Hvad er der sket med den traditionelle jul?

„Julen var en glædelig tid for os børn,“ fortæller Rita, idet hun tænker tilbage på 1930’erne. „Alle gik i kirke, hvor vi sang vore yndlingssalmer. Mor havde lavet kalkun og plumbudding med creme, som vi fik når vi kom hjem. Vi troede fuldt og fast på at det var Jesu fødselsdag, at det var hans dag. Men tiderne har forandret sig. Det lader til at det eneste mange børn i dag tænker på er julemanden der kommer med gaver.“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ENGLAND

I TIDENS løb har fejringen af julen gennemgået mange forandringer. Det er ikke blot et nutidigt fænomen. Allerede i 1836 skrev den engelske forfatter Charles Dickens: „Der er mennesker der siger at julen ikke er hvad den har været.“

Det vil måske overraske nogle at høre at julen ikke altid har været populær. I det 19. århundrede, på Dickens’ tid, var julens popularitet dalende, og i begyndelsen af århundredet tog de fleste engelske aviser ingen notits af den.

Dickens og hans ældre amerikanske kollega, Washington Irving, forsøgte at gøre julen til et rent glansbillede. Hvorfor? Det var ikke blot for at genindføre nogle gamle traditioner. For Dickens’ vedkommende var det også for at gøre sine læsere opmærksomme på livets barske realiteter — hvordan de underprivilegeredes tilværelse formede sig, for derved at forbedre deres vilkår.

Vilkårene i det 19. århundrede

For nogle medførte den industrielle revolution velstand, men for andre betød den slum, snavs, elendighed og underbetalt arbejde. I 1844 skrev Friedrich Engels: „Enhver større by har et eller flere slumkvarterer, hvor arbejderklassen er stuvet sammen . . . uden for de lykkeligere samfundsklassers synsvidde.“

Englands arbejderbeskyttelseslov af 1825, der kun gjaldt bomuldsspinderier, fastslog at ingen måtte arbejde i et bomuldsspinderi mere end 12 timer på søgnedage og 9 timer om lørdagen. I 1846 skrev historikeren Thomas Macaulay at dette hårde slid „hæmmede åndslivet, da der ikke var tid til sunde beskæftigelser eller til intellektuel dannelse“.

Julefestlighedernes genoplivning fandt altså sted midt i det 19. århundredes sociale og moralske problemer.

Dickens og julen

Charles Dickens førte an i arbejdet med at gøre opmærksom på de fattiges problemer og appellere til samfundets samvittighed. I sit klassiske juleeventyr, A Christmas Carol, der udkom i 1843, anvendte Dickens på dygtig vis sit kendskab til julens traditioner for at nå sit mål.

A Christmas Carol blev øjeblikkelig en succes, og blev solgt i tusinder af eksemplarer. Det følgende år havde ni teatre i London dramatiseringer af fortællingen på programmet. Juleaften 1867 oplæste Charles Dickens eventyret i Boston, Massachusetts, i De Forenede Stater. Blandt tilhørerne var en vis mr. Fairbanks, en fabriksejer fra Vermont, der sagde til sin hustru: „Efter at have lyttet til mr. Dickens’ oplæsning af A Christmas Carol i aften, tror jeg at jeg vil holde op med at lade fabrikken køre juledag.“ Og han holdt sit ord. Det følgende år indførte han desuden den tradition at give sine ansatte en kalkun ved juletid.

Julen kommercialiseres

Det blev almindeligt at yde godgørenhed i julen, både blandt velgørenhedsorganisationer der uddelte kul til fattige enker, og blandt godsejere i landsbyer der skænkede gaver i form af penge og mad. Inden længe blev julen, i det mindste i teorien, en lejlighed hvor alle samfundsklasser kunne mødes i social fordragelighed. Ved frivilligt at udviske skellene mellem rig og fattig på dette tidspunkt af året, fik mange lettet deres samvittighed.

Man opfandt eller genoplivede adskillige festtraditioner. I 1843 dukkede de første julekort for eksempel op, og efterhånden som det blev billigere at fremstille tryksager, blomstrede dette marked. Juletræet, en meget gammel tradition, blev også populært i England efter at prins Albert, dronning Victorias mand, indførte at man udsmykkede juletræerne på tysk manér, med englehår, pynt og lys.

