Millioner bliver gjort til slaver

PÅ DET tidspunkt da Olaudah Equiano var barn, havde skibe fra Europa i 250 år fragtet afrikanske slaver over Atlanterhavet. Men dét var på ingen måde slaveriets begyndelse. Helt fra de tidligste tider har det været udbredt at gøre mennesker til slaver, oftest i forbindelse med krig.

Også i Afrika var slaveriet almindeligt længe før de europæiske skibe dukkede op. The New Encyclopædia Britannica fastslår: „Man har holdt slaver i det sorte Afrika op gennem hele historien. . . . Slaveri blev praktiseret overalt, selv før islams opståen, og sorte slaver fra Afrika blev købt og solgt i hele den islamiske verden.“

Det der gjorde den transatlantiske slavehandel anderledes var dens størrelsesorden og varighed. Ifølge de mest nøjagtige beregninger man har, krydsede mellem 10 og 12 millioner slaver Atlanterhavet fra det 16. til det 19. århundrede.

Trekantruten

Kort efter Christopher Columbus’ rejse i 1492 etablerede europæiske kolonister minedrift og sukkerplantager i Nord-, Syd- og Mellemamerika. Ud over at gøre de indfødte til slaver begyndte europæerne at importere slaver fra Afrika.a Slavetransporten over Atlanten, der i midten af 1500-tallet var begyndt som en lille strøm, havde på Equianos tid, i midten af 1700-tallet, udviklet sig til en rivende flod — omkring 60.000 slaver årligt.

Skibe fra Europa fulgte normalt en trekantrute. Først sejlede de mod syd fra Europa til Afrika. Derefter ad Midtpassagen til Amerika. Og til sidst tilbage til Europa.

Ved hver spids af trekanten handlede kaptajnerne. Skibene lagde ud fra de europæiske havne tungt lastede med varer — tekstiler, jern, våben og spiritus. Ved Afrikas vestkyst byttede kaptajnerne disse varer for slaver, som afrikanske slavehandlere havde fremskaffet. Slaverne blev stuvet sammen i skibene, som derefter satte sejl mod Amerika. Her solgte kaptajnerne slaverne og lastede skibet med varer som var produkter af slavearbejdet — sukker, rom, melasse, tobak, ris og, fra 1780’erne, bomuld. Skibene sejlede derefter tilbage til Europa, den sidste del af rejsen.

For de europæiske og afrikanske handelsfolk, såvel som for kolonisterne i Amerika, var handelen med det de kaldte levende last en forretning, en måde at tjene penge på. For de tilfangetagne — mænd, kvinder, fædre og mødre, sønner og døtre — var denne handel ensbetydende med brutalitet og rædsel.

Hvor kom slaverne fra? Nogle blev kidnappet, ligesom Olaudah Equiano, men de fleste blev taget til fange i kampe mellem de afrikanske stater. Det var afrikanere som skaffede slaverne. Historikeren Philip Curtin, specialist i emnet slavehandel, har skrevet: „Europæerne fandt hurtigt ud af at det var farligt for helbredet hvis de selv skulle foretage den direkte indsamling af slaver på stedet. Det blev en funktion som afrikanerne udelukkende varetog. . . . De fleste i den strøm af mennesker der blev solgt til slaveri, var oprindelig krigsfanger.“

Midtpassagen

Rejsen til det amerikanske kontinent var forfærdelig. Afrikanerne blev ført ud til kysten lænket i grupper, for derefter, måske i månedsvis, at leve under kummerlige forhold i indhegninger af træ. Når der ankom et slaveskib som skulle til Amerika, var slaverne ofte allerede i fysisk dårlig stand på grund af den mishandling de havde været udsat for. Men det værste lå endnu forude.

Efter at være blevet slæbt om bord på skibet, klædt af og undersøgt af skibets læge eller kaptajn, blev mændene lænket og ført under dæk. Kaptajnerne stuvede så mange slaver som muligt ned i lastrummet for at øge fortjenesten. Kvinder og børn havde større bevægelsesfrihed, men dette udsatte dem samtidig for seksuelle overgreb fra besætningens side.

