Kunsten at tale sammen
ALLE mennesker har et grundlæggende behov for at spise, sove og arbejde. Men et andet meget stort behov må også dækkes. Hvilket behov er det?
Tænk over hvad en mand der tilbragte fem år i enecelle, har sagt. I den situation blev han nægtet noget som ellers gør livet værd at leve. „Jeg længtes efter at være sammen med andre, at have nogen som jeg kunne udveksle tanker med eller tale med.“ Han fortæller videre: „Jeg blev klar over at jeg måtte gøre noget for at modarbejde ensomheden, ellers ville mit sind blive påvirket af den ensomhed og stilhed der omgav mig.“
Ja, vi har et medfødt behov for at kommunikere, og når vi taler sammen dækker vi dette behov. Forskerne Dennis R. Smith og L. Keith Williamson har følgende kommentar: „Vi har behov for nogen som vi frit kan betro os til, nogen med hvem vi kan dele både vore største glæder og de bekymringer som foruroliger os allermest, nogen som vi kan tale med.“
Vi har behov for at meddele os til andre!
Mennesket er udrustet med talens forunderlige gave. Vi er faktisk skabt til at føre samtaler med hinanden. En mand gjorde denne iagttagelse: „Gud har skabt os med en trang til at søge selskab med hinanden. Derfor vil det føles som en straf hvis vi ikke har lejlighed til at tale med nogen, eller hvis andre hindrer os i at bruge vores evne til at kommunikere. Når man fører en samtale med andre, sker der noget betydningsfuldt. Man får det bedre selv, og man får gavn af at vide hvad andre tænker og føler.“
Elaine, en rejsende tilsynsmands hustru, forklarer: „Ord udtrykker følelser. Man kan ikke bare gå ud fra at ægtefællen véd hvor værdsat han eller hun er. Det er vigtigt at man får det sagt. Det er nødvendigt at høre ordene. Man har brug for at tale sammen.“
David, en søn af en kristen ældste, udtrykker sig på denne måde: „Nogle gange er jeg frustreret og helt i vildrede med mine følelser. Først er jeg tilbøjelig til ikke at sige noget, men så føler jeg et pres vokse inden i mig. Hvis jeg så taler med nogen, er det som om der bliver lukket op for en ventil så trykket tager af. Mens jeg taler har jeg mulighed for at finde ud af hvad jeg egentlig synes om mig selv, og bliver i stand til at få rede på tingene og finde en løsning.“
Hvad der kan hindre en god samtale
Det at tale med nogen udfylder virkelig et behov. Men der er mange ting der kan hindre en god samtale. For nogle er det endog en kamp — noget de helst vil undgå.
„Det meste af mit liv,“ siger Gary, „har jeg haft det bedst med at undgå samtaler.“ Han forklarer videre: „Det er fordi jeg har svært ved at blive fortrolig med nogen. Når jeg taler med andre er jeg bange for at jeg lyder dum eller at nogen skal gøre nar af det jeg siger.“
Elaine mener at hendes problem er generthed. Hun fortæller: „I min familie talte man ikke fortroligt med hinanden. Min far var meget truende i sin opførsel. Da jeg blev ældre følte jeg derfor ikke at jeg havde noget værdifuldt at sige andre.“ Ja, generthed kan skabe så store hindringer at lysten til at samtale forsvinder, og man lukker sig inde bag tavshedens mure!
„Det irriterer mig meget,“ siger John, en kristen ældste der indrømmer at han har problemer med ringe selvagtelse. „Hvis man giver efter for sin generthed, isolerer man sig selv. Selv om der er i snesevis af mennesker i et lokale, viger man tilbage for at tale med nogen af dem, og det er noget man selv må betale prisen for.“
En ældste ved navn Daniel har det anderledes: „Det falder mig naturligt at tale med andre. Men før jeg ved af det, har jeg afbrudt nogen og overtaget samtalen. Det bliver jeg klar over når min hustru får et bestemt udtryk i ansigtet — så véd jeg at nu har jeg gjort det igen, og jeg véd at hun har mistet glæden ved resten af samtalen.“
Hvordan kan disse hindringer for at føre en god samtale overvindes? Hvilke egenskaber er nødvendige for at mestre denne kunst? Hvordan kan de omsættes i praksis?
