Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 22/1 s. 18-20
  • Hvordan kommer jeg ud af mit dobbeltliv?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan kommer jeg ud af mit dobbeltliv?
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Sindsændring — det første skridt
  • Tal med dine forældre
  • Nye venner
  • I unge — før ikke et dobbeltliv
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Et dobbeltliv — hvorfor egentlig ikke?
    Vågn op! – 1993
  • Behøver andre at vide at jeg lever et dobbeltliv?
    Vågn op! – 1994
  • Hvorfor fortælle at jeg lever et dobbeltliv?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 22/1 s. 18-20

Unge spørger:

Hvordan kommer jeg ud af mit dobbeltliv?

„Jeg var komplet ligeglad med hvad min far og mor sagde,“ indrømmer Ann.a „Jeg gjorde oprør og begyndte at lyve for dem. Jeg plejede at sige at jeg skulle ud og købe ind, mens jeg i virkeligheden skulle være sammen med min ven.“

ANN førte et dobbeltliv, og inden længe var hun ikke kun ligeglad med hvad hendes forældre sagde, men også med hvad hendes bibeloplærte samvittighed sagde. Derfor indledte hun hemmeligt et seksuelt forhold til sin ven. Hun fortæller: „Jeg prøvede at fortrænge Jehova fuldstændigt fra mine tanker.“ Inden længe gik det dog brat op for hende at man høster hvad man sår. (Galaterne 6:7) Ann blev gravid. „Jeg elsker mit barn af hele mit hjerte,“ siger hun, „men jeg ønsker ikke for nogen at de skal igennem det samme som mig — ugift og alene.“

Er du på en eller anden måde kommet ud i et dobbeltliv, idet du skjuler dit sande jeg for dine forældre og medkristne? Måske er det eneste du gør, at søge selskab med nogle skolekammerater som du ved dine forældre ikke ville synes om. Det kan også være at du giver dig af med noget alvorligere, for eksempel rygning, alkoholmisbrug eller sex. Men ligesom i Anns tilfælde er det under alle omstændigheder kun et spørgsmål om tid før det kan få alvorlige følger.b

Nogle unge lader sig imidlertid ikke engang afskrække af dette. De er som ham der ser sig i et spejl og straks glemmer hvordan han ser ud. (Jakob 1:23, 24) Forhåbentlig er det ikke sådan fat med dig. Måske er du allerede begyndt at tage dit liv op til kritisk revision og vil gerne ændre dig hvor det er nødvendigt. Men hvordan forandrer man sig?

Sindsændring — det første skridt

Først må man bevidst beslutte at ændre sig. I Apostelgerninger 3:19 får vi opfordringen: „I skal . . . ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter.“ Nu er sindsændring imidlertid ikke blot en tankeproces. At ændre sind kan defineres som ’det at angre eller fortryde en handling’. Bibelskribenten Jakob gav følgende opfordring: „Føl jeres elendighed og sørg og græd. Lad jeres latter forvandles til sorg, og jeres glæde til modløshed. Ydmyg jer for Jehova.“ (Jakob 4:9, 10) Men hvordan kan man pludselig sørge over noget man ellers har nydt? Det kan man ved at tænke på hvor forkert det er, og i hvor høj grad det har smertet Gud. Tænk på de problemer dit hemmelige liv har givet dig, og på de løgne du har måttet fortælle for at skjule sandheden. Mind dig selv om at Gud afskyr svig! (Salme 5:6) Ved at tænke alvorligt over dette kan du lettere tage afstand fra en forkert handlemåde, både med forstanden og følelserne.

Det er dog ikke nok at være ked af det man har gjort. En ung mand ved navn Robert kom ud i stofmisbrug, og han indrømmer: „Jeg følte mig elendigt tilpas. Jeg vidste hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Alligevel fortsatte jeg mit dobbeltliv.“ Derfor er det nødvendigt at tage sig sammen til at gøre noget ved sagen. I Anden Krønikebog 7:14 siger Gud at hvis syndere „ydmyger sig og beder og søger [hans] ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil [han] høre det i himmelen og tilgive deres synd“.

At ’søge Guds ansigt’ vil sige at nærme sig ham i bøn, bekende sin synd og bede om tilgivelse. Det er måske ikke nemt, men bagefter vil man føle det som en kolossal lettelse. Som salmisten sagde: „Da jeg tav stille, hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. . . . Min synd gav jeg omsider til kende for dig, og min misgerning dækkede jeg ikke over.“ — Salme 32:3-5.

