Jeg fandt tilfredshed ved at tjene Gud

FORTALT AF JOSHUA THONGOANA

I 1942 var jeg meget forvirret. Jeg studerede både skrifter fra syvendedagsadventisterne og fra Vagttårnsselskabet. Ligesom fortidens israelitter ’haltede jeg mellem to standpunkter’. — 1 Kongebog 18:21.

JEG fulgte hos syvendedagsadventisterne et brevkursus kaldet „Profetiens stemme“. Jeg kunne godt lide at svare på deres spørgsmål, og de lovede mig et flot diplom hvis jeg klarede alle prøverne. Men jeg lagde mærke til en ting: både „Profetiens stemme“ og Vagttårnsselskabets publikationer blev afsendt fra den sydafrikanske by Cape Town. Derfor spurgte jeg mig selv om disse organisationer mon kendte hinanden. Stemte deres lære overens? Hvis ikke, hvem havde så ret?

For at finde ud af det, sendte jeg to næsten enslydende breve, ét til hver organisation. For eksempel skrev jeg til Vagttårnsselskabet: „Kender I de folk der er tilknyttet ’Profetiens stemme’, og hvis I gør, hvad mener I så om deres lære?“ Senere fik jeg svar fra begge parter. I brevet fra Vagttårnsselskabet forklarede de at de kendte „Profetiens stemme“, men påviste at deres lærepunkter, deriblandt treenighedslæren og læren om at Kristus ville vende tilbage til jorden i kødet, er ubibelske. Deres brev indeholdt skriftsteder som modbeviste disse læresætninger. — Johannes 14:19, 28.

I svaret fra „Profetiens stemme“ blev der blot sagt at de kendte „Vagttårnsfolkene“, men at de ikke var enige med dem i deres lære. Der blev ikke angivet nogen grund. Derfor faldt mit valg på Vagttårnsselskabet, som er det juridiske organ Jehovas Vidner benytter sig af. I dag, efter i 50 år at have været tilknyttet Jehovas Vidner er jeg glad for at jeg traf denne beslutning, der viste sig at være den rette.

Religiøs baggrund

Jeg er født i 1912 i et landdistrikt kaldet Makanye, øst for den sydafrikanske by Pietersburg. Makanye var dengang en af den anglikanske kirkes faste bastioner, og jeg blev derfor døbt i den kirke. Da jeg var ti år, flyttede vores familie til en egn som var domineret af Den Lutherske Berlinmissions Kirke, og mine forældre sluttede sig derfor til den. Snart fik jeg lov at gå til alters og tage af brødet og nippe til vinen, men det tilfredsstillede ikke mit åndelige behov.

Efter otte års skolegang sendte min far mig til Kilnerton Lærerseminarium, og i 1935 fik jeg mit lærerdiplom. En af de lærere jeg arbejdede sammen med var en ung kvinde, Caroline. Vi blev gift, og senere fødte Caroline en pige som vi gav navnet Damaris. Et par år senere blev jeg overlærer på Sehlale Skole i landsbyen Mamatsha. Eftersom skolen blev drevet af den nederlandsk-reformerte kirke holdt vi os til denne kirke og overværede regelmæssigt dens gudstjenester — dog ikke fordi det bragte nogen tilfredshed, men blot fordi det var skik og brug.

Et vendepunkt

En søndag i 1942 midt i salmesangen kom en ung hvid mand til syne i kirkedøren med tre bøger udgivet af Vagttårnsselskabet — Skabelsen, Det store Opgør og Krigsforberedelser. Da jeg mente at bøgerne ville tage sig godt ud på min boghylde, købte jeg dem for tre shilling. Senere fandt jeg ud af at manden, der hed Tienie Bezuidenhout, var et af Jehovas vidner, den eneste på de kanter. Ved sit næste besøg medbragte Tienie en fonograf og spillede nogle foredrag af dommer Rutherford. Jeg kunne især godt lide det foredrag hvori religionen blev kaldt „en snare og et svindlerforetagende“, men det kunne Caroline og min søster Priscilla, der boede hos os, ikke. Da Tienie kom der tredje gang overlod han fonografen til mig, så jeg kunne spille foredragene for mine venner.

En dag bladede jeg i bogen Skabelsen og kom til kapitlet „Hvor er de døde?“ I håb om at lære noget om de glæder sjælene erfarer i himmelen, begyndte jeg at læse. Men i modsætning til hvad jeg forventede gjorde bogen det klart at de døde er i graven og ikke er sig noget som helst bevidst. Til støtte herfor blev der citeret passager fra Bibelen, for eksempel Prædikeren 9:5, 10. Et andet kapitel bar overskriften „De dødes Opvækkelse“, og Johannes 5:28, 29 blev citeret som bevis for at de døde er uden bevidsthed og venter på at få en opstandelse. Det lød fornuftigt. Det var et tilfredsstillende svar.

