Jeg har taget tilværelsens udfordringer op i det sydlige Asien
DA JEG langsomt kom til bevidsthed opdagede jeg at mit venstre ben var mærkeligt følelsesløst. Jeg drejede hovedet. Min elskede Henrys liv var ved at ebbe ud. Men det var ikke tiden til at fortvivle. Jeg måtte kæmpe — kæmpe for at bevare min uangribelighed over for Gud der havde givet os så meget.
Det var den 17. maj 1982. Min mand var rejsende tilsynsmand for de tamiltalende menigheder af Jehovas Vidner på Sri Lanka. Vi besøgte en menighed langt fra hovedstaden Colombo. Ligesom så mange andre i dette land kørte vi to på én cykel da vi skulle hen for at besøge en trosfælle der boede i nærheden. Pludselig blev vi ramt af en lastbil! Det skete lige så hurtigt som når en kobra hugger.
Efter at lægerne havde opgivet at redde Henry koncentrerede de sig udelukkende om mig. Selv om jeg var meget svag ønskede jeg af hele mit hjerte at fortælle dem at jeg var besluttet på at respektere Jehovas lov og afholde mig fra blod. (Apostelgerninger 15:28, 29) De måtte have det at vide, så jeg brugte de få kræfter jeg havde til at sige: „Giv mig et stykke papir.“ Med stort besvær skrev jeg min overbevisning ned og underskrev papiret. Derefter begyndte kampen.
Jeg fik førstehjælp. Det var tydeligt at jeg var meget alvorligt kvæstet. Jeg var dog mest optaget af at handle som en sand kristen — øjeblikket var endnu ikke inde til at sørge.
De afslog at operere uden blod
Kampen for at undgå blodtransfusion fortsatte i ni dage. Jeg ønskede at følge min samvittighed og afslog at modtage blod; lægerne forsøgte derimod at overtale mig til at gå med til blodtransfusion. De nægtede ganske enkelt at operere uden at bruge blod skønt de havde ekspertisen til at gøre det. Der var tale om en stor læsion som måtte behandles med det samme.
Men jeg kæmpede ikke alene. Jehova var med mig hvert sekund. Og Jehovas folk, der er et brodersamfund, viste mig megen kærlig omsorg. Der var 400 kilometer til Colombo. Dr. Perrin Jayasekera er et af Jehovas vidner, og han sørgede for at hans kødelige broder, der er kirurg på Colombo General Hospital, fik mig overflyttet dertil.
Turen foregik på ladet af en varevogn og tog næsten 24 timer ad ujævne veje. Det føltes som den længste rejse i mit liv. Ikke desto mindre var jeg Jehova taknemmelig for hans kærlige omsorg, som jeg har mærket lige siden jeg lærte sandheden at kende i mit fødeland, Indien. Men ingen af mine slægtninge var hos mig her. Hvad havde ført mig til Sri Lanka?
Jeg er født i Kerala i Indien af katolske forældre. Vi talte malayalam, og jeg havde engelsk i skolen. Jeg er meget glad for at jeg fik mulighed for at lære dette sprog så godt. Denne del af Indien har en stor befolkningsgruppe der hævder at være kristne. Ifølge traditionen var det apostelen Thomas der bragte kristendommen til Kerala i det første århundrede. Under alle omstændigheder blev de katolske kolonisatorer fra Portugal, anført af Vasco da Gama, overraskede da de 1400 år senere ankom til Kerala og opdagede at mange her allerede troede på Kristus.
Store udfordringer
Da min familie med hjælp fra Jehovas vidner begyndte at lære de oplysende sandheder fra Bibelen at kende, blev det mit store ønske at forkynde denne sandhed for dem der bekendte sig til kristendommen i vort lokalsamfund. Jeg blev derfor pioner, eller heltidsforkynder, kort efter at jeg havde indviet mig og var blevet døbt. Det betød at jeg måtte afslå en god stilling som lærer i den delstat hvor jeg boede. Det er ellers mange unge inderes mål at få en sådan pensionsberettiget stilling med den tilsyneladende sikkerhed dette indebærer. Men jeg havde nu et andet mål i livet. Jeg ønskede virkelig sikkerhed, og det kan man kun opnå under Jehovas beskyttende hånd.
