Moskva — Byen der har rundet sit 850 års jubilæum

„KOM til mig, broder, til Moskva.“ Denne invitation fra Jurij Dolgorukij til en medfyrste i 1147 synes at udgøre den første omtale af Moskva i de historiske annaler. Tidspunktet — det er 850 år siden — er blevet anerkendt som året for grundlæggelsen af Moskva, Ruslands hovedstad, skønt arkæologiske fund viser at området var beboet langt tidligere.

Som forberedelse til Moskvas 850 års jubilæum blev i hundredvis af faciliteter i byen restaureret eller fik en ansigtsløftning — det gjaldt stadioner, teatre, kirker, jernbanestationer, parker og offentlige bygninger. En fantastisk forvandling! „Hele husblokke er uigenkendelige,“ bemærker en moskovit.

Under et besøg i juni så vi arbejdshold i gang med restaurering overalt i bymidten, omkring Den Røde Plads. De arbejdede i døgndrift. Og alle steder blev man mindet om 850-årsjubilæet — i forretningsvinduer, i metroen, på lygtepæle og på varer. Der var endda et indslag om det ved en forestilling i Moskvas cirkus.

I september da tusinder af besøgende fra hele kloden var til stede ved festlighederne i forbindelse med det særlige jubilæum, kunne man tydeligt se at Moskva var blevet pænere. Ja, trods frygtelige modgangstider op gennem historien lever Moskva i bedste velgående.

En bibelkyndig fra begyndelsen af det forrige århundrede havde åbenbart en sådan periode i tanke da han omtalte „krigen“ der forbindes med „Harmagedon“ i Bibelen. (Åbenbaringen 16:14, 16) Han nævnte at nogle havde ment at det sted der kaldes Harmagedon, måtte være Moskva — skønt han ikke selv var af den opfattelse.a

Hvorfor fremsatte nogle den påstand? Lad os betragte Moskvas fascinerende og til tider sørgelige historie.

Den unge by kæmper for at overleve

Moskva ligger ved et strategisk skæringspunkt nær store floder (Oka, Volga, Don og Dnepr) og vigtige trafikårer. Det var fyrst Dolgorukij som „grundlagde byen Moskva,“ siger en krønike fra 1156; den hentyder åbenbart til at han anlagde de første fæstningsvolde med et plankeværk på toppen. Dette citadel, på russisk Kreml, lå på et jordstykke der var kilet ind mellem floden Moskva og Neglinnaja, en lille biflod.

Efter blot 21 år skete der sørgeligt nok det at fyrsten af det nærliggende Rjasan „kom imod Moskva og brændte hele byen ned“. Moskva blev genopbygget, men i december 1237 blev byen indtaget og brændt ned til grunden af mongolerne under Batu Khan, barnebarn af den berømte Djengis Khan. Igen i 1293 plyndrede mongolerne byen. Bemærkelsesværdigt nok overlevede den hvert af disse hårde slag.

I 1326 fremstod byen som Ruslands religiøse centrum da fyrsten af Moskva, Ivan Kalita, overtalte den russisk-ortodokse kirkes overhoved til at bosætte sig i Moskva.

I tiden for Ivan den Stores styre (fra 1462 til 1505) havde Moskva omsider opnået uafhængighed af mongolerne. I 1453 faldt Konstantinopel (nu Istanbul) for osmannerne, hvorefter de russiske herskere stod tilbage som de eneste ortodokse monarker i verden. Moskva kom derfor til at stå som „det tredje Rom“, og de russiske regenter blev kaldt zarer (af latin „cæsar“).

Mod slutningen af Ivan den Stores styre — da Christoffer Columbus foretog rejser til Amerika — blev Kreml udvidet, og der blev bygget mure og tårne af sten som stort set uændrede har overlevet til i dag. Muren er over to kilometer lang, cirka seks meter tyk og atten meter høj, og den indhegner Kremlområdets næsten 30 hektarer.