Det var på dette tidspunkt, i 1942, jeg afbrød min kontakt med „Profetiens stemme“, og jeg begyndte nu at fortælle andre om det jeg havde lært ud fra Vagttårnsselskabets publikationer. En af de første der reagerede positivt var en ven, Judah Letsoalo, som jeg havde gået i klasse med på Kilnerton Lærerseminarium.

Judah og jeg cyklede 51 kilometer for at overvære et stævne for afrikanske Jehovas vidner i Pietersburg. Derefter kom vennerne fra Pietersburg ofte helt til Mamatsha for at hjælpe mig med at fremholde budskabet om Riget for mine naboer. Senere, ved et andet stævne i Pietersburg, blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova. Det var i december 1944.

Min familie og andre tager imod sandheden

Caroline, Priscilla og min datter Damaris fortsatte med at komme i den nederlandsk-reformerte kirke indtil vi blev ramt af en tragedie. Caroline fødte vores andet barn — en tilsyneladende sund og rask dreng som vi kaldte Samuel. Men pludselig blev han syg og døde. Carolines kirkelige venner kom ikke med nogen trøst, men sagde blot at Gud ønskede at vores søn skulle være hos ham i himmelen. Caroline blev imidlertid ved med at spørge: „Hvorfor har Gud taget vores søn bort?“

Da Jehovas vidner i Pietersburg fik nys om vores ulykke, kom de og gav os ægte trøst ud fra Guds ord. Caroline sagde senere: „Det Bibelen siger om dødens årsag, om de dødes tilstand og om opstandelseshåbet var fornuftigt, og det trøstede mig meget. Jeg ønskede at leve i den nye verden og tage imod min søn fra graven.“

Caroline holdt op med at gå i kirke, og i 1946 blev hun, Priscilla og Judah døbt. Kort efter sin dåb rejste Judah ud for at påbegynde forkyndelsen i landdistriktet Mamahlola, og han har været i pionertjenesten lige siden.

Da Judah rejste var jeg den eneste broder der var tilbage til at sørge for vores menighed, Boyne-menigheden. Men så flyttede Gracely Mahlatji til vores distrikt, og han giftede sig senere med Priscilla. Hver uge skiftedes Gracely og jeg til at holde offentlige foredrag på sepedi, det lokale afrikanske sprog. For at gøre de bibelske publikationer tilgængelige for flere bad Selskabet mig om at oversætte dem til sepedi. Det var en stor tilfredsstillelse for mig at se folk få gavn af publikationerne.

For at sætte skub i vores kampagne med offentlige møder medbragte vi en grammofon med en stor højttaler for at kunne afspille bibelske foredrag i vores distrikt. Vi lånte en æselkærre til at transportere det tunge udstyr fra sted til sted, og derfor gav vore naboer os øgenavnet „Æselkirkens folk“.

Imens fortsatte vores lille menighed med at vokse. Mine to ældre søstre og deres ægtefæller blev Jehovas vidner og holdt alle trofast ud til deres død. Mange fra Boyne-menigheden (nu kaldet Mphogodiba) tog heltidstjenesten op, og en del af dem virker stadig i denne tjeneste. I dag er der to menigheder i dette vidtstrakte område med spredte landsbyer, og mere end 70 forkyndere er aktive i forkyndelsesarbejdet.

En ny livsform

I 1949 holdt jeg op med at undervise på skolen og blev pioner. Min første opgave gik ud på at besøge sorte landarbejdere som boede på farme der tilhørte hvide i området omkring Vaalwater i Transvaal. Nogle farmere gik stærkt ind for den nyligt indførte apartheidpolitik og mente at de sorte burde anerkende deres påståede underlegenhed i forhold til de hvide og at de skulle tjene deres hvide herrer. Når jeg forkyndte for de sorte arbejdere opfattede nogle hvide mig fejlagtigt som en oprørsstifter. Nogle beskyldte mig endog for at være kommunist og truede med at skyde mig.

Jeg underrettede Vagttårnsselskabets afdelingskontor om forholdene, og snart blev jeg flyttet til et andet distrikt i et landområde kaldet Duiwelskloof. På det tidspunkt holdt min kone også op som lærer og gjorde mig følgeskab i pionertjenesten. En eftermiddag i 1950 da vi kom tilbage fra forkyndelsen fandt vi en stor konvolut fra Selskabet. Til min overraskelse indeholdt den en indbydelse til at modtage oplæring som rejsende tilsynsmand. I tre år besøgte vi menighederne i Sydafrika, og i 1953 fik vi tildelt distrikt i Lesotho, der ligger helt indesluttet i hjertet af Sydafrika.

