Har du set en Pungulv?
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
’EN PUNGULV?’ spørger du måske. ’Jeg ved ikke engang hvad en pungulv er.’
Dette fascinerende dyr med det latinske navn Thylacinus cynocephalus stammer fra den australske ø Tasmanien og kaldes på engelsk en tasmansk ulv eller en tasmansk tiger.
Thylacinus cynocephalus betyder bogstaveligt „punghund med ulvehoved“; men da de første europæiske indvandrere kom til Tasmanien, gav de dyret adskillige, og mere enkle, navne, som for eksempel hyæne og zebraulv. Uraustralierne havde dog givet den navnet corinna længe inden den hvide mand kom dertil for blot cirka 200 år siden.
Pungulven anses nu for at være uddød, men på museer kan man se udstoppede eksemplarer af den. Den sidste pungulv døde så vidt vides i en zoologisk have i Tasmaniens hovedstad, Hobart, i 1936. Nogle hævder dog at der stadig lever pungulve som holder til ude i den tasmanske ødemark, og der rapporteres jævnligt om iagttagelser.
Pungulven er naturligvis ikke beslægtet med tigeren, men den har uden tvivl fået navnet „tasmansk tiger“ fordi den både er kødæder og har striber. På ryggen og på den lange stive hale har den nogle karakteristiske mørkebrune, næsten sorte, tværstriber. Endnu et særkende ved pungulven er, som navnet antyder, at hunnen har en pung. Når de små, blinde og endnu ikke færdigudviklede unger fødes, finder de selv vej til moderens pung, hvor de dier indtil de er fuldt udvoksede og stærke nok til at kunne klare sig uden for pungen. Den lille nyfødte unge opholder sig i moderens pung i omkring tre måneder før den vover sig ud. Når først den har forladt pungen, varer det dog ikke længe før den begynder at ledsage moderen i hendes søgen efter føde.
Det hævdes at pungulven er det største kødædende pungdyr man har kendskab til i nyere tid. Til forskel fra pungdyr som kænguruen vender hunpungulvens pung åbningen bagud. Hun kan bære og give die til fire unger ad gangen.
Hvor udbredt var pungulven?
Selv om man har fundet uraustralske hulemalerier, fossiler og indtørrede eksemplarer af pungulven i mange dele af Australien, lader det til at den hovedsagelig holdt til i Tasmanien. Og selv dér har den måske ikke været særlig udbredt. Det er fortrinsvis mennesker der bærer skylden for dens udryddelse. Skønt pungulven var et rovdyr, kunne den på ingen måde klare sig imod de hvide indvandrere der i nogle tilfælde viste sig at være snedige og grådige jægere. Den var nysgerrig og stort set frygtløs over for mennesker, og derfor et let bytte for geværer og fælder.
Mange landmænd påstod at pungulven tog fårene, og derfor udlovede de store fåreavlere og de tasmanske myndigheder fristende præmier til dem der kunne fange eller nedlægge pungulve. De levende eksemplarer der blev indfanget, blev beredvilligt købt af udenlandske zoologiske haver. Skønt bestanden af pungulve uden tvivl gik tilbage på grund af en ukendt alvorlig sygdom der for mange år siden hærgede blandt det meste af Tasmaniens dyreliv, har mennesket langt den overvejende del af skylden for nedgangen i bestanden.
En særlig jagtteknik
Pungulven jagede normalt alene, skønt det også skete at den fik følgeskab af en artsfælle. Når den havde udset sig sit bytte, for eksempel en lille kænguru, fulgte den blot efter det og løb det træt. Så snart byttet begyndte at udmattes, satte pungulven farten op og dræbte det med sine kraftige kæber. Endnu et særkende ved dette usædvanlige dyr var at kæberne kunne åbnes i en vinkel på 120 grader!
Eftersom pungulven havde for vane blot at æde en del af sit bytte — normalt kun de indre organer — fik nogle den opfattelse at den var en hensynsløs dræber. Men dette tilsyneladende spild blev opvejet af at et andet, og mindre, kødædende pungdyr, den ådselædende pungdjævel, som stadig eksisterer, snart kunne fjerne hvad pungulven havde efterladt — både knogler, pels og alt andet.
Pungulven udgjorde tilsyneladende ikke nogen fare for mennesker. Intet tyder på at den nogen sinde har jaget mennesker. En gammel mand mindes hvordan han en sen aften for mange år siden sad ved sit lejrbål og læste. Gennem flammerne fik han pludselig øje på en pungulv der langsomt kom krybende hen imod ham. Af frygt for at den skulle gå til angreb, rakte han forsigtigt ud efter sin riffel, sigtede omhyggeligt gennem flammerne og skød. Pungulven slog en baglæns kolbøtte men var tilsyneladende ikke kommet noget alvorligt til, for den sprang op og forsvandt ud i mørket. Da manden gik hen for at se efter eventuelle blodspor der kunne røbe hvor hårdt pungulven var såret, fandt han lige ved siden af bålet en stor pungabe som var blevet ramt af skuddet. Det var dén pungulven havde jaget.
Findes den stadig?
Der har ofte været forlydender fra nogle som hævder at have set pungulve siden den sidste i fangenskab døde i 1936, men indtil videre har det ikke været muligt at overbevise zoologer om at dyret stadig eksisterer. Der skal åbenbart intet mindre end et fotografi eller en levende, indfanget pungulv til for at overbevise fagfolk.
Mange ældre beboere i Tasmaniens landområder siger at de ikke vil fortælle det hvis de ser en pungulv. De føler sig utrygge ved tanken om at det var mennesker der i deres unge dage var skyld i at dette usædvanlige dyr tilsyneladende blev udryddet. Hvis der stadig findes nogen af disse dyr, vil de lade dem være i fred.
Hvis de blev spurgt: „Har du set en pungulv for nylig?“ ville de altså svare „nej“, uanset om det var sandt eller ej.
[Kildeangivelse på side 26]
Tom McHugh/Photo Researchers