Jeg flakkede om, men fandt en mening med livet
FORESTIL dig min forfærdelse da jeg en tidlig morgen vågnede ved at to firskårne mænd gennemsøgte mit værelse. Min mor stod og kiggede på, bleg og hjælpeløs, tilsyneladende i choktilstand. Mændene var kriminalbetjente.
Jeg vidste med det samme hvad de søgte efter. Udadtil var jeg fræk og trodsig, men inderst inde var jeg bange. Jeg var klar over at lovens lange arm var ved at få fat i os, en bande unge tyveknægte fra New Jersey i USA. Betjentene gav mig ordre til at klæde mig på, og tog mig derefter hurtigt med til stationen til afhøring.
Hvordan var jeg kommet i denne sørgelige situation? Det begyndte da jeg var ganske ung. Allerede som teenager betragtede jeg mig selv som en forhærdet ungdomsforbryder. I 1960’erne anså mange unge det for at være „in“ at gøre oprør uden grund, og sådan så jeg også på det. Som 16-årig var jeg derfor blevet smidt ud af highschool, og opholdt mig for det meste på en billardsalon i nabolaget. Her kom jeg i kontakt med en bande unge kriminelle, og efter at have været med dem på nogle mindre indbrud begyndte jeg at synes om ophidselsen og spændingen og blev helt grebet af det hver gang.
Derefter fulgte en periode på ni måneder hvor vi begik mange indbrud. Vores bande koncentrerede sig hovedsagelig om kontorer hvor større kontante summer blev opbevaret. Jo flere indbrud vi lavede uden at blive opdaget, jo dristigere blev vi. Og vi besluttede da også at røve en bankfilial.
For første gang begyndte det at gå galt. Vi kom ind i banken uden besvær, men det blev en frustrerende nat. Det eneste vi kunne bryde op var kassererens skuffe. Ydermere blev FBI nu sat på sagen, og så gik der ikke lang tid før vi alle var blevet arresteret.
De sørgelige følger af forkerte handlinger
Jeg blev personligt anklaget for 78 indbrud og måtte igennem den pinlige procedure at de alle i detaljer blev læst op i retten. Dette, samt de omfattende skriverier om os i den lokale avis, var et hårdt slag for mine forældre. Den ydmygelse og skam jeg bragte over dem bekymrede mig dog ikke synderligt dengang. Jeg blev dømt til at være på en statslig opdragelsesanstalt på ubestemt tid, hvilket kunne betyde at jeg skulle være der til jeg blev 21 år. Men med en dygtig advokats hjælp blev jeg flyttet til et specielt opdragelseshjem.
Jeg havde kun undgået en fængselsdom på betingelse af at jeg blev flyttet væk fra det lille lokalsamfund og fra alle mine tidligere venner. Derfor blev jeg indskrevet på en privatskole i Newark, en skole for adfærdsvanskelige børn som mig. Samtidig skulle jeg hver uge modtage professionel hjælp af en psykolog. Alt dette sørgede mine forældre for, og det kostede dem mange penge.
Bestræbelser for at foretage en forandring
Retssagen mod os var kendt vidt og bredt, og det var uden tvivl derfor den hjemlige avis bragte en leder med titlen: „Om at spare kæppen.“ Artiklen kritiserede den tilsyneladende milde dom vores bande havde fået. Tankerne fra artiklen gjorde at min samvittighed for første gang blev vakt. Jeg klippede artiklen ud og svor at jeg en dag, på en eller anden måde, ville råde bod på den lidelse, forlegenhed og økonomiske belastning som mine forældre måtte leve med på grund af mig.
Én måde hvorpå jeg kan vise mine forældre at jeg kan ændre mig, tænkte jeg, er ved at tage eksamen fra highschool sammen med min oprindelige klasse. Jeg begyndte nu at læse og studere som aldrig før. Ved slutningen af skoleåret skulle jeg sammen med min tilsynsværge igen stilles for den dommer som havde dømt mig. Dommerens alvorlige mine blev forvandlet til et smil da han så at jeg havde et højt gennemsnit for hver termin. Nu kunne jeg vende tilbage til min gamle klasse, og jeg tog min eksamen det følgende år.