Det overrasker mange at Moskva i midten af 1500-tallet efter sigende var større end London. Men så blev byen ramt af en katastrofe, en altfortærende brand, der praktisk talt gjorde alle dens indbyggere hjemløse. Det skete den 21. juni 1547. Endnu en gang rejste de hårdføre moskovitter sig. Det var i den forbindelse at Vasilij-katedralen blev bygget til minde om sejrene over tatarerne, eller mongolerne, i Kasan. Endnu i dag er dette arkitektoniske mesterværk på Den Røde Plads (fuldført i 1561) kendt vidt og bredt som et symbol på Moskva.

Cirka ti år senere, i 1571, indtog Krim-tatarerne Moskva og anrettede umådelige ødelæggelser. De brændte næsten alt undtagen Kreml. Optegnelser viser at kun 30.000 af byens 200.000 indbyggere overlevede. „Floden Moskva var så fyldt med lig at dens løb blev omdirigeret, og vandet var blodrødt flere kilometer nede ad floden,“ skriver redaktørerne af Time-Life-bøgerne i Rise of Russia.

Endnu en gang måtte Moskva genopbygges. Og det blev den! Med tiden bredte byen sig som en ring rundt om Kreml med flere mure der omsluttede sektioner som Kitaj-gorod, Den Hvide By og Jordbyen. Denne cirkelform har Moskva også i dag, hvor murene er erstattet af ringveje med Kreml i centrum.

I 1500-tallet led moskovitterne meget under det styre som Ivan den Stores barnebarn, Ivan den Grusomme, udøvede. I 1598 døde Ivan den Grusommes søn og efterfølger, Fjodor, uden at efterlade sig en arving. Derefter begyndte „det store kaos“, som i Rise of Russia kaldes „den mest kaotiske og forvirrende periode i den russiske historie“. Den varede i cirka 15 år.

Udholdenhed under en meget alvorlig krise

Kort efter at Boris Godunov, Fjodors svoger, besteg tronen, blev Moskva ramt af en frygtelig tørke og hungersnød. I løbet af syv måneder i 1602 døde der angiveligt 50.000. I alt omkom der i årene 1601 til 1603 mere end 120.000 mennesker i byen.

I kølvandet på denne katastrofe blev Rusland invaderet af polske soldater anført af en mand der hævdede at være fyrst Dmitrij, søn af Ivan den Grusomme. Der er vidnesbyrd om at den ægte Dmitrij var blevet dræbt i 1591. Da Godunov uventet døde i 1605, drog den falske Dmitrij ind i Moskva og blev kronet til zar. Efter blot 13 måneders styre blev han ryddet af vejen af modstandere.

Der dukkede andre bedragere op som gjorde krav på tronen, deriblandt en anden falsk Dmitrij som også blev støttet af Polen. Intriger, borgerkrig og mord florerede. Kong Sigismund III Vasa af Polen invaderede Rusland i 1609, og med tiden blev der underskrevet en traktat som gjorde hans søn Władysław IV Vasa til russisk zar. Da polakkerne i 1610 drog ind i Moskva, kom byen under polsk kontrol. Men russerne samlede sig snart mod polakkerne, og i 1612 blev disse fordrevet fra Moskva.

Disse forfærdelige trængselstider gjorde Moskva til ’en ødemark med kilometerlange veje oversået med tidsler og ukrudt’. Muren til Jordbyen var brændt, og bygningerne i Kreml var forfaldne. En besøgende svensk gesandt udtalte: „Dét var så den frygtelige og ødelæggende ende for den berømte by Moskva.“ Men han tog fejl.

I 1613 blev en fyrste af Romanov-slægten valgt til zar, og dette nye dynasti af zarer varede mere end 300 år. Skønt den nye, unge zar Mikhail angiveligt „ikke havde nogen bopæl“ på grund af ødelæggelserne, blev Moskva genopbygget og blev atter en af verdens største byer.

