Fra kejsertilbedelse til sand tilbedelse

FORTALT AF ISAMU SUGIURA

Selv om det i 1945 var tydeligt at Japan var på vej til at tabe den anden verdenskrig, var vi overbeviste om at kamikaze („den guddommelige vind“) ville feje fjenden bort. Kamikaze refererer til de orkanagtige storme ud for den japanske kyst som i 1274 og i 1281 to gange ødelagde størstedelen af de mongolske invasionsflåder og derved tvang dem til at trække sig tilbage.

DA KEJSER Hirohito den 15. august 1945 meddelte nationen at Japan havde overgivet sig til de allierede styrker, brast håbet derfor hos de et hundrede millioner mennesker der havde tilbedt ham. Jeg var på det tidspunkt en skoledreng, og også mine forhåbninger blev knust. ’Hvis kejseren ikke er den levende Gud, hvem er så?’ tænkte jeg. ’Hvem skulle jeg sætte min lid til?’

Men Japans nederlag i den anden verdenskrig banede faktisk vejen for at jeg og tusinder andre japanere fik mulighed for at lære den sande Gud, Jehova, at kende. Før jeg beretter om de forandringer jeg måtte gøre, vil jeg gerne fortælle jer om min religiøse opvækst.

Religiøs påvirkning i de unge år

Jeg er født i byen Nagoya den 16. juni 1932 som den yngste af fire drenge. Min far arbejdede som landmåler for byen. Min mor var en rettroende tilhænger af shintosekten Tenrikyo, og min bror var blevet uddannet som lærer inden for denne sekt. Min mor og jeg var særlig nært knyttet til hinanden, og hun tog mig med til det sted hvor man mødtes for at tilbede.

Jeg lærte at bøje hovedet og bede. Tenrikyo-religionen indeholdt læren om en skaber ved navn Tenri O no Mikoto, foruden ti mindre betydelige guddomme. Dens medlemmer praktiserede troshelbredelse og lagde vægt på at gøre noget for andre og at udbrede troen.

Som dreng var jeg meget videbegærlig. Jeg forundredes over månen og de utallige stjerner på nattehimmelen og spekulerede på hvor stort universet mon var bag ved himmelen. Jeg fandt det fascinerende at betragte hvordan auberginer og agurker som jeg havde plantet i et lille jordstykke i baghaven, voksede. At gøre iagttagelser i naturen styrkede min tro på Gud.

Krigsårene

Mine år i grundskolen fra 1939 til 1945 faldt sammen med tiden for den anden verdenskrig. I skoleundervisningen blev der gjort meget ud af kejsertilbedelsen, som er en vigtig del af shintoismen. Vi blev undervist i shushin, som indebærer morallære med nationalistiske og militaristiske overtoner. Flaghilsenceremonier, afsyngelse af nationalsangen, studium af kejserlige undervisningsdekreter og hyldest til kejserens billede var alt sammen en del af vores skolegang.

Vi tog også hen til den lokale shintohelligdom for at bønfalde Gud om at give den kejserlige hær sejren. To af mine ældre brødre gjorde tjeneste i militæret. På grund af den nationalistisk-religiøse oplæring jeg havde fået, glædede jeg mig når vi fik nyheder om at det gik godt for den japanske hær.

Nagoya var et center for japansk flyindustri og dermed et hovedangrebsmål for det amerikanske luftvåben. I dagtimerne fløj B-29 bombefly i formation hen over byen i en højde af 9000 meter mens de kastede i tonsvis af bomber ned over fabriksområderne. Om natten lokaliserede projektørerne bombemaskiner der fløj så lavt som 1300 meter. Gentagne luftangreb med brandbomber medførte voldsomme infernoer i beboelsesområderne. I Nagoya alene var der 54 luftangreb i de sidste ni måneder af krigen, hvilket betød megen lidelse og kostede mere end 7700 mennesker livet.