Stadig uden mål i livet
I 1966 da mange af mine klassekammerater tog af sted til krigen i Vietnam, tog jeg på Concord College i West Virginia. Der blev jeg præsenteret for stoffer, fredsdemonstrationer og en helt ny livsstil, der fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved de traditionelle værdier. Jeg søgte efter noget, men vidste ikke hvad det var. Da det blev tid for „Thanksgiving-ferien“ tog jeg ikke hjem, men tomlede mod syd, tværs over Blue Ridge Mountains til Florida.
Jeg havde aldrig rejst særlig meget, så det var skønt for mig at se så mange nye og anderledes steder — det vil sige, indtil „Thanksgiving Day“, hvor jeg blev indsat i Daytona Beach’ fængsel for løsgængeri. Af skam ønskede jeg ikke at kontakte mine forældre, men det gjorde fængselsmyndighederne. Endnu en gang betalte min far en stor bøde så jeg slap for fængselsstraffen.
Jeg fortsatte ikke på college efter dette. I stedet drog jeg atter på farten; med spirende udlængsel og én kuffert tomlede jeg på må og få op og ned langs USA’s østkyst, mens jeg tjente penge ved at tage forskellige job. Mine forældre vidste sjældent hvor jeg befandt mig, men jeg besøgte dem fra tid til anden. Overraskende nok virkede de altid til at være glade for at se mig, men jeg kunne ikke falde til ro.
Eftersom jeg ikke længere gik på college mistede jeg min status som studerende, hvilket ellers havde betydet at jeg var fritaget for militærtjeneste. Det var derfor kun et spørgsmål om tid før jeg ville blive indkaldt. Jeg kunne ikke bære tanken om at miste min nyvundne frihed og være nødt til at underlægge mig den militære disciplin, så jeg besluttede at forlade landet om bord på et skib. Det åbnede vejen for en ny beskæftigelse. Kunne dette måske give mig en virkelig mening med livet?
Arbejde på havet
En gammel ven af vores familie var kaptajn i den amerikanske handelsflåde. Han fortalte mig om et nystartet program for oplæring af maskinmestre. Jeg blev hurtigt optaget på et intensivt toårigt kursus, som indebar den fordel at jeg slap for militæret og havde udsigt til en uddannelse som maskinmester. I 1969 fik jeg mit diplom og blev påmønstret mit første skib i San Francisco som tredjemaskinmester. Vi sejlede straks til Vietnam med ammunition. Der skete ikke noget særligt på turen, og jeg forlod skibet da vi nåede Singapore.
I Singapore tog jeg hyre på et flugtskib — sådan blev det kaldt fordi man hyrede søfolk som ikke var medlemmer af fagforeningen. Dette skib sejlede langs Vietnams kyster fra Cam Ranh-bugten i syd til Da Nang i nord, nær den demilitariserede zone. Her hørte man konstant bragene fra bombardementerne. Men økonomisk set var det en indbringende rute med faretillæg på grund af krigen, samt angrebsbonus når vi var under beskydning, så jeg tjente mere end 35.000 dollars om året. Trods min nye velstand følte jeg mig stadig uden mål i livet, og jeg spekulerede over hvad meningen var; hvor var jeg på vej hen?
Et glimt af livets mening
Efter et særlig skræmmende angreb hvor vi var under beskydning, fortalte Albert, min kedelassistent, at Gud snart ville indføre fred på jorden. Jeg lyttede opmærksomt til de usædvanlige ting han fortalte. Da vi sejlede tilbage til Singapore fortalte Albert mig at han havde været et Jehovas vidne, men at han ikke længere var aktiv. Sammen prøvede vi derfor at finde de lokale Jehovas vidner i Singapore. Ingen kunne tilsyneladende hjælpe os, men aftenen før vi skulle sejle fandt Albert et eksemplar af Vagttårnet i hotellets lobby. Der var stemplet en adresse på bladet. Vi havde imidlertid ikke tid til at undersøge det nærmere, for næste morgen skulle vi sejle til Sasebo i Japan, hvor skibet skulle ligge i tørdok i to uger.
Her blev der udbetalt lønninger til mandskabet, og Albert forlod skibet. Til min store overraskelse modtog jeg blot en uge senere et telegram fra Albert hvori der stod at Jehovas Vidner skulle holde et stævne i Sasebo den følgende weekend. Jeg besluttede at tage hen for at se hvad det var for noget.
