Min fader blev „atombombet ud af fængselet“

Den 6. august 1945 klokken 8.15 eksploderede en atombombe over Hiroshima og lagde byen i ruiner. Titusinder blev dræbt. På det tidspunkt sad min fader fængslet i Hiroshima fordi han havde nægtet at tilbede kejseren og gå ind i den japanske hær.

FADER beskrev ofte det der skete denne uforglemmelige morgen. „Lyset glimtede på loftet i min celle,“ fortalte han, „derefter hørte jeg en frygtelig høj buldren som om alle bjergene på én gang styrtede sammen. I samme øjeblik blev cellen indhyllet i tæt mørke. Jeg stak hovedet ind under madrassen for at undgå det der synes at være en mørk gasart.

Efter syv-otte minutter trak jeg hovedet frem igen og opdagede at ’gasarten’ var blevet opløst. Det var lyst igen. Ting fra hylden og en stor mængde puds lå spredt rundt omkring og havde lavet et værre rod i cellen. Den store mur omkring fængselet havde hindret ilden i at trænge ind.

Jeg kiggede ud ad vinduet bagtil — og var lamslået. Fængselets værksteder og træbygninger var alle blevet blæst omkuld. Fra det lille vindue fortil kunne jeg se at cellerne i bygningen overfor var blevet jævnet med jorden. Overlevende fanger råbte om hjælp. Folk var grebet af panik; de var forvirrede og rædselsslagne.“

Som dreng nød jeg at lytte til faders fortællinger om dengang han, som han udtrykte det, blev „atombombet ud af fængselet“. Han gengav historien uden skyldfølelse, for han var blevet fængslet uretfærdigt. Inden jeg fortæller om anklagerne mod fader og om hvordan han blev behandlet i fængselet, vil jeg forklare hvordan mine forældre kom i kontakt med Todaisha, som Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab blev kaldt i Japan dengang.

En søgen efter en mening med livet

Fader elskede bøger, og tidligt i livet søgte han gennem selvstudium at uddanne sig. Da han gik i femte klasse listede han sig ud af sit hjem i Ishinomori, i den nordøstlige del af Japan, og havde lige akkurat penge til en enkeltbillet med toget til Tokyo. Han var besluttet på at blive tjener for Shigenobu Okuma, der to gange havde været ministerpræsident i Japan. Men da denne tarveligt klædte dreng fra landet stod ved hr. Okumas hjem, blev hans anmodning om arbejde afvist. Senere fik fader både arbejde og bolig i et mejeriudsalg.

Som teenager begyndte min fader at overvære forelæsninger af politikere og lærde mænd. I en forelæsning blev Bibelen nævnt som en meget vigtig bog. Fader anskaffede sig derfor en bibel med krydshenvisninger og et bibelatlas. Det han læste heri gjorde et stort indtryk på ham, og han ønskede at få et arbejde der kunne gavne hele menneskeheden.

Langt om længe vendte fader hjem, og i april 1931, da han var 24 år, blev han gift med Hagino på 17. Kort efter sendte en slægtning ham nogle publikationer der var udgivet af Todaisha. Fader var betaget af det han læste og skrev til Todaisha i Tokyo. I juni 1931 besøgte en heltidsforkynder fra Sendai der hed Matsue Ishii ham i Ishinomori.a Hun gav fader nogle bøger, blandt andet Guds Harpe, Skabelsen og Regering.

Finder en mening med livet

Fader bemærkede næsten med det samme at flere af kirkens læresætninger var falske, som for eksempel læren om den udødelige sjæl, at de onde for evigt pines i et helvede og at Skaberen er en treenig gud. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4; Johannes 14:28) Han indså også at denne verden ville forsvinde. (1 Johannes 2:17) Han ønskede at vide hvad han skulle gøre og kontaktede derfor den ansvarshavende på Todaisha. Han besøgte ham i august 1931, og som et resultat af deres drøftelser blev fader døbt og besluttede at blive en heltidstjener for Jehova.

