Den canadiske blodskandale undersøges

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

I 1980’erne pådrog over tusind canadiere sig AIDS via smitstof i blod og blodprodukter, og efterhånden er mange af de smittede døde af sygdommen. Det har foruroliget forbundsregeringen så stærkt at den har nedsat en kommission der skal undersøge Canadas blodforsyning og vurdere hvor sikker den er.

En af landets mest respekterede dommere, Horace Krever fra Ontarios appelret, blev udpeget som kommissionsformand. Den første høring fandt sted i Toronto den 14. februar 1994, og der bliver vedvarende afholdt høringer over hele Canada. Kommissionen skal afsluttende udarbejde en rapport med forslag til forbedringer.

En moder hvis søn døde af AIDS fra smittebærende blod, sagde indtrængende til dommeren: „Man tog min søn, og det eneste plaster på såret er denne undersøgelse. Sørg for at det her giver resultater.“ Det var magtpåliggende for hende at der blev foretaget en tilbundsgående undersøgelse, og at man tog de fornødne skridt til at sikre patienterne mod de risici der er forbundet med blodtransfusioner. Hun var ikke den eneste moder der havde mistet en søn som følge af blodoverført smitte. Kommissionen har lyttet til flere gribende vidneudsagn om denne tragedie som har ødelagt mange canadieres tilværelse.

Torontoavisen The Globe and Mail har bragt overskrifter som disse: „Ofre beretter med vrede og tårer om blodrædsler,“ „Blodkommissionen hører gruopvækkende vidneudsagn,“ „Lægers uvidenhed udmalet,“ og: „Blodkommissionen får at vide at embedsmænd bedømte AIDS-risikoen som ringe.“

Nogle af dem der har pådraget sig HIV fra blod, har erklæret at de ikke var blevet advaret om risikoen. I adskillige tilfælde anede de ikke at de havde fået blodtransfusion før de fik at vide at de var HIV-positive.

En teenager der nu har AIDS, fik HIV gennem en blodtransfusion under en operation på åbent hjerte da han var tre år gammel. En HIV-positiv mand der led af hæmofili i mild grad, tog medicin indeholdende blodprodukter indtil 1984, idet han dengang spillede ishockey. Han ville have lagt sin tilværelse om hvis han havde kendt risikoen. En moder fik i 1985 en transfusion med HIV-inficeret blod, og nu er hun, hendes mand og deres fireårige datter alle inficeret.

Særlig bittert har det været for dem der blev inficeret af blot én eller to portioner blod. „Bare for at give ham lidt farve i kinderne,“ sagde en kvinde bittert om den transfusion der smittede hendes mand med HIV. Nu har også hun viruset i sig.

Flere vidneudsagn har henledt opmærksomheden på en anden tragedie af omfattende dimensioner, nemlig hepatitis overført med blod. Ifølge The Globe and Mail anslås det at „der årligt dør måske 1000 canadiere af hepatitis C“. Avisen tilføjer at „op mod halvdelen af dem kan have pådraget sig sygdommen gennem blodtransfusion“.

En mand har berettet at han pådrog sig hepatitis C ved en blodtransfusion under en rygoperation i 1961. Efter indgrebet blev han fast bloddonor. I 1993 fik han konstateret levercirrose. „Hvad med dem der har fået det blod jeg gav i alle de år hvor jeg ikke vidste at jeg led af den sygdom?“ spurgte han kommissionen.

Dommer Krever har lyttet opmærksomt til over hundrede canadiere hvis tilværelse er lagt i ruiner af HIV og andre tragedier som smittefarligt blod har afstedkommet. Lægelige eksperter har udtalt at det er umuligt totalt at eliminere smittefare og andre risici fra blodforsyningen. De har indrømmet at blod misbruges og at brug af blod er forbundet med alvorlig risiko. Dr. J. Brian McSheffrey, der er lægelig direktør for en regional blodtransfusionstjeneste, har erklæret at han i sine forelæsninger for læger henleder opmærksomheden på problemet ved at sige: „Hvis De er nødt til at give en transfusion, har der været noget galt med enten diagnosen eller behandlingen.“

Der er faldet beskyldninger om politiske hensyn og rivaliseren mellem dem som kommissionen kalder „hovedaktionærerne“ i Canadas blodforsyning, der har en årlig omsætning på 250 millioner canadiske dollars (cirka 1 milliard kroner). Røde Kors og statslige institutioner er kommet i ilden. Tilsyneladende er der ikke styr på landets indviklede blodforsyningssystem.