Den dag, den 8. august 1970, vil altid stå prentet i mit sind. Jeg ankom til stævneområdet i taxa, og steg ud mellem hundreder af japanere, alle ulasteligt klædt. Skønt det var de færreste der talte engelsk, virkede det som om alle ville hilse på mig. Jeg havde aldrig set noget lignende, og selv om jeg ikke forstod et ord af det japanske program, besluttede jeg at tage derhen igen dagen efter — blot for at se om jeg ville få samme modtagelse. Og det fik jeg.
Vi hyrede en ny besætning, og en uge senere var vi igen på havet, med kurs mod Singapore. Det første jeg gjorde ved ankomsten var at tage en taxa hen til den adresse der var stemplet på det eksemplar af Vagttårnet jeg havde fundet. En venlig kvinde kom ud til døren og spurgte om hun kunne hjælpe med noget. Jeg viste hende adressen på Vagttårnet, og hun inviterede mig straks indenfor. Her traf jeg hendes mand og fandt ud af at de var missionærer fra Australien, Norman og Gladys Bellotti. Først forklarede jeg hvordan jeg havde fået fat i deres adresse. De var meget flinke over for mig og besvarede mange af mine spørgsmål; da jeg tog derfra var det med en pose fyldt med bibelsk læsestof. I de næste par måneder sejlede vi langs Vietnams kyst, og jeg læste mange af bøgerne, deriblandt bogen Sandheden der fører til evigt liv.
For første gang i mit liv følte jeg at der var en virkelig idé, en mening, med livet. På vores næste tur til Singapore forlod jeg skibet.
En skuffende hjemkomst
Det var også første gang jeg virkelig glædede mig til at komme hjem. Et par uger senere fik jeg mulighed for at besøge mine forældre og fortalte begejstret alt om Jehovas vidner. De delte imidlertid ikke min begejstring. Det var forståeligt nok, for min opførsel var ikke den bedste. Jeg havde kun været hjemme et par uger, da jeg i et anfald af hidsighed smadrede en natklub. Jeg kom til bevidsthed i en fængselscelle.
Nu begyndte jeg at tro at der ikke var noget håb for mig, at jeg aldrig kunne lave om på mig selv og få kontrol over mit voldsomme temperament. Måske ville jeg altid være rodløs og oprørsk. Jeg følte ikke at jeg kunne blive hjemme længere. Jeg måtte væk. Efter et par dage tog jeg derfor med en norsk fragtbåd der skulle til England.
England og teaterskole
Jeg var glad for at være i England, men det var et problem at finde arbejde. Derfor besluttede jeg at søge optagelse på forskellige teaterskoler, og til min store overraskelse blev jeg optaget på The London School of Dramatic Art. De to år jeg var i London gik med at drikke tæt, nyde selskabslivet og, selvfølgelig, at tage alle mulige slags stoffer.
På et tidspunkt besluttede jeg at jeg igen ville besøge min familie i USA. Enhver kan sikkert forestille sig hvordan min opsigtsvækkende fremtoning må have virket på dem denne gang! Jeg var iført en sort kappe med to gyldne løvehoveder som var hæftet sammen med en guldkæde i nakken, en rød fløjlsvest, samt sorte fløjlsbukser med læderkant der var stoppet ned i knæhøje støvler. Det var ikke så mærkeligt at mine forældre ikke var videre imponerede og at jeg følte mig helt ved siden af i deres mere konservative omgivelser. Så jeg vendte tilbage til England, hvor jeg i 1972 bestod den afsluttende prøve på teaterskolen. Nu havde jeg nået endnu et mål. Men tilbage var stadig det nagende spørgsmål: Hvad skal jeg nu? Jeg var stadig på udkig efter en mening med livet.
Min søgen ophører
Ikke længe efter dette følte jeg at der kom en vis stabilitet ind i min tilværelse. Det begyndte med et venskab med min nabo Caroline. Hun var skolelærer fra Australien, en klassisk og stabil type og dermed min direkte modsætning. Vi havde været venner i to år uden at nære romantiske følelser for hinanden. På et tidspunkt skulle Caroline til Amerika i tre måneder, og eftersom vi var venner arrangerede jeg at hun kunne bo hos mine forældre i nogle uger. De undrede sig sikkert over at hun ville have noget som helst at gøre med en type som mig.
