Hvordan kunne de gøre det?
HVORDAN retfærdiggjorde man slavehandelen? Historikerne peger på at der indtil det 18. århundrede kun var få der satte spørgsmålstegn ved det moralske i slaveriet. Bogen The Rise and Fall of Black Slavery bemærker: „Da Columbus tilfældigt kom til De Vestindiske Øer havde hverken kirken eller de skrifter den godkendte, givet de fremtidige kolonister indtryk af at deres brug af tvungen arbejdskraft kunne anses for at være umoralsk, skønt enkelte isolerede kirkefolk havde udtrykt bekymring. . . . Der var ingen antydning af at der skulle gøres indsigelse mod slaveriet, der var en integreret del af hele det europæiske samfund.“
Da den transatlantiske handel var i fuldt sving, brugte mange gejstlige religiøse argumenter til støtte for slaveriet. Bogen American Slavery siger: „Protestantiske præster [i Amerika] spillede en ledende rolle i forsvaret for slaveriet. . . . Det mest udbredte og mest effektive religiøse argument var sikkert idéen om at slaveriet var et led i Guds plan om at give et hidtil hedensk folk del i kristendommens velsignelser.“
Den ofte grusomme og onde behandling slaverne fik, krævede dog mere retfærdiggørelse end blot tanken om at give dem del i „kristendommens velsignelser“. Koloniherrerne såvel som skribenter og filosoffer i Europa bildte sig derfor ind at de sorte ikke var som de hvide. Plantageejeren Edward Long, der skrev History of Jamaica, har sagt: „Når vi reflekterer over disse menneskers natur, og over deres ulighed med resten af menneskeheden, må vi da ikke konkludere at de er af en anden art?“ Konsekvenserne af en sådan tankegang blev udtrykt af en guvernør fra Martinique: „Jeg er nået dertil at jeg fuldt og fast tror at negre skal behandles som dyr.“
Med tiden fik økonomiske egeninteresser og humanitær omsorg gjort ende på den transatlantiske slavehandel. Lige fra begyndelsen modsatte afrikanerne sig at blive gjort til slaver, og fra sidst i det 18. århundrede forekom der jævnlig slaveoprør. Frygtsomme slaveejere følte sig stadig mere usikre. Det blev også et spørgsmål om det ville være mere rentabelt at købe arbejdskraft når der var brug for den, frem for at holde slaver.
Samtidig fandt moralske, religiøse og humanitære argumenter mod slaveriet stadig større støtte i Europa og Amerika. Bevægelser til afskaffelse af slaveriet fik mere magt. Skønt mange lande fra 1807 og fremefter juridisk afskaffede slavehandelen (Danmark allerede i 1803), var resultatet uændret.
En fjernsynsserie, The Africans: A Triple Heritage, lod Afrikas sønner og døtre give udtryk for deres bitterhed: „Længe før slaveperioden har vi boet i . . . Afrika. Så kom fremmede og fjernede nogle af os. I dag er vi spredt så vidt omkring at solen aldrig går ned over det afrikanske folk.“ Tilstedeværelsen af millioner af afrikanere i Nord- og Sydamerika, Caraibien og Europa er et tydeligt resultat af slavehandelen.
Folk diskuterer stadig hvem der bærer skylden for den transatlantiske slavehandel. Basil Davidson, der er specialist i Afrikas historie, skriver i sin bog The African Slave Trade: „Afrika og Europa var sammen om den.“
„Lad dit rige komme“
Der er noget vi må lære om menneskers styre. Vismanden skrev: „Jeg . . . så al den undertrykkelse der begås under solen, og se! de undertryktes tårer, men ingen trøstede dem; nej, det var deres undertrykkere der havde magten.“ — Prædikeren 4:1.
Disse ord blev skrevet længe før den afrikanske slavehandel begyndte, men de er desværre stadig aktuelle. Også i dag findes der undertrykte og undertrykkere, og i nogle lande slaver og slaveejere. Kristne véd at Jehova snart, ved hjælp af sin rigsregering, „vil udfri den fattige som råber om hjælp, og den nødstedte og den der ingen hjælper har“. (Salme 72:12) Det er en af grundene til at de fortsat beder til Gud: „Lad dit rige komme.“ — Mattæus 6:10.