Efter mange drøftelser blev moder også overbevist om at det hun lærte fra Bibelen var sandheden. Hun indviede sit liv til Jehova og blev døbt i oktober 1931. Da min fader satte sin ejendom på auktion, troede hans slægtninge at han var gået fra forstanden.

Livet som heltidstjenere

Fader gav alle pengene fra auktionen til sin moder, og sammen med min moder tog han til Tokyo i november 1931. Dagen efter deres ankomst begyndte de at forkynde, til trods for at de ikke havde fået nogen oplæring i hvordan man talte med andre om den gode nyhed om Riget. — Mattæus 24:14.

Livet var ikke nemt. Det var især hårdt for min moder, der dengang kun var 17 år. Der var ikke andre Jehovas vidner, ingen møder og ingen menighed — kun et dagligt program hvor de fra klokken 9 til 16 uddelte bibelske publikationer fra hus til hus.

I 1933 blev deres distriktstildeling ændret fra Tokyo til Kobe. Den 9. februar 1934 blev jeg født i Kobe. Min moder gik nidkært i forkyndelsen indtil en måned før jeg blev født. Bagefter flyttede mine forældre til Yamaguchi, Ube, Kure og endelig til Hiroshima. De forkyndte i omkring et år hvert af disse steder.

Mine forældre arresteres

Samtidig med at det japanske militær intensiverede deres aktiviteter, blev Vagttårnsselskabets publikationer forbudt og forkynderne underlagt streng overvågning af politiets hemmelige specialstyrke. Den 21. juni 1939 blev alle Jehovas Vidners heltidsforkyndere i Japan arresteret — moder og fader var blandt dem. Jeg blev overdraget til min bedstemoder der boede i Ishinomori. Efter at være blevet tilbageholdt i otte måneder blev moder løsladt og sat under offentlig tilsyn. I 1942 blev jeg endelig genforenet med hende i Sendai.

I mellemtiden blev fader sammen med andre Jehovas vidner afhørt af det hemmelige politi på politistationen i Hiroshima. Forkynderne fik en brutal behandling fordi de nægtede at tilbede kejseren og gå ind i den japanske hær. Forhørslederen kunne ikke få fader til at holde op med at tilbede Jehova.

Fader kom for retten efter at have siddet i arrest i mere end to år. Under et retsmøde spurgte dommeren: „Miura, hvordan ser De på Hans Majestæt, Kejseren?“

„Hans Majestæt, Kejseren, nedstammer også fra Adam og er et dødeligt, ufuldkomment menneske,“ svarede fader. Dette svar kom fuldstændig bag på stenografen i retslokalet og han glemte at notere det. De fleste japanere troede nemlig dengang at kejseren var en gud. Fader blev idømt en fængselsstraf på fem år, og dommeren fortalte ham at medmindre han afsvor sin tro ville han komme til at sidde fængslet resten af sine dage.

Kort efter, i december 1941, angreb Japan den amerikanske base Pearl Harbor på Hawaii. Der var mangel på mad i fængselet, og i vintermånederne havde fader mange kolde, søvnløse nætter fordi han ikke havde nok tøj. Fader var afskåret fra samværet med sine brødre og søstre, men han havde adgang til Bibelen i fængselsbiblioteket, og ved igen og igen at læse den kunne han bevare sin åndelige sundhed.

Da bomben faldt

Tidligt om morgenen den 6. august 1945 ønskede en fange at udveksle bøger med fader. Det var forbudt, men eftersom fangen allerede havde puffet sin bog hen over gangen til faders celle, puffede fader sin bog over til hans celle. Så i stedet for at følge sit sædvanlige program den morgen, sad fader og læste da bomben faldt. På dette tidspunkt om morgenen plejede han ellers at gå på toilettet. Efter eksplosionen så fader at toiletområdet var styrtet sammen.

Fader blev ført til det nærliggende Iwakuni-fængsel. Kort efter overgav Japan sig til de allierede styrker, og midt i denne kaotiske tid efter krigen blev fader løsladt. I december 1945 vendte han hjem til Ishinomori. Han havde fået sit helbred ødelagt. Han var kun 38 år men lignede en gammel mand. I begyndelsen kunne jeg ikke tro at han var min fader.

