Hvorfor nogle børn er så vanskelige

„Generne, hjernens kemi og den neurologiske udvikling har meget at sige i forbindelse med hvordan vi er som børn og hvordan vi bliver som voksne.“ — Dr. STANLEY TURECKI.

ETHVERT barn vokser på sin egen helt specielle måde. Børn har et væld af karaktertræk og egenskaber som synes at være medfødte — karaktertræk som forældrene måske kun har ringe eller slet ingen indflydelse på. Der har altid været vilde, uregerlige og voldsomme børn. Og selv de bedste forældre kan få et barn der er vanskeligt.

Men hvorfor er nogle børn mærkbart vanskeligere end andre? Antallet af adfærdsvanskelige børn er stigende. Der er generel enighed blandt læger og forskere om at mellem 5 og 10 procent af alle børn udviser ekstrem rastløshed, og at disse børns manglende evne til at være opmærksomme, koncentrere sig, følge regler og styre deres impulser skaber mange problemer for dem selv og deres familie, lærere og kammerater.

Dr. Bennett Shaywitz, der er professor i børnesygdomme og neurologi ved Yale-universitetets lægefakultet, peger på at hovedårsagen kan ligge i „nedarvede forstyrrelser i bestemte kemiske stoffer i hjernens transmittersystem“, der styrer hjernecellernes funktion og letter hjernens arbejde med at kontrollere adfærdsmønsteret. Uanset hvad barnets vanskelige adfærd skyldes, må forældrenes hovedsigte være at blive dygtige til at styre barnets adfærd og give opmuntring og støtte frem for at kritisere og skænde.

På Bibelens tid var det forældrenes ansvar at undervise og oplære deres børn. De vidste at tugt og vejledning ud fra Guds lov ville gøre deres børn vise. (5 Mosebog 6:6, 7; 2 Timoteus 3:15) Det er derfor forældrenes gudgivne ansvar at anstrenge sig så meget som muligt, på trods af en travl timeplan, for at imødekomme et barns behov, især ved at reagere hensigtsmæssigt når barnet opfører sig dårligt. Da mange af de adfærdsvanskeligheder der ses i pædiatrisk praksis i dag har at gøre med børn som er hyperaktive, impulsive eller uopmærksomme, vil det måske være en hjælp at se nærmere på to grupper af børn som er svære at opdrage — børn med nedsat opmærksomhed (ADD, Attention Deficit Disorder) og børn præget af hyperaktivitet (ADHD, Attention Deficit Hyperactivity Disorder).

I 1950’erne blev disse forstyrrelser kaldt „minimal hjerne-fejlfunktion“. Ifølge børneneurologen dr. Jan Mathisen ophørte man med at bruge denne betegnelse da man fandt ud af at „ADD slet ikke er en hjerneskade“. Dr. Mathisen siger: „ADD er tilsyneladende en defekt i visse områder af hjernen. Vi kender stadig ikke den nøjagtige årsag til disse neurokemiske forstyrrelser, men vi mener at de har at gøre med et stof i hjernen der kaldes dopamin.“ Han mener at problemet har at gøre med dopaminreguleringen. „Sandsynligvis skyldes det ikke kun ét stof, men en sammenhæng mellem flere stoffer,“ tilføjer han.

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål angående ADD, men forskerne er generelt enige med dr. Mathisen om at en kronisk nedsat kontrol af opmærksomhed, impulsivitet og motorik har en neurologisk årsag. En nylig undersøgelse ledet af ph.d. Alan Zametkin og forskere ved USA’s Nationalinstitut for Mentalhygiejne, viste for første gang en sammenhæng mellem ADD og en særlig stofskifteabnormalitet i hjernen, men man erkendte at „der skal udføres en del mere forskning for at finde nogle endegyldige svar“.

Skolen — en udfordring

I klasseværelset skal børnene sidde stille og koncentrere sig, og det er svært for børn som er kronisk uopmærksomme, distræte, impulsive eller hyperaktive. Da sådanne børn ikke kan koncentrere sig om det samme ret lang tid ad gangen, hvad andet kan de så give sig af med end at være ekstremt aktive? Nogle er så uopmærksomme at de kommer bagud med indlæring, både i skolen og i hjemmet. Ofte hænges de ud som „klassens skræk“ eller „klassens klovn“ fordi de har svært ved at styre sig eller vurdere følgerne af deres handlinger.