’Hvad skal jeg sige?’
’Hvad skal jeg tale om?’ ’Jeg ved ikke rigtig noget.’ ’Der er ingen der har lyst til at høre hvad jeg har at sige.’ Sådan tænker du måske, men det passer nok ikke i virkeligheden. Du véd mere end du selv er klar over. Noget af den viden vil sikkert interessere andre. For eksempel har du måske for nylig været ude at rejse. Andre vil sikkert gerne vide hvad der var anderledes ved det sted du besøgte.
Desuden kan og bør du forøge din almenviden ved at læse om forskellige emner. Det er en god vane hver dag at give sig tid til at læse. Jehovas Vidners publikationer indeholder både bibelske oplysninger og emner af almen interesse. Dine muligheder for at dele din viden med andre stiger i takt med den indsats du gør for at lære noget nyt. Et eksempel på dette er brochuren Undersøg daglig Skrifterne, som bruges af Jehovas vidner. Den kan hver dag give dig noget nyt at tænke over, noget som du kan bruge i dine samtaler med andre.
At man er med i en samtale betyder ikke at man skal snakke hele tiden. Begge parter bør udtrykke hvad de tænker og mener. Man skal give den anden mulighed for også at komme til orde. Hvis han er tavs kunne du måske få liv i samtalen ved at stille passende spørgsmål. Lad os antage at du taler med en ældre mand. I det tilfælde kunne du spørge ham lidt ud om hvad han har oplevet i livet, og hvilke tanker han har gjort sig om de omskiftelser der er sket i verden og i familielivet siden han var ung. Samtidig med at du lærer nye ting vil du sikkert synes at det er interessant at lytte til ham.
Vær en opmærksom tilhører
En samtale bliver mere udbytterig hvis begge parter lytter godt efter. Den måde hvorpå man lytter til andre kan være til støtte for dem som slæber rundt på tunge ’byrder’ og som har behov for hjælp. En mand følte sig tilovers, havde det elendigt og ringede derfor til en ven for at få hjælp. Selv om det var et meget ubelejligt tidspunkt for hans ven, lyttede han — i hele to timer! Manden ser nu tilbage på denne samtale som et vendepunkt i sit liv. Hvad var det ved samtalen der gav en sådan effekt? „Jeg hørte bare godt efter,“ forklarer den omsorgsfulde ven. „Jeg kan ikke huske at jeg sagde nogen særlige visdomsord. Jeg brugte bare de rigtige spørgsmål: ’Hvorfor føler du det på den måde?’ ’Hvorfor bekymrer det dig?’ ’Hvad tror du vil hjælpe?’ Da han svarede på mine spørgsmål besvarede han faktisk sine egne!“
Børn sætter stor pris på forældre som tager sig tid til at tale med dem. En teenager som hedder Scott siger: „Det er skønt når ens forældre kommer og spørger om der er noget der trykker én. Det har min far gjort her på det sidste, og det er en hjælp, for visse ting kan man bare ikke klare alene.“
En mand giver dette råd: „Man må skabe en atmosfære der giver ens børn lyst til at tale med én.“ Han bruger tid til regelmæssigt at være sammen med hvert enkelt af sine fire børn, for han er af den mening at hvis de unge skal udvikle en harmonisk personlighed, er det vigtigt at forældrene lytter forstående og opmærksomt til dem. Derfor lyder hans opfordring at man skal være parat til at lytte når et barn gerne vil snakke. Han siger: „Ligemeget hvor træt og bebyrdet man måtte være, må man aldrig afvise dem og derved kvæle deres lyst til at snakke! Lyt til dem.“
Andre reagerer positivt på oprigtig interesse
Mange har behov for sympati for at kunne åbne sig for andre i en samtale og udtrykke hvad de føler. En ung mand siger beklagende: „Jeg har behov for nogen at tale med, men hvem skal jeg gå til? Jeg har ikke let ved at tale med andre. Jeg har brug for nogen som vil interessere sig for min situation!“ En ægte, oprigtig interesse vil skabe en tillidsvækkende og tryg atmosfære hvor det er lettere at tale og åbne sit hjerte for en anden.
