En akut krise jeg kom igennem
„JEG kan lige så godt sige det som det er. Du har en ondartet svulst. Hvis den ikke hurtigt bliver fjernet, vil den skade andre vitale organer. Derfor vil jeg foreslå at vi amputerer dit ben.“
Lægens ord var som at få en spand koldt vand i hovedet, som vi siger her i Peru. Jeg var kun 21 år. En måned tidligere var jeg begyndt at få smerter i mit venstre knæ og blev behandlet for reumatisme. Men efter et par dage kunne jeg ikke støtte på det.
På det tidspunkt tjente jeg som heltidsforkynder for Jehovas Vidner i Andesbjergene i det centrale Peru. Jeg rejste tilbage til min hjemby, Huancayo, hvor min mor fulgtes med mig ned til hovedstaden Lima ved kysten. Den 22. juli 1994 blev jeg indlagt på landets bedste kræfthospital, hvor jeg fik at vide at min sygdom blev kaldt osteosarkom.
Et samvittighedsspørgsmål
Jeg blev straks informeret om at hospitalet ikke opererede uden brug af blod. Én læge sagde endda: „Jeg foretrækker at du dør hjemme frem for at du dør mens jeg har ansvaret for dig.“ Men det lokale Kontaktudvalg til Hospitaler — en gruppe Jehovas vidner som fremmer samarbejdet mellem hospital og patient — kom mig til hjælp. Overkirurgen på hospitalet tillod derefter en hvilken som helst læge i hans stab at foretage indgrebet hvis han ville tage udfordringen op. Det var der en læge der ville, og jeg blev straks gjort klart til operationen.
Jeg havde mange besøgende inden operationen. En præst aflagde mig et besøg med Bibelen i hånden og sagde at min sygdom var en straf fra Gud. Han slog kraftigt til lyd for at jeg benyttede mig af en hvilken som helst behandlingsform der kunne redde mit liv. Jeg fortalte ham at jeg var besluttet på at adlyde Bibelens bud om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 15:19, 20, 28, 29.
Nogle sygeplejersker kom ind til mig og mumlede: „Hvor tåbeligt, hvor tåbeligt.“ En gruppe læger kom også forbi. De ville gerne se den unge mand der nægtede at modtage blodtransfusion ved et indgreb som efter deres mening krævede blod. De besøg der havde størst betydning for mig, var imidlertid når mine trosfæller og slægtninge kiggede forbi. Disse mange opmuntringsbesøg gjorde et stort indtryk på sygeplejerskerne.
Et vellykket indgreb uden blod
Lige inden jeg døsede hen, hørte jeg en af narkoselægerne sige: „Jeg tager ikke ansvaret for hvad der sker!“ Men den anden narkoselæge samt kirurgen og hospitalsledelsen respekterede mit ønske om ikke at modtage blod. Det næste jeg hørte var en narkoselæge der sagde: „Samuel, vågn op! Operationen er overstået.“
Selv om mit ene ben var blevet fjernet, begyndte jeg at få stærke smerter dér hvor det havde siddet. Jeg havde stor lyst til at lindre smerten ved at gnide mit lår, der selvfølgelig ikke var der. Jeg oplevede det mærkværdige fænomen der kaldes fantomsmerter. Jeg følte virkelig en uudholdelig smerte — til trods for at det ben hvor smerten syntes at komme fra, var blevet fjernet.
Dernæst blev der lagt en plan for efterbehandlingen med kemoterapi. En af bivirkningerne ved denne behandling er tabet af røde og hvide blodlegemer og af blodplader som er vigtige for blodets evne til at koagulere. Det betød at en ny gruppe læger skulle informeres om at jeg nægtede at modtage blodtransfusion. Endnu en gang talte kontaktudvalgsmedlemmerne med de ansvarlige læger, og de gik med til at behandle mig uden blod.
Efter kemoterapien fik jeg de almindelige bivirkninger — mit hår faldt af og jeg fik kvalme, kastede op og blev deprimeret. Jeg havde også fået at vide at der ville være 35 procents risiko for en hjerneblødning. Jeg kunne ikke lade være med at spørge en af lægerne hvad der ville slå mig ihjel — kræften eller kemoterapien.
Efter den første behandling med kemoterapi sagde lægerne at jeg ikke kunne fortsætte før min blodprocent var blevet hævet med en blodtransfusion. Én læge sagde vredt til mig at hvis han havde magt til det, ville han bedøve mig og give mig blod — hvortil jeg svarede at jeg i så fald hellere ville afslutte kemoterapien. Lægen udtrykte beundring for mit faste standpunkt.
Jeg indvilligede i at tage erythropoietin for at øge min blodprocent. Og det virkede. Derefter blev kemoterapien givet intravenøst over en periode på nogle dage. Mens jeg lå der, tænkte jeg: ’Vil denne dosis mon resultere i en hjerneblødning?’ Heldigvis fik den medicinske behandling ingen katastrofale følger.
Inden jeg blev opereret, var det hospitalets holdning at afvise folk hvis de ikke ville modtage blodtransfusion. Men de ændrede holdning. Dagen efter min operation foretog den kirurg der havde opereret mig, faktisk et andet indgreb uden brug af blod, og denne gang var patienten ikke et af Jehovas vidner. I dag er der adskillige læger på dette hospital der har et tæt samarbejde med Kontaktudvalget; og hospitalet har indvilliget i at modtage patienter som ønsker blodløs kirurgi.
Hensyn til fysiske begrænsninger
Jeg er blevet oplært i Guds veje fra barn af. Dét har helt sikkert hjulpet mig til at fastholde min bibelbegrundede overbevisning i denne krisesituation. I den senere tid har jeg imidlertid været bedrøvet over at jeg ikke har kunnet gøre så meget i tjenesten for Gud som jeg gerne ville. Det fortalte jeg min morbroder, der er en kristen ældste. Han mindede mig om at selv apostelen Paulus havde en svaghed som han kaldte „en torn i kødet“, og at dette hindrede ham i at tjene Gud i det omfang han gerne ville. Men Paulus gjorde hvad han kunne. (2 Korinther 12:7-10) Min onkels betragtninger hjalp mig umådelig meget.
For nylig fik jeg et kunstigt ben. Dette vil forhåbentlig være en hjælp til at jeg kan udvide min tjeneste for vor Gud, Jehova. Jeg er taknemmelig for at jeg bevarede en god samvittighed i denne krisesituation. Jeg har fuld tillid til at hvis jeg forbliver trofast, vil Jehova belønne mig med et fuldkomment legeme samt evigt liv i et jordisk paradis hvor smerte og lidelse er forsvundet. — Åbenbaringen 21:3, 4. — Fortalt af Samuel Vila Ugarte.