Det kan ende med at de udvikler et negativt syn på sig selv og betragter sig selv som ’dumme’ eller ’slemme’ og begynder at opføre sig i overensstemmelse dermed. Uanset hvor hårdt de anstrenger sig får de dumpekarakterer og vil derfor være tilbøjelige til at udsætte sig for kronisk selvforstærkende fiaskoer.

Rådvilde forældre bliver nervøse og forvirrede over deres barns destruktive adfærd. Undertiden fører det til ægteskabelige stridigheder hvor ægtefællerne beskylder hinanden for at det er gået som det er. Mange forældre tærsker langhalm på det dårlige og glemmer det gode. Deres reaktion på det dårlige adfærdsmønster forværrer situationen og derved bliver familien og andre med tilknytning til barnet låst fast i en magtkamp der skyldes at de ikke har kunnet forstå og styre et vanskeligt barn — et barn med eller uden ADD.

Ronnie — en moders erfaringer

„Ronnie var aldrig glad. Lige fra den dag han blev født græd han og var irritabel. Han havde allergi, udslæt, infektioner i ørerne og konstant diarré.

Ronnies motorik var imidlertid god, og han lærte hurtigt at sidde, stå og gå — eller skulle jeg hellere sige løbe? Når han var lagt hen for at sove skyndte jeg mig at ordne hjemmet, for når min lille ’tornado’ vågnede havde jeg nok at gøre med at beskytte ham og huset når han løb rundt og tog fat i alt hvad der fangede hans interesse, og det gjorde det meste!

Han var meget utålmodig. Intet kunne fastholde hans interesse i længere tid ad gangen. Han hadede at sidde stille. Det var selvfølgelig et problem når vi tog ham med til steder hvor han skulle sidde stille — især ved møderne i rigssalen. Det kunne ikke nytte noget at give ham smæk. Han kunne simpelt hen ikke holde sig i ro. Mange velmenende mennesker påtalte det eller kom med gode råd, men intet virkede.

Ronnie var intelligent, så da han var tre år begyndte vi daglig at læse i korte perioder med ham. Da han var fem år kunne han læse. Så kom han i skole. Efter en måned blev jeg kaldt til samtale med læreren. Hun sagde at hendes første indtryk af Ronnie var at han var en engel, men efter at have haft ham en måned i klassen mente hun det stik modsatte. Hun sagde at han altid hoppede rundt, spændte ben eller hev i de andre børn. Han ville ikke sidde stille, ikke tie stille, ja, han forstyrrede hele klassen. Han kunne ikke styre sig selv. Han var også begyndt at udvikle en oprørsk indstilling. Hun foreslog at han blev sat i en specialklasse og at vi tog ham til lægen og fik ordineret en medicin der kunne dæmpe ham. Vi var fuldstændig knust!

Ronnie havde ikke brug for medicin, og børnelægen gav os i stedet nogle praktiske forslag. Han mente at Ronnie var intelligent, men at han kedede sig; han foreslog derfor at vi holdt ham beskæftiget, var positive og tålmodige samt meget kærlige. Efter hans mening ville problemerne mindskes med alderen og ved en kostforandring.

Vi indså at vores søn skulle behandles med særlig omhu og at han skulle hjælpes til at bruge sin energi på en positiv måde. Det ville være meget tidskrævende, og derfor ændrede vi vores hverdag og brugte mange timer på at hjælpe ham med lektier idet vi tålmodigt underviste og forklarede tingene for ham. Vi holdt op med at skælde ud eller bebrejde ham hans tankeløshed og skarnsstreger. Målet var at give ham en følelse af selvværd. Vi talte om tingene frem for at kommandere og kræve. Hvis der skulle træffes beslutninger som berørte ham spurgte vi altid om hans mening.

Det der er helt naturligt for andre børn, var en kamp for Ronnie. For eksempel måtte han lære at være tålmodig, rolig, at sidde stille og at styre sin overdrevne fysiske aktivitetstrang. Men det lod sig gøre. Da han først havde indset at han måtte gøre en bevidst indsats for at sætte farten ned og tænke over hvad han gjorde, eller ville gøre, begyndte det at gå bedre. Som 13-årig opførte han sig helt normalt. Lykkeligvis gik alt glat fra da af, selv i de ellers så vanskelige teenageår.

Det at vi har givet Ronnie masser af kærlighed, og lige dele tid og tålmodighed, har virkelig lønnet sig.“