En mand fortæller: „For en række år siden prøvede jeg at tale med en ven om nogle familieproblemer som jeg havde vanskeligt ved at klare. Alt hvad han sagde, var: ’Stram dig an og tag hvad der kommer; vis dig som en mand, så skal alt nok ordne sig.’ Der var ingen dialog eller samtale, og det var bestemt ikke til nogen hjælp. Det fik mig faktisk til igen at blive indelukket. Helt anderledes var det da jeg senere talte med en af Jehovas Vidners ældste. Jeg kunne se på hans øjne, ansigtsudtryk og venlige måde at være på, at han var forstående. Han var oprigtigt interesseret, og derfor begyndte jeg at tale frit fra leveren. Han sagde: ’Vi vil gøre alt hvad vi kan for at støtte dig i din situation.’ Over for den slags mennesker kan man ikke andet end reagere positivt!“
Kunne flere af os ’udvide’ og involvere andre i meningsfyldte samtaler? Når vi ser en som er ladt uden for en gruppe, for genert til at deltage, prøver vi så at inddrage vedkommende i vores samtale? John, som blev nævnt tidligere, siger: „Fordi jeg af egen erfaring ved hvordan det føles, kan jeg sætte mig i vedkommendes sted, og jeg føler med ham!“ Han tilføjer: „Det er vigtigt at man henvender sig til vedkommende og får ham inddraget i samtalen. Man kan endda bede en stille bøn i den forbindelse.“
Dan siger om en af sine venner: „Roy manglede i så høj grad tro på sine egne evner til at føre en samtale at han altid trådte et par skridt tilbage når en gruppe samlede sig. Når dét skete, stillede jeg ham spørgsmålet: ’Roy, hvad var det du sagde om det eller det?’ Så begyndte han at sige noget. Det førte til at andre fik øje på en ukendt side af ham.“ Dan siger tilskyndende: „Giv ikke op når en anden har problemer med at snakke eller er svær at slå et ord af. Tænk ved dig selv at der inden i ham findes en tiltalende person som gerne vil tale. Bliv ved med at arbejde på at få ham til at udtale sig.“
Det vil gavne én selv at opdyrke kærlig og oprigtig interesse for andre — også hvis man har problemer med generthed. John fandt ud af at det hjalp ham til at overvinde sin tilbøjelighed til at isolere sig. Han forklarer: „Kærligheden . . . søger ikke sine egne interesser.“ (1 Korinther 13:4, 5) „For at efterleve dette må man interessere sig for andres situation og spørge til dem. Det hjælper ikke at give efter for sin utilstrækkelighed. Med bønnens hjælp kan man overvinde sin tilbøjelighed.“ Han tilføjer: „Man bliver rigt belønnet hvis man gør det. Man føler sig opbygget når man ser hvordan andre reagerer positivt og når man oplever deres begejstring. Det skulle anspore os til som noget helt naturligt at nærme os generte personer og give os i snak med dem.“
Empati — grundstenen i enhver samtale
Empati er et af de mest værdsatte af alle menneskelige karaktertræk. Men hvad er egentlig empati? Ifølge ph.d. Bernard Guerney ved Pennsylvania State University er empati ’evnen til at leve sig ind i et andet menneskes følelser og synspunkter — uanset om man er enig med vedkommende eller ej’. Hvilken rolle spiller empati i en samtale? „Den er grundstenen! Den er fundamentet som alt andet bygger på.“
Bernard Guerney forklarer at samtale er livsnerven i alle gode forhold til andre. Det er sandt at man ofte vil komme ud for meningsforskelle. Man må være villig til at tale om et problem for at kunne løse det og bevare det gode forhold. Men mange undgår netop at gøre det fordi de ikke ved hvordan man formulerer sig uden at den anden går i forsvarsposition og bliver vred. Ifølge ph.d. Guerney „forveksler mange indlevelsesevne og respekt for den andens standpunkt med dét at være enig med vedkommende i hans standpunkt. Som følge heraf undlader mange at vise forståelse og respekt hvis de bliver uenige. Empati åbner mulighed for at adskille enighed fra indlevelsesevne.“
Hvis man i tankerne prøver at sætte sig i den andens sted, vil man føle og tænke som den anden. Under sådanne omstændigheder vil man opdage hvordan ens oprigtige forståelse og respekt vokser, også selv om man ikke er enig med vedkommende.
