Et gensyn med Rusland

En af de største forandringer i det tidligere sovjetunionen er religionsfriheden. mange russere har udnyttet denne frihed til at undersøge bibelen. det har nærmest resulteret i et nutidigt mirakel.

HVOR blev jeg overrasket da jeg den 28. juli 1993 skulle til at læse formiddagsavisen New York Times og på forsiden så et billede af en massedåb i Moskva. Billedteksten lød: „Efter religionens frigivelse i Rusland samledes en mængde nyomvendte på Moskvas Lokomotiv-stadion for at blive døbt som Jehovas vidner.“

Dagen før var min hustru og jeg kommet hjem fra Rusland. Vi havde overværet denne dåb, hvor 1489 var blevet døbt. Russernes kærlighed til kristendommen og deres interesse for åndelige emner havde gjort et stort indtryk på os. En oplevelse vi havde efter stævnets afsluttende program søndag eftermiddag understreger dette.

Da vi tog metroen hjem til vort hotel, kom jeg til at sidde ved siden af en ung mand på måske 18 eller 19 år. Jeg rakte ham den bibelske traktat Hvilket håb er der for de døde?a på russisk. Efter kort at have kigget den igennem, gav han den til sin mor. Jeg gav derfor den unge mand endnu en traktat. Han pegede på spørgsmålet i indledningen, „Hvis en . . . mand dør, kan han så leve igen?“ Og lidt mistroisk spurgte han på engelsk: „Tror du på det?“ — Job 14:14.

Jeg så ham lige ind i øjnene, og med fast overbevisning svarede jeg: „Det kan du tro jeg gør.“ Og tilføjede straks: „Tænk engang over hvilket mirakel det fornuftbegavede og tænkende menneske egentlig er. Et højere Væsen må være årsag til de love der styrer den proces som gør os til mennesker. Jeg tror derfor også at dette højere Væsen kan vække en der er død, til live igen.“

Den unge mand gav sig straks til at læse traktaten. Da han var færdig med at læse den, rakte jeg ham den russiske udgave af brochuren Er Gud interesseret i os?* Han ville gerne have mere at vide, men vi skulle af ved den næste station. Skønt denne unge mand og hans mor skulle nå et bestemt tog den aften, stod de af sammen med os for i nogle få minutter at fortsætte samtalen. Efter kort at have fortalt om vort bibelstudieprogram viste jeg ham en adresse bag på brochuren hvortil han kunne skrive efter flere oplysninger.

Dagen efter skulle vi rejse hjem fra Rusland, men oplevelser som denne gør et uudsletteligt indtryk.

Uforglemmelige Rusland

Jeg kunne ikke glemme det utrolige antal mennesker som var blevet døbt efter at forbudet mod Jehovas Vidner i det tidligere Sovjetunionen endelig blev ophævet i marts 1991. I sommeren 1991 blev der hurtigt organiseret syv stævner, og 7820 symboliserede deres indvielse ved vanddåben. Ved sommerstævnerne i 1993, deriblandt det vi overværede i Moskva, blev i alt 11.238 døbt.

Mange russere har lagt mærke til Jehovas vidners nidkære forkyndelse, og Bibelens budskab har nærmest fået en mirakuløs modtagelse.

’Hvordan har denne hurtige vækst været mulig?’ spurgte vi os selv. ’Hvor meget kender russerne egentlig til Bibelen?’

Da et ægtepar som bor i Moskva sagde at de nok skulle sørge for logi til os hvis vi igen kom til Rusland, begyndte vi at lægge rejseplaner. Vore forventninger steg da vi modtog yderligere rapporter om russernes usædvanlige interesse for Rigets budskab.

En hjertelig russisk familie

Den 24. juli ankom vi med vore kufferter til vort logi i Moskva — en lejlighed på første sal som lå omkring ti minutters gang fra den boligblok vore venner bor i. Katia på 15 år var den eneste i familien som var hjemme for at tage imod os. Det var søndag eftermiddag, og resten af familien var stadig ude at forkynde.

Kort efter begyndte de andre i familien at komme hjem — Galina, moderen; Zhenia på 13 år, den yngste datter; og til sidst Viktor, faderen. Ingen af dem kunne særlig meget engelsk, og vi kunne endnu mindre russisk. Det var forholdsvis nemt at tale sammen når vore engelsktalende venner var til stede og oversatte, men det var vanskeligt når de var taget af sted. Vi brugte en russisk-engelsk ordbog og beskrivende gestus. Katia og Zhenia var gode til at gøre sig forståelige fordi de havde lært tegnsprog.

For kun to år siden blev hele familien døbt samtidig. Viktor er menighedstjener og pigerne udnytter deres skoleferier til at bruge mere tid i forkyndelsen. De er heller ikke bange for at fortælle om deres tro i skolen. Faktisk har deres forkyndelse tiltrukket sig myndighedernes opmærksomhed uden for deres skoledistrikt. Vi blev meget imponerede da vi fik at vide at familien hver uge ledede 28 hjemmebibelstudier med interesserede.

Det var tydeligt at alle i familien var optaget af bibelstudium og forkyndelse, og vi kunne se at det havde beriget deres tilværelse. De ligefrem strålede af glæde. — Apostelgerninger 20:35.

Velbevandret i Bibelen

Om aftenen inden vi gik i seng legede vi en bibelquiz med familien. Først spurgte jeg hvad der står i Åbenbaringen 21:3, 4. Straks, næsten i kor, citerede pigerne skriftstedet. Derefter spurgte jeg hvad der står i Esajas 2:4. Det vidste de også, og de brugte endda gestus for at vise hvordan sværd smedes til plovjern.

