Missionærer — Hvilket eksempel skal de følge?

FØR Jesus Kristus befalede sine efterfølgere at gøre disciple, havde andre religioner allerede udført en slags missionærarbejde. Ikke alle var lige ihærdige, eftersom ikke alle religioner er universelle i den forstand at de har et budskab der henvender sig til hele menneskeheden.

Ifølge værket The Encyclopedia of Religion er en sådan universel vision knap så fremherskende i „stammereligionerne og shinto, og mindre åbenlys i mange grene af kungfutsianismen, jødedommen og zarathustrismen“. Disse religioner bliver snarere udbredt „ved at folk emigrerer eller ved at de gradvist indlemmer deres nærmeste omgangskreds, end gennem en organiseret missioneren“.

„Hinduismen udgør et særligt og særdeles indviklet tilfælde,“ forklarer opslagsværket. „Skønt den på mange områder har ikkemissionerende traditioner“, og er blevet udbredt ved at ikkehinduer gradvist har antaget denne tro, har den også „haft perioder med ivrig missionsvirksomhed“.

Ifølge Max L. Stackhouse fra Andover Newtons teologiske fakultet, hører islam og buddhismen til „de religioner der i dag har de mest universelle visioner og som udviser den største missionsiver i andre lande end oprindelseslandet“. Islams missionærer kan imidlertid ikke have tjent som eksempel for de kristne missionærer eftersom den islamiske æra først begyndte omkring 590 år efter at Kristus befalede at gøre disciple. Buddhismen derimod, blev grundlagt næsten lige så mange år før kristendommens indførelse.

Et liberalt eksempel

Ifølge traditionen skulle Buddha have iværksat en missionsvirksomhed ved at sige til sine disciple: „Gå, munke! Forkynd den ophøjede lære, . . . lad ikke to af jer gå i samme retning!“ Men buddhistiske missionstiltag af større målestok har været begrænset, selv om der befandt sig buddhistiske missionærer i Europa så tidligt som i det fjerde århundrede før vor tidsregning. I de fleste tilfælde blev religionen udbredt af enkeltpersoner, såsom rejsende købmænd, pilgrimme eller studenter. For eksempel nåede den Kina og de forskellige områder i Sydøstasien ad de forskellige handelsruter til vands og til lands.

Erik Zürcher fra Rijksuniversiteit te Leiden i Holland, tilskriver hovedsagelig buddhismens udbredelse tre faktorer. Den ene er buddhismens „liberale holdning til alle religioner“. Dette gjorde det let at antage „ikkebuddhistiske religiøse læresætninger som indledende og delvise åbenbaringer af sandheden“. Man indlemmede endog „ikkebuddhistiske guddomme i sit panteon“.

En anden faktor er at buddhistiske missionærer trådte ind i en såkaldt „hjemløs tilstand“, hvilket vil sige at de afviste alle verdslige skel. Frigjort fra kastevæsenets begrænsninger, hvis religiøse betydning Buddha afviste, blandede de sig med fremmede uden at frygte rituel besmittelse.

En tredje faktor er at buddhismens hellige skrifter ikke blev forbundet med et særligt, helligt sprog. De kunne uden videre oversættes til et hvilket som helst sprog. Erik Zürcher siger: „Især i Kina virkede de mest fremtrædende missionærer som oversættere.“ De oversatte faktisk så meget at kinesisk blev det tredje hovedsprog for buddhistisk litteratur sammen med pali og sanskrit.

I midten af det tredje århundrede før vor tidsregning gjorde herskeren af det indiske rige, kong Aśoka, meget for at gøre buddhismen populær og styrkede også missionsvirksomheden. I den førkristne æra var buddhismen dog hovedsagelig koncentreret i Indien og det der i dag hedder Sri Lanka. Det var stort set først efter at den kristne æra var begyndt, at buddhismen bredte sig til Indonesien, Iran, Japan, Kina, Korea, Malaysia, Myanmar, Vietnam og andre lande.