Læg i den forbindelse mærke til Janet, som er moder til fire børn. På et tidspunkt følte hun sig modløs og uduelig. Hun forstår nu hvor vigtig en rolle empati spiller når man skal yde hjælp. Hun fortæller: „Jeg kan huske at da jeg selv mente at mit arbejde i hjemmet slet ikke levede op til forventningerne, talte min mand med mig og gjorde mig opmærksom på områder hvor jeg var til stor gavn og hjælp. Mens jeg græd lyttede han kærligt til mig, hvorefter han sagde noget der opmuntrede mig. Hvis han derimod havde forklejnet mine tanker eller sagt: ’Hvad er det for noget vrøvl?’ eller noget lignende, var jeg sikkert blevet tavs og havde vendt ham ryggen. Men i stedet havde vi den aften en lang og meningsfyldt samtale.“
Bernard Guerney konkluderer: ’Empati viser at man er interesseret; det fremmer kommunikationen — den udvidede form for udveksling af idéer og tanker som næsten alle ønsker og har behov for.’
Du kan godt!
Du kan blive en god samtalepartner. Vi har set på nogle fundamentale begreber som er vigtige at kende for at kunne mestre samtalens kunst. Men der er også en mængde andre egenskaber, deriblandt venlighed, humoristisk sans og taktfølelse, blot for at nævne nogle få. Men ligesom en kunstner der gennem øvelse og erfaring med stor dygtighed og energi fører penselen hen over lærredet for at skabe et smukt mesterværk, må vi arbejde på at udvikle disse nødvendige egenskaber.
Daniel er for eksempel blevet en god samtalepartner. Hvordan er han blevet det? Han har lært at kontrollere sin tilbøjelighed til at afbryde og dominere samtaler. Han indrømmer: „Jeg må gøre en bevidst indsats for ikke at dominere en samtale. Det betyder at jeg er nødt til at tøjle min tunge. Når jeg føler mig fristet til at føje små detaljer til samtalen, bremser jeg mig selv! Hvis jeg skønner at en kommentar vil ændre samtalens retning eller hindre andre i at give udtryk for deres mening, vælger jeg at tie stille!“
Hvad hjalp Elaine? Efter at hun havde fået nøjagtig kundskab om Bibelen opdagede hun at hun havde noget som var værd at tale med andre om. Hun siger: „Når jeg vender opmærksomheden bort fra mig selv og taler om åndelige emner, føler jeg mig bedre tilpas ved at tale med andre. Det hjælper også at læse det bibelske læsestof som vi modtager regelmæssigt. Når jeg hele tiden holder mig ajour, har jeg noget nyt og aktuelt at fortælle om, og jeg kan derfor lettere tale med andre.“
Forsøg at udvikle disse vigtige egenskaber når du taler med andre. Da vil samværet med dig virke forfriskende og du vil bringe andre glæde. Desuden vil du selv erfare glæden ved at kunne tale med andre, en kunst som dækker et menneskeligt behov.