Hans tro var usvækket

Der herskede kaos i Japan, og vi vidste ikke hvor den lille håndfuld trofaste Jehovas vidner befandt sig. Vi havde heller ikke nogen af Jehovas Vidners publikationer. Men fader underviste mig direkte ud fra Bibelen og fortalte mig om Jehovas rige, den nye verden og det kommende slag ved Harmagedon. — Salme 37:9-11, 29; Esajas 9:6, 7; 11:6-9; 65:17, 21-24; Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

Da jeg senere blev undervist i udviklingsteorien i gymnasiet og begyndte at tvivle på om der fandtes en Gud, prøvede min fader at overbevise mig om at Gud eksisterer. Jeg var lidt tøvende, så til sidst sagde han: „De fleste i verden støttede krigen og gjorde sig skyldige i blodsudgydelser. Jeg, for min del, holdt mig til sandheden i Bibelen — støttede aldrig hverken militæret, kejserdyrkelsen eller krigen. Så overvej omhyggeligt hvilken vej i livet der er den sande, og følg den.“

Ved at sammenligne det min fader havde lært mig, og selv efterlevede, med det jeg lærte i skolen, kunne jeg se at udviklingsteorien ikke var en sund tankegang. Ingen evolutionist havde sat sit liv på spil for sin overbevisning, men min fader var villig til at dø for sin.

En dag i marts 1951, mere end fem år efter krigens afslutning, sad fader og læste avisen Asahi. Pludselig råbte han: „Så kom de, så kom de!“ Han rakte mig avisen. Det var en artikel om fem missionærer der var Jehovas vidner og som lige var ankommet til Osaka. Fyldt med glæde kontaktede fader avisen og fik at vide at Jehovas Vidner havde oprettet et afdelingskontor i Tokyo. Han fik adressen, aflagde kontoret et besøg og genoptog derved kontakten med Jehovas organisation.

Trofast til det sidste

I 1952 flyttede vores familie til Sendai. Samme år flyttede Vagttårnsselskabets missionærer Donald og Mabel Haslett dertil og lejede et hus hvor vi havde vort ’vagttårnsstudium’. Det første møde blev kun overværet af fire — familien Haslett, min fader og mig. Senere sluttede missionærerne Shinichi og Masako Tohara, Adeline Nako og Lillian Samson sig til familien Haslett i Sendai.

Gennem samvær med disse missionærer fik vores familie en dybere forståelse af Guds ord og organisation. Moder, hvis tro var blevet svag på grund af det der var sket under krigen, begyndte snart at følges med os til møderne og i forkyndelsen. Den 18. april 1953 indviede jeg mit liv til at tjene Jehova Gud og blev døbt.

Efter krigen havde fader arbejdet som assurandør for et forsikringsselskab. Trods eftervirkningerne af hans fængselsophold — blandt andet en nyresygdom og forhøjet blodtryk — havde han et stærkt ønske om at genoptage heltidstjenesten og blive pioner. Dette ønske blev opfyldt omkring det tidspunkt hvor jeg blev døbt. Et dårligt helbred bevirkede imidlertid at han kun var pioner i en kort periode, men hans nidkærhed i tjenesten fik mig til at stoppe på universitetet og gøre heltidsforkyndelsen til mit mål.

Isamu Sugiura, en ung mand fra Nagoya, blev min pionermakker. Den 1. maj 1955 begyndte vi vor tjeneste som specialpionerer i Beppu på øen Kyushu. Dengang var der kun nogle få Jehovas vidner på hele øen. Nu, over 39 år senere, har vi 15 åndeligt blomstrende kredse med over 18.000 Jehovas vidner på øen. Og i hele Japan er der nu næsten 200.000 Jehovas vidner.