På det tidspunkt var der indledt bombardementer mod ti kystbyer, og folk talte om muligheden for at de amerikanske styrker ville gå i land nær Tokyo. Kvinder og drenge blev trænet til at kæmpe med bambussværd for at beskytte landet. Vores kampråb var „Ichioku Sougyokusai“, der betød „Hellere 100 millioner døde end overgivelse“.

Den 7. august 1945 var der en avisoverskrift som lød: „Ny slags bombe kastet over Hiroshima.“ To dage senere blev der kastet en anden over Nagasaki. Det var atombomber, og vi fik senere at vide at de tilsammen havde kostet over 300.000 livet. Den 15. august da vi lige var færdige med en øvelsesmarch med trægeværer, hørte vi så kejserens tale hvori han meddelte at Japan havde overgivet sig. Vi havde været overbeviste om at vi ville vinde, men nu var vi overvundet.

Nyt håb

Da den amerikanske besættelse begyndte, accepterede vi lidt efter lidt at De Forenede Stater havde vundet krigen. Der blev indført demokrati i Japan og desuden vedtaget en ny forfatning der garanterede religionsfrihed. Livsbetingelserne var barske, der var knaphed på mad, og i 1946 døde min far af underernæring.

I mellemtiden begyndte man at undervise i engelsk på den skole hvor jeg gik, og radiostationen NHK begyndte at bringe et engelsk konversationsprogram. I fem år lyttede jeg daglig til dette populære program med en tekstbog i hånden. Det fik mig til at drømme om en dag at tage til De Forenede Stater. Min skuffelse over de shintoistiske og buddhistiske religioner fik mig til at spekulere på om ikke sandheden om Gud skulle findes i Vestens religioner.

I begyndelsen af april 1951 mødte jeg Grace Gregory, som var missionær for Vagttårnsselskabet. Hun stod foran jernbanestationen i Nagoya og tilbød Vagttårnet på engelsk samt en bibelsk brochure på japansk. Den ydmyghed der skulle til for at hun kunne udføre dette arbejde, gjorde indtryk på mig. Jeg fik begge publikationer og tog beredvilligt imod hendes tilbud om et bibelstudium. Jeg lovede at komme hjem til hende nogle få dage senere for at studere Bibelen.

Da jeg satte mig til rette i toget og begyndte at læse Vagttårnet, fangede det første ord i den indledende artikel min opmærksomhed. Der stod „Jehova“. Jeg havde aldrig set det navn før. Jeg forventede ikke at finde det i den lille engelsk-japanske ordbog som jeg havde med, men det stod der! „Jehova . . ., Bibelens Gud.“ Nu var jeg begyndt at lære noget om kristendommens Gud!

Ved mit første besøg på missionærhjemmet hørte jeg om et bibelsk foredrag som skulle holdes nogle få uger senere af Nathan H. Knorr, der dengang var Vagttårnsselskabets præsident. Han besøgte Japan sammen med sin sekretær, Milton Henschel, og kom til Nagoya. Selv om min bibelkundskab var meget begrænset, nød jeg både foredraget og samværet med missionærerne og andre der var til stede.

Efter cirka to måneders studium med Grace havde jeg lært grundsandhederne om Jehova, Jesus Kristus, genløsningen, Satan Djævelen, Harmagedon og Paradiset på jorden. Den gode nyhed om Riget var lige det jeg havde søgt efter. Samtidig med at jeg begyndte at studere, begyndte jeg også at overvære menighedens møder. Jeg nød den venlige atmosfære ved disse møder, hvor missionærerne blandede sig utvungent med japanerne og sad på tatami (vævede stråmåtter) sammen med os.

I oktober 1951 blev det første kredsstævne i Japan holdt i Nakanoshima-hallen i byen Osaka. Der var færre end 300 Jehovas vidner i hele Japan; ikke desto mindre var der omkring 300 der overværede stævnet, deriblandt næsten 50 missionærer. Jeg havde oven i købet et lille indlæg på programmet. Det jeg så og hørte, gjorde så stort et indtryk på mig at jeg i mit hjerte besluttede at tjene Jehova hele mit liv. Den næste dag blev jeg døbt på en badeanstalt der lå i nærheden.