To år senere blev jeg stillet over for en ny udfordring. Var jeg villig til at flytte til et andet sted i Indien hvor der var større behov for forkyndere? Det ville indebære at jeg måtte lære et nyt sprog, tamil, og hjælpe mennesker med en helt anden religiøs baggrund, nemlig hinduer. Jeg havde nu mulighed for at vise Jehova min værdsættelse, hvilket gjorde at jeg hellere end gerne foretog disse forandringer. Det var en stor glæde at forkynde for disse varme og venlige mennesker med en hinduisk baggrund. De havde let ved at acceptere at vi nærmer os afslutningen på Kali Yuga (Den Onde Tidsalder) og at der inden længe er noget meget bedre i vente til dem der handler retfærdigt nu. Men det var en stor udfordring at hjælpe dem til at forstå forskellen mellem sand kristendom og det de ellers havde erfaret fra Vesten. Hvor har jeg tit slået op i Bibelen og vist det der siges i Mattæus 7:21-23: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn, og uddrevet dæmoner i dit navn, og gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ Mohandas Gandhi sagde meget godt: ’Jeg elsker Kristus, men jeg foragter de kristne fordi de ikke lever som Kristus gjorde.’
Mange hinduer har ligesom jeg fundet at der er meget sandt i denne udtalelse. Og nu kan de også se at mange af deres egne trosfæller ikke opfører sig ret meget anderledes end de vesterlændinge der hyklerisk bekender sig til kristendommen. Men Jehovas vidner er meget anderledes, hvilket i tusindvis af hinduer nu er begyndt at indse.
En ny partner og en ny prøve på min uangribelighed
Der gik to og et halvt år. I 1963 afholdt Jehovas Vidner overalt i verden et stævne med temaet „En evigvarende god nyhed“, blandt andet også i New Delhi i det nordlige Indien. Det var et mindeværdigt stævne. Her mødte jeg Henry Abraham. Vi var begge på udkig efter en vi kunne dele vort liv i tjenesten for Jehova med. Fem måneder senere blev vi gift.
Henry var blevet uddannet på Vagttårnets Bibelskole Gilead i staten New York og var derefter blevet sendt tilbage til sit fødeland, Sri Lanka, hvor der var et meget stort behov. Jeg håbede at han var villig til at flytte til Indien, hvor jeg følte at der var et endnu større behov. Men sådan skulle det ikke gå. Der var brug for ham der hvor han var. Jeg kom derfor til at bo på den smukke ø Sri Lanka, hvor det heldigvis er meget nyttigt at kunne tamil og engelsk. Jeg behøvede derfor ikke at lære et andet sprog, i hvert fald ikke lige med det samme. Vi havde 18 lykkelige år sammen i tjenesten for Jehova før vi blev ramt af den tragiske ulykke med lastbilen.
Nu befandt jeg mig i Colombo, og min kamp for at overleve og bevare min uangribelighed ved ikke at modtage blodtransfusion fortsatte. Mit liv var i fare, ikke på grund af min holdning til blodet men på grund af den forsinkede lægebehandling.
En plastikkirurg med en buddhistisk baggrund og en ortopædkirurg med en hinduisk baggrund tilbød begge at stille deres ekspertise til rådighed og operere mig. Min hæmoglobinprocent var nede på omkring fire.
Hvordan ville de kunne amputere ved hoften når jeg havde så lidt blod? Jeg holdt fast ved min beslutning; men ville disse to kirurger give mig den hjælp jeg tidligere var blevet nægtet? De udviste et stort mod ved at påtage sig denne enorme udfordring uden at forsøge at presse mig til at gå imod min samvittighed. Jeg mistede mit ben men reddede livet — og bevarede samtidig min uangribelighed over for Jehova.
Nu begyndte et helt nyt kapitel i mit liv. Jeg havde ikke alene mistet den mand jeg elskede så højt, men måtte også til at lære at gå med krykker. Senere fik jeg en protese, og senere igen fik jeg — takket være mange brødres og søstres venlige hjælp — et betydeligt bedre kunstigt ben. Dette satte mig i stand til at fortsætte i tjenesten. Langsomt veg sorgen for travl virksomhed.
Skulle jeg vende tilbage til Indien og slå mig ned hos ikketroende slægtninge? Det gode eksempel en anden enke satte, nemlig Rut der er omtalt i Bibelen, stod lyslevende for mig. Jeg ønskede også at være der hvor jeg kunne tjene Jehova bedst muligt med mine noget indskrænkede muligheder. Sri Lanka er stadig mit hjem. — Rut 1:16, 17.
En ny udfordring i distriktet
De sidste 11 år er fløjet af sted. Der har været „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Korinther 15:58) Jeg har fortsat travlt i forkyndelsen i Colombo, hvor der findes mennesker med meget forskellig religiøs baggrund. Der er hinduer, muslimer, buddhister, navnkristne og andre, hvilket er en stor udfordring.
