Er du en forstående tilhører?
FORESTIL dig at du havde råd til at give alle dine venner en kostbar gave. Det ville uden tvivl blive meget værdsat og skabe stor glæde. Faktisk kan du give andre en særlig gave, noget de virkelig har brug for. Og det vil ikke koste dig en krone. Du kan give dem opmærksomhed — noget de fleste ønsker og værdsætter. Men for at kunne vise den rette opmærksomhed må man være en forstående tilhører.
Hvis du har børn, er arbejdsgiver eller på anden måde indtager en position hvor andre kommer for at få råd og vejledning, er du nødt til at være en forstående tilhører. Hvis ikke, vil folk hurtigt bemærke det og holde op med at betro sig til dig.
Selv hvis det er sjældent du bliver spurgt til råds, må du være i stand til at lytte med forståelse hvis for eksempel en ven kommer for at blive trøstet. Som et ordsprog i Bibelen siger, er det til ydmygelse for en mand at svare før han hører hvad sagen drejer sig om. (Ordsprogene 18:13) På hvilke måder kan man så vise at man er en forstående tilhører?
Vær engageret
Hvad er en forstående tilhører? Ordbog over det Danske Sprog definerer ’forstående’ som det at „have samfølelse med; sympatisere med andre“. Og Webster’s New Collegiate Dictionary siger om ordet lytte: „At høre med eftertænksom opmærksomhed.“ En forstående tilhører lytter altså ikke blot til hvad der bliver sagt. Han er opmærksom og lever sig ind i den andens tanker og følelser.
Det kræver at man engagerer sig i det man hører, og ikke lader tankerne drage på langfart. Selv det at tænke på hvad man selv vil sige hæmmer ens evne til at lytte. Man må koncentrere sig om det den anden siger.
Man må se på den der taler. Hvis man lader sine øjne ’vandre’ virker man uinteresseret. Man må lægge mærke til vedkommendes gestus og kropssprog. Smiler han eller rynker han panden? Udtrykker øjnene glæde, sorg eller ængstelse? Er der tydeligvis noget som ikke bliver sagt? Det er ikke nødvendigt at tænke på hvad man selv vil sige; det kommer naturligt fordi man har lyttet intenst.
Når man lytter vil man sikkert også nikke indimellem og komme med udtryk som „nåh sådan“ og „javel“. Det viser at man stadig lytter. Men man kan ikke simulere at man lytter ved at nikke og komme med små udbrud. Det kan endda virke utålmodigt med for mange nik. Det er som at sige: ’Skynd dig. Bliv nu færdig.’
Under alle omstændigheder skal man ikke tænke så meget på teknikken. Hvis man blot er oprigtig som tilhører vil det afspejles i ens mimik.
Gode spørgsmål vidner også om engagement og om at man følger med. De afspejler interesse. Man kan spørge til noget der ikke bliver sagt eller til noget der er uklart. Man kan stille nogle spørgsmål der får vedkommende til at uddybe emnet og forklare sig yderligere. Man skal ikke være bange for indimellem at afbryde, blot det ikke sker for ofte. Man må søge at forstå det der bliver sagt. Hvis man afbryder, uden at gøre det for ofte, vil den anden værdsætte det ønske man har om fuldt ud at forstå det han siger.
Vis forståelse
Dette er måske det sværeste — selv når man føler med den man taler med. Hvis man bliver kontaktet af en der er fortvivlet, er man måske tilbøjelig til straks at komme med optimistiske forslag og løsninger. Man prøver måske at berolige vedkommende ved at sige at situationen ikke er så slem i forhold til det andre er udsat for. Men er det sådan man skal gøre? Det ville være nærliggende at tro, men det kan have en negativ virkning.
Der kan være flere grunde til at man holder op med at lytte og begynder at løse problemet. Måske mener man at ens begejstrede forslag lige er det der kan opmuntre den nedbøjede. Eller at vedkommende forventer at man skal „ordne“ det der er „galt“, og at man i modsat fald ikke har været hjælpsom eller „ikke har gjort det man skal“.
Hvis man er hurtig til at komme med en mængde løsninger, kan det udsende nogle nedslående signaler, som for eksempel: ’Jeg tror ikke dit problem er så alvorligt som du selv mener.’ Eller: ’Jeg er mere interesseret i at være kendt som en der kan løse problemer end i dit velbefindende.’ Eller måske: ’Jeg forstår det simpelt hen ikke — og jeg vil ikke forstå det.’ Og hvis man sammenligner vedkommendes problem med andres problemer, signalerer man som regel: „Du burde skamme dig over at se det som et problem, i betragtning af at andre har større problemer end du.“
Hvis man som tilhører kommer til at udsende sådanne nedslående signaler, vil den der henvender sig føle at man ikke hører efter, at han ikke når igennem til en. Man virker måske overlegen. En anden gang vil han vende sig til andre efter trøst. — Filipperne 2:3, 4.
