Slaget ved Platææ — En „bjørn“ tvinges i knæ

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GRÆKENLAND

NOGLE få tavse tempelruiner. Nogle spredte, tilhuggede sten og nogle grusbelagte stier. En øde slette ved foden af et bjerg i nærheden af floden Asopós, 50 kilometer nordvest for Athen.

Intet røber at vi her står på selve det sted hvor en af de sidste akter i kampen mellem perserne og grækerne udspillede sig for cirka 2500 år siden. Dette var skuepladsen for det største slag til lands under perserkrigene — slaget ved Platææ.

Optakten til en konfrontation

Som en velkomponeret drejebog har Bibelen i sine profetier forudsagt verdensrigernes opkomst og fald århundreder i forvejen. I overensstemmelse med profetien har det medo-persiske verdensrige, symboliseret ved en bjørn og ved en vædder, bemægtiget sig nye områder ved ekspansionistiske fremstød hovedsagelig i vestlig retning. (Daniel 7:5; 8:4) I felttoget mod Grækenland led den persiske hær under kong Darius I imidlertid et knusende nederlag ved Marathon i 490 f.v.t. Fire år senere døde Darius.

Daniels profeti talte om endnu „tre konger i Persien“ og derefter om en fjerde konge, der ville „opbyde alt imod det græske rige“. Denne konge var Darius’ søn, Xerxes. (Daniel 11:2) For at gengælde det persiske nederlag ved Marathon sendte Xerxes en vældig hær mod det græske fastland i 480 f.v.t. Efter en dyrekøbt sejr ved Thermopylæ blev hans styrker imidlertid slået ved Salamis.a

Mardonios — en tilbageholdende feltherre?

En skamfuld Xerxes flygtede i huj og hast til Lydien mens han efterlod 300.000 af sine soldater under den erfarne feltherre Mardonios’ befaling. Han havde fået til opgave at holde orden i de erobrede områder i Grækenland. Fra sit vinterkvarter i Thessalien sendte Mardonios en gesandt til Athen med forslag og tilbud om fuldstændig forsoning med perserne, genopbygning af de nedbrændte templer, tilbagegivelse af områder og indgåelse af et forbund med perserne så Athen blev en fri by med eget styre. Men athenerne afviste hånligt tilbudet og vendte sig til Sparta efter militær støtte.

Af grækere som havde en anden mening og var perserne venligt stemt, fik Mardonios det råd at han kunne få de genstridige grækere over på sin side ved at bestikke deres ledere. Det ville Mardonios dog ikke nedværdige sig til. Han prøvede stadig at undgå en direkte konfrontation med grækerne og gav igen athenerne tilbud om overgivelse på gunstige vilkår. Men de holdt hårdnakket fast ved deres afslag.

Sidste akt

Dette førte til at sidste akt af konfrontationen mellem perserne og grækerne udspilledes i august 479 f.v.t. ved Platææ. Under anførsel af den spartanske hærfører Pausanias mødte omkring 40.000 græske infanterisoldater — som omfattede athenere, spartanere og tropper fra andre bystater — den 100.000 mand stærke hær under Mardonios.

De to hæres hovedstyrker, som begge var nervøse for et direkte sammenstød, nøjedes i tre uger med at prøve kræfter i mindre træfninger tværs over Asopósfloden uden at det kom til nogen afgørende kamp. Ifølge sagnet skal begge hære have fået løfte om sejr af deres respektive sandsigere hvis de holdt sig i defensiven. Men det persiske rytteri chikanerede uophørligt grækerne ved at opsnappe tiltrængte forsyninger og forgifte de kilder hvor grækerne hentede vand.

Efter Mardonios’ mening var enden på krigen umiddelbart forestående. Men den persiske feltherre havde undervurderet sin modstander. Lokket af håbet om en øjeblikkelig og iøjnefaldende sejr lod han i hast sin hær sætte over floden og gå til angreb.

Perserne rejste en mur af deres vidjeskjolde, og dækket bag dem sendte de en regn af pile mod deres modstandere. Persernes græske allierede angreb de 8000 athenere, mens Mardonios’ hovedstyrke angreb spartanerne, der udgjorde en styrke på 11.500 mand. For at beskytte sig mod pileregnen dukkede spartanerne sig bag deres skjolde, men derefter foretog de som en falanks et disciplineret modangreb. Med deres længere spyd og beskyttede af en tungere rustning styrede de lige mod perserne.

