Europas orkidéer

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HOLLAND

ORKIDÉER fascinerer folk alle steder. Disse planter er synonyme med eksotisk skønhed og farvepragt. Det at de vokser i uigennemtrængelige tropeskove udvider den mystiske aura der omgiver dem. De færreste ved at orkidéer ikke kun findes i troperne men også i jordens mere tempererede områder, som for eksempel her i Europa.

Orkidéarter vokser mange forskellige steder, lige fra det arktiske Island til det subtropiske Grækenland. I alt kender man omkring 350 arter i Europa. I modsætning til mange tropiske arter, har arterne i Europa deres rodnet i jorden. I troperne sidder orkidéerne oftest på træerne som epifytter. Mange tropiske arter frembringer meget store, pragtfulde blomster, hvorimod blomsterne på orkidéerne i Europa er forholdsvis små.

At søge efter orkidéer i Europa er en dejlig oplevelse. Her kan man betragte mange arter i skønne omgivelser. Orkidéen er ofte en indikatorplante, hvilket betyder at den er så afhængig af specielle omgivelser at dens tilstedeværelse indikerer at et sådant miljø netop findes det pågældende sted. Mange arter er meget kræsne hvad angår det økologiske miljø de kan vokse i, og forekommer derfor kun på steder der opfylder alle krav. Sumporkidéer, som for eksempel Dactylorhiza incarnata, vokser kun på steder med meget kalkholdigt grundvand. Det forklarer hvorfor nogle arter er mere sjældne end andre. En orkidéart der stiller meget specielle krav til sine omgivelser er mere sjælden end en art der kan vokse under mindre krævende forhold.

Hvis vi i tankerne foretager en rejse gennem Europa, fra Holland ned til Syditalien, vil vi finde orkidéer i de fleste områder vi rejser igennem. Lad os først besøge Holland. I dette lavtliggende land findes der stadig vidtstrakte moseområder, fugtige gryder i klitterne og græsarealer. I maj og juni farvelægger orkidéslægten Dactylorhiza dele af terrænet med rosa og violet. En henrivende og majestætisk art er Dactylorhiza praetermissa. Denne plante kan blive op til en meter høj og få op mod 60 blomster. Områder med tørvemoser og lyngarealer er også hjemsted for orkidéer. På udpræget fugtige lyngmarker kan man nogle gange finde et stort antal Dactylorhiza maculata. I tørvemoser skal vi lede meget omhyggeligt for at få øje på den lille bitte grønne blomst på Hammarbya paludosa. Denne lille orkidé vokser i yderst utilgængelige områder.

Vi rejser videre til bjergene i det centrale Tyskland. Her blandt det store udvalg af løvtræer findes der adskillige repræsentanter for slægten Epipactis. Nogle af dem vokser i fuldstændig skygge, mens andre, som for eksempel Epipactis muelleri, foretrækker skovbrynet. I Europa slutter orkidésæsonen når Epipactis-arterne blomstrer i sensommeren og i efteråret. På græsklædte bakkeskråninger med en bestemt form for tør og kalkholdig jordbund, findes der en overflod af orkidéer. Her kan vi i maj og juni undertiden finde i snesevis af arter, deriblandt den skønne Orchis militaris og Orchis ustulata.

I Sydtyskland kommer vi til Alperne. Højsletterne dér er kendt for deres væld af blomster, som ofte også indbefatter orkidéer. I Italien er engene i for eksempel Dolomitterne i juli måned smykket med orkidéer i blåligrøde farver. Her vokser et væld af Nigritella nigra i en bred vifte af farver. Nigritella afgiver en stærk vaniljeduft, som minder os om at vanilje udvindes af frugten fra en tropisk orkidé.

I helt op til 3000 meters højde kan man finde orkidéer. I denne højde er det muligt at finde verdens mindste orkidé, Chamorchis alpina. Blomsterne på denne art er mindre end fem millimeter i tværmål. Eftersom blomsterne er grønne tiltrækker de sig ikke megen opmærksomhed. Alligevel har denne art sin egen vigtige plads i dette alpeområdes økosystem.

Efter at have rejst over Alperne når vi Middelhavsområdet. Her vokser der flere orkidéarter end noget andet sted i Europa, og variationen er forbløffende. De arter der vokser her holder af varme og blomstrer kun i det tidlige forår. I den regnfattige sommer udtørrer al plantevækst, deriblandt orkidéerne, og man kan praktisk talt ikke finde nogen planter der står i blomst. Først når efterårsregnen begynder viser der sig igen friske grønne planter.

Orkidéerne reagerer på denne regn. På det tidspunkt får mange arter blade og overlever vinteren som en roset. Men først i det tidlige forår folder de pragtfulde blomster sig ud. Arterne fra slægten Ophrys er typiske for plantevæksten i Middelhavsområdet. For at blive bestøvet er mange af disse arter afhængige af haninsekter der forveksler den insektlignende blomst med en parringsvillig gemalinde. Flere arter har fået navn efter de insekter de ligner, som for eksempel flueblomsten (Ophrys insectifera) og Ophrys sphegodes, der på engelsk bliver kaldt ’spider orchid’ (edderkoporkidéen), og Ophrys bombyliflora, ’bumblebee orchid’ (humlebiorkidéen). Efter denne ’parringsakt’ bærer insektet ubevidst blomsterstøvet videre til andre blomster af samme art. Bestøvningen finder sted, og frøene kan begynde at dannes. Denne metode er forbløffende sikker.

Blandt nogle af Ophrys-arterne kender man til forskellige underarter. Hver af disse bliver bestøvet af en bestemt insektart. Når insekter der har fået støv på sig fra én orkidéart møder en orkidé med et andet farvemønster, bestøver de dem ikke. Til tider sker der dog ’uheld’ hvor andre arter fejlagtigt bliver bestøvet, hvilket resulterer i krydsninger. En gang imellem er disse krydsninger i stand til at frembringe frø og formere sig i stort omfang.

En anden særpræget slægt i Middelhavsområdet er tungeorkidéen (Serapias). Disse arter bliver bestøvet af insekter der tilbringer natten i et rørformet kammer inden i blomsten. Når insektet vågner har blomstens pollen sat sig på dets krop, og på den måde bliver andre blomster bestøvet den følgende nat.

Da vi rejste gennem Europa så vi mange storslåede naturområder fyldt med orkidéer. En hel del er dog forsvundet. I det tætbefolkede, industrialiserede og landbrugsmæssigt udviklede Europa er praktisk talt alle naturreservater på en eller anden måde truet. Syreregn, tørke, maksimal udnyttelse af landbrugsarealer, turisme og urbanisering er til fare for orkidéerne. Mange arter er efterhånden sjældne. I flere lande er visse arter derfor blevet fredet.

Det hjælper imidlertid kun lidt at lave forbud gennem lovgivning. Menneskene burde behandle skaberværket med respekt. I den nuværende, ufuldkomne tingenes ordning, hvor respekten for Skaberen og hans skaberværk er minimal, kan vi ikke forvente at naturen vil trives. Først i den nye verden vil retfærdselskende mennesker kunne glæde sig over en fuldkommen balance i naturen. (Esajas 35:1) Til den tid vil man forstå at værdsætte de mange orkidéarter fuldt og helt.

[Illustrationer på side 8, 9]

På disse to sider er der orkidéer som vokser i (1) Italien, (2) Holland, (3) på Alpernes højsletter, (4) kalkholdige græsningsområder og (5) lyngarealer. (6) Orchis papilonacea (sommerfugleorkidéen)