Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g94 8/5 s. 28-29
  • Vi betragter verden

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vi betragter verden
  • Vågn op! – 1994
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Højesteretsdom i et Jehovas vidnes favør
  • Spansk vinder frem
  • Med peber, tak!
  • Seksuelt aktive børn
  • Unge med alkoholproblemer
  • Her udklækkes kriminelle
  • Dyrekøbt sejr
  • Ringe helsebevidsthed
  • Kampen mod fedmen
  • Overgreb på børn
  • Organiseret kriminalitet
  • Kærlighed på sidstepladsen
    Vågn op! – 1979
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 1997
  • Vi betragter verden
    Vågn op! – 2003
  • Krydderiet der kom fra den anden side af kloden
    Vågn op! – 2000
Se mere
Vågn op! – 1994
g94 8/5 s. 28-29

Vi betragter verden

Højesteretsdom i et Jehovas vidnes favør

For fire år siden led et Jehovas vidne i Florida et betragteligt blodtab da hun fik foretaget kejsersnit, og lægerne mente sig nødsaget til at give hende blod for at redde hendes liv. Patienten afslog dette af etiske og religiøse grunde. Ved et hastigt sammenkaldt retsmøde afgjorde en lokal domstol at patienten kunne påtvinges en blodtransfusion mod sin vilje efter lægernes skøn, og en tvungen transfusion blev gennemført. Et hovedargument for denne dom var at patientens børn i tilfælde af hendes død ville blive berøvet hendes omsorg. En appelinstans gav underretten medhold, hvorefter sagen blev indbragt for Floridas højesteret, der omstødte de foregående domme. I præmisserne erklærede retten at forældremyndighed „ikke i sig selv fratager en person retten til at leve i overensstemmelse med sin personlige tro“. Domstolen fastslog således utvetydigt patientens selvbestemmelsesret og individets trosfrihed.

Spansk vinder frem

Efterhånden tales der spansk af over 330 millioner mennesker. I år 2000 forventes alene USA’s spansktalende befolkningsgruppe at tælle 35 millioner. Samme år regner man ifølge det spanske tidsskrift Cambio16 América med at spansk vil overgå engelsk som det mest udbredte sprog i Vesten. Instituto Cervantes, et selskab der arbejder for det spanske sprogs udbredelse, har oplyst at antallet af spansk-elever i USA i perioden mellem 1986 og 1990 steg med 70 procent, og at antallet i Japan er steget med 80 procent. Interessen for spansk skyldes ifølge direktøren for Instituto Cervantes at dette sprogs betydning i Vesten er ved at gå op for folk. Desuden har spansk den fordel at det tales i mange forskellige lande.

Med peber, tak!

Flere og flere spiser stærke peberfrugter. Mange af dem der ikke deler denne forkærlighed for peber, hævder imidlertid at stærk peber blot fortrænger madens naturlige smag, hvortil entusiasterne svarer at intet kan være fjernere fra sandheden. Ifølge den amerikanske udgave af Det Bedste har en ny bog om peber oplyst at stærke peberfrugter indeholder et lugtfrit kemisk stof som forener sig med mundens sanseceller og skærper smagsevnen. Nogle hævder at peber tilmed er godt for helbredet. En rå peberfrugt indeholder mere C-vitamin end en appelsin. Den stærkeste peber man kender er sorten habanero fra Yucatán i Mexico. Efter sigende føles det som om ens hoved er ved at skilles fra kroppen når man spiser habaneros, men nogle sætter stor pris på dem.

Seksuelt aktive børn

En nylig undersøgelse blandt skolebørn i Connecticut i USA afslørede at 28 procent af de skolesøgende i sjette klasse er seksuelt aktive. Blandt eleverne i ottende klasse var procenten oppe på 49, og i tiende klasse var over 60 procent seksuelt aktive. Nogle sagkyndige mener at selv børn der er endnu yngre ikke sjældent gør seksuelle erfaringer. For at forebygge teenagegraviditeter og AIDS har den amerikanske medicinaldirektør, ifølge bladet USA Weekend, anbefalet at skolerne uddeler gratis kondomer til eleverne. Omkring 50 skoledistrikter i USA har fulgt anbefalingen. Ét skoledistrikt i New Haven, Connecticut, tilbyder elever helt ned til tiårsalderen kondomer. Modstandere af denne politik hævder at man derved opmuntrer de unge til at dyrke sex.

Unge med alkoholproblemer

Ifølge avisen Asahi Evening News viste et rundspørge blandt 14.000 gymnasieelever i Japan at 17,3 procent havde alkoholproblemer. Værst stod det til blandt drengene og de unge mænd — 24,8 procent havde drikkevaner der medførte psykologiske, fysiske og sociale problemer. Over halvdelen af de unge alkoholikere sagde at de drak fordi alkohol smagte dem. Hver fjerde angav depression og ensomhed som årsag. „Det er på tide at elevernes nærmeste omgangskreds begynder at gøre noget alvorligt ved problemet,“ udtaler dr. Kenji Suzuki, der stod for undersøgelsen. „Eleverne må have ordentlig besked i skolen og derhjemme,“ tilføjer han. I Japan er det ved lov forbudt unge under 20 at nyde alkohol.

