Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 22/1 s. 7-9
  • Kortlægning af en diskussion

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Kortlægning af en diskussion
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Lad være med at styre mit liv!“
  • „Du elsker mig ikke!“
  • „Hvad er der galt, skat?“
  • „Du lytter aldrig til mig!“
  • ’Du er ansvarsløs!’
  • En hustru der elskes højt
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
  • Hustru
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Sig at du elsker dem
    Hvad nogle Jehovas Vidner har oplevet
  • En ægtemand der respekteres dybt
    Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 22/1 s. 7-9

Kortlægning af en diskussion

HUN har behov for at udtrykke sine følelser. Han vil give løsninger. De millioner af ægteskabelige diskussioner ned gennem tiden er sikkert foregået på mange forskellige måder, men de har ofte blot været variationer over nogle få grundlæggende temaer. Forståelse af ægtefællens måde at kommunikere eller at se tingene på kan reducere voldsomme skovbrande til hyggeligt glødende kul i hjemmets arne hos en lykkelig familie.

„Lad være med at styre mit liv!“

Klichéen med den dominerende, småskændende hustru passer måske i de tilfælde hvor manden konstant føler sig bestormet med råd, forespørgsler og kritik. Bibelen taler også om disse følelser: „Kvindekiv er som et dryppende tag der driver én bort.“ (Ordsprogene 19:13) En hustru kommer måske med en anmodning som hendes mand ikke har lyst til at følge. I den tro at han ikke har hørt det fortæller hun ham nu hvad han skal gøre. Hans modvilje mod at gøre det bliver endnu større. En småskændende hustru og en tøffelhelt? Eller blot to mennesker der ikke har formået at kommunikere klart?

Set med en hustrus egne øjne viser hun bedst sin kærlighed ved at komme med gode råd. Set med mandens øjne bliver han kostet rundt med og beskyldt for at være uduelig. „Husk din mappe,“ siger hun for at vise omsorg; hun sørger for at han har hvad han skal bruge. Men for ham vækker det minder om dengang hans moder råbte efter ham: „Har du husket dine vanter?“

En træt hustru siger måske blidt: „Har du lyst til at spise ude i aften?“ og mener i virkeligheden: „Vil du ikke nok invitere mig ud? Jeg er for træt til at lave mad.“ Men hendes hengivne husbond griber lejligheden til at prise hendes kogekunst og forsikrer hende om at han hellere vil spise hendes hjemmelavede mad. Eller han opfatter det måske sådan: ’Hun prøver at bestemme hvad vi skal!’ Og hustruen kunne tænke: ’Hvorfor er jeg nødt til selv at spørge?’

„Du elsker mig ikke!“

„Hvordan kan hun overhovedet få den tanke?“ udbryder en frustreret ægtemand lamslået. „Jeg arbejder, betaler regningerne og kommer endda med blomster indimellem!“

Alle mennesker har brug for at føle sig elsket, men kvinder har et særligt behov for gentagne gange at blive forsikret om det. Hun siger det måske ikke højt, men indvendig føler hun sig måske som en uønsket byrde, især hvis hendes månedlige cyklus indvirker på hendes humør. I sådanne perioder holder manden sig måske lidt på afstand, idet han tænker at hun måske vil have lidt tid for sig selv. Hun tolker hans manglende nærhed som en bekræftelse af hendes værste frygt — ’han elsker mig ikke mere’. Hun kommer måske med nogle heftige udbrud og søger at tvinge ham til at give hende kærlighed og støtte.