Glæde i pionertjenesten

Jeg ønskede at blive pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes, men jeg følte mig også forpligtet til at hjælpe med at forsørge min familie. Da jeg tog mod til at fortælle min chef om mit ønske, blev jeg overrasket over at høre ham sige: „Det vil jeg gerne hjælpe dig med hvis det kan gøre dig lykkelig.“ Selv om jeg kun skulle arbejde to dage om ugen, var det stadig muligt for mig at hjælpe min mor med husholdningsudgifterne. Jeg følte mig som en fugl der var sluppet ud af sit bur.

Mine forhold blev stadig bedre, og jeg begyndte som pioner den 1. august 1954 i et distrikt bag ved Nagoya station, få minutters gang fra det sted hvor jeg første gang havde mødt Grace. Efter nogle måneder fik jeg til opgave at tjene som specialpioner i Beppu, en by på den vestlige ø Kyushu. Tsutomu Miura skulle være min makker.a Dengang var der slet ingen menigheder af Jehovas vidner på øen, men nu er der i hundredvis af menigheder fordelt på 22 kredse!

En forsmag på den nye verden

Da broder Knorr i april 1956 igen besøgte Japan, bad han mig om at læse et stykke fra et engelsk nummer af Vagttårnet højt. Jeg fik ikke at vide hvorfor, men få måneder senere modtog jeg et brev med en indbydelse til at overvære den 29. klasse på missionærskolen Gilead. I november samme år påbegyndte jeg så en spændende rejse til De Forenede Stater, og dermed gik en gammel drøm i opfyldelse. At bo og arbejde et par måneder sammen med den store betelfamilie i Brooklyn styrkede min tillid til Jehovas synlige organisation.

I februar 1957 kørte broder Knorr tre af os elever op til Gileadskolen i South Lansing i den nordlige del af staten New York. I de fem måneder der fulgte på Gileadskolen, hvor jeg modtog oplæring ud fra Jehovas ord og boede i smukke omgivelser sammen med de andre i min klasse, fik jeg en forsmag på hvordan der vil være på en paradisisk jord. Ti ud af de 103 elever, inklusive mig selv, fik til opgave at tjene i Japan.

Værdsættelse af mine opgaver

Der var omkring 860 Jehovas vidner i Japan da jeg vendte tilbage i oktober 1957. Jeg blev sendt ud i rejsetjenesten som kredstilsynsmand, men først fik jeg nogle få dages oplæring i arbejdet af Adrian Thompson i Nagoya. Min kreds dækkede et område fra Shimizu, nær bjerget Fujiyama, til Shikoku-øen og indbefattede også store byer som Kyoto, Osaka, Kobe og Hiroshima.

I 1961 blev jeg bedt om at tjene som områdetilsynsmand. Dette indebar rejser fra den snedækkede nordlige ø Hokkaido til den subtropiske ø Okinawa og så langt væk som til Ishigaki-øerne nær Taiwan — en strækning på omkring 3000 kilometer.

I 1963 blev jeg så indbudt til et ti-måneders kursus på Gileadskolen på Betel i Brooklyn. I løbet af kurset understregede broder Knorr vigtigheden af at have den rigtige indstilling til arbejdsopgaver. Han sagde at det at gøre toiletter rene var en lige så vigtig opgave som det at arbejde på et kontor. Hvis toiletterne ikke var rene, sagde han, ville hele betelfamilien og dens arbejde blive berørt. Senere blev det en del af min opgave på Betel i Japan at gøre toiletter rene, og jeg huskede hvad han havde sagt.

Efter at jeg var kommet tilbage til Japan, blev jeg igen sendt ud i rejsetjenesten. Et par år senere, i 1966, giftede jeg mig med Junko Iwasaki, en specialpionersøster der tjente i byen Matsue. Lloyd Barry, der dengang var tilsynsmand for afdelingskontoret i Japan, holdt et hjertevarmende bryllupsforedrag. Junko sluttede sig så til mig i rejsetjenesten.

