Showbusiness var min gud

DET høje, vedvarende bifald var musik i mine ører. Det gjorde mig glad og viste at alle de utallige træningstimer havde været umagen værd. Jeg var flyver i et trapeznummer, og følte mig beruset over min succes.

En del af min optræden var også at slå saltomortaler over elefanter, at stå på hovedet på en stang balancerende på skuldrene af en anden mand, at udføre et kompliceret jonglørnummer og fremkalde en rungende latter fra publikum når jeg optrådte som klovn.

Det er nu over 45 år siden — dengang var jeg kun 17 år gammel. I dag forundres jeg stadig over hvilke kunststykker en ung, adræt krop kan udføre med disciplineret træning og en streng levevis. Showbusiness var faktisk hele mit liv, min gud, og sådan vedblev det med at være i over 20 år.

Indførelse i cirkuslivet

Jeg er født i Kempsey i New South Wales i Australien. Vi var fattige — vort hus havde hvidtet sækkelærred som vægge, og gamle blikstykker udgjorde taget. Nogle få år senere flyttede vi længere sydpå til Taree. Min familie var ikke religiøs selv om vi var medlemmer af Kristi Kirke.

I 1939 gik min fader ind i hæren. Det fik min moder til at pakke vort tøj samt de få ting vi ejede, og tage mine tre søskende og mig med til Sydney. Her blev jeg meldt ind i en skole for akrobater og viste overraskende naturlige anlæg for akrobatik. På nogle få måneder blev jeg en meget dygtig akrobat. I 1946 blev jeg så tilbudt et job i et cirkus som flyver i et trapeznummer.

Cirkuset havde forestillinger næsten hver aften i forskellige byer. Publikum kom for at fornemme den særlige glans der hører et cirkus til, men hvad de ikke så var bagsiden af medaljen — slåskampene og drikkegilderne. De kendte heller ikke til den løse moral hos mange af de artister de beundrede.

Jeg gik til mange fester og kom altid op at slås. Heldigvis har overdreven nydelse af alkohol aldrig tiltalt mig. Jeg begyndte heller aldrig at bande, og jeg kunne ikke klare at høre nogen bande i en kvindes påhør. Det var grunden til at jeg ofte blev involveret i slåskampe.

Hver gang vi optrådte i en større by, blev en sendt hen til den lokale katolske præst med fribilletter og en gave til kirken. Man håbede at det ville bringe lykke og sikre at der ville komme mange for at overvære cirkusforestillingen.

Et skift til varietéforestilling

I 1952 fortalte nogle artister mig at man kunne tjene flere penge og opnå større succes ved at optræde i varietéer. Jeg begyndte derfor at rejse rundt og medvirke i adskillige varietéforestillinger. I en periode arbejdede jeg i natklubber og til sidst på mange af de store teatre i Australien og New Zealand. Jeg optrådte sammen med store, kendte artister mens jeg samtidig skabte mig et navn som jonglør og akrobat.

Jeg følte jeg havde truffet det rette valg ved at begynde at optræde i varietéer, men jeg var skuffet over at festerne, umoraliteten og drikkeriet var endnu værre i varietéerne end i cirkuset. Nu kom jeg i kontakt med homoseksuelle og lesbiske. Stofmisbrug begyndte også at vise sig bag kulisserne, men jeg er lykkelig for at jeg aldrig blev involveret i noget af det.

Jeg tænkte kun på at skabe mig et navn og forbedre mit show. Det eneste jeg ønskede var at fortsætte i showbusiness og modtage folks smiger. Disse ting fik mig til at føle mig godt tilpas. Jeg besluttede endda at jeg aldrig ville giftes. Jeg ønskede ikke at påtage mig noget ansvar — nu havde jeg det lige så godt. Showbusiness var min gud. Men selv de bedste planer kan gå i vasken.

Ægteskab

En dag da jeg var på udkig efter talentfulde ballerinaer der kunne slutte sig til en omrejsende varietéforestilling, mødte jeg en af de smukkeste kvinder jeg nogen sinde havde set. Hun hed Robyn. Hun var ikke kun en dygtig balletdanserinde men også et talentfuldt slangemenneske. Til min store glæde sagde hun ja til arbejdet, og vi blev partnere i et show der blev en stor succes. Vi blev gift fem måneder senere, i juni 1957. I de næste tre år arbejdede vi i klubber, turnerede med shows, og var også i fjernsynet.