Den kommercielle opreklamering af julen begyndte at tage fart. I dag, lidt over et hundrede år efter, er julen blevet så kommercialiseret at det næsten får folk til at opløfte et ramaskrig. Det rejser derfor spørgsmålet: Hvordan blev julen oprindelig fejret?

Julens oprindelse

I december 1992 bragte avisen The Chicago Tribune en forsideartikel om julens historiske baggrund. Heri kunne man læse: „Ironisk nok har den helligdag som kristne nu klager over er blevet kommercialiseret, rødder tilbage til en hedensk højtid der blev overtaget af kristendommen.

Første gang man fejrede julen som Jesu Kristi fødselsdag, var mere end 300 år efter hans fødsel. I det 4. århundrede blev kristendommen den officielle religion i det romerske imperium, og de lærde mener at de kristne fastsatte Jesu fødsel til den 25. december for at dagen skulle falde sammen med en højtid som ikkekristne allerede fejrede.

’Frem for at tage kampen op mod de hedenske helligdage, besluttede de at antage dem ved at forsøge at erstatte dem med noget andet,’ udtaler professor Russell Belk fra Utahs universitet. . . . ’De hedenske helligdage som kristendommen erstattede, var de romerske saturnaliefester — hvilket var karnevalsfester hvor der blev udvekslet gaver — og senere julefesterne i England og Tyskland hvor man fejrede vintersolhvervet,’ siger Russell Belk.

Gennem århundrederne er det gået op og ned med julens popularitet. I England og Amerika blev den en overgang forbudt af puritanere, der afviste det tant og fjas der var forbundet med højtiden. Men i midten af 1800-tallet var julen ifølge Russell Belk ’i vanskeligheder idet dens popularitet dalede’. Han siger at religiøse ledere var glade da den fik en kommerciel indsprøjtning i form af gaveudveksling og julemanden, hvilket genoplivede helligdagen.

Denne genoplivning tilskrives ifølge Belk i det store og hele den engelske forfatter Charles Dickens, der i sit juleeventyr ’A Christmas Carol’ i 1843 skildrede manden Scrooge der ændrede sindelag og blev en gavmild giver.“

Hvad med juleskikkene?

Dickens holdt efter sigende meget af „alle julens skikke og traditioner“. Men hvor stammer disse skikke fra?

Avisen New York Newsday for 22. december 1992 indeholdt nogle meget interessante oplysninger i den forbindelse. Man citerede John Mosley, der har skrevet bogen The Christmas Star (Julestjernen): „’I begyndelsen holdt kirkens ledere ikke jul i december specielt for at fejre Kristi fødsel,’ siger [Mosley]. ’Det var blot deres måde at løse problemet med vintersolhvervsfesten på,’ vinterens vendepunkt, hvor solen standser sin gang mod syd for atter at bevæge sig mod nord og bringe nyt lys.

Dette fremgår af julens symboler, understreger Mosley. Især i brugen af grønne planter der symboliserer liv i en tid med mørke og kulde. ’Den kendteste grønne plante er juletræet,’ siger han. ’Nordeuropæerne fejrede solhvervet i skoven; de tilbad træer. Juletræet er derfor i virkeligheden en tilbagevenden til dyrkelsen af træer i forhistorisk tid.’

Mosley siger endvidere: ’Hvad sætter man på træerne? Lys. Lys bringer mindelser om solen og symboliserer solen. De skildrer solens genfødsel og lysets tilbagevenden efter solhvervet. Overalt hvor man fejrede solhvervet, benyttedes lys og grønne planter.’

Han tilføjer desuden at ’den 25. december oprindelig var datoen for vintersolhvervet, og mange af de ting vi foretager os i dag og som vi tror er relativt nye juleskikke, i virkeligheden stammer fra solhvervsfesterne.’“

Noget karakteristisk ved julen er desuden musikken. Det er derfor ikke overraskende at den romerske saturnaliefest var kendt for sin munterhed og festivitas i form af musik og dans. De lærde er enige om at den moderne jul står i stor gæld til oldtidens saturnaliefest.

