Fra vore læsere
Racisme I jeres artikelserie „Vil alle racer nogen sinde blive forenet?“ (22. august 1993) tager I emnet om racefordomme op. Men hvorfor nævner I kun fordommene mellem racerne? Er det ikke en del af menneskets natur at tage sine forbehold over for dem der er anderledes? Tænk på fordommene mellem håndværkere og akademikere, mellem byboer og folk fra landet, mellem unge og ældre. Af blandt andet politiske grunde er der en tendens til at fokusere på racefordomme.
B. G., Tyskland
Der er andre fremherskende fordomme, men som regel har de ikke forårsaget lidelser, uretfærdighed og splittelse i samme grad som racefordommene har. Vi følte derfor at der var et behov for at behandle dette betimelige emne særskilt. — RED.
Fuglesang Jeg har læst artiklen „Fuglesang — Ikke kun til fryd for øret“. (22. juni 1993) Det var spændende at lære at fuglenes melodier, som nogle måske har troet kun var behagelige lyde, faktisk har mening. Tak for disse artikler der fortæller os om de vidunderlige ting Jehova har skabt.
A. P. C., Brasilien
Jeres artikel fortalte om en britisk forsker der havde bemærket at adskillige sangdrosler havde føjet lyden af en telefon til deres repertoire. Min hustru og jeg har haft en lignende oplevelse. Sidste år byggede nogle sangdrosler rede i nærheden af vores havebænk. For ikke at forskrække dem fløjtede vi den samme korte melodi hver gang vi nærmede os reden. Her i foråret sang flere sangdrosler den melodi vi sidste år havde fløjtet!
K. M., Tyskland
Abort Jeg er 14 år gammel, og jeres artikelserie „Abort — Et liv der gives og tages“ (22. maj 1993) hjalp mig til endnu bedre at forstå hvor vigtigt dette emne er i dag. Den understregede at selv om et foster lever i en kvindes krop, er det ikke kun hendes krop der bliver påvirket af en abort. Fosteret er i live fra det øjeblik det undfanges — det er ikke kun et stykke væv. Jeg synes at abort burde forbydes.
J. R. W., De Forenede Stater
Selv om Bibelen tydeligt forbyder abort, er Vågn op! upolitisk og har ikke tilknytning til nogen af de grupper der kræver abort afskaffet. Vore artikler er derimod skrevet for at hjælpe den enkelte til at anvende Guds ord i sit liv. — RED.
Børn under pres Jeg vil gerne sige mange tak for artikelserien „Når børn er under pres — Hvordan kan de hjælpes?“ (22. juli 1993) Den indeholdt nyttige oplysninger der kan hjælpe os forældre til at forstå hvorfor vi, på grund af pres eller manglende erfaring, kan komme til at påføre vore børn alvorlige traumer.
M. L. S., Italien
Verden er blevet et sted hvor selv børn er under pres. Jeg plejede at blive nedtrykt når mine forældre brugte øgenavne om mig fordi jeg var lidt længe om at få tingene gjort. Det sårede mig meget. Jeg kan se ud fra artiklerne at forældre er med til at forme børnene fra den dag de bliver født. Hvis jeg nogen sinde selv får børn, ønsker jeg at have empati og at ræsonnere med dem.
N. K., Japan
Artiklerne gik lige til hjertet. Jeg er blevet mishandlet af min moder. Artiklerne har hjulpet mig til at forstå hvorfor jeg i visse situationer reagerer på den måde jeg gør, og hvorfor jeg tit føler mig uduelig og mangler selvtillid. I har virkelig hjulpet mig til at stole på Jehova. De følelsesmæssige smerter er der stadig, men jeg ved at Jehova har lovet at fjerne disse dårlige minder fra hjerte og sind. Det er til stor trøst for mig.
E. B., England