Himmelen — jordens prægtige tag
HIMMELEN kan være betagende smuk, og ustandselig skifter den udseende. Dens udstrækning og vælde overgår vor fatteevne. Hele jorden er omgivet af dens majestætiske og farveskønne panorama. I øst melder et gyldent skær om et nyt morgengry. I vest hilser karmoisinrøde skyer dagen farvel. Himmelen kan være smykket i kongeblåt, men den kan også være dystert grå eller lysende hvid. Hvide, buttede vatskyer, kaldet „cumulus“, lover en dejlig forårsdag; lyse fjerskyer, kaldet „cirrus“, fortæller at det er blevet sommer; og en let efterårskappe af skyer der ligner lammeuld varsler vinterens komme.
Om natten når stjernerne kommer frem, er himmelens skønhed endnu mere storslået. Til nattehimmelens tyste herligheder hører polarlyset når det væver sit skønne tæppe højt over vore hoveder. Hver eneste af himmelens dragter er et betagende mesterværk, fuldendt kunst som uden ophør fornyr og varierer sin skønhed. Hvor rigtigt når tilbedere af Jehova har betegnet fænomenerne på jordens prægtige „tag“ som „den Alvises underværker“, „Guds underværker“. — Job 37:14, 16.
Næsten hver dag kommer der en større eller mindre procession af skyer. Der er hvide vattotter der sejler lydløst af sted som store flåder. Der er vældige formationer som vokser og skyder i vejret, omgivet af spredte skyklatter — som børn i flok om deres forældre. Der er skyer der minder om et kæmpemæssigt blomkålshoved og andre der ligner en omvendt ambolt. I skyernes bølgende landskab finder fantasien et galleri af sælsomme skulpturer.
Tordenregnskyer, kaldet cumulonimbus-skyer, er meget massive. De består af milliarder af iskrystaller. Disse formationer kan nå helt op i 15.000 meters højde. En enkelt skyformation kan indeholde så meget som 300.000 tons vand! Skønsmæssigt rammes jordens overflade af 44.000 tordenbyger hver dag, således at der altid er omkring 1800 tordenbyger i fuld gang på et hvilket som helst tidspunkt! Et tordenvejr kan være frygtindgydende og majestætisk i al sin vælde, og ofte ledsages det af et kongeligt syn — regnbuen. Den er et af Guds underværker, for han omtaler den som „min bue“. — 1 Mos. 9:11-16.
På himmelen kan man ofte læse hvordan vejret vil blive. Når der er spredte cumulusskyer på himmelen, når barometeret er stabilt eller stigende, og når vinden samtidig blæser mildt kan man som regel regne med at det gode vejr vil fortsætte. Når lange fjerskyer, „kattehaler“, er trukket ind over himmelen, er det gerne et tegn på at dårligt vejr, med sne eller kraftig regn, vil komme inden fireogtyve timer. Og når mørkegrå altostratusskyer formørker hele himmelen og barometeret falder, er der udsigt til en hel del regn og sne. I Bibelen, i Mattæus 16:2, 3, fortælles hvad det kan betyde hvis himmelen er rød ved solnedgang: „Om aftenen siger I: ’Det bliver smukt vejr, thi himmelen er rød,’ og om morgenen: ’I dag bliver det uroligt vejr, thi himmelen er rød og mørk.’“ En rød solopgang er altså tegn på det modsatte af en rød solnedgang.
Hvorfor himmelen er blå
Hvad er dette Guds underværk som vi kalder „den blå himmel“? Luftens farve er ikke blå, sådan som nogle troede i det nittende århundrede. Den blå farve skyldes heller ikke lys som atmosfæren selv udstråler, for da ville den også forekomme blå om natten. Hvis luften ikke fandtes eller var fuldstændig gennemsigtig, måtte himmelen nødvendigvis være lige så sort som det ydre rum, en kendsgerning som er blevet bekræftet af astronauter der har været uden for atmosfæren. „Deroppe er det en sort-hvid verden. Der er ingen farver,“ har den amerikanske astronaut Jim Lovell udtalt. Senere er astronauter vendt tilbage fra månen og har beskrevet dens overflade som grå, bare grå.
At himmelen ikke ser sort ud for os her på jorden, må skyldes den måde sollyset opfører sig på når det kommer i kontakt med atmosfæren.