I 1712 flyttede zar Peter den Store, Mikhails barnebarn, Ruslands hovedstad fra Moskva til Sankt Petersborg, som han havde bygget ved Østersøen. Men Moskva forblev Ruslands elskede „hjerte“. Den franske kejser Napoleon Bonaparte skal under et erobringstogt have sagt: ’Hvis jeg indtager Petersborg, tager jeg Rusland ved dets hoved, og hvis jeg indtager Moskva, ødelægger jeg dets hjerte.’

Napoleon indtog Moskva, men som historien viser, var det hans hjerte der blev ødelagt. Det der skete i Moskva, var så forfærdeligt at det tilsyneladende fik nogle til at identificere byen med Harmagedon.

Moskva rejser sig fra asken

I foråret 1812 invaderede Napoleon Rusland med en hærstyrke på hele 600.000. Russerne anvendte „den brændte jords taktik“ under deres retræte og efterlod intet til fjenden. Til sidst stod et forladt Moskva tilbage til franskmændene.

Ifølge mange forskere ville moskovitterne hellere sætte ild til byen end lade franskmændene få den. „Et stormvejr gjorde ildebranden til et veritabelt helvede,“ beretter en russisk historiebog. Franskmændene stod tilbage uden proviant og foder. Historiebogen fortæller: „Ikke en eneste sæk mel eller et eneste vognlæs hø overlod det russiske folk til den franske hær.“ Franskmændene havde intet valg; de måtte forlade Moskva mindre end seks uger efter indrykningen, og de mistede praktisk talt hele hæren på tilbagetoget.

Moskovitternes mod havde reddet deres glansfulde by, og med stor beslutsomhed genrejste de byen af asken. Aleksandr Pusjkin, der af mange anses for at være Ruslands største digter, var 13 år da Napoleon invaderede Moskva, Pusjkins elskede fødeby. Om Moskva skrev han: „Hvilke tanker skyller ikke igennem enhver loyal russer ved det ord! Hvor dybt et ekko høres ikke!“

Overlevelse og fremgang

Mange nulevende husker eller har set på film hvilke forfærdelige forhold moskovitterne oplevede under den russiske revolution der begyndte i 1917. Men byen har ikke blot overlevet, den har haft fremgang. Der er blevet bygget en metro, og der er blevet anlagt en kanal, Moskva-Volgakanalen, som forsyner byen med vand. Analfabetismen er stort set blevet udryddet, og mod slutningen af 1930’erne havde Moskva over tusind biblioteker.

I 1937 skrev en tidligere borgmester fra Manchester i England i bogen Moscow in the Making: „Hvis ikke der kommer nogen storkrig, . . . tror jeg at Moskva ved slutningen af tiårsplanen vil være godt på vej til at være den bedst planlagte storby verden nogen sinde har kendt, både hvad angår sundhed, komfort og bekvemmeligheder for alle indbyggere.“

Men i juni 1941 satte Tyskland et uprovokeret angreb ind mod Rusland, som det ellers mindre end to år tidligere havde underskrevet en ikkeangrebspagt med. I oktober lå de tyske soldater mindre end 40 kilometer fra Kreml. Moskvas fald syntes uundgåeligt. Omkring halvdelen af Moskvas 4,5 millioner indbyggere var blevet evakueret. Cirka 500 fabrikker havde demonteret deres maskiner og sendt dem til andre områder i det østlige Rusland. Men Moskva nægtede at overgive sig. Byen gravede sig bogstavelig talt ned, barrikaderede sig og slog tyskernes angreb tilbage.

Moskva led stor skade ligesom mange andre russiske byer. En amerikansk reporter som boede der i 1930’erne og 1940’erne, skrev: „Moskva har gennemgået så meget i ét århundrede at jeg forundres over at den har overlevet.“ Ja, det er bemærkelsesværdigt at Moskva har formået at blive en af de største og vigtigste byer i vor tid.

Moskva har i dag mere end ni millioner indbyggere og dækker et areal på cirka 1000 kvadratkilometer, hvilket gør den større end byen New York. Et net af ringveje omkranser Kreml, og den mere end 100 kilometer lange „Ringvej Moskva“ udgør stort set den ydre bygrænse. Brede boulevarder skyder ud fra byens centrum som eger i et hjul.