Tjeneste i Lesotho og Botswana

Da vi begyndte at tjene i Lesotho hørte vi mange rygter om at udlændinge ofte blev ofre for ritualmord. Både min kone og jeg var bekymrede, men brødrenes kærlighed og gavmildhed hjalp os til at glemme vores frygt.

Når jeg skulle betjene menighederne i Lesothos Maluti-bjerge, rejste jeg ofte med fly; min hustru blev tilbage i lavlandet, hvor hun virkede som pioner indtil jeg vendte tilbage. Vennerne ledsagede mig kærligt fra den ene menighed til den anden så jeg ikke fór vild i bjergene.

Engang fik jeg at vide at jeg for at komme til den næste menighed måtte krydse Oranjefloden på hesteryg. Jeg vidste at min hest var rolig, men vidste også at når strømmen bliver for stærk vil en hest ofte forsøge at frigøre sig for sin byrde. Jeg var ængstelig eftersom jeg hverken var en god rytter eller en god svømmer. Snart var vi ude i floden og vandet nåede til sadlen. Jeg var så bange at jeg slap tømmen og greb fat i hestens manke. Hvor var det en lettelse da vi nåede uskadte over på den modsatte bred!

Den nat fik jeg næsten ikke lukket et øje fordi jeg var mørbanket efter at have redet på hesten. Men det var al ubehaget værd, eftersom vennerne viste stor værdsættelse af besøget. Da jeg begyndte i kredstjenesten var der 113 forkyndere i Lesotho. I dag er der 1649.

I 1956 blev vi flyttet til en ny kreds, i protektoratet Bechuanaland, det nuværende Botswana. Botswana er et meget større land, og vi måtte tilbagelægge meget længere afstande for at nå ud til alle forkynderne. Vi rejste enten med tog eller på ladet af en lastbil. Der var ingen sæder, så vi måtte sidde på bunden med vores bagage. Vi var ofte meget støvede og trætte når vi nåede vort bestemmelsessted. Vore kristne brødre bød os altid velkommen, og deres glade ansigter gav os fornyet styrke.

Dengang var Selskabets publikationer forbudt i Botswana, så vi måtte udføre hus-til-hus-forkyndelsen med forsigtighed, uden andre hjælpemidler end Bibelen. Engang blev vi arresteret nær landsbyen Maphashalala. Vi forsvarede os ved at læse fra Bibelen, og henviste til befalingen i Mattæus 28:19, 20. Selv om nogle af advokaterne var imponerede, gav politichefen ordre til at de lokale forkyndere skulle piskes. Men til vores overraskelse bad præsten politichefen om at lade nåde gå for ret. Politichefen føjede ham og løslod os.

Trods forfølgelse og forbud mod vore publikationer fortsatte arbejdet med at have fremgang. Da jeg kom til Botswana, var der 154 forkyndere. Da forbudet tre år senere blev hævet, var forkyndertallet vokset til 192. I dag er der 727 vidner for Jehova som forkynder i dette land.

Undervisning og oversættelse

Senere blev jeg benyttet som lærer på Rigets Tjenesteskole for ældste. Jeg fik også den forret at være lærer på pionerskolen. Min hustru og jeg har også indimellem tjent på det sydafrikanske afdelingskontor. Ved disse lejligheder har jeg hjulpet med oversættelsesarbejde, mens Caroline har arbejdet i køkkenet.

En dag i 1969 kom afdelingstilsynsmanden, Frans Muller, hen og sagde til mig: „Broder Thongoana, jeg vil gerne se dig og din hustru på mit kontor.“ Dér forklarede han at vi var blandt dem der var blevet udvalgt som delegerede til det internationale stævne „Fred på jorden“ i London i 1969. Vi nød brødrenes gæstfrihed i England og Skotland, og det øgede i høj grad vores værdsættelse af det internationale brodersamfund.

I fire årtier har Caroline været min tro følgesvend i heltidstjenesten. Vi har været sammen om mange glæder, men også nogle sorger. Vi har mistet to af vore børn, men vores datter Damaris er vokset op og er blevet en dygtig forkynder og har også hjulpet med oversættelsesarbejdet på det sydafrikanske afdelingskontor.

Helbredet tillader os ikke længere at virke i rejsetjenesten, så i de sidste par år har vi været specialpionerer i en menighed i Seshego, et afrikansk byområde nær Pietersburg. Jeg tjener som præsiderende tilsynsmand. I Bibelen siges der at „man mættes af fryd for [Jehovas] ansigt“, og jeg har bestemt fundet glæde og tilfredshed ved at tjene Gud i det sydlige Afrika. — Salme 16:11.

[Illustration på side 26]

Forkyndelse i Seshego-distriktet i Sydafrika