Overrumplede veg perserne tilbage. I mellemtiden havde athenerne gjort det af med de græske forrædere. Dækket af det persiske rytteri tog Mardonios’ hær flugten tilbage over floden. Mardonios selv blev slået af hesten og dræbt. Berøvet sin anfører splittedes den persiske hær og flygtede.

På den anden side af havet, på den joniske kyst ud for Mykale, vandt den græske flåde omtrent samtidig en betydningsfuld sejr over den del af den persiske flåde som med nød og næppe var undsluppet ved Salamis året før. Den vældige persiske hærs styrker havde hver for sig lidt et afgørende nederlag.

En slagen „bjørn“

De persiske hærstyrker skulle aldrig mere komme til at kæmpe på europæisk jord. Den persiske hærs krigsmaskine var tilintetgjort. Ifølge bogen A Soaring Spirit „trak Xerxes sig derefter tilbage til sine hovedstæder og sit harem. Fra tid til anden gav han sig i kast med de byggeprojekter som hans far havde påbegyndt, og føjede paladser og prægtige haller til bygningsværkerne i Persiens ceremonielle hovedstad, Persepolis. Men ellers udrettede han meget lidt af betydning.“

Skærmet af det trygge hofliv lod den engang så ærgerrige erobrer sine interesser indsnævre til politiske manipulationer og hofsladder. Men selv dér kom han til kort. I 465 f.v.t. myrdede en gruppe sammensvorne ham i hans egen seng.

Bogen A Soaring Spirit siger: „Ifølge de græske oldtidsforfattere, som er hovedkilden til oplysningerne om Perserriget i denne periode, var der ingen i den række af perserkonger der efterfulgte Xerxes, som udviste samme energi og dygtighed som Kyros eller Darius. Under Xerxes’ søn, Artaxerxes I, blev penge og ikke kampstyrker hovedmidlet i Perserrigets ekspansionspolitik. Han brugte den persiske mønt som et middel til at blande sig i græske forhold ved at betale den ene [bystat] efter den anden for at skabe uroligheder. . . . Mønterne, der var gulddarejker, var præget med billedet af Darius bærende en bue og et pilekogger. Grækerne kaldte nedsættende mønterne for ’persiske bueskytter’.“

Sammensværgelser og mord fortsatte med at sætte sine blodige pletter på det persiske kongehus indtil det gik endeligt til grunde. Det gik støt tilbage for verdensriget, og det persiske dynasti mistede efterhånden sit greb om magten og sin evne til at herske.

Trods nogle sidste desperate bestræbelser for at styrke kongehusets magt vaklede riget faretruende da Alexander den Store — hvis imperialistiske visioner og ærgerrighed var på højde med Kyros’ — i det fjerde århundrede før vor tidsregning drog ud på sit felttog gennem Perserrigets vældige område. Endnu en gang ville bibelprofetien blive opfyldt indtil mindste detalje.

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 26]

Medo-Persien og Grækenland — To århundreders kampe

539 f.v.t. Medo-Persien bliver det fjerde verdensrige. Det erobrer områder i tre retninger: mod nord (Assyrien), vest (Jonien) og syd (Ægypten) (Daniel 7:5; 8:1-4, 20)

500 f.v.t. Grækerne i Jonien (Lilleasien) gør oprør mod de persiske herskere

490 f.v.t. Athenerne slår perserne ved Marathon

482 f.v.t. Xerxes ’opbyder alt imod det græske rige’ (Daniel 11:2)

480 f.v.t. En dyrekøbt persisk sejr ved Thermopylæ; perserne lider et stort nederlag ved Salamis

479 f.v.t. Athenerne og spartanerne sejrer over perserne ved Platææ

336 f.v.t. Alexander bliver konge over Makedonien

331 f.v.t. Den persiske hær knuses af Alexander den Store ved Gaugamela; Grækenland bliver det femte verdensrige (Daniel 8:3-8, 20-22)

[Illustrationer]

Persisk bueskytte

En procession af græske ryttere

[Kildeangivelser]

Musée du Louvre, Paris

Fotografi med tilladelse af British Museum

[Ramme på side 26]

Det endelige udfald af alle jordiske magtkampe

„Men i de kongers dage vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget vil ikke blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44

[Illustration på side 25]

Slagmarken ved Platææ, hvor den persiske hær blev slået