Efter brylluppet holdt vi os så meget for os selv som vi kunne, og undgik i videst muligt omfang at blande os selskabeligt med andre artister. Selv når vi optrådte i natklubber sikrede jeg mig at Robyn blev i omklædningsrummet indtil vi skulle på scenen. Komikerne fortalte sjofle vittigheder, og nogle af musikerne var stofmisbrugere. De fleste af dem drak uafbrudt og brugte et dårligt sprog.

Arbejde i andre lande

I 1960 blev vi tilbudt en kontrakt hvor vi skulle optræde uden for Australien. ’Det kan blive vores store gennembrud,’ tænkte jeg. Nu havde vi imidlertid en lille datter, Julie, at tænke på. Ikke desto mindre rejste jeg sammen med min familie rundt i Det Fjerne Østen mens vi levede i en kuffert. Vi optrådte nogle gange i fem forskellige shows på en aften. Det stod på i godt et år, hvorefter vi flyttede tilbage til Australien.

Nu da vort show havde fået international karakter, var der stor efterspørgsel efter det. Men mulighederne var begrænsede i Australien på grund af det forholdsvis lille indbyggertal. I 1965 tog vi igen udenlands. Denne gang havde vi ikke kun Julie med, men også vores anden lille datter, Amanda. I løbet af de næste fem år arbejdede vi i 18 forskellige lande.

Det var nogle frygtelige strabadser jeg slæbte min familie igennem på grund af min tvangstanke om at ville være den bedste. Engang betalte jeg en mand for at stå vagt med et haglgevær og beskytte vores børn, der sad kun 60 meter fra scenen. Jeg diskuterede ofte med natklubejere der ville have at Robyn skulle sætte sig blandt gæsterne og få dem til at drikke mere, men det kunne disse svirebrødre ikke nøjes med. Vi optrådte i klubber med strippere, prostituerede og homoseksuelle, hvoraf nogle kom med sjofle tilbud til enten mig eller min hustru. Og rockmusikerne var ofte påvirkede af narkotika.

Mens vi rejste havde jeg rigelig tid om dagen til at tage på sightseeing. Jeg besøgte zoologiske haver, moskéer, templer, kirker eller overværede religiøse højtider. Jeg var egentlig ikke religiøs, men jeg var nysgerrig. Det forbavsede mig at der var så mange forskellige ting som var genstand for tilbedelse. Der var statuer af mænd med dyrehoveder, og dyr med hoveder der forestillede mænd og kvinder. I ét land tilbad folk endog kønsorganerne — tilsyneladende i den tro at det ville fremme tilbedernes frugtbarhed.

I et andet land slog drenge og mænd sig på ryggen med trebladede knive indtil blodet strømmede. Den dag jeg var der, døde tre mænd på grund af blodtab. I en kendt katedral væmmedes jeg over at se skilte på skriftestolene med ordlyden: „Én bekendelse, 1 franc; to bekendelser, 2 franc; tre bekendelser, 2,50 franc.“ Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvis dét er religion, kan de få lov at beholde den for sig selv!’

Tilbage til Australien

I 1968 sendte vi Julie hjem, men det tog os 18 måneder at spare sammen til billetter til resten af familien. I 1970 vendte vi hjem næsten uden penge og berømmelse, selv om vi havde slidt hårdt i det. De fleste af vores penge havde vi brugt på kostumer, musik, rejser, overnatninger og korrupte agenter. Det eneste vi havde var vores rekvisitter og det vi kunne bære i vore kufferter.

Da vi kom tilbage til Australien udvidede jeg mine aktiviteter og begyndte at arbejde som teateragent. Jeg fik en kontrakt som klovn i et tv-show der gik i lang tid; det blev kaldt The Yellow House. Jeg skrev og producerede pantomimeteater for børn og klovneshows til forskellige klubber mens jeg fortsatte med mit eget show sammen med Robyn. Showbusiness var stadig min gud. Robyn og børnene begyndte at lide under det; jeg var hverken ægtemand eller fader.