Da Caroline var rejst sagde jeg til mine venner i England at jeg også skulle hjem, og de holdt en stor afskedsfest for mig. Men i stedet for at tage hjem, tog jeg kun til South Kensington i London, hvor jeg lejede en lejlighed og ringede til Jehovas Vidners afdelingskontor i London. Jeg havde indset hvad jeg ville med mit liv. Inden for en uge fik jeg besøg af et tiltalende ægtepar, som straks aftalte at studere Bibelen med mig. På grund af de bøger jeg tidligere havde læst, var jeg ret ivrig og bad om at studere to gange om ugen. Da Bob så hvor opsat jeg var, inviterede han mig kort efter med i rigssalen, og det varede ikke længe før jeg overværede alle ugens møder.
Da jeg fandt ud af at Jehovas vidner ikke ryger, besluttede jeg at droppe den vane med det samme. Men hvad med mit udseende? Jeg ønskede ikke at føle mig udenfor, så jeg købte en pæn skjorte, et slips og et jakkesæt. I løbet af kort tid kunne jeg være med i forkyndelsen fra hus til hus, og skønt jeg var meget nervøs første gang, blev jeg glad for det.
Jeg mente at Caroline ville blive meget overrasket når hun kom tilbage. Dette viste sig at være noget af en underdrivelse. Hun kunne slet ikke forstå at jeg kunne ændre mig så meget på så kort tid, både hvad angik soignering og fremtræden og meget andet. Jeg forklarede at jeg var blevet hjulpet ved at studere Bibelen og indbød også hende til at få et bibelstudium. Til at begynde med var hun lidt tøvende, men så gik hun med til det på den betingelse at det skulle være mig der læste med hende. Jeg glædede mig over at se hvor hurtigt hun tog imod det hun lærte, og det varede ikke længe før hun forstod hvor værdifuld Bibelen er.
Efter nogle måneder besluttede Caroline at vende tilbage til Australien, og hun fortsatte sit bibelstudium i Sydney. Jeg blev i London indtil jeg kunne blive døbt, hvilket jeg blev syv måneder senere. Nu ville jeg hjem til USA og hilse på hele min familie. Denne gang var jeg besluttet på at det skulle gå godt.
En anderledes hjemkomst
Mine forældre, der ikke vidste hvad de skulle tro, ville vide hvad jeg nu var kommet ud i — jeg så alt for respektabel ud. Men jeg var glad for at jeg nu virkelig følte mig hjemme. Mine forældre undrede sig naturligvis over min drastiske forandring, men de var taktfulde og reagerede med deres sædvanlige venlighed og tolerance. I de følgende måneder havde jeg den forret at studere Bibelen med dem. Jeg oprettede et studium med mine to storesøstre, som min nye livsstil også havde gjort indtryk på. Ja, dette var den rigtige måde at vende hjem på.
I august 1973 besøgte jeg Caroline i Australien, og det var en stor glæde for mig at se hende blive døbt ved Jehovas Vidners internationale stævne sammen med 1200 andre. Ugen efter blev vi gift i Canberra, Australiens hovedstad. Her har jeg virket i heltidstjenesten i 20 år, og i de sidste 14 år har jeg virket som ældste i den lokale menighed.
Takket være min kones samarbejdsvilje har vi kunnet opdrage tre børn — Toby, Amber og Jonathan. Vi har selvfølgelig de samme problemer som alle andre, men det er lykkedes for mig at fortsætte i heltidstjenesten som pioner og samtidig sørge for familiens materielle behov.
I dag er mine forældre, som bor i De Forenede Stater, indviede tjenere for Jehova, og skønt de begge er i firserne er de stadig aktive forkyndere. Min far er menighedstjener i den lokale menighed. Mine to storesøstre er også nidkære i tjenesten for Jehova.
Jeg takker inderligt Jehova Gud for at min lange søgen efter en mening med livet hører fortiden til. Han har ikke blot vist mig hvordan jeg bedst kan bruge mit liv, men har også givet mig en omsorgsfuld familie med et dejligt sammenhold. — Fortalt af David Zug Partrick.
[Illustration på side 23]
David og hans kone, Caroline