Et lyspunkt

Et lyspunkt midt i de nedslående vidneudsagn blev forelagt dommer Krever den 25. maj 1994 i Regina i Saskatchewan. William J. Hall, en dengang 75-årig mand med svær hæmofili, berettede om hvordan han klarer sig med alternativer til blodprodukter. Og han har ikke AIDS. Som Jehovas vidne har han afholdt sig fra blod og faktorpræparater af religiøst betingede samvittighedsgrunde. — Se rammen på side 22.

Og offentligheden har mere til gode, idet myndighederne har forlænget kommissionens virke til udgangen af 1995. Det levner den tid til at sætte sig ind i de udmærkede blodfri behandlingsmetoder der har været anvendt på tusinder af voksne og børn blandt Jehovas vidner. Disse alternativer kan også komme andre patienter til gavn.

De læger der benytter disse alternativer har en ekspertviden som bør bringes til kommissionens kendskab. Dr. Mark Boyd fra McGill-universitetet udtalte i 1993 til The Medical Post: „Vi står i en vis taknemmelighedsgæld til Jehovas vidner fordi de har vist os hvor godt vi kan klare os uden blodtransfusioner.“ En kommission nedsat af den amerikanske præsident skrev i 1988: „Den sikreste forebyggelse inden for blodforsyningen er at man så vidt muligt undgår at en patient kommer i kontakt med andres blod.“ Ved at adlyde Guds lov om at ’afholde sig fra blod’ er Jehovas vidner blevet velsignet med „den sikreste forebyggelse“ mod smittebærende blod og andre farer ved blodtransfusion. — Apostelgerninger 15:20, 29.

Behovet for oplysning

Desværre er de fleste der er blevet smittet gennem blod, ikke i tide blevet informeret om alternativer der kunne have afværget tragedien. Patienterne har ikke fået den valgmulighed der knytter sig til informeret samtykke. De har derfor ikke kunnet vælge om de ville acceptere risikoen ved brugen af blod, eller om de foretrak mere betryggende alternativer.

De vidneudsagn som den canadiske kommission har fået forelagt, påviser et behov for at oplyse lægerne og offentligheden om alternativerne til blodtransfusioner. En undersøgelse foretaget på det niveau kan få stor virkning i hele Canada. Dommer Krever kan give anbefalinger der baner vej for en tiltrængt holdningsændring hos den canadiske lægestand gennem information om transfusion. Undersøgelseskommissionens konklusioner vil have interesse for alle der gerne vil undgå de risici der knytter sig til blodtransfusioner.

[Ramme på side 22]

En bløder der klarer sig uden blodprodukter

William J. Hall fra Nipawin i Saskatchewan har for kommissionen forklaret hvordan og hvorfor han lever med sin alvorlige hæmofili uden at tage blodprodukter. Det følgende er et referat i uddrag af hans vidneudsagn:

◻ „Mine forældre fandt ud af at jeg er bløder da jeg engang svulmede op fra livet og nedefter. Lægerne stillede diagnosen hæmofili.... Jeg har nok været et års tid gammel dengang.“

◻ „Jeg har aldrig taget imod blod eller blodprodukter af nogen slags.... Det strider imod min religiøse overbevisning at modtage blod, da jeg opfatter blodet som helligt.“

◻ Om sin broder, der også var bløder: „Han havde ikke samme tro som jeg, og han modtog derfor en blodtransfusion. Han døde af hepatitis.“

◻ Om en operation for et sår på tolvfingertarmen i 1962: „Lægen sagde at jeg ville dø hvis jeg ikke fik blod.... På sygehuset fik jeg en vellykket behandling [uden blod].“ Blødningen blev bragt under kontrol.

◻ Om en operation for hoftebrud i 1971: „Indgrebet blev ganske enkelt gennemført omhyggeligt uden brug af blod. . . . Operationen forløb tilfredsstillende.“ Gentagne blodprøver viste at han ikke havde faktor VIII (koagulationsfaktor) i blodet.

◻ Hvordan han klarer sig: „Ved en fornuftig levevis.“ Det indbefatter hensigtsmæssig kost, hvile og motion samt omhyggelig behandling af blodudtrædninger, skrammer og blødninger.

◻ „Jeg tror det er godt at man slapper af og funderer over de goder Gud har givet os, og at man glemmer sine bekymringer. Det lader til at have en god virkning.“

William Hall, der er et af Jehovas vidner, er nu 76 år gammel.

[Illustration på side 20]

Dommer Horace Krever, kommissionens formand

[Kildeangivelse]

Canpress photo service (Ryan Remiroz)

[Illustration på side 21]

William og Margaret Hall kørte 370 kilometer for at vidne for undersøgelseskommissionen