Matrusjka — sikke en dukke!

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I RUSLAND

DET lader til at de fleste turister der kommer til Rusland vil have mig med hjem så snart de får øje på mig, også selv om jeg ikke er helt billig. Jeg ved egentlig ikke hvad de ser i mig. Det er trods alt ikke ret meget de ved om mig. Måske køber de mig bare fordi alle andre gør det. Men lad mig fortælle lidt om mig selv. Mit navn er Matrusjka, og jeg kommer fra — nej, lad mig begynde med begyndelsen.

Faktisk er der ikke rigtig nogen der ved hvor jeg stammer fra, eller hvem mine forældre er. Historien findes i to versioner. Nogle mener at jeg stammer fra den japanske ø Honshu, hvor jeg var et usædvanligt stykke legetøj bestående af flere dele der passede ind i hinanden. De siger at det var hustruen til en russisk protektor ved navn Savva I. Mamontov (1841-1918), der bragte mig til Rusland i slutningen af det 19. århundrede. Ifølge visse japanere var det imidlertid oprindelig en russisk munk der i Japan foreslog at gøre mig til en ganske særlig dukke. Men uanset hvordan det forholder sig, var russiske håndværkere med på idéen, og Matrusjka kom til verden.

I slutningen af 1880’erne gennemgik Rusland en økonomisk og kulturel udvikling. Samtidig var russerne blevet mere opmærksomme på at bevare deres folketradition, og i den hensigt at genoplive den russiske kultur begyndte intellektuelle at samles om Mamontov, deriblandt de berømte russiske malere Ilja Repin, Viktor Vasnetsov og Mikhail Vrubel. For at bevare mindet om den russiske bondestand blev der bygget kunstatelierer i nærheden af Moskva. Her samlede man folklore-genstande, legetøj og dukker fra alle dele af landet.

En professionel kunstner ved navn Sergej Maljutin kom med de første forslag til min udformning, og jeg så dengang noget anderledes ud. Jeg skulle forestille en rundkindet bondepige med store, klare øjne. Jeg bar en sarafan (en lang, ærmeløs kjortel med skulderstropper) og et farvestrålende tørklæde der næsten skjulte mit blanke, velfriserede hår. Inden i mig var der anbragt lignende figurer, den ene mindre end den anden. De var klædt i kosovorotkas (russiske bluser der knappes i den ene side), skjorter, poddjovkas (langlivede herrejakker) og forklæder. Sådan kom jeg til at se ud da man fulgte Maljutins skitser og satte mig i produktion i Moskva omkring 1891.

Jeg har tit undret mig over mit navn. Men jeg har fundet ud af at Matrjina (med den diminutive form Matrusjka) var et af de mest populære pigenavne i Rusland i slutningen af det 19. århundrede. Det kommer af det latinske ord matrona, der betyder „moder“, „respekteret dame“ eller „moder til en familie“. Det at sætte flere figurer inden i hinanden var ligeledes et passende symbol på frugtbarhed og uendelighed.

Ikke let at fremstille

Mange har prøvet selv at lave mig. Men det siges at det eneste de har gjort er at ødelægge en masse træ, for til sidst at give op. Det er egentlig ikke så underligt, eftersom det indtil for nylig var en hemmelighed hvordan jeg bliver fremstillet. Af den grund var det kun ganske få der havde mulighed for at eje mig. Men nu skal jeg betro dig hemmeligheden.

Det kræver stor dygtighed at lave mig. For det første må man vælge den rette træsort. Ofte vælger man lindetræ fordi det er et blødt materiale, men man kan også bruge el eller birk. Efter at træerne er blevet fældet, hvilket sædvanligvis sker i det tidlige forår, skrælles der kun lige så meget bark af dem at de ikke revner mens de tørrer. Bagefter stables stammerne så de får godt med luft under tørringen, der varer adskillige år.