Hver måned er vi nogle få stykker der bruger en weekend på at besøge en af byerne sydpå hvor der stadig ikke findes grupper af Jehovas vidner. Langt de fleste i dette område bekender sig til buddhismen, og de taler singalesisk. Jeg er blevet meget optaget af at lære at hjælpe disse mennesker.
Ligesom hinduerne i Indien og på Sri Lanka har buddhisterne vendt sig fra Bibelen på grund af den adfærd der kendetegner de såkaldt kristne fra Vesten. De grundlæggende buddhistiske principper, den berømte Ottedelte Vej bestående af den rette tankegang og adfærd (den rette anskuelse, hensigt, tale, handlemåde, levevis, stræben, eftertanke, meditation), er kun ufuldkomne menneskers visdom, sammenlignet med de guddommelige principper der findes i Bibelen, hvoraf det meste blev skrevet flere hundrede år før Siddhārtha Gautama levede.
Da Siddhārtha Gautama talte til kalamaserne, som citeret i Kalama Sutta, sagde han: „Tro ikke på det man har tilegnet sig ved utallige gentagelser; ej heller på traditionen.“ Hvor er det mærkværdigt at jeg skulle få den forret at minde mange retsindige buddhister om at hvis man fulgte denne vejledning i dag, ville ingen tro på myten om evolutionen eller benægte Skaberens eksistens.
Det onde vil snart ophøre
Jehovas vidner kan fortælle disse mennesker meget godt fra Bibelen, blandt andet at kalpa vinasha, det ondes ophør, er nært forestående. Bibelen indeholder en 1900 år gammel profeti herom som findes i Andet Timoteusbrev 3:1-5, 13. Vi har også den forret at fortælle dem at man ikke kan forvente at blive bevaret gennem disse tider ved at søge til Vestens eller Østens religioner, men ved at søge til Jehovas eget inspirerede ord, Bibelen, hvilket fremgår af vers 16 og 17 i det samme kapitel.
Buddhismen er en søgen efter oplysning. Bibelen har, længe før Siddhārtha Gautama begyndte sin søgen, tydeligt forklaret den virkelige årsag til alle lidelser. (1 Mosebog 3:1-19) Et oprør mod retfærdige love fik lige fra menneskehedens begyndelse ulykkelige følger i form af sygdom og død, der blev alle syndige menneskers uundgåelige lod. Det rejste foruroligende spørgsmål i manges sind, som beskrevet i Habakkuk 1:3: „Hvorfor lader du mig se på fortræd, og hvorfor er du kun tilskuer til elendighed? Og hvorfor er der hærgen og vold foran mig, og hvorfor bliver der strid, og hvorfor opstår der kiv?“ Kun den medfølende Skaber kan besvare disse spørgsmål og frembringe et middel hvorved det der gik tabt kan genoprettes for altid. Millioner af mennesker overalt i verden nyder allerede nu gavn af den praktiske visdom i Guds ord. Singalesisk, der er dette lands hovedsprog, er altså blevet endnu en udfordring for mig, for ved at tale dette sprog kan jeg hjælpe dem der oprigtigt søger den oplysning jeg selv fandt for 37 år siden.
Nye udfordringer venter. Med opførelsen af et nyt afdelingskontor med oversættelsesafdeling på Sri Lanka skal flere folk oplæres. Jeg er langsomt ved at lære computersproget at kende, eftersom jeg hjælper i regnskabsafdelingen på vort afdelingskontor.
De 33 år jeg har tilbragt i heltidstjenesten for Jehova er kun et øjeblik i forhold til den evighed jeg håber at måtte tjene ham i. Mange har sluttet sig til os i Jehovas tjeneste i disse år, deriblandt den dygtige kirurg der ikke alene sørgede for at jeg blev indlagt på hospitalet i Colombo men også for at jeg fik den nødvendige operation. Nu er han også min trosfælle og et indviet og døbt Jehovas vidne.
Jehova og hans familie af tjenere på jorden har til overmål sørget for mig. Jeg har mærket hans beskyttende arme og ved at han i sin loyale kærlighed vil huske Henry. Kun Jehova kan bringe min elskede mand tilbage fra støvet så jeg atter kan møde ham og fortælle ham om alle de spændende udfordringer vi har stået over for i vor generation, og om hvordan Jehova har hjulpet os til at tage dem op. — Fortalt af Annama Abraham.
[Illustration på side 21]
Annama Abraham og hendes mand, Henry
[Illustration på side 23]
Annama forkynder for teplukkere der arbejder i en teplantage på Sri Lanka