Jeg fortsatte med skriftsteder i Esajas’ Bog der fortæller om Riget og velsignelserne i den nye verden, skriftsteder som Esajas 9:6, 7; 11:6-9; 25:8; 33:24; 35:5, 6 og 65:21, 22. Uden at kigge i Bibelen kunne familien genfortælle tanken i hvert skriftsted. Pigerne viste flere gange at de kendte skriftstedet ved beskrivende gestus, som for eksempel et barn der fører en løve.

En anden aften kiggede vi på skriftsteder der fortæller hvem Gud er. Vi koncentrerede os om dem der viser at Jesus er underlagt Gud, og at Gud og Jesus ikke er én person men er i samhørighed med hinanden. Familien kunne huske hvad der for eksempel står i Johannes 10:30, Johannes 17:20, 21 og Første Korintherbrev 11:3. Min hustru og jeg var imponerede over hvor godt de kendte deres Bibel.

Tirsdag formiddag var vi en halv snes stykker der mødtes og tog metroen til en smuk park hvor vi i to og en halv time forkyndte for folk. Vi delte os op og arbejdede sammen to og to. En af dem jeg fulgtes med hed Nadia, en ung russisk pige som var dygtig til at henvende sig til folk og indlede en samtale. Hun var særlig god til at rette opmærksomheden mod Guds tanker i Bibelen. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hun må være en erfaren forkynder.’ Senere blev jeg overrasket over at høre at hun kun var 17 år og blot havde været døbt i to måneder.

Vi havde mange lignende oplevelser, der fortalte os at situationen i Rusland er noget for sig. Siden kommunismens fald har russerne været ivrige efter at lære Bibelen at kende. De fleste er veluddannede og elsker at læse. Selv de unge er dygtige til at læse og forstå, hvilket vi fik bevis for da vi besøgte en russisk familie der havde lært sandheden at kende endnu før Jehovas Vidners arbejde var blevet legaliseret.

Ægteparrets dreng sagde at han gerne ville stille et spørgsmål. Ved hjælp af en oversætter fortalte han os hvad han havde på hjerte. Jeg blev så rørt at jeg foreslog ham at skrive sin anmodning ned, så ville jeg sende den videre til udgiverne af Vågn op! Han satte sig straks ned og skrev et brev. Det følgende er en oversættelse af det han skrev. Brevet er gengivet på side 25.

„Serosha skriver fra Rusland til Vagttårnets Selskab. Jeg er syv år gammel, og jeg går allerede ud og forkynder med mor og far. Jeg elsker at fortælle folk om Guds rige. Jeg elsker også at læse Vågn op! Det udkommer på russisk én gang om måneden men på engelsk to gange om måneden. Jeg kunne meget godt tænke mig at få dette blad to gange om måneden fordi jeg er meget, meget glad for det. Vil I ikke nok sørge for det?“

Det var ikke nemt at skulle forlade vore venner i Moskva. På kort tid var vi kommet til at holde meget af dem.

Sammenlignet med de første kristne

Vi tog nattoget til Tallinn i Estland. Her så vi de nye smukke bygninger hvorfra forkyndelsesarbejdet nu bliver organiseret i denne tidligere Sovjetrepublik. Efter tre dage tog vi toget til Skt. Petersborg. Begge steder ville vore trosfæller gerne høre hvordan forkyndelsesarbejdet gik i Moskva. „Efter at have været der og set væksten,“ svarede jeg, „har jeg fået en større forståelse af det der står i de indledende vers af Apostelgerninger, kapitel 17, og i Thessalonikerbrevene.“

Jeg har altid været forundret over at der i Thessalonika tilsyneladende var blevet oprettet en menighed få uger efter at apostelen Paulus var kommet til byen. Jeg var også blevet forbavset over at Paulus omkring et år senere skrev to breve til disse nye kristne hvori han behandlede så dybe åndelige emner som opstandelsen, det at „rykkes bort i skyer“, „Jehovas dag“, bekendtgørelsen af „fred og sikkerhed“, og „vor Herre Jesu Kristi nærværelse“. (1 Thessaloniker 4:13-17; 5:1-3; 2 Thessaloniker 2:1, 2) De første kristnes nidkære forkyndelse resulterede faktisk i et datidigt mirakel — en moden, åndeligt stærk international organisation af forkyndere på meget kort tid. Omkring ti år senere skrev Paulus at „den gode nyhed“ var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

Det der foregår i Rusland minder mig meget om det der skete i det første århundrede.

En kamp at følge med væksten

Rusland er jordens største land, og det er derfor en stor opgave at undervise de tusinder der forkynder den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.

Bibelen siger om dem der forkyndte kristendommen i det første århundrede: „Jehovas hånd var med dem, og et stort antal som fik tro vendte sig til Herren.“ (Apostelgerninger 11:21) Vi synes at disse ord passer fint på vore kristne brødre i Rusland. Vi håber at marken i Rusland vil fortsætte med at være moden til åndelig høst, og at yderligere tusinder må tage del i det storslåede privilegium at hjælpe endnu flere ind på livets vej. — Indsendt.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 24, 25]

Øverst: Familien vi boede hos. Derunder og til højre: Forkyndelse i parken. Nederst, modsatte side: Serosha og hans brev

[Illustration på side 26]

Vagttårnsselskabets nye bygninger i Tallinn i Estland