Udfordringen ved religion

En dag viste min svigermoder, der boede hos os, Robyn bogen Sandheden der fører til evigt liv. „Læs den,“ sagde hun. „Den handler om religion, men den er anderledes.“ Det ville Robyn ikke. Hun sagde at efter det vi havde set i de lande vi havde besøgt, var hun ikke interesseret i religion. Hendes moder gav imidlertid ikke op. Hun fulgte efter Robyn i en hel uge og insisterede på at hun skulle læse bogen. Til sidst gav Robyn efter — hovedsagelig for at glæde sin moder.

Robyn har senere fortalt at det var som om hendes øjne pludselig blev åbnet. Hun var så betaget af de svar hun fik på mange af sine spørgsmål at hun ønskede at vide mere. To uger senere arrangerede hendes moder et besøg af to Jehovas vidner. Efter at de havde besøgt os et par gange inviterede de os med til et af deres stævner der blev afholdt i nærheden af vort hjem. Meget imod min vilje tog jeg med, og det gjorde faktisk så stort et indtryk på os at vi begyndte at overvære møderne i rigssalen.

Men showbusiness var stadig min gud, så jeg indså snart at Jehovas Vidner ikke var fremtiden for mig. Robyn ønskede imidlertid at fortsætte med at lære om Bibelen, selv om jeg sagde fra. Jeg følte mig dybt krænket. ’Hvilken ret har disse mennesker til at komme imellem mig og min kone og fylde hendes sind med religiøst vrøvl?’ tænkte jeg.

Det nyttede ikke engang noget at jeg truede med skilsmisse. Robyn stod fast på sin beslutning og fortsatte med at studere. Hun begyndte endda at gå ud og tale med folk fra dør til dør om det hun troede på. Dråben der fik bægeret til at flyde over var da hun fortalte mig at hun ønskede at blive døbt og blive et indviet Jehovas vidne. Hun var imidlertid blevet rådet til at vente indtil hun holdt op med at arbejde i showbusiness.

’Aha!’ tænkte jeg. ’Så har jeg vundet. De får hende ikke. Hun vil aldrig opgive sit show.’ Men dér tog jeg fejl. Robyn gav mig et år, hvorefter hun sagde at hun ville holde op med at optræde. Jeg smilte i den tro at hun aldrig ville forlade det show som hun holdt så meget af. Men igen tog jeg fejl. Efter et år forlod hun showbusiness og blev døbt. Vores datter Julie og Robyns moder blev også døbt.

Min kamp mod sandheden

Efter at Robyn var blevet døbt begyndte jeg at skælde hende ud og sagde at hun havde svigtet mig og at hun ikke elskede mig. „Showbusiness er hele mit liv. Der er ikke andet jeg kan tage mig til,“ klagede jeg. „Du er skyld i alle mine problemer.“ Jeg truede endda med at tæve de Jehovas vidner der kom og besøgte os, for i mine øjne var det dem der havde spoleret vort show og var skyld i alle vore problemer.

Robyn begyndte at lægge bibelske blade forskellige steder i huset, i håb om at jeg ville læse dem. Det virkede ikke, så til sidst holdt hun op. Men hun holdt aldrig op med at bede til Jehova om at jeg på en eller anden måde ville lære sandheden at kende og at vi i den nye verden kunne være sammen som familie.

Med tiden blev jeg mere tolerant over for Jehovas vidner når de kom i hjemmet, og en gang imellem overtalte børnene mig til at tage med til et møde. Men jeg kritiserede alt hvad jeg hørte. Alligevel måtte jeg indrømme over for mig selv at de mange nationaliteter der kom i rigssalen — arabere, grækere, italienere, englændere samt australiere — så ud til at komme godt ud af det med hinanden. De var altid venlige og ingen bandede eller førte samtaler om umoralske emner.