Himmelens farve skyldes det luftlag der når ud i en afstand af knap 150 kilometer fra jorden. Dette luftbælte består først og fremmest af fem luftarter, nemlig kvælstof, ilt, argon, vanddamp (en forbindelse af brint og ilt) og kuldioxyd. Desuden forekommer nogle sjældnere luftarter i mindre mængder, for eksempel helium, xenon og neon; og nogle få giftige luftarter som metan, ammoniak, kulilte og kvælstofforilte. Helt op til hvor de højeste skylag forekommer indeholder luften også visse mængder af fremmed stof, såsom pollen, støv, bakterier, sod, sporer, vulkansk aske, saltpartikler fra havene og støv fra det ydre rum.
Når solens stråler, der består af elektromagnetiske bølger med forskellig bølgelængde, passerer gennem atmosfæren, går de stråler der har lange bølgelængder ret let gennem atmosfæren og når jorden. Dem mærker vi som varme. Men de stråler der har kortere bølgelængder spredes i alle retninger af luftmolekyler og andre partikler i atmosfæren. Det blå lys kastes rundt og rundt på sin vej ned til jorden. Med andre ord er den blå himmel et florlet lysende klæde vævet af tråde som er spundet af blåt lys og luft. Den blå himmel rækker desuden kun omkring tyve kilometer op i atmosfæren; derover bliver himmelen mørk og violet. Tredive kilometer oppe bliver himmelen sort og stjernerne træder frem.
De andre farver
Selv om himmelen almindeligvis er blå kan den også være rød, orange, grøn, ja næsten enhver farve. Det afhænger alt sammen af hvordan lysbølgerne kommer ind i atmosfæren og hvad de møder på deres vej ned.
Skyer, støv og forskellige former for partikler findes koncentreret i den nederste del af atmosfæren. Da disse partikler er større end luftmolekylerne, kan de sprede de lysstråler der har længere bølgelængder. Når solen nærmer sig horisonten går dens stråler skråt ind i atmosfæren og passerer gennem en større mængde partikelfyldt luft. Lysstråler af alle bølgelængder spredes, og kun de røde stråler med de længste bølgelængder trænger helt igennem. Deraf kommer de røde nuancer på himmelen ved solopgang og solnedgang. Jo flere støv- eller skypartikler der er i luften, jo dybere er farven. Jo mindre støv, jo mere blå er himmelen, fordi de lange lysbølger passerer uhindret herned på jorden, hvorimod de korte blå lysbølger stadig rammer luftmolekylerne, afbøjes og kastes rundt og ses. På en klar, forholdsvis støvfri dag, er jordens prægtige „tag“ derfor blåt.
Seværdigheder på himmelen
Når det har været klart vintervejr i nogle dage og høje og lette fjerskyer giver himmelen en mælkehvid opalglans, kan der vise sig lyse ringe, kaldet haloer, rundt omkring solen eller månen. Månehaloer har naturligvis kun et ganske svagt lys og man kan næsten ikke skelne deres farver. I mange dele af verden kan man iagttage haloer så ofte som hver fjerde dag. Selv nogle af de klareste stjerner kan fremvise en korona når tynde, florlette skyer glider langsomt forbi. Haloer kan bestå af flere synligt adskilte koncentriske cirkler som er blålige på indersiden, lysegule på midten og rødbrune yderst. De kan somme tider ligne cirkelformede regnbuer. Dette fænomen skyldes at lysbølgerne reflekteres af regelmæssigt formede iskrystaller højt oppe i luften.
Den almindelige regnbue, som altid vækker beundring og glæde, dannes når lyset spiller i vanddråberne under et regnvejr. Hver regndråbe virker som et lille prisme, der bryder sollysets hvide stråler i deres bestanddele: spektrets farver. Det hænder at de små dråber i tåge danner en regnbue, men almindeligvis er det de større regndråber.
Der findes ikke to mennesker der ser den samme regnbue. Hver enkelt ser regnbuen fra sin specielle position, idet en regnbue blot er lys der kommer fra en bestemt retning. Eftersom de dråber der reflekterer lyset hele tiden falder ned, betyder dette at vi ustandselig ser en ny regnbue dannet af et nyt sæt regndråber. Hvilken storslået gave fra Gud!
Somme tider viser der sig en regnbue mere på himmelen, en der ligger uden for den første og har et svagere lys. Har De lagt mærke til at farverne i denne regnbue kommer i den modsatte orden, med blå yderst og rød inderst? Dette skyldes at lysstrålerne inden i regndråberne er blevet reflekteret endnu en gang og derfor er blevet vendt om på nogenlunde samme måde som venstre bliver højre og højre bliver venstre i et spejl. Denne ekstra reflektion medfører imidlertid en reduktion i lysets intensitet, og derfor er den anden regnbue altid svagere.