De buddhistiske missionærer der blev sendt til Kina, så åbenbart ikke noget forkert i at tilpasse deres religion for at gøre den mere acceptabel. I The Encyclopedia of Religion siges der at „vigtige buddhistiske tekster blev nyfortolket; man udgav apologetisk litteratur og nye digte samt fremsatte nye love og regler som modificerede og faktisk ændrede visse aspekter ved det buddhistiske budskab så det kunne indlemmes i, og på visse områder forny, de indfødtes folkereligioner samt kungfutsianismen og taoismen i landet.“

Som det vil fremgå af kommende artikler i denne serie, har kristenhedens missionærer til tider fulgt deres buddhistiske forgængeres eksempel. Selv om de har oversat deres hellige skrifter til andre sprog, har de, ifølge historikeren Will Durant, ofte tilladt eller endog fremmet „optagelsen af hedenske trossætninger og ritualer“ i deres religionsudøvelse.

„Den største missionær“

Bogen Judaism and Christian Beginnings forklarer at jødedommen ikke i samme grad som kristendommen har haft en missionsvirksomhed, men har været „relativt tilbageholdende med at hverve proselytter“. Bogens forfatter, Samuel Sandmel, siger dog at „der i det mindste har været periodiske og sporadiske tiltag i den retning“.

Sandmel oplyser at „i den rabbinske litteratur skildres fader Abraham ofte som den største missionær“. Han forklarer at „man næppe ville have omtalt Abraham som missionæren, hvis ikke i det mindste visse grene af jødedommen havde været tilbøjelige til enten at betragte en aktiv søgen efter proselytter som noget positivt, eller i det mindste havde ladet dem der selv ønskede at konvertere, optage i troen“.a

I løbet af de to århundreder umiddelbart forud for vor tidsregning blev den jødiske missionsvirksomhed tilsyneladende intensiveret, især i de græsktalende lande, efterhånden som de hedenske religioner begyndte at miste deres tiltrækningskraft. Denne virksomhed fortsatte et godt stykke ind i vor tidsregning, men blev erklæret ulovlig i det fjerde århundrede da det romerske imperium antog en udvandet form for kristendom som sin officielle religion.

Eksemplet der er sat

De kristne missionærer fik imidlertid ikke besked på at følge det eksempel de jødiske missionærer havde sat. Jesus sagde derimod om sin tids jødiske farisæere: „I drager om til vands og til lands for at vinde en eneste proselyt, og derefter gør I ham dobbelt så tjenlig til udslettelse som I selv.“ (Mattæus 23:15, Phillips) Så selv om de jødiske missionærer betragtede Abraham som „den største missionær“, hvervede de tydeligvis ikke proselytter hvis tro på Jehova Gud kunne måle sig med Abrahams.

Det mønster kristne missionærer skal følge, er det fuldkomne eksempel som den største missionær, Jesus Kristus, satte. Længe inden han udstedte befalingen om at gøre disciple, begyndte han at oplære sine første disciple til at udføre det internationale missionsarbejde som dette ville indebære. Eftersom dette projekt ville vare flere hundrede år, kunne man passende stille spørgsmålet: Ville Kristi disciple følge det mønster han havde sat?

Da det første århundrede efter vor tidsregning nærmede sig sin afslutning, var det endnu ikke muligt at besvare spørgsmålet. Det kan man imidlertid i dag, nu hvor det 20. århundrede går på hæld. De der bekender sig som disciple af Kristus har nu udført deres missionsarbejde i cirka 1900 år, og deres virke ligger foran os som en åben bog.

Fra sit oprindelsessted i Palæstina bredte kristendommen sig til hele jorden. Den bevægede sig blandt andet vestpå til Makedonien. Dette vil vi komme nærmere ind på i næste nummer af dette blad.

Som eksempel på hvad kristenhedens missionærer har bedrevet, er det værd at se på hvad der i flere hundrede år foregik i Mexico. Når du læser den følgende beretning, spørg da dig selv: ’Har kristenhedens missionærer vist sig at være lysets eller mørkets sendebud?’

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Jesus påbegyndte det kristne missionsarbejde, oplærte sine disciple og satte et eksempel de skulle følge