Hjulpet af en ægte kristen

Med tiden indvilligede jeg i at studere Bibelen regelmæssigt med Ted Wieland, et usædvanlig venligt og ydmygt menneske. Han tjente på Betel — Jehovas Vidners afdelingskontor. Engang da jeg i et stykke tid havde været meget uvenlig mod Robyn, kom Ted og bad mig gå med hen til hans bil. Fra bagagerummet rakte han mig en kasse mangofrugter. Mangoer var den frugt jeg allerbedst kunne lide, men jeg tror ikke at Ted vidste det. Dette fortsatte i ugevis: hver gang Ted besøgte os fik jeg en kasse mangofrugter. En dag bukkede han sig ned i bagagerummet efter den sædvanlige kasse med frugt — det troede jeg i hvert fald — men han vendte sig roligt mod mig og sagde: „Tror du at du kunne hænge denne her op på væggen?“ Det var kalenderen med årsteksten, som mange Jehovas vidner har hængende i deres hjem. Hvad kunne jeg sige? Jeg hængte den op på væggen.

Efterhånden som mit studium med Ted skred frem, viste han mig ud fra Bibelen at der ikke var nogen egentlig fremtid inden for showbusiness. Han forklarede at det eneste sikre håb for en lykkelig fremtid er opfyldelsen af Bibelens profetier angående det rige som Kristus lærte os at bede om. (Mattæus 6:9, 10) Jeg begyndte at overvære menighedsmøderne regelmæssigt, selv om jeg stadig måtte opfylde nogle kontrakter inden for showbusiness. Jeg blev tilmeldt den teokratiske skole og begyndte endda at tage del i forkyndelsen fra hus til hus.

Det gik efterhånden op for mig at showbusiness ikke havde noget at tilbyde. Jeg havde ikke fået nogen materiel fordel ud af alle de år jeg havde dyrket det der havde været min ’gud’. Min familie havde lidt under det — de var blevet slæbt rundt i verden og havde levet i en kuffert. Faktisk havde showbusiness været ved at ødelægge mit ægteskab. Men nu tilbød den Højeste i universet mig at leve for evigt på en paradisisk jord under hans riges herredømme.

Jeg traf derfor den vigtigste beslutning i mit liv. Da jeg havde opfyldt mine kontrakter inden for showbusiness, skar jeg alle bånd over til denne verdens underholdningsbranche. Jeg vendte aldrig tilbage til en natklub og ophørte fuldstændig med at komme sammen med dem der havde gjort denne branche til deres levevej. Ted gennemgik dåbsspørgsmålene sammen med mig. Desværre døde han kort efter min dåb den 26. juli 1975. Jeg ser frem til at møde dette usædvanlige menneske i den nye verden når han bliver oprejst. — Johannes 5:28, 29.

En overflod af velsignelser

Jehova har sørget for os på en måde som vi i alle vore år i showbusiness aldrig oplevede. Han har frigjort mig fra verdens korrupte og umoralske underholdningsverden. Han har besvaret min trofaste hustrus bønner. Hun blev hos mig og gav aldrig op. Han har velsignet os ved at min svigermoder og vore to voksne døtre og deres ægtefæller alle er aktive kristne forkyndere. Vores yngste datter, Letitia, og den ældste af vore tre børnebørn, Micah, er begge udøbte forkyndere af den gode nyhed. Jehova har også velsignet mig med den forret at tjene som ældste i den kristne menighed.

Robyn og jeg kan aldrig tilbagebetale Jehova det han har gjort for os. Men vi kan advare andre — især unge — om faren ved showbusiness og nedbrydende underholdning. Ud fra vore egne personlige erfaringer kan vi gøre dem opmærksomme på de sorger der følger med umoralitet, stofmisbrug, overdreven nydelse af alkohol, nedbrydende musik, sange med et umoralsk budskab og faren ved at gå på diskoteker eller til rockkoncerter. Alle disse ting er en del af en verden der helt og holdent styres af Satan Djævelen. — 2 Korinther 4:4.

Uden at man selv opdager det kan man nemt falde i den snare at tilbede Satan — som jeg gjorde da jeg lod showbusiness blive min gud. I dag er min hustru og jeg imidlertid glade for at kunne opmuntre alle unge til at tilbede Jehova, den eneste Gud der kan tilfredsstille alle vore ønsker — og den eneste der på alle områder er oprigtigt interesseret i os. — Fortalt af Vivian A. Weekes.

[Illustration på side 14]

Den pige jeg blev gift med var et ’slangemenneske’

[Illustration på side 15]

Robyn og mig i dag