En flodhest kommer til undsætning
MED en vægt på fire tons er flodhesten det næststørste pattedyr på landjorden. Dens kraftige kæber kan knuse en kano i ét eneste bid. Derfor var en gruppe mænd i Hwange National Park i Zimbabwe mildt sagt forundrede da de så en flodhest opføre sig på en højst usædvanlig måde.
Mændene befandt sig i nærheden af en sø, da de så to impalaer stærkt forfulgt af ni vilde hunde. Afskåret fra alle flugtveje, styrtede impalaerne sig i vandet. Hundene løb frem og tilbage ved vandkanten og spejdede efter hvor impalaerne ville dukke op igen.
Til sidst begyndte en udmattet impala at sætte kurs mod en fjerntliggende bred, i lykkelig uvidenhed om at hundene ventede på den dér. Da impalaen næsten havde nået bredden, fik mændene imidlertid øje på en flodhest i nærheden som var begyndt at svømme hen imod impalaen. Dernæst, rapporterer tidsskriftet African Wildlife, begyndte flodhesten at „omdirigere den ved med et nænsomt skub at tvinge den til at svømme i den modsatte retning“. Impalaen lystrede. Flodhesten fulgte efter den, og gav impalaen et lille puf hver gang den viste tegn på usikkerhed.
Da impalaen var nået ind til bredden, iagttog mændene hvordan flodhesten, blidt men bestemt, drev impalaen på land. Impalaen tog nogle få vaklende skridt, stoppede op og stod og rystede lidt. Snart efter begyndte den at gå væk fra vandet. Flodhesten fulgte efter indtil de begge var ude af syne.
Hvad skete der med den anden impala? Mændene beretter at de vilde hunde „havde været så optaget af at se på redningsaktionen, at den anden impala helt ubemærket var sluppet bort“.