Hvad nu hvis en ven er unødigt bekymret? Han har måske skyldfølelse uden grund. Skal man så hurtigt fortælle ham at han ikke har nogen grund til at føle skyld og at han bare skal glemme det? Nej, for hvis ikke man først har lyttet til ham er ens forsikringer kun en ringe trøst. Frem for at føle sig lettet, vil han stadig gå og bære på sin skyldfølelse. Som en filosof fra det 19. århundrede, Henry David Thoreau, engang har sagt: „Når sandheden skal frem, kræves der to personer: én til at udtale den og en anden til at høre den.“
Bibelen giver meget passende dette råd: „Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede.“ (Jakob 1:19) Det er meget vigtigt at vise empati når man lytter! Man må leve sig ind i vedkommendes følelser og prøve at forstå at det er et vanskeligt problem og at han er dybt fortvivlet. Man skal ikke bagatellisere det med udtalelser som: ’Du har nok bare haft en hård dag,’ eller: ’Så galt er det nu heller ikke.’ Ironisk nok kan sådanne udtalelser gøre tilhøreren endnu mere foruroliget. Samtidig vil han blive frustreret fordi man ikke tager ham alvorligt. Den måde man reagerer på skal vise at man har hørt hvad der er blevet sagt og at man forstår vedkommendes følelser.
At vise forståelse er ikke ensbetydende med at man er enig med den der betror sig til en. Man mener måske at vedkommende er uretfærdig når han siger: „Jeg hader mit arbejde!“ Men hvis man reagerer negativt (’Sådan må du ikke føle det’) eller nægtende (’Det mener du da ikke’), vil han føle at han ikke bliver forstået. Ens kommentarer bør afspejle forståelse. Til den der siger at han hader sit arbejde, kunne man sige: „Det må ikke være rart.“ Derefter kan man spørge om nogle detaljer. Man siger altså ikke at man er enig i at han burde hade sit arbejde, men man anerkender blot at det er sådan han i øjeblikket har det. Han er tilfreds med at nogen har hørt på ham, at han har fået luft for sine følelser. Ofte kan man ved at tale om et problem gøre det mindre.
På samme måde kan en der siger: „Min hustru er ved lægen i dag,“ i virkeligheden mene: „Jeg er lidt bekymret.“ Her må ens reaktion afspejle forståelse. Man må vise at man har bemærket hvad der lå bag ordene, hvilket er en større trøst end hvis man blot ignorerede det, lød uinteresseret, eller prøvede at sige at han ikke skulle bekymre sig. — Romerne 12:15.
En god tilhører taler også
I bogen The Art of Conversation nævnes nogle som lytter men som ikke siger ret meget, „i den tro at det giver dem en vis ophøjethed“. Det er ikke høfligt over for den anden part, som tvinges til at holde samtalen i gang. På den anden side er det uhøfligt eller nedslående hvis den andens ordstrøm er så intens at der ikke levnes rum for at man selv kan få et ord indført. Man må være god til at lytte, men man må også lade den anden vide at man har noget på hjerte.
Hvad kan man så sige? Skal man, efter respektfuldt at have lyttet, give et råd? Måske, hvis man er kvalificeret til det. Hvis man har løsningen på vennens problem bør man selvfølgelig fortælle ham den. Eftersom man har lyttet til ham først, vil ens ord have mere vægt. Hvis man ikke selv kan give den rette vejledning, må man forsøge at sætte ham i forbindelse med en der er i stand til det.
I nogle tilfælde har vedkommende imidlertid hverken behov for eller lyst til en løsning. Man må derfor undgå tendensen til at holde foredrag, da det vil svække den gode virkning af at man har lyttet. Det kan være at han må lære at leve med en situation der ikke kan være anderledes, eller at han må have tid til at bearbejde sine negative følelser. Han kom for at få luft for sine bekymringer. Og ved at lytte har man vist deltagelse og forsikret ham om at man er interesseret i ham og vil tænke på ham og bede for ham. Lad ham vide at han er velkommen en anden gang og at hans problem vil blive holdt fortroligt. Det er måske den trøst han har brug for, frem for at nogen kommer med en løsning på hans problem. — Ordsprogene 10:19; 17:17; 1 Thessaloniker 5:14.
Når man har lyttet vil man have gavnet både sig selv og den man talte med, uanset om man bagefter giver et råd eller ej. Den der har udøst sit hjerte for én, glæder sig over at være blevet hørt og forstået. Han finder trøst i at vide at der er en der bekymrer sig så meget om ham at han vil tage sig tid til at høre på hvad han har at sige. Den gode tilhører bliver også selv belønnet, idet andre værdsætter hans omsorg. Hvis han kommer med råd bliver det tillagt stor værdi fordi han ikke taler før han har fuld forståelse af det der bliver fortalt ham. Sandt nok kræver det tid at være en forstående tilhører. Men tiden er givet godt ud. Ved at ofre andre oprigtig opmærksomhed giver man dem en ganske særlig gave.