Nogle af problemerne

Bedsteforældre, forældre og børnebørn — tre generationer der ikke altid er så langt fra hinanden i alder, men i ånden ofte er adskilt af en dyb afgrund.

MANGE bedsteforældre gennemlevede den anden verdenskrig med alle dens frygtelige og ødelæggende følger. Deres børn var sandsynligvis unge i 1960’erne, der var kendetegnet af protestbevægelser og et økonomisk opsving. Deres børnebørn vokser nu op i en verden der er blottet for værdinormer. I betragtning af hvor hurtigt samfundets populære skikkelser erstattes med nye, er det ikke altid let for den ene generation at få den næste til at anerkende den erfaring den har erhvervet sig. Hvad skal der da til for at få ældre og yngre i familien til at respektere hinanden og samarbejde?

Velmenende bedsteforældre blander sig ofte i deres gifte børns familieanliggender fordi de synes at de som forældre enten er for strenge eller for efterladende i deres børneopdragelse. Et spansk ordsprog siger: „Skænd fra bedsteforældre skaber ikke gode børnebørn.“ Og hvorfor ikke? Fordi bedsteforældre er tilbøjelige til at være for eftergivende. Deres indblanding skyldes måske at de gerne vil forhindre deres voksne børn i at begå nogle fejl som de, ud fra egen erfaring, tydeligt kan genkende. Mange ældre har dog svært ved, på en afbalanceret måde, at forstå og omstille sig til den nye situation der opstår når deres børn bliver gift. Børnene har endelig opnået den uafhængighed de så længe har ønsket sig, og er ikke indstillet på at nogen skal bestemme over dem. Nu hvor de har ansvaret for at forsørge familien, ønsker de ikke at nogen blander sig i deres afgørelser. Heller ikke børnebørnene, som måske tror at de ved det hele, bryder sig om regler og påbud; de synes måske ikke at bedsteforældrene har nogen føling med den virkelige verden. Det lader således til at bedsteforældrene har mistet deres betydning i det moderne samfund. Deres erfaring bliver ofte ignoreret.

Når kommunikationen ophører

Mangel på gensidig forståelse rejser sig somme tider som en uigennemtrængelig mur der isolerer bedsteforældrene fra resten af familien, selv når de alle bor under samme tag. Ulykkeligvis falder dette ofte sammen med det tidspunkt i de ældres liv hvor de begynder at mærke alderdommen trykke og hvor de har behov for større omsorg. Selv om man er omgivet af mennesker kan man godt føle sig ensom. Når kommunikationen ophører og respekt og hengivenhed bliver erstattet af nedladenhed eller irritation, føler bedsteforældrene sig fremmedgjorte, skuffede og dybt sårede. Pædagogen Giacomo Dacquino skriver i sin bog Libertà di invecchiare (Retten til at blive gammel): „I familien, der er blevet sammenlignet med en gammel, udrangeret bilmodel, er kærligheden stadig den bedste geriatriske kur. Et ansigt der udtrykker forståelse, et venligt smil, et opmuntrende ord eller et knus gør større gavn end en mængde medicin.“

Eksemplets magt

Det pres der opstår som følge af et dårligt familieforhold, fører ofte til at ældre og yngre i familien bestandig retter kritik mod hinanden. Dét den ene gør, bliver stemplet som forkert af den anden. Den nedbrydende virkning går imidlertid ud over hele familien. Børnene ser hvordan deres forældre behandler bedsteforældrene, og de lægger mærke til bedsteforældrenes reaktion. Mange af de ældre vælger at lide i stilhed, men børnebørnene hører, ser og husker. Dette påvirker deres fremtidige adfærdsmønster. Når børnebørnene bliver voksne vil de højst sandsynligt behandle deres forældre ligesom disse i sin tid behandlede bedsteforældrene. Man kan ikke komme uden om det bibelske princip: „Hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ — Galaterne 6:7.

Hvis børnebørnene ser at deres forældre behandler bedsteforældrene på en nedladende måde — latterliggør dem, afbryder dem uhøfligt eller måske endda udnytter dem — kan dét være et fingerpeg om hvordan børnene med tiden vil være over for forældrene når de kommer op i årene. Det er ikke nok blot at have et fotografi af bedstemor og bedstefar stående på buffeten — de skal personligt vises kærlighed og respekt. Til sin tid vil børnebørnene måske følge samme kurs. Noget tyder på at bedsteforældre i stigende grad mishandles. I visse europæiske lande har man oprettet en særlig telefontjeneste til gavn for ældre mennesker, så de kan få hjælp i tilfælde af mishandling, svarende til den ordning der allerede findes til beskyttelse af børn.

Selviskhed, stolthed og mangel på kærlighed bevirker at mennesker har stadigt sværere ved at forstå hinanden. Flere og flere ønsker at frigøre sig for bedsteforældrene ved at anbringe dem på plejehjem. Nogle skyr ingen økonomiske udgifter for at slippe for problemet med at passe de ældre. De gamle bliver måske anbragt i specielle ældreboliger der er indrettet med de nyeste tekniske hjælpemidler. Eller de bliver placeret i „pensionistlandsbyer“ som dem der findes i Florida og Californien i USA. Her er der ganske vist en overflod af supermarkeder og forlystelsesmuligheder, men familiens smil og kærtegn og børnebørnenes knus må de ældre undvære. Især i ferietiden er der mange der prøver at finde et sted hvor de kan „parkere“ bedstemor og bedstefar. Fra Indien forlyder det endda at nogle bedsteforældre bliver ladt i stikken, og efterlades for at klare sig selv.

Sammenholdet i familien belastes yderligere efter en skilsmisse. I Storbritannien udgør de husstande hvor begge forældre stadig bor sammen, kun 25 procent. Antallet af skilsmisser stiger over hele verden. I De Forenede Stater forekommer der hvert år over en million skilsmisser. Dette berører også bedsteforældrene, der pludselig står ansigt til ansigt med deres børns ægteskabelige problemer og de drastiske forandringer disse medfører for deres forhold til børnebørnene. Ud over det penible forhold der måske opstår til en tidligere svigersøn eller svigerdatter, kan der opstå problemer med „de ’nyerhvervede’ børnebørn som pludselig dukker op“, hvis, som den italienske avis Corriere Salute, siger, „deres søns eller datters nye partner har børn fra forrige ægteskab.“

„Et vældigt incitament i vort liv“

Ikke desto mindre er et varmt og kærligt forhold til ens bedsteforældre, uanset om de bor sammen med familien eller ej, af stor værdi for alle parter. „At gøre noget for vore børn og børnebørn virker som et vældigt incitament i vort liv,“ siger Ryoko, en bedstemor fra Fukui i Japan. En gruppe amerikanske eksperter, hvis forskningsresultater blev offentliggjort i Corriere Salute, siger: „Hvis der råder et nært og kærligt forhold mellem bedsteforældre og børnebørn, vil det ikke blot gavne børnene men hele familien.“

Men hvad kan der gøres for at personlige uoverensstemmelser, generationskløfter og iboende selviske tendenser — som har en negativ indflydelse på familielivet — kan overvindes? Disse spørgsmål vil blive behandlet i næste artikel.

[Tekstcitat på side 6]

„Det forfærdelige ved at blive gammel er at ingen længere gider at høre efter hvad man siger.“ — Den franske forfatter Albert Camus