Slaget ved Marathon — en verdensmagts forsmædelige nederlag

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

NÅR man nu til dags kommer ned ad bakkerne der omkranser Marathonsletten godt 40 kilometer nordøst for Athen, føler man sig straks grebet af den uforstyrrede fred og ro der præger stedet. Det er svært at fatte at her ligger skuepladsen for et af verdenshistoriens berømteste slag, et slag der hindrede den mesopotamiske verdensmagt i at få fodfæste i Europa. The World Book Encyclopedia kalder det „et af de vigtigste slag i den vestlige civilisations historie“. Og historikeren Will Durant beskriver dets udfald som „et af [historiens] mest utrolige“.

En verdensmagt bliver tirret

Profetierne i Daniels Bog i Bibelen skildrer levende verdensmagternes herredømme, ekspansion og rækkefølge. I symbolske og samtidig træffende vendinger beskriver Daniel verdensmagten Medo-Persien med følgende ord: „Se: Endnu et dyr, det andet, lignede en bjørn. . . . Man sagde følgende til det: ’Rejs dig, æd meget kød!’“ — Daniel 7:5.

Dette gik i opfyldelse. På sin magts tinde, omkring anden halvdel af det sjette århundrede f.v.t., lod Medo-Persien sine tilsyneladende uovervindelige hære anført af Kyros og Darius I feje vestpå gennem Lydien og videre til de nordgræske områder Thrakien og Makedonien, som også blev undertvunget. Det betød at knap halvdelen af den græsktalende verden på kort tid var faldet i persernes hænder, eftersom disse med erobringen af Lydien også havde annekteret Joniens græske kystbyer, som lå inden for Lydiens indflydelsessfære.

Kun bystaterne Athen og Eretria reagerede på de betrængte joniske byers råb om hjælp. Det hindrede dog ikke Persiens disciplinerede styrker i at besætte området og tvinge de oprørske jonere til underkastelse. Darius fandt det endvidere tilrådeligt at straffe de græske bystater for deres støtte til de joniske oprørere.

Da Athen, Sparta og Eretria med foragt havde afvist Persiens krav, sejlede et kampstærkt persisk ekspeditionskorps af rytteri og fodfolk mod Grækenland i forsommeren 490 f.v.t. I august var hæren rede til at indlede et angreb mod Athen og det tilhørende domæne, Attika.

Et spørgsmål om strategi

Perserne gik i land ved Marathon og krydsede Attikas sumpede østlige kystslette, som lå kun 42 kilometer fra Athen. Det så sort ud for athenerne, som lige akkurat kunne mønstre 9000 infanterister forstærket med 1000 mand fra Platææ, og de havde hverken rytteri eller bueskytter.a Athenerne anmodede Sparta om undsætning, men fik den besked at spartanerne først skulle være færdige med nogle ceremonier til ære for Apollon. Athenernes fåtallige mandskab måtte derfor ene tage kampen op med perserne.

Ti feltherrer havde stemmeret i et krigsråd og førte på skift hæren. Nu måtte de tage stilling til to spørgsmål. For det første: Skulle de holde styrkerne inde i Athen og blot forsvare byen, eller skulle de møde perserne på åben mark? Eftersom Athen savnede stærke beskyttende mure, var der i staben bred enighed om at kæmpe ved Marathon.

For det andet: Skulle de angribe trods de ulige betingelser — som især skyldtes persernes talmæssige overlegenhed — eller skulle de forholde sig afventende i håb om at spartanerne nåede frem tidsnok til at grækerne kunne slå det massive persiske angreb tilbage?

Miltiades — hærfører og strateg

Blandt grækerne fremtrådte der nu en leder i skikkelse af hærføreren Miltiades. Han var en erfaren og idérig feltherre, en veteran der havde kæmpet på persernes side under tidligere felttog i nord. Han havde således førstehåndskendskab til fjenden. Ikke blot var han godt inde i den persiske hærs opbygning, men kendte også dens våben og, allervigtigst, dens strategi. Desuden havde han i dagene op til slaget kløgtigt besigtiget slagmarken og dens omgivelser metodisk.

