Mange lever og dør i knugende fattigdom!
I ET sydøstasiatisk land forlader Yati sin skurbolig for at tage hen på en fabrik hvor hun syr sko af læderstykker og laver snørebånd. Én måneds arbejde, bestående af 40-timers arbejdsuger plus 90 timers overarbejde, giver hende en indtjening på under 460 kroner. Skofirmaet omtaler stolt sig selv som en samvittighedsfuld forkæmper for menneskerettighederne i udviklingslandene. Firmaet sælger skoene i vestlige lande for over 340 kroner pr. par. Heraf går cirka 8 kroner til Yatis løn.
Yati „forlader den rene, oplyste fabrik,“ fortæller en rapport i Boston Globe, men „hun har kun penge nok til at leje et skur på 3 gange 3,6 meter, hvor de snavsede vægge vrimler med firben. Der er ingen møbler, så Yati og de to hun bor sammen med sover sammenrullede på det hårde gulv.“ Hendes leveforhold er sørgeligt nok ingen undtagelse.
„Men hvordan ville de have det hvis vi ikke var her?“ indvender en formand for en handelsforening. „Den lille løn giver dem mulighed for en anstændig tilværelse. Det er måske ikke i luksus, men de sulter i hvert fald ikke.“ Alligevel er de ofte underernærede, og deres børn må ofte gå sultne i seng. Hver dag udsættes de for farerne på en risikofyldt arbejdsplads, og mange dør langsomt på grund af kontakt med giftstoffer og farligt affald. Er det „en anstændig tilværelse“?
Det mente Hari, en sydasiatisk landarbejder, ikke. Kort før sin død gav han i poetiske vendinger en rammende beskrivelse af den ubarmhjertige cyklus af liv og død der omgav ham. „I morteren kan chilien ikke bestå,“ sagde han. „Vi fattige er som chili — som årene går males vi til støv, og snart er der ikke mere tilbage.“ Hari fik aldrig nogen „anstændig tilværelse“. Han døde som endnu et offer for knugende fattigdom.
Mange lever og dør under forhold der ligner Haris. De sygner hen i elendighed, for svage til at kæmpe mens de bliver tappet for livskraft. Af hvem? Hvem kan dog gøre noget sådant? Det er nogle der udadtil virker velgørende. De lover at skaffe børnene mad, hjælpe med at få afgrøderne til at gro og forbedre folks tilværelse og gøre dem rige. I virkeligheden er deres mål selv at blive rige. De har varer der skal sælges og en fortjeneste der skal høstes. Hvis bivirkningerne af deres begærlighed er underernærede børn, forgiftede arbejdere og et forurenet miljø, er det bare ærgerligt. Den pris er firmaerne villige til at betale for deres begærlighed. Profitten stiger, men det samme gør antallet af sørgelige dødsfald.
[Kildeangivelse på side 3]
U.N. Photo 156200/John Isaac