Hvor AIDS er blevet en pandemi

PÅ MINDRE end 15 år har AIDS kastet sin skygge over ethvert kontinent på jorden. I løbet af disse få år har denne svøbe antaget pandemisk omfang. WHO (Verdenssundhedsorganisationen) skønner at der på verdensplan hver dag er 5000 som bliver smittet. Det svarer til mere end tre i minuttet! De fattige lande, udviklingslandene, er hårdest ramt. WHO har forudsagt at i år 2000 vil 90 procent af alle HIV-positive og senere 90 procent af alle AIDS-ofre findes i disse lande.

De hårdest ramte

Rose var 27 år og havde tre børn da hendes mand pludselig blev syg. Nogle måneder senere døde han. Dødsårsagen kunne man på det tidspunkt ikke præcist fastslå. Lægerne stillede diagnosen tuberkulose. Slægtninge sagde at han var blevet forhekset. Hendes mands slægtninge begyndte at gøre krav på Roses ejendom. Hendes svigerfamilie tog med magt børnene en dag hun ikke var hjemme. Rose var tvunget til at vende hjem til sin egen landsby. To år senere begyndte hun at kaste op og få diarré. Det var på det tidspunkt hun blev klar over at hendes mand var død af AIDS og at hun også var smittet. Rose døde tre år senere som 32-årig.

Tragiske historier som denne hører ikke længere til sjældenhederne. I nogle områder er hele familier og endda landsbyer blevet udslettet.

„Vor tids største helbredsproblem“

Myndighederne i udviklingslandene befinder sig i en meget vanskelig situation når de skal prøve at afhjælpe problemet. På grund af pengenød og flere presserende og bekostelige opgaver, bliver AIDS-problemet ikke prioriteret så højt. Den verdensomspændende økonomiske afmatning, hungersnøden, naturkatastroferne, krigene, de lokale skikke og overtroen forværrer kun problemet. Det er dyrt at behandle AIDS-patienter, fordi de ofte pådrager sig infektioner som kræver særligt udstyr og medicin. Mange af de større hospitaler er nu overbelagte, forfaldne og underbemandede. Størstedelen af AIDS-patienterne bliver sendt hjem for at dø, så de kan give plads til et stadigt voksende antal af trængende patienter. I forbindelse med AIDS er der sket en alarmerende stigning i antallet af „sekundære“ infektioner, for eksempel tuberkulose. Nogle lande rapporterer at antallet af dødsfald på grund af tuberkulose er blevet fordoblet inden for de sidste tre år, og omkring 80 procent af de hospitalsindlagte AIDS-patienter har tuberkulose.

Virkningen på samfundet

AIDS-pandemien berører ikke kun sundhedssektoren, men også samfundet og dets økonomi. Firs procent af de smittede er mellem 16 og 40 år — den mest arbejdsdygtige aldersgruppe i samfundet. Størstedelen af familiernes lønmodtagere befinder sig inden for denne gruppe. Det er dem de fleste familier er afhængige af; så når de bliver syge og til sidst dør, bliver de små børn og de ældre efterladt uden nogen til at forsørge sig. I det afrikanske samfund er traditionen at forældreløse børn bliver adopteret af andre slægtninge. Men det kan ikke lade sig gøre i dag, eftersom bedsteforældrene eller andre slægtninge ofte er for gamle eller allerede har fuldt op at gøre med at prøve at dække deres egne børns behov. Det har resulteret i et stadigt stigende antal forældreløse børn og gadebørn. WHO forudsiger at der alene i Afrika syd for Sahara vil være over 10 millioner børn som bliver forældreløse inden århundredskiftet.

AIDS-svøben bebyrder navnlig kvinderne med sorger og arbejde. Det er oftest dem som i døgnets fireogtyve timer må passe og pleje den syge og døende — ud over at de samtidig må udføre alle de andre huslige pligter.

Hvad der gøres

I begyndelsen af 1980’erne forholdt mange embedsmænd sig tillidsfuldt passive fordi de ikke var klar over hvor hurtigt sygdommen ville brede sig. De delte også den almindelige ulyst til at beskæftige sig med sygdommen. I 1986 erklærede regeringen i Uganda imidlertid krig mod AIDS. I de sidste ni år er landet blevet rost for at have „udviklet det mest opfindsomme AIDS-kontrolprogram til dato“.

I dag er der over 600 nationale og internationale organisationer og bureauer i Uganda som arbejder på at få AIDS under kontrol. Disse humanitære organer har oprettet et landsdækkende netværk af centre til oplysning om AIDS. Offentlighedens viden om AIDS-problemet er blevet uddybet gennem teaterforestillinger, danse, sange, radio- og tv-programmer, avisartikler og telefonlinjer. Ud over hjemmepleje og materiel hjælp er der sørget for rådgivning til AIDS-patienterne, såvel som til enker og forældreløse børn.