Vi modtog en ny opgave i 1968 da jeg blev kaldt ind på afdelingskontoret i Tokyo for at oversætte. På grund af mangelen på værelser på Betel rejste jeg frem og tilbage mellem Sumida-distriktet i Tokyo og Betel, mens Junko var specialpioner i den lokale menighed. På dette tidspunkt var der behov for et større afdelingskontor. I 1970 købte man derfor en grund i Numazu, ikke langt fra bjerget Fujiyama. Der byggede man et treetages trykkeri samt boliger. Før man begyndte at bygge, blev adskillige af de huse der lå på grunden, brugt til Rigets Tjenesteskole, der har til formål at oplære menighedernes tilsynsmænd. Jeg fik den forret at undervise på skolen, og Junko lavede mad til eleverne. Det var betagende at opleve hvordan hundreder af kristne mænd på denne særlige måde blev oplært til at varetage deres opgaver i menigheden.

En eftermiddag modtog jeg et iltelegram. Min mor var blevet indlagt på hospitalet, og det så ikke ud til at hun ville overleve. Jeg tog lyntoget til Nagoya og skyndte mig til hospitalet. Hun var bevidstløs, men jeg tilbragte natten ved hendes seng. Mor døde tidligt om morgenen. Da jeg rejste tilbage til Numazu, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage når jeg i tankerne genkaldte mig de hårde tider hun havde været igennem, og den kærlighed hun havde vist mig. Hvis det er Jehovas vilje, vil jeg se hende igen i opstandelsen.

Snart var der pladsmangel i Numazu. Der blev derfor købt 7 hektarer land i byen Ebina, og byggeriet af et nyt afdelingskontor blev påbegyndt i 1978. Nu er hele området dækket af trykkeri- og beboelsesbygninger foruden en stævnehal med plads til over 2800. Den seneste udvidelse, som består af to 13-etages boligkomplekser og en femetages parkerings- og servicebygning, blev færdiggjort tidligere i år. Betelfamilien tæller nu 530, men de udvidede faciliteter betyder at vi har plads til omkring 900.

Mange grunde til glæde

Det har været betagende at se Bibelens profetier gå i opfyldelse, ja, at se ’den mindste blive til en mægtig nation’. (Esajas 60:22) Jeg mindes at en af mine brødre i 1951 spurgte mig: „Hvor mange Jehovas vidner er der i Japan?“

„Omkring 260,“ svarede jeg.

„Er det alt?“ spurgte han i en ringeagtende tone.

Jeg kan huske at jeg tænkte: ’Tiden vil vise hvor mange mennesker Jehova vil drage til tilbedelsen af ham i dette shinto-buddhistiske land.’ Og Jehova har givet svaret! I dag er der ingen isolerede distrikter tilbage som ikke betjenes af en menighed, og antallet af sande tilbedere i Japan er steget til over 222.000 fordelt på 3800 menigheder!

De sidste 44 år af mit liv, som jeg har brugt i heltidstjenesten — heraf 32 år sammen med min elskede kone — har været særlig glædebringende. I 25 år har jeg arbejdet i oversættelsesafdelingen på Betel, og i september 1979 blev jeg indbudt til at tjene som medlem af afdelingskontorets udvalg i Japan.

Det har været en forret og en velsignelse at have en lille andel i at hjælpe oprigtige, fredselskende mennesker til at tilbede Jehova. Mange har gjort nøjagtig som jeg — ændret livsstil fra at dyrke kejseren og til at tilbede den eneste sande Gud, Jehova. Det er mit inderlige ønske at hjælpe mange flere til at stille sig på Jehovas sejrende side og opnå evigt liv i den fredfyldte nye verden. — Åbenbaringen 22:17.

[Fodnote]

[Illustration på side 29]

Skoleundervisningen var centreret om kejsertilbedelsen

[Kildeangivelse]

The Mainichi Newspapers

[Illustration på side 29]

I New York med broder Franz

[Illustration på side 29]

Min kone, Junko, og mig

[Illustration på side 31]

På arbejde i oversættelsesafdelingen