Når børn bortføres af deres forældre

EFTER at Cheryls mand i flere år havde slået hende, øvet psykisk terror og til sidst forladt hende til fordel for en anden kvinde, forlangte hun skilsmisse.a Retten gav hende forældremyndigheden over børnene. Efterhånden som hun fik lappet sin tilværelse sammen igen, begyndte hun at falde til ro — indtil en dag telefonen ringede. Det var hendes eksmand. Han sagde: „Hvis du vil se dine børn, må du gifte dig med mig igen.“ Faderen havde i en måned haft besøg af børnene i sit hjemland og nægtede nu at give dem tilbage til deres mor. Cheryls børn var blevet kidnappet.

Cheryl var helt knust. Hun skrev til udenrigsministeriet, men fandt ikke nogen lovlig måde hvorpå hun kunne få sine børn ud af det land de befandt sig i. Følelsen af fuldstændig magtesløshed som hun havde oplevet den i de svære år af sit ægteskab, kom tilbage. „Man ved ikke hvordan man skal komme ud af det,“ siger hun.

„Psykisk vold“

Man har kaldt det at forældre kidnapper deres børn for „den stærkeste form for psykisk vold“ der kan begås mod en mor eller far og et barn. Carolyn Zogg, leder af Child Find of America, Inc., en organisation der hjælper forældre med at finde deres forsvundne børn, siger om sådanne kidnappere: „Mange forældre gør det for at hævne sig. De benytter sig af den værst tænkelige metode og det mest sårbare punkt. Det er det område der er tættest på [den af forældrene der har forældremyndigheden] — deres guldklump, deres barn.... De tænker derfor ikke på barnet, kun på sig selv og på at få hævn — at få oprejsning.“

Når et barn bliver bortført er det ikke blot den ene af forældrene der oplever følelser som vrede, fortvivlelse, hjælpeløshed og bekymring. Barnets følelsesmæssige velbefindende vil næsten også altid blive spoleret. I nogle tilfælde bliver barnet måske tvunget til hele tiden at flytte eller gemme sig, og har ikke mulighed for at knytte sig til nogen, men må lægge øre til en forvrænget og løgnagtig fremstilling af sin mor eller far. Oplevelsen kan resultere i en række forstyrrelser som for eksempel sengevædning, søvnløshed, uselvstændighed, frygt for vinduer og døre, og ekstrem nervøsitet. Hos større børn kan det endda fremkalde sorg og vrede.

I De Forenede Stater er der hvert år over 350.000 sager hvor en far eller mor fjerner et barn, selv om han eller hun ikke har fået tilkendt forældremyndigheden, eller måske undlader at aflevere barnet på det aftalte tidspunkt. I over 100.000 af disse sager bliver barnet holdt skjult af et familiemedlem for at den tidligere ægtefælle aldrig mere skal få det at se. Nogle føres ud af staten eller endda ud af landet.

Andre grunde

Er det altid ønsket om genforening eller en hævngerrig indstilling der motiverer forældre til at bortføre deres børn? Michael Knipfing fra Child Find siger at nogle forældre er bange for at deres tidligere ægtefælle skal få forældremyndigheden og derfor „af frygt, på forhånd griber til handling“. Eller hvis det er blevet afgjort hvem der får forældremyndigheden og den ene bliver ved med at nægte den anden samkvemsret, vil denne måske handle i frustration. Knipfing siger: „Hvis man elsker sit barn og bliver nægtet at se det, er man tilbøjelig til at tro at der ikke er nogen anden udvej end at få fat i barnet og stikke af.“

Han siger også at ’de fleste ikke ved hvilke konsekvenser det har at bortføre et barn. De indser ikke at de får svært ved at finde et arbejde; at der er udstedt arrestordre på dem. De tror at det er et problem som kun vedkommer dem og deres tidligere ægtefælle. De tænker ikke på at politiet bliver involveret. De har nu brug for to advokater i stedet for én, fordi de både bliver anklaget af kriminalretten og har en sag kørende i civilretten; det sidste får indflydelse på hvem der får forældremyndigheden over barnet.’

Nogle forældre mistænker måske den anden part for at gøre barnet fortræd. Hvis retssystemet er langsomt, griber en desperat mor eller far måske til handling uanset konsekvenserne. Det var det der skete i sagen om Hilary Morgan på fem år. En børnepsykiater rådede til at Hilary holdt op med at besøge sin far og kaldte beviset på misbrug „tydeligt og overbevisende“. Men retten afgjorde at beviserne var mangelfulde og tilkendte faderen fuld samkvemsret. Hilarys mor, dr. Elizabeth Morgan, nægtede at acceptere afgørelsen og skjulte sin datter. Der er stor sympati fra offentlighedens side når en mor eller en far i sådanne situationer kidnapper sit barn og flygter i sikkerhed.

Elizabeth Morgan mistede sin kirurgiske praksis, sad over to år i fængsel og kom til samlet at skylde det der svarer til rundt regnet 9 millioner kroner i læge- og retshjælp. Hun siger til U.S.News & World Report: „Eksperterne har fortalt mig at hvis jeg ikke øjeblikkelig havde sat en stopper for misbruget, ville mit barn være blevet sindssygt. . . . Jeg måtte gøre det som retten nægtede at gøre: Redde mit barn.“

Forskerne Greif og Hegar har gjort nogle gode iagttagelser i forbindelse med dette at børn bliver bortført af deres forældre: „Disse episoder er i allerhøjeste grad komplekse, de er som en dyb sø der tager sig forskellig ud afhængigt af hvilken vinkel man ser den fra; hver gang man stirrer ned i vandet ser man noget nyt.“ — When Parents Kidnap — The Families Behind the Headlines.

Ud over de børn som bliver bortført af deres forældre eller af fremmede, forsvinder der på verdensplan millioner af børn — børn som er blevet ladt i stikken eller som selv er stukket af. Hvem er de, og hvad sker der med dem?

[Fodnote]