Træskærerarbejdet skal udføres på det helt rigtige tidspunkt. Træet må hverken være for tørt eller for fugtigt, og kun en ekspert kan afgøre hvornår det har den rette beskaffenhed. Hvert stykke træ gennemgår i alt 15 forskellige processer. Den mindste dukke, som ikke kan skilles ad, bliver lavet først. Den er i nogle tilfælde så lille at man må anstrenge sig eller endda bruge et forstørrelsesglas for rigtigt at kunne se detaljerne på den.

Når håndværkeren har lavet den mindste dukke, går han i gang med den næste, som den første så skal være inden i. Et stykke træ skæres til så det får den rette højde, hvorefter det deles i to halvdele. Dukkens nederste halvdel formes først. Derefter udhules begge halvdele så den mindre dukke lige netop kan være indeni. En dygtig håndværker bekymrer sig ikke om at tage mål, men stoler udelukkende på sin erfaring. Nu gentages processen ved at der laves en lidt større dukke som kan rumme de to foregående.

Antallet af dukker der kan være inden i hinanden varierer fra 2 til 60. Den største dukke kan i nogle tilfælde være lige så høj som den person der har udformet den. Når træarbejdet er færdigt, får dukkerne et lag stivelsesagtig lim som giver dem en jævn overflade. Efter den endelige tørring poleres dukkerne så kunstmaleren kan male sine dekorationer på den blanke overflade. Derefter får dukkerne hver især deres helt eget præg.

Forandringer i tidens løb

Folk ændrer udseende når de bliver ældre, og det samme kan siges om mig. Matrusjka-håndværket bredte sig gradvis fra Moskva til andre byer, deriblandt Semenov, Polkhovskij Majdan, Vjatka og Tver.a Hvert sted udviklede sin egen stil og form for dekoration. Det foruroligede mig lidt at jeg sådan mistede min identitet, men jeg beklagede mig ikke. Under hundredårsfejringen af krigen i 1812 var der en som bestilte et sæt dukker der skulle forestille den russiske general Mikhail Kutusov og den franske general Napoleon Bonaparte. Disse to generaler udgjorde de største dukker og inden i dem fandtes de generaler de hver især havde haft kommandoen over under krigen.

Salget af den slags dukker var i lang tid under streng kontrol. Men de politiske omvæltninger i slutningen af 1980’erne gav håndværkerne nye muligheder og rettigheder. De kunne nu fremstille og sælge deres produkter uden at frygte for følgerne.

En af de første der gjorde dukkerne populære blandt offentligheden var en kunstmaler ved navn Sikorskij. Hans dukker er nogle af de dyreste, og et enkelt sæt kan koste helt op til 18.000 kroner. Det har givet andre kunstnere lyst til at være med og har bevirket at Matrusjka-produktionen i de sidste seks år har oplevet et gevaldigt fremstød.

Navnet Matrusjka bruges nu om alle de dukker der kan sættes inden i hinanden. De fremstilles med dekorationer over forskellige temaer: blomster, kirker, ikoner, folkeeventyr, familien og endda religiøse og politiske ledere. Dette store udbud er medvirkende til at prisen holdes på et rimeligt niveau.

I sommeren 1993, da jeg som sædvanlig stod i en glasmontre i Moskva, hørte jeg pludselig en gruppe udenlandske turister nærme sig. De talte noget om et stævne som Jehovas Vidner afholdt og at de som delegerede hver især ville have et eksemplar af mig med hjem til minde om denne fantastiske begivenhed. Jeg stirrede uforstående på dem. En af dem sagde, næsten som en slags forklaring: „For mig er hun ikke bare en souvenir. Mine venner skal se hendes øjne. Hun har det samme udtryk i øjnene som de russere jeg har fortalt om Guds rige og som har set at Guds navn findes i Bibelen.“

Jehovas Vidner? Guds rige? Guds navn? Bibelen? Mine øjne blev større og større jo mere jeg hørte, og mit hjerte begyndte at banke ved udsigten til at komme med disse venlige mennesker til helt andre dele af verden. Måske kunne jeg få mere at vide om hvorfor de egentlig var kommet til Rusland. Jeg er sikker på at det ikke bare var for at møde mig, en dukke ved navn Matrusjka.

[Fodnote]