I foråret 1956 modtog Isamu og jeg en invitation til Vagttårnets Bibelskole Gilead i De Forenede Stater. Vi var jublende glade. Men da jeg som forberedelse til turen fik foretaget en lægeundersøgelse, blev det konstateret at jeg havde tuberkulose. Dybt skuffet vendte jeg hjem til Sendai.

Min faders helbred var blevet dårligere og han var nu sengeliggende. Vort lejede hus var på kun 30 kvadratmeter og var bygget af stråmåtter. Min fader og jeg lå ved siden af hinanden. Eftersom fader ikke kunne arbejde måtte moder arbejde hårdt som eneforsørger.

I januar 1957 besøgte Vagttårnsselskabets daværende vicepræsident, Frederick W. Franz, Japan, og i den anledning blev der holdt et særligt stævne i Kyoto. Fader bad indtrængende moder om at overvære det. Selv om hun kviede sig ved at skulle rejse fra os to syge, lyttede hun til fader og tog af sted til stævnet.

Kort efter forværredes faders tilstand dag for dag. Det bekymrede mig, og jeg spurgte ham hvordan moder og jeg skulle klare os økonomisk. Til det svarede han: „Vi har tjent Jehova Gud og endda risikeret vort liv for ham. Han er den Almægtige. Hvorfor bekymrer du dig? Jehova vil helt sikkert give os det vi har brug for.“ På en meget kærlig måde sagde han til mig: „Opdyrk en stærkere tro.“

Den 24. marts 1957 sov fader stille ind. Efter begravelsen besøgte jeg det forsikringsselskab som han havde været ansat i, for at ordne nogle ting. Da jeg var ved at gå rakte afdelingschefen mig en papirspose, og sagde: „Dette tilhører Deres fader.“

Da jeg kom hjem opdagede jeg at der var en anselig sum penge i posen. Jeg spurgte senere chefen hvor pengene kom fra, og han forklarede at de var fra en pensionsopsparing. Hver måned var der blevet trukket et beløb fra faders løn uden at han vidste det. Hans ord om at ’Jehova helt sikkert vil give os det vi har brug for’ viste sig at være sande. Dette styrkede meget min tro på at Jehova nok skulle beskytte og drage omsorg for sine tjenere.

Mange års trofast tjeneste

Takket være denne materielle hjælp kom jeg til hægterne igen. Året efter, i 1958, blev moder og jeg udnævnt som specialpionerer. Senere tjente jeg som rejsende tilsynsmand i Japan, og i 1961 fik jeg den forret at overvære et timåneders kursus på Gileadskolen på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York.

Da jeg kom tilbage til Japan fortsatte jeg med at betjene menighederne som rejsende tilsynsmand. I 1963 giftede jeg mig med Yasuko Haba, der arbejdede på Jehovas Vidners afdelingskontor i Tokyo. Indtil 1965 rejste vi sammen i kredstjenesten — det år blev vi nemlig indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Tokyo. Siden da har vi tjent sammen på afdelingskontoret, først i Tokyo, derefter i Numazu og nu i Ebina.

Moder stoppede som specialpioner i 1965. Siden da er hun vedblevet med aktivt at hjælpe mange interesserede til at lære om Bibelens sandheder. Hun er nu 79 år, og har et forholdsvis godt helbred. Vi er glade for at hun bor i nærheden af os og at vi er tilsluttet den samme menighed nær ved afdelingskontoret i Ebina.

Vi er Jehova Gud meget taknemmelige for at min fader overlevede atombombenedkastningen over Hiroshima. Han bevarede sin tro, og jeg håber at få lov til at tage imod ham i den nye verden og fortælle hvordan vi kom igennem Harmagedon, det slag han så inderligt ønskede at opleve. (Åbenbaringen 16:14, 16; 21:3, 4) — Fortalt af Tsutomu Miura.

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Katsuo og Hagino Miura, med deres søn Tsutomu

[Illustration på side 15]

Tsutomu Miura arbejder på afdelingskontoret i Japan

[Kildeangivelse på side 13]

Freds- og Kulturstiftelsen i Hiroshima; billedmateriale fra den amerikanske hærs patologiske institut