De fleste moskovitter benytter imidlertid byens helt enestående metro, som nu er udvidet til ni linjer og 150 stationer, der dækker alle dele af byen. Moskvas metrostationer er i World Book Encyclopedia blevet kaldt „de mest kunstfærdige i verden“. Nogle af dem ligner paladser og er udsmykket med lysekroner, statuer, farvestrålende glas og marmor i store mængder. Ja, til de første 14 stationer medgik der mere end 70.000 kvadratmeter marmor, mere end den mængde der blev brugt i paladser under hele huset Romanovs 300-årige styre.

Byen forskønnes

Under vort besøg sidste sommer kørte vi med metroen ud for at se et af de største renoveringsprojekter — det kæmpemæssige Lenin Stadion, som har 103.000 siddepladser og blev opført i det sydlige Moskva i 1950’erne. Man var ved at sætte nye sæder op da vi kom, og vi fik også set skydetaget som gør det muligt at holde arrangementer hele året.

Facaden på det berømte stormagasin GUM over for Den Røde Plads havde også fået nyt udseende. På en af Kremls andre sider, der hvor Neglinnajas vande flød før den i forrige århundrede blev ledet ind under jorden, er åen genskabt kunstigt. Lige over for denne strøm var et gigantisk fleretages, underjordisk indkøbscenter med restauranter og andre faciliteter under opførelse. En skribent i Moskva har kaldt det „Europas største indkøbscenter“, men tilføjer: „Det tror de i hvert fald på borgmesterkontoret.“

I et andet område nær Kreml var der kraner overalt og stor byggeaktivitet. Man har fundet arkæologiske skatte i udgravningerne; et sted fandt man et depot med mere end 95.000 russiske og vesteuropæiske mønter fra det 15. til det 17. århundrede.

Kirker er blevet sat i stand eller genopbygget. Vor Frue af Kasan-katedralen, på Den Røde Plads, der blev ødelagt i 1936 og erstattet af et offentligt toilet, stod allerede færdig. Den kæmpemæssige katedral „Kristus Frelseren“, der blev bygget for at fejre sejren over Napoleon, var blevet sprængt i luften i 1931 under en kommunistisk antireligiøs kampagne. Under vort besøg stod den næsten færdig på sin tidligere plads, hvor der ellers i årevis havde ligget en stor, opvarmet udendørs swimmingpool.

Det var fascinerende at besøge byggepladserne, især med tanke på det nye udseende som Moskva ville have ved årets slutning. Det der imidlertid tiltaler os mest ved Moskva, er indbyggerne. En Moskvakorrespondent har engang bemærket: „Den besøgende bliver overvældet af den rodfæstede venlighed som moskovitterne er i stand til at udvise.“ Det var også hvad vi oplevede, især når vi sad tæt omkring et lille køkkenbord og nød en russisk families kærlighed og gæstfrihed.

Glædeligvis har mange moskovitter også lært hvad der er den sande betydning af Harmagedon, en krig hvori Skaberen vil rense hele jorden. Dette vil bane vej for at alle som elsker ham, kan leve sammen, ikke med fordomme og mistænksomhed, men i gensidig forståelse og tillid, som børn af Gud der elsker hinanden og enigt tjener Ham. (Johannes 13:34, 35; 1 Johannes 2:17; Åbenbaringen 21:3, 4) — Indsendt.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Vasilij-katedralen og Kremls mure, kendte symboler på Moskva

[Illustration på side 15]

Overalt blev man mindet om 850-årsjubilæet

[Illustration på side 16]

Det berømte stormagasin GUM med sit nye udseende

[Illustration på side 16]

Mange metrostationer

[Illustration på side 17]

ligner paladser

[Kildeangivelse]

Tass/Sovfoto

[Illustration på side 17]

Lenin Stadion restaureres

[Illustration på side 17]

Nye anlæg uden for Kreml

[Illustrationer på side 18]

Der syntes at være kraner overalt, og der var stor byggeaktivitet