Polarlyset
Hverken en regnbue eller en skyformation — ja måske kun en strålende solnedgang eller solopgang — kommer på højde med polarlyset, der især optræder i jordens nordligste og sydligste egne. Ingen ord eller fotografier kan helt gengive det storslåede indtryk af dette lysfænomen med dets klare farver. Polarlyset kan til tider være så kraftigt at man kan læse ved det.
Almindeligvis bevæger polarlyset sig uroligt og kan minde om lyset fra et blafrende bål lige på den anden side af en bakke. Ofte vokser skæret til en kæmpebue med strålende glans, eller det tager sig ud som strålebundter der ligner sollyset når det skinner frem gennem åbninger i en sky. Disse lysstråler kan være mathvide, smaragdgrønne, violette eller rosa. Til tider kan polarlyset ligne et kæmpetæppe der hænger folderigt draperet på himmelen. Det kan minde om et stort forhæng der bølger let i den svage vind. Pludselig kan en voldsom aktivitet bryde løs. Gult blandes med rødt og grønt mens lyset springer i vejret, synker sammen, springer frem igen.
Intet kan sammenlignes med polarlysets farvespil og skønhed, som frembringes ved at store mængder af elektrisk ladede partikler kommer fra solen og rammer jordens magnetfelt. Disse partikler kolliderer med luftmolekylerne, får dem til at vibrere og udsende rødt, hvidt, blåt og grønt lys i en betagende opvisning. Endnu en af Guds forunderlige gaver til mennesket.
Lynets mirakel
Skønsmæssigt rammes landjorden hver dag af 9.000.000 lyn. Det man ser på himmelen som et enkelt lynglimt består i virkeligheden i mange tilfælde af op til ti lyn der følger lige efter hinanden i den samme kanal. Der kan komme helt op til fyrre lyn i løbet af et sekund, som er nogenlunde den tid lynkanalen bliver stående åben. Temperaturen i kanalen stiger så pludseligt at den omgivende luft skubbes bort med en hastighed der gennembryder lydmuren. Resultatet er torden. Når det glimter og buldrer og brager er det som om himmelen er blevet helt levende.
Der findes forskellige slags lyn. Det lysfænomen der kan forekomme på himmelen helt ude ved horisonten og som kaldes kornmod regnes for at være genskæret af lyn som er for langt borte til at man direkte kan se eller høre dem. Fladelyn forekommer oppe i skyerne og ses som et udbredt, flakkende lys. Endelig er der de almindelige siksaklyn der ligner en kæmpegnist mellem jord og himmel. Ofte har siksaklyn talrige forgreninger.
Men hvilken nytte gør alle disse lyn? Det vides i dag at lynene i høj grad hjælper med til at gøde jorden. Firs procent af luften i atmosfæren består af kvælstof, som er vigtigt for planterne. Der findes omkring 8.500.000 tons af dette næringsstof i luften over hver kvadratkilometer af jorden. Men i den form kvælstoffet forekommer i atmosfæren kan det ikke bruges af planterne. Før planterne kan leve af det må det gennemgå en række kemiske forandringer, ligesom maden vi spiser bliver forandret i vort fordøjelsessystem. Når det lyner sættes denne række forandringer i gang. Lynet gør luftpartiklerne hvidglødende, for det kan opvarme en 5-30 centimeter bred luftsøjle til en temperatur over den der findes på solens overflade. På grund af denne varme indgår kvælstoffet forbindelse med luftens ilt og der dannes kvælstofilte, som er opløselig i vand. Regnen opløser kvælstofilten og fører den ned til jorden som fortyndet salpetersyre. I jorden reagerer salpetersyren med jordens mineraler således at der dannes nitrater som planterne kan optage. Så kan planterne spise og leve, og mennesker og dyr kan spise planterne og leve!
Vi ser således at lynene er en forunderlig gave fra Gud til mennesket! De udretter mere end blot at oplyse himmelen. Meteorologer anslår at jorden bombarderes af lyn gennemsnitlig mere end hundrede gange i sekundet, hvorved luften omdannes til gødning for planterne!
Ikke alene har Gud skabt himmelen med mange nyttige funktioner, men han har også gjort den til et prægtigt „tag“ over jorden, fyldt med betagende undere og evigt afvekslende skønhed, der får trofaste mennesker til at lovprise Jehova som den der har skabt alle disse underværker. — Sl. 136:4.