Tal med dine forældre

Der er også andre der må kende ens problemer. Hvem? En teenager ved navn Brian indrømmer: „En af mine største fejltagelser var at jeg gik til mine såkaldte venner med mine problemer i stedet for at gå til min kristne mor. Men jeg turde ikke sige noget til hende fordi jeg var bange for hvordan hun ville reagere. Derfor betroede jeg mig til mine kammerater, der blot førte mig længere og længere bort fra sandheden.“ Begå ikke den samme fejl. Tal med dine gudfrygtige forældre — ’giv dem dit hjerte’. (Jævnfør Ordsprogene 23:26.) De har ret til at vide hvad du har været ude i. Kapitel 2 i bogen Unge spørger — Svar der duer giver nogle forslag til hvordan man får det sagt til sine forældre.c

Naturligvis bliver de ikke ligefrem fornøjede over at du har løjet for dem. Men forældre har nu engang stærke følelser for deres børn. Forfatteren Clayton Barbeau siger: „De slår ikke hånden af én fordi man har gjort noget galt eller har viklet sig ind i problemer. Det er sket at unge er blevet gravide, er blevet smittet med kønssygdomme, er blevet alkoholikere og stofmisbrugere eller er kommet ud i noget andet og så har forestillet sig at deres forældre ville blive forfærdede og hysteriske, sprænge huset i luften og flytte langt væk. Men når de får det sagt til forældrene, vanker der knus og trøstende ord som: ’Nå, du er rigtignok kommet i knibe; nu må vi se hvad vi kan gøre for at få dig ud af den.’“ Ja, når det første chok og den umiddelbare vrede har lagt sig, anstrenger de fleste forældre sig for at hjælpe deres børn. Hvor meget mere tror du så ikke det gælder forældre der frygter Gud? De vil ikke først og fremmest tænke på at skælde dig ud, men på at „få afgjort sagerne“. (Jævnfør Esajas 1:18.) I den forbindelse kan det være at de sørger for at du får talt med menighedens ældste. — Jakob 5:14, 15.

Dine forældre føler sandsynligvis at de er nødt til at straffe dig, og måske lægger de visse begrænsninger på dig. Men det kan faktisk være med til at modvirke tilbagefald. Desuden ændrer du måske syn på dine forældre når du får talt ud med dem og mærker deres kærlige omsorg for dig. Nu har du sikkert ikke længere så meget imod de regler og begrænsninger de før har pålagt dig. En pige ved navn Paulette indrømmer: „Det er svært at tage imod råd og vejledning fra ens forældre, men jeg er blevet klar over at det gavner én og i det lange løb fører til lykke.“

Nye venner

Det er sjældent at unge fører et dobbeltliv alene. Måske har et helt kor af kammerater heppet på dig i dit oprør! Hvis du skal undgå dine gamle svagheder, er du nødt til at skifte vennekreds. Salmisten sagde: „Jeg har ikke siddet blandt usandfærdige mænd; og blandt fordægtige kommer jeg ikke.“ (Salme 26:4) Det er ikke let at afbryde gamle venskaber. Ligesom salmisten har du måske brug for at bede: „Måtte du bringe mig i sikkerhed for den svigefulde og uretfærdige mand.“ (Salme 43:1) Du må også handle i overensstemmelse med denne bøn ved at fortælle dine tidligere venner at du har sagt farvel til dobbeltlivet og er besluttet på at gøre det rette. Læg ikke skjul på at du er en discipel af Jesus — fortæl andre om din tro. (Jævnfør Johannes 19:38.) Så vil de dårlige venner sikkert snart lade dig være.

Derefter må du erstatte den dårlige vennekreds med en der påvirker dig i en god retning. Har du svært ved at finde gudfrygtige unge at komme sammen med? Så tænk på profeten Jeremias, der sagde: „Jeg har ikke siddet i spasmagernes fortrolige kreds og jublet af glæde. På grund af din hånd har jeg siddet helt for mig selv.“ (Jeremias 15:17) Det er trods alt bedre at holde sig for sig selv end fortsat at holde til med nogle der påvirker én i dårlig retning. Normalt kan man dog godt finde sande venner hvis man gør en indsats. Tammy, for eksempel, begyndte at komme sammen med en kusine der var heltidsforkynder. „Vi blev meget nære veninder,“ fortæller Tammy. „De dage hvor jeg ikke skulle i skole, fulgtes jeg med hende i forkyndelsen. Det hjalp mig til at gøre forandringer i min tilværelse.“

Men som en ung tysker siger, er „den bedste beskyttelse en god samvittighed, hvilket kommer af et nært forhold til Jehova Gud“. En ung pige der levede et dobbeltliv, erkender: „Jeg havde aldrig gjort noget særligt ud af mit forhold til Jehova.“ Men ved hjælp af bøn og personligt studium begyndte hun at forandre sig. „Nu har jeg et forhold til Jehova som ingen kan tage fra mig,“ fortæller hun stolt. Også du kan opnå den glæde det er at have et så nært forhold til Gud. Han vil lede og støtte dig, også når du synes at det er svært for dig at lave om på dig selv. Om den der trofast tjener Gud siger Salme 37:24: „Selv om han falder, bliver han ikke kastet helt omkuld, for Jehova støtter hans hånd.“ Ja, med Jehovas hjælp kan du komme ud af dit dobbeltliv.

[Fodnoter]

a Nogle af navnene er ændret.

b Se artiklerne i serien „Unge spørger“ i dette blads udgaver for 22. december 1993 og 8. januar 1994.

c Udgivet af Vagttårnets Selskab.

[Tekstcitat på side 19]

„Jeg prøvede at fortrænge Jehova fuldstændigt fra mine tanker“

[Tekstcitat på side 19]

Du må bevidst beslutte at ændre dig

[Illustration på side 20]

Fortæl dine tidligere venner at du har sagt farvel til dobbeltlivet og ikke længere vil være med til noget der er forkert

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del