Her udklækkes kriminelle

De der mener at flertallet af fængselsfangerne har indledt deres kriminelle løbebane som særdeles farlige banditter, tager grundigt fejl, siger den brasilianske advokat Noely Manfredini D’Almeida. Hun mener at „den typiske strafafsoner [i Brasilien] er et meget fattigt og meget ungt menneske der er kommet ud i kriminalitet uden en chance for at skabe sig en tilværelse“. Disse unge lovovertrædere sendes i fængsel hvor de omgås forhærdede forbrydere. Ifølge bladet Veja „producerer fængslerne ligefrem lovløse. Indsatte der har mindre overtrædelser bag sig bliver forvandlet til professionelle forbrydere.“

Dyrekøbt sejr

For nylig fejrede hele Colombia at dets fodboldlandshold kvalificerede sig til dette års slutrunde om verdensmesterskabet. Straks efter 5-0-sejren over Argentina strømmede colombianerne ud i gaderne og festede spontant på livet løs. Snart blev glæden blandet med tragedie. Ifølge en rapport omkom mindst 70 under gadefestlighederne, og cirka 900 kom til skade ved bilulykker, slagsmål og uheld under beruselse. Hertil bemærkede en embedsmand at der ganske vist var forholdsvis mange der kom noget til, men at det er „ret normalt i sådanne situationer“.

Ringe helsebevidsthed

„Over en tredjedel af alle kontorfolk i Tyskland går slet ikke op i deres sundhed,“ siger Süddeutsche Zeitung. Det resultat nåede Claudia Pohle fra Ruhrs Universitet i Bochum frem til efter at have udspurgt 343 kontormedarbejdere om hvad de gjorde for deres fysiske, følelsesmæssige og sociale velbefindende. Over 36 procent af de adspurgte var nærmest ligeglade med deres helbred; under 20 procent gik i kortere perioder ivrigt op i sidste nye motionsdille. Men kun 20 procent vidste hvad de skulle gøre for at forblive sunde og fulgte det op i handling.

Kampen mod fedmen

„Amerika er verdens fedeste land,“ hævder dr. Robert Kushner, der leder Nærings- og Vægtkontrolklinikken ved Chicagos Universitet. „Antallet af overvægtige amerikanere på 17 år og derover steg fra 24 procent af befolkningen i 1985 til 28 procent i 1990,“ beretter dagbladet The Toronto Star. Nyere forskning viser at hovedårsagerne sikkert er umådehold, genetiske faktorer og manglende motion. „Folk tager på, og det giver anledning til stor bekymring,“ udtaler Charlotte Schoenborn fra Landscenteret for Sundhedsstatistik. Overvægt kan fremkalde forhøjet blodtryk, sukkersyge og andre alvorlige helbredsproblemer. Løsningen er ikke ligetil, men lægerne anbefaler at man lægger tilværelsen om. „Spis mindre og dyrk mere motion. Når man så er sluppet af med kiloene, holder man dem kun i skak ved at motionere,“ tilføjer avisen.

Overgreb på børn

„Vold mod børn har taget et drastisk opsving,“ siger det brasilianske dagblad O Estado de S. Paulo. Vold uden seksuelle overgreb går ligeligt ud over drengene og pigerne, men af de seksuelt misbrugte børn var kun 23 procent drenge mod 77 procent piger. End ikke småbørn undgår vold i hjemmet. Ifølge professor Miriam Mesquita fra Sao Paulos Universitet „bliver over 30 procent af drabsofrene under 10 år myrdet af pårørende“. Omtrent 29 procent af de børn der er blevet myrdet af deres fader, eller af en onkel, en broder eller en stedfader, er blevet voldtaget forinden. O Estado de S. Paulo oplyser om Brasilien at 90 procent af samtlige tilfælde af familievold mod børn aldrig anmeldes.

Organiseret kriminalitet

„Den organiserede kriminalitet har udvidet sit domæne i et så foruroligende omfang at et vidt forgrenet netværk af kriminelle organisationer har udløbere overalt i verden,“ hævder Gianni De Gennaro, der leder den italienske stats mafiabekæmpelse. Samfundet har grund til alvorlig bekymring over udbredelsen af forbrydersyndikater som den italienske mafia, de kinesiske triader, de amerikanske motorcykelbander og underverdenen i de forhenværende kommunistlande. De lyssky indtægter giver forbryderne råd til den bedste teknologi og ekspertise, hvilket gør det svært for lovens håndhævere at dæmme op for problemet.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del