Luften i lastrummet var kvalmende og uhumsk. Equiano beskriver sine indtryk: „Den trange plads og heden, samt det store antal på skibet, der var så pakket at man næsten ikke havde plads til at vende sig, gjorde at man nærmest blev kvalt. Dette øgede svedafsondringen, og på grund af de hæslige dunster blev luften hurtigt uegnet til at indånde, hvilket førte til at mange slaver blev syge og døde. . . . Kvindernes skrig og de døendes stønnen udgjorde en nærmest ubegribelig skrækscene.“ Slaverne måtte udholde sådanne forhold under hele rejsen, som varede cirka to måneder eller mere.

Under disse rystende uhygiejniske forhold florerede sygdom. Der var hyppigt epidemier af dysenteri og kopper. Dødeligheden var stor. Optegnelser viser at indtil 1750’erne døde 1 ud af 5 afrikanere om bord. De døde blev smidt over bord.

Ankomst til Amerika

Når slaveskibene nærmede sig Amerika gik besætningen i gang med at forberede afrikanerne til salg. De løste dem af lænkerne, fedede dem op og smurte dem ind i palmeolie for at skjule deres sår og få dem til at se sunde ud.

Normalt blev slaverne solgt på auktion, men til tider blev de solgt ved et „scramble“ (slagsmål) hvor der på forhånd var betalt en standardpris. Equiano skriver: „På et givet signal (for eksempel et slag på en tromme) skynder alle køberne sig hen til det sted hvor slaverne holdes i forvaring, og udvælger det parti de bedst kan lide. Den larm og råben dette ledsages af, samt købernes åbenlyse iver, bidrager i høj grad til at øge de skrækslagne afrikaneres frygt.“

Equiano tilføjer: „Uden skrupler skiller man således slægtninge og venner, og de fleste af dem får aldrig hinanden at se igen.“ For familier der på en eller anden måde sammen havde klaret sig igennem de foregående måneders mareridtagtige forhold, var dette et særlig hårdt slag.

Arbejde og pisk

De afrikanske slaver arbejdede i plantagerne med at dyrke kaffe, ris, tobak, bomuld og især sukker. Andre arbejdede med minedrift eller som tømrere, smede, urmagere, våbenmagere og sømænd. Atter andre arbejdede i hjemmene — som tjenestefolk, sygeplejersker, skræddere og kokke. Slaver ryddede landområder, byggede veje og huse, og gravede kanaler.

Men trods det arbejde slaverne udførte blev de betragtet som ejendom, og ifølge loven havde ejeren uindskrænket magt over sin ejendom. Slaveriet overlevede imidlertid ikke kun ved at folk blev frataget deres rettigheder og frihed. Det overlevede også ved hjælp af pisken. Ejernes og fogedernes myndighed afhang af deres evne til at påføre andre smerte. Og det gjorde de i stor stil.

For at hindre oprør og for at holde slaverne nede, udsatte slaveejerne dem for grove fysiske afstraffelser, endda for mindre forseelser. Equiano skriver: „Det var meget almindeligt [i Vestindien] at slaverne blev brændemærket med deres herres initialer, og at der blev hængt tunge jernkroge om deres hals. Ja, for selv de mest banale ting blev de belæsset med kæder, og ofte blev der anvendt torturredskaber. Mundkurv af jern, tommelskruer, etc. . . . blev nogle gange anvendt for de mindste fejl. Jeg har set en neger blive slået indtil nogle af hans knogler brækkede, blot fordi han havde ladet en kande koge over.“

Nogle gange gjorde slaverne oprør. De fleste oprør mislykkedes imidlertid og blev straffet med nådeløs grusomhed.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

De døde blev smidt over bord

[Kildeangivelse]

Culver Pictures

[Illustration på side 5]

Så mange slaver som muligt blev stuvet ned i lastrummet

[Kildeangivelse]

Schomburg Center for Research in Black Culture/The New York Public Library / Astor, Lenox and Tilden Foundations