„Hvad er der galt, skat?“

Hvis en mand har et problem søger han måske i enrum for at tænke det igennem. Hustruen mærker intuitivt at der hersker en spændt situation og reagerer instinktivt ved at forsøge at få ham ud af busken. Selv om det er velment finder manden det sikkert anmassende og ydmygende. Mens han trækker sig tilbage for at tænke over problemet, ser han over skulderen den loyale hustru der næsten klæber sig til ham. Han hører hendes vedvarende, kærlige stemme: „Har du det godt, skat? Er der noget galt? Lad os nu tale om det.“

Hvis han ikke reagerer kan hustruen føle sig såret. Når hun har et problem vil hun jo gerne tale med ham om det, men den mand hun elsker ønsker ikke at dele sine følelser med hende. „Det må være fordi han ikke elsker mig mere,“ konkluderer hun måske. Så når manden intetanende dukker op igen, tilfreds med den løsning han har fundet, møder han ikke den omsorgsfulde og kærlige hustru fra før, men en såret ægtefælle der vil vide hvorfor hun bliver holdt udenfor.

„Du lytter aldrig til mig!“

Anklagen virker latterlig. Han synes næsten ikke han foretager sig andet end at lytte. Men når hans hustru taler har hun følelsen af at hendes ord bliver omsat til nogle data der gennemgås og analyseres af en computer der skal løse et matematisk problem. Denne fornemmelse bekræftes når hun er midt i en sætning og han så siger: „Hvorfor tager du ikke bare og . . . ?“

Når en hustru kommer til sin mand med et problem, er det sjældent for at beskylde ham for noget, og sjældent for at han skal løse problemet. Det hun ønsker er en medfølende tilhører, en der ikke blot er interesseret i kolde fakta, men i hvad hun føler. Hun ønsker ikke råd, men at få sine følelser bekræftet. Det er grunden til at mangen en ægtemand har forårsaget en eksplosion med ordene: „Lille skat, sådan må du ikke føle det. Det er slet ikke så slemt.“

Ofte forventer folk at deres ægtefælle er tankelæser. „Vi har været gift i 25 år,“ fortæller en mand. „Hvis ikke hun efterhånden er klar over mine ønsker må det være fordi hun enten er ligeglad eller uopmærksom.“ En forfatter skriver i sin bog om ægteskabet: „Når ægtefællerne ikke fortæller hinanden om deres ønsker, og når de konstant kritiserer den anden for ikke at opfylde dem, er det ikke underligt at kærligheden og samarbejdsviljen forsvinder. Det der kommer i stedet . . . er en magtkamp hvori de hver især forsøger at tvinge den anden til at opfylde deres behov.“

’Du er ansvarsløs!’

En hustru siger det måske ikke så direkte til sin mand, men hun kan antyde det ved den måde hun siger tingene på. „Hvorfor kommer du så sent?“ kan godt virke som et nøgternt spørgsmål. Hendes anklagende blik mens hun står med hænderne i siden ændrer imidlertid spørgsmålet til: „Hvad bilder du dig egentlig ind? Jeg har gået her og været bekymret. Hvorfor ringede du ikke? Det er ansvarsløst af dig! Nu er middagen ødelagt!“

Hun har selvfølgelig ret i det med maden. Men hvis det giver anledning til en heftig diskussion, er der så også fare for at deres forhold bliver ødelagt? „De fleste diskussioner skyldes ikke at to personer er uenige, men snarere at manden føler at hustruen ikke ser tingene fra hans side, eller at hustruen ikke kan lide den måde manden taler til hende på,“ skriver ph.d. John Gray.

Nogle er af den mening at hjemmet bør være et sted hvor man kan sige lige nøjagtig det man har lyst til. Men er man god til at kommunikere vil man stræbe efter fred og fordragelighed, og tage tilhørerens følelser i betragtning. Enkelt sagt kunne man sammenligne det med at servere ægtefællen et glas koldt vand på en bakke i modsætning til at smide det i hovedet på vedkommende. Forskellen ligger i måden det bliver serveret på.

Hvis man følger vejledningen i Kolossenserbrevet 3:12-14, kan man afværge diskussioner og fremme freden i familien: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“

[Illustration på side 9]

Han forsvarer kendsgerningerne og hun forsvarer følelserne

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del