.“

Kan man virkelig høre polarlyset?

Selv om forskerne ikke har afvist muligheden for at nordlys kan frembringe hørbare lyde, er det uklart hvordan selve lysfænomenet skulle kunne frembringe en sådan lyd. Eftersom polarlys opstår langt ude i atmosfæren, og lydens hastighed er omkring 330 meter i sekundet, vil lyden være meget forsinket i forhold til det synlige glimt.

Interessant nok fik en mand bind for øjnene under en kraftig nordlysbegivenhed, og „næsten hver gang et klart glimt viste sig udbrød han: ’Kan I ikke høre det?’“ En amatørastronom har sagt: „Det lød som knitrende cellofan og udstrømmende damp. Det var et af de sælsomste øjeblikke i mit liv.“ En indfødt inuit fra Fort Chimo i Ungava, Canada, blev bedt om at beskrive hvad han hørte en klar aften mens han var på vej hjem med sin hundeslæde: „Det sagde whoo-o-o-sh, whish-whoo-o-o-sh. Det var ikke vinden, for det var en helt stille aften. . . . Og hundene blev rædselsslagne. De spredtes i alle retninger og var meget bange.“

Er disse lydindtryk blot hallucinationer — lyde for det indre øre? Det mener nogle. Ikke desto mindre giver forskeren William Petrie en mulig forklaring i sin bog Keoeeit — The Story of the Aurora Borealis. Han forklarer: „Hvis en kontakt er i stykker kan der opstå en svag hvæsen eller knitrende lyd når de elektrisk ladede partikler i strømmen løber uden om den normale vej gennem kontakten. Eftersom et nordlys skyldes at elektrisk ladede partikler trænger ind i atmosfæren, kan man forvente at de elektriske forhold ved Jordens overflade ændres. For nylig er det blevet fastslået at disse ændringer er meget store. Det medfører at elektriske ladninger ’forsvinder’ fra Jordens overflade og måske frembringer en svag lyd.“

Hvor store energimængder er der tale om? Et nummer af kvartalstidsskriftet Alaska Geographic der i 1979 udkom med temaet Aurora Borealis — The Amazing Northern Lights (Det forbløffende nordlys), oplyser at „den elektriske energi i forbindelse med nordlysudladninger er enorm — omkring 1 billion watt eller 9 billioner kilowatt-timer årligt — mere end det samlede årlige elforbrug i USA, som er på lidt under 1 billion kilowatt-timer!“ Nordlys udsender radiobølger, såkaldt radiostøj, der ikke kan høres af mennesker men kan opfanges af en radiomodtager. Heldigvis virker ionosfæren som en skærm mod denne støj. Derfor kan vi alligevel benytte radioen på normal vis.

Voldsomme nordlysstorme har ved flere lejligheder forstyrret radio- og telekommunikationen. Engang blev en radioudsendelse med underholdningsmusik blandet med grove telefonsamtaler. I den rørledning som går tværs gennem Alaska blev der engang under en nordlysudladning målt en elektrisk strøm på 100 ampere. Selv radaranlæg er blevet narret til at varsle om raketangreb med kernevåben. I 1941 vækkede et stort nordlys over Nordamerika efter sigende mågerne langs søbredden ved Toronto i Canada.

Uforglemmelige indtryk

Eventyreren og forfatteren Edward Ellis, der levede i det 19. århundrede, oplevede engang et nordlys der fik ham til at udbryde: „Jeg ynker det menneske som siger: ’Der er ingen Gud,’ eller som kan være vidne til en manifestation af så umådelig styrke uden at det rører hans sjæls inderste.“ Når man første gang ser hvad disse gådefulde ryttere i den kosmiske vind kan afstedkomme, afføder det superlativer som ærefrygtindgydende, imponerende og majestætisk! Dette fænomen er så stor en attraktion at folk helt fra Japan tager med charterfly til Yellowknife, Northwest Territories i Canada, blot for at se nordlys. En lokal indbygger sagde om en af disse grupper: „Nogle af dem græd bagefter, så smukt syntes de det var.“

Sandt er det at kun værker af en Mesterkonstruktør kan røre vore følelser på denne måde. Det er som salmisten blev bevæget til at skrive: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ — Salme 19:1.

[Fodnote]

[Ramme på side 26]

Legender og overtro i forbindelse med nordlyset

I generationer har folkeslagene i Nord troet at nordlys var:

„Fakler som åndevæsener holdt i hånden for at lede de netop afdødes sjæle til et land med lykke og overflod“

„De afdødes ånder som spillede bold med et hvalroshoved“

„Et dårligt varsel om krig og pest“

„De slagne fjenders genfærd“

Et tegn på at „vejret vil skifte og blive dårligere“

„Bål over hvilke de store medicinmænd og krigere . . . lod deres døde fjender simre i kæmpegryder“

„En strålende slange der dansede på himmelen“

„Genfærd af børn der døde ved fødselen“

„En hjælp til at kurere hjertelidelser“

[Kildeangivelse på side 25]

Foto: NASA