Jehovas vidner betragter det som en del af deres gudsdyrkelse at tage sig af menighedens faderløse og enker. (Jakob 1:27; 2:15-17; 1 Johannes 3:17, 18) Menigheden overtager ikke familiens ansvar for at sørge for sine egne; men hvis der ikke er nogen nære pårørende eller hvis den faderløse og enken ikke kan klare sig økonomisk, vil andre i menigheden kærligt træde til.

Joyce var et af Jehovas vidner og boede i Kampala, Ugandas hovedstad. Hun døde af AIDS i august 1993. Inden hun døde skrev hun følgende beretning: „Jeg er vokset op som protestant, og giftede mig senere med en katolik. Jeg lagde imidlertid mærke til at mange i min kirke havde en umoralsk opførsel, og jeg holdt derfor op med at komme der. Min storesøster studerede Bibelen med Jehovas vidner, og når hun kom på besøg fortalte hun mig om det hun havde lært fra Bibelen.

Både min mand og mine forældre, især min far, var meget imod at jeg studerede Bibelen. Denne modstand fortsatte i to år, men det tog ikke modet fra mig, eftersom jeg var overbevist om at jeg havde fundet sandheden. Da jeg fortalte min mand at jeg ønskede at blive døbt, blev han rasende. Han mishandlede mig fysisk og beordrede mig til at forlade huset. Det gjorde jeg så. Jeg lejede et lille værelse hvor jeg boede for mig selv.

Nogen tid senere bad min mand mig om at flytte hjem igen. Kort efter blev han svag og syg. Det overraskede mig, for han havde altid haft et godt helbred. Efterhånden gik det op for os at han havde AIDS. Han døde i 1987. På det tidspunkt var jeg pioner [heltidsforkynder], og selv om jeg nu stod alene med fem børn fortsatte jeg i pionertjenesten.

Fire år senere, i 1991, opdagede jeg at min mand havde smittet mig med AIDS. Mit helbred blev dårligere; jeg fik udslæt, tabte mig meget og fik hele tiden influenza. Jeg fortsatte som pioner og ledede 20 bibelstudier, men efterhånden som kræfterne svandt, måtte jeg begrænse mig til 16 bibelstudier. Syv af disse interesserede blev med tiden døbt.

Jeg har aldrig følt mig isoleret eller deprimeret, for jeg har fundet stor støtte i menigheden. Efterhånden måtte jeg undvære nogle af møderne på grund af mit dårlige helbred. Brødrene optog dem på bånd, så jeg fortsat kunne modtage åndelig føde. De ældste i menigheden lavede en turnus for mine åndelige søstre, som skiftedes til at passe mig og endda overnatte hos mig. Der var imidlertid en ting som bekymrede mig — mine børn. ’Hvad skal der blive af dem når jeg ikke er her mere?’ tænkte jeg.

I Afrika overtager slægtningene ofte den dødes ejendom. Jeg blev ved med at bede Jehova om at hjælpe mig med at løse dette problem. Jeg besluttede at sælge huset og i stedet bygge mindre lejeboliger, så mine børn altid havde et sted at bo og en fast indkomst. Brødrene i menigheden solgte huset for mig og købte en jordlod hvor de opførte de nye boliger for mig. Jeg flyttede ind i en af dem — og havde fred i sindet fordi der nu var sørget for mine børn.

Mine slægtninge var meget vrede over at jeg havde solgt huset, og de lagde sag an imod mig. Endnu en gang kom brødrene mig til hjælp, og vi vandt sagen. Jeg er blevet meget svag, men Jehovas kærlige organisation og håbet om Riget har hjulpet mig gennem disse vanskeligheder. Jeg er nu blevet indlagt på hospitalet, men mine åndelige søstre passer mig stadig dag og nat, eftersom hospitalet ikke kan klare mit behov for mad og rent sengetøj.“

Joyce blev udskrevet efter et halvt år. To dage senere døde hun. En pionersøster som selv har tre børn, har taget hendes fem børn til sig.

Løsningen

I Uganda, hvor AIDS allerede er en pandemi, har præsidenten, Yoweri Kaguta Museveni, sagt: „Jeg tror at det bedste man kan gøre mod den trussel AIDS og andre seksuelt overførte sygdomme udgør, er offentligt og direkte at understrege den ære, den respekt og det ansvar hver enkelt skylder sin næste.“ Kort sagt er der brug for at man vender tilbage til den monogame moral inden for ægteskabsordningen. Alle er enige om at det er den eneste sikre løsning og den eneste måde man kan få AIDS-sygdommen under kontrol på. Men der er ikke mange som tror at det kan lade sig gøre.

Jehovas vidner er nogle af dem der ikke blot tror at det er muligt at leve monogamt, men også gør det. Derudover tror de, ligesom Joyce, på Guds løfte om „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) Når Jehova Gud har fjernet al ondskab i verden, vil han opfylde løftet i Åbenbaringen 21:4: „Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“

[Illustration på side 10]

En far på vej til graven med sin søn, der døde af AIDS

[Kildeangivelse]

WHO/E. Hooper