Alvorlige bekymringer

Englands ærkebiskop af Canterbury, dr. George Carey, har beklaget sig over „den viktorianske Charles Dickens-jul“. Hvorfor? „Jeg er bekymret for om vore børn påvirkes af kommercialismen,“ siger han.

Ifølge avisen The Scotsman mener den anglikanske biskop David Jenkins at julens kommercialisme er på nippet til at give folk et nervøst sammenbrud. „Vi dyrker begærlighed, og julen bliver grådighedens og tåbelighedens fest,“ siger han og tilføjer: „Almindelige mennesker bliver ulykkelige over deres kreditkortsgæld. . . . Der er mere og mere der tyder på at folk efter julen bliver fortvivlede og oplever familieskænderier. Den skaber langt flere problemer end den er værd.“

Den engelske avis The Church Times har meget passende beskrevet julens problemer med følgende ord: „Vi har behov for at blive befriet for det store bakkanalske orgie som vi har ladet den udvikle sig til!“

Hvad kan man gøre?

Man kan betragte julen som det den er, en hedensk fest der giver sig ud for at være Jesu fødselsdag, uden at dette på nogen måde er tilfældet. Det gjorde Rita, den kvinde der omtales i indledningen. Hun blev et af Jehovas vidner, og er nu, sammen med over 4.500.000 trosfæller, holdt op med at fejre jul.

Det er dog ikke altid let at vælge en kurs der afviger fra den mængden følger. (Jævnfør Mattæus 7:13, 14.) The Church Times erkender: „Det kræver mod af en mand eller kvinde eller en familie at holde op med at fejre en fest der så aggressivt påduttes os af vores omgangskreds.“

Det kan mange der har valgt at gøre dette bekræfte. Men de ved også at dyb kærlighed til sandheden både har givet dem drivkraften og styrken til at tage denne beslutning — og holde fast ved den. Det vil du også kunne gøre — hvis du ønsker det.

[Ramme på side 17]

Vidste du:

* At Jesus ikke blev født den 25. december?

* At hyrderne i Israel ikke lod deres dyr være ude på markerne om vinteren, men havde dem under tag?

* At ’de vise mænd fra Østerland’ i virkeligheden var astrologer, og at de besøgte Jesus da han var et lille barn, ikke da han var spæd?

* At Bibelen intet sted befaler kristne at fejre Jesu fødsel, men at den derimod indeholder en utvetydig befaling om at mindes hans død?

[Ramme på side 18]

Hvorfor Jehovas vidner ikke fejrer jul

Avisen The Witness, der er den katolske kirkes officielle talerør i ærkebispedømmet Dubuque, Iowa i USA, har skrevet følgende i rubrikken „Spørgsmålshjørnet“:

„Min hustru og jeg har bedt mine 10 børn om at være med til at fejre min 80-års fødselsdag.

Men to af børnene er Jehovas vidner og har sagt at de ikke fejrer fødselsdage fordi de nøje efterlever det eksempel Jesus satte for os, som beskrevet i Bibelen.

De siger at hverken Jesus eller nogen af de første kristne fejrede fødselsdage. Det var en hedensk tradition som ingen kristen ville have noget med at gøre. Det blev betragtet som en hedensk tradition på Kristi tid og bør betragtes på samme måde i dag.“

Præsten John Dietzen har kommenteret brevet: „Jeg ved at det vil gøre dig ondt, men de oplysninger du giver er korrekte. Der er her tale om en af de mange trosopfattelser hvori Jehovas vidner adskiller sig fra andre kristne trossamfund.

I overensstemmelse med denne opfattelse fejrer deres medlemmer ikke engang jul, dels fordi der er tale om en fejring af Jesu fødsel, dels fordi datoen for julen tilsyneladende blev fastlagt i det fjerde århundrede så den (ifølge den gamle julianske kalender) faldt sammen med dagen for vintersolhverv, der førhen var en stor hedensk fest.“

[Kildeangivelse på side 16]

Julemand: Thomas Nast/Dover Publications, Inc. 1978

Træ og strømper: Old Fashioned Christmas Illustrations/Dover Publications, Inc.