Miltiades var også klar over at hurtig handling var påkrævet, eftersom der i det nyoprettede athenske demokrati var perservenlige elementer der ville hilse et athensk nederlag velkomment. Natten før slaget sneg en persisk overløber sig ind i den græske lejr med den nyhed at det persiske rytteri midlertidigt havde trukket sig tilbage. Én teori går ud på at rytteriet var blevet indskibet med henblik på en eventuel landsætning på Attikas østkyst og fremrykning mod Athen. Dette kontingent skulle så erobre byen umiddelbart efter den næsten visse sejr ved Marathon. Hvad grunden end har været, var den farligste trussel mod den athenske fodfolksstyrke nu elimineret.

Ved daggry gik de græske falankser til angreb. (Se rammen side 24.) De overrumplede persere trak sig tilbage, men gik snart til modangreb og gennembrød den græske kamplinjes centrum. Det førte de intetanende persere lige i Miltiades’ veltilrettelagte fælde! Han havde bevidst svækket det græske centrum og til gengæld forstærket flankerne med flere rækker soldater. Nu trængte de stærke fløje pludselig sammen om perserne, gik løs på dem og tyndede hårdt ud i deres rækker. De tropper der havde held til at undslippe, flygtede ud på deres skibe. Det udviklede sig til en gigantisk massakre. Persernes tab var på omkring 6400 mand, mens athenerne kun havde 192 faldne.

Nyheden om den græske sejr blev ifølge sagnet overbragt Athen med et ilbud som fejlagtigt er blevet navngivet Feidippides. Feidippides var egentlig ham der inden slaget løb fra Athen til Sparta for at anmode om støtte. Legenden vil imidlertid vide at en anden ung græker løb de godt 42 kilometer fra Marathon til Athen, for ved ankomsten at råbe: „Glæd jer — sejren er vor!“ og derpå segne død om. Præstationen gik over i historien som det første maratonløb, det der har lagt navn til vore dages kendte idrætsdisciplin.

Det lykkedes at stikke nogle af de persiske skibe i brand, men størstedelen af flåden på 600 skibe havde held til at runde Attikas sydspids, Kap Soúnion, og nå Athen. Den sejrrige athenske hær kom imidlertid perserne i forkøbet og tvang dem på tilbagetog. En tilsyneladende overmægtig fjende var besejret!

Athenerne frydede sig, så meget desto mere som de havde vundet kampen uden spartanernes hjælp.

Slagets betydning

Mindesmærker af marmor og bronze ved Marathon og i Delfi har udødeliggjort den athenske triumf. Og ifølge historikeren Pausanias mente nogle rejsende så sent som 650 år senere at de havde hørt spøgelseslyde af kamptummel da de krydsede valpladsen.

Hvilken betydning har slaget ved Marathon, set under en bibelsk synsvinkel? Udfaldet var et fingerpeg om at den græske „gedebuk“ i Daniels profeti senere ville besejre „vædderen med de to horn“, Medo-Persien.b — Daniel 8:5-8.

Når man ved Marathon beskuer gravhøjen som ligger på slagmarken, bliver man mindet om de høje omkostninger i form af død og lidelser som menneskeheden har betalt i den uophørlige strid om magt og herredømme. Historiens blodplettede sider, de tavse slagmarker og de ensomme grave vidner om „store mænd“, „helte“ og „tabere“ der alle er blevet ofre for storpolitik og magtkamp. Men den tid er nær da alle politiske magtkampe vil være forbi. Gud har nemlig profeteret: „I de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 24]

Hoplit og falanks — hemmeligheden bag sejren

Ifølge bogen A Soaring Spirit (En himmelstræbende ånd) var der to afgørende grunde til athenernes sejr: „Hoplitterne, som de græske fodfolkssoldater blev kaldt, havde stærkere harnisker end deres persiske kolleger, mere robuste skjolde og længere lanser. Men af større betydning var det at de kæmpede med næsten maskinel effektivitet i falankser der i nogle tilfælde bestod af tolv geledder. Hvert geled sluttede så tæt at skjoldene udgjorde en næsten ubrudt mur. Ved synet af dem må perserne klart have erkendt hvorfor falanksen var oldtidens mest frygtindgydende slagorden.“

[Kildeangivelse]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck

[Illustrationer på side 23]

Marathonsletten. Indsat: Monument over de 192 athenere der faldt i slaget