Fra vore læsere
Tankefrihed Jeg har ofte bare ladet mine tanker drage på langfart og dvæle ved noget forkert. Jeg blev derfor temmelig overrasket da jeg læste artiklen „Hvad siger Bibelen: Er Bibelen imod at vi tænker selv?“ (8. juni 1994) Jeg vidste ikke at Jehova Gud betragter det som en synd hvis man bevidst lader tankerne gå i en gal retning. Jeg takker Jehova for hans klare vejledning, der vil hjælpe mig til at ændre min forkerte tankegang.
J. P., Filippinerne
Kærlighedsproblemer Mange tak for artiklerne „Unge spørger: Hvad skal jeg gøre hvis jeg falder for en ikketroende?“ (22. maj 1994) og „Jeg er forelsket i en ikketroende. Hvad skal jeg gøre?“ (8. juni 1994) En af mine arbejdskammerater udviklede stærke følelser for mig, og jeg opdagede at jeg også følte mig tiltrukket af hende. Jeg vidste det var forkert, og bad Jehova om hjælp. Da jeg så disse artikler, læste jeg dem igen og igen. Nu ved jeg at det er langt bedre at døje med de kortvarige hjertekvaler der vil komme af at afbryde forbindelsen end de livslange problemer et sådant nedbrydende forhold ville resultere i.
P. J., De Forenede Stater
Det var som om artiklerne var skrevet til mig. Jeg spekulerer på hvordan det ville være gået mig hvis disse artikler ikke var blevet udgivet. Tak fordi I behandler de problemer som unge kommer ud for.
S. J., Nigeria
Jeg er forelsket i en dreng i klassen. Han ser godt ud og er meget sød. Men efter at have læst artiklen har jeg flere gange spurgt mig selv: ’Har vi den samme livsstil og de samme mål i livet?’ Efter at have overvejet dette kan jeg se hvor fjollet jeg har været. Jeg vil så hurtigt som muligt prøve at komme over denne forelskelse.
S. T., Japan
Jeg blev forelsket i en ikketroende, og giftede mig med ham. Han kom kun til de kristne møder for at glæde mig. Lige så snart vi var blevet gift, ændrede han sig. Han prøvede endda at få mig til at holde op med at tjene Jehova. Han slog mig og var mig utro. Nu er jeg blevet skilt. Hvis bare alle unge kunne få øjnene op for hvor alvorligt det er at komme sammen med en ikketroende. Jeg ønsker ikke at nogen skal igennem det jeg har oplevet.
T. F., Puerto Rico
Stress Mange tak for artiklen „Hvad siger Bibelen: Hvordan kan man modvirke stress?“ (8. september 1994) Jeg har fået en kristen opdragelse men forlod sandheden i mine teenageår. Det er tre år siden jeg kom tilbage, og jeg er nu gift med en ikketroende. Jeg har tænkt meget på de fejl jeg har begået, men gjorde mig ikke klart at det er derfor jeg har været så stresset. Tak fordi I har hjulpet mig til at indse at der ikke kommer noget godt ud af at dvæle ved fortiden. Jeg bør i stedet tænke på fremtiden.
R. L., De Forenede Stater
I skrev at ’folk i alle aldre bliver stressede’. Jeg er 21 år og er meget stresset. Inden for otte måneder har jeg to gange været indlagt for muskelkramper og stressrelaterede migræneanfald. Hver gang har lægerne sagt til mig at jeg er for ung til at være udkørt. Men jeres artikel fik mig til at føle mig lidt bedre tilpas.
V. P., De Forenede Stater
Geografiundervisning Jeg er en pige på 11 år, og jeg var meget glad for artiklen „Titicacasøens flydende øer“. (22. juni 1994) I en geografitime spurgte læreren om der bor mennesker på Titicacasøen. Alle mine klassekammerater svarede nej. Men fordi jeg havde læst Vågn op! svarede jeg ja. Læreren spurgte mig hvor jeg vidste det fra, og jeg fik lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd.
S. B., Italien