„Kanku“ — lufthavnen der ses men ikke høres

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I JAPAN

NÅR man fra luften nærmer sig Kansais internationale lufthavn i Japan, ser man en ø og navnet „Kansai“ med store bogstaver.a Øen ligger i Osakabugten, omkring fem kilometer fra kysten, og den synes kun at bestå af lufthavnen og dens bygninger. Egentlig er det en kunstig ø, „skræddersyet“ til brug som lufthavn. Den blev åbnet i september 1994 og kaldes uofficielt for „Kanku“, en forkortelse af det japanske navn: Kansai Kokusai Kuko.

En knap fire kilometer lang motorvejsbro for både tog og biler forbinder lufthavnsøen med hovedlandet. Anlæggene på øen omfatter også havn og færgelejer. Men hvad er grunden til at man har skabt en helt ny ø for at bygge en lufthavn?

Lufthavnen der ikke høres

Kansai-regionen besøges af flere og flere turister og andre. Flytrafikken er steget voldsomt, og maskinerne drøner hen over boligområderne omkring Osakas internationale lufthavn. Af hensyn til støjgenerne har man indført flyveforbud mellem klokken 21 og klokken 7, og siden 1974 er der ikke blevet givet tilladelse til nogen forøgelse af den internationale flytrafik. Derfor er der opstået et stort behov for en ny lufthavn til at tage sig af fragt og passagerer — uden at forøge støjgenerne.

Men hvordan konstruerer man en lufthavn der kan bruges døgnet rundt uden at støjen generer nogen? Det var spørgsmålet. Den eneste løsning man kunne se, var at skabe en kunstig ø langt borte fra beboede områder og anlægge en lufthavn dér. Et mammutprojekt!

De statslige og regionale myndigheder skaffede sammen med lokale virksomheder de 90 milliarder kroner til anlægget, og oprettede et privat selskab som skulle styre byggeriet og driften af den nye lufthavn. Selskabets vicedirektør, Keisuke Kimura, siger til Vågn op!: „Da vi er et privat selskab havde vi ikke råd til at bruge lang tid på anlægget af øen. Vi var nødt til at få det gjort i en fart.“

Der skabes en ø

Én ting er at indvinde land langs en kyst, noget helt andet er at skabe en ny ø på over 500 hektarer fem kilometer fra kysten. Der blev brugt over 180.000.000 kubikmeter sand og jord som fyldmateriale. „Det svarer til materialet i 73 pyramider — altså 73 gange den største af pyramiderne, Keopspyramiden,“ oplyser Keisuke Kimura.

På havbunden, i en gennemsnitlig dybde af 18 meter under overfladen, lå der et lag blødt ler som måtte drænes for vand. „Man måtte hamre en million sandfyldte pæle med en diameter på 40 centimeter ned i lerlaget for at dræne det for vand og stabilisere fundamentet. Vægten af fyldmaterialet ovenpå bevirkede at det 20 meter tykke lag af blødt ler blev presset sammen og tømt for vand, så tykkelsen kom ned på 14 meter,“ fortæller Kenichiro Minami, der har haft ansvaret for opfyldningsarbejdet. „Det vi frygtede allermest var at laget af fyldjord skulle fordele sig ujævnt. Vi måtte udregne ved hjælp af edb hvor meget fyldmateriale der skulle være de forskellige steder for at resultatet kunne blive en jævn flade.“

Fyldmaterialet nåede en dybde på 33 meter, svarende til et hus på 10 etager. Vægten af alt dette fik imidlertid havbunden til at synke. Og den synker stadig. Ifølge nogle beregninger vil bunden synke yderligere 1,5 meter de næste 50 år; men den kunstige ø vil da alligevel være fire meter over havets overflade.

I 1991, endnu før den kunstige ø var færdig, begyndte man at opføre terminalbygningen og kontroltårnet. Efter mere end syv års hårdt arbejde var øen, lufthavnen og alle dens faciliteter færdige.

Stor lufthavn — små afstande

Der venter passagererne en behagelig overraskelse når de ankommer. „Da vi kom hen til det sted hvor man henter sin bagage, stod vores kufferter allerede og ventede på os,“ siger en passager fra USA. Hvordan kan det gå så hurtigt? „Terminalbygningen er kæmpestor, men bygget sådan at afstandene er små,“ siger Kazuhito Arao, der har ansvaret for passagerterminalen. „Passagererne behøver ikke at vandre igennem en labyrint som i andre internationale lufthavne.“

Bygningen er konstrueret på en simpel men genial måde. Hovedbygningen er indrettet sådan at de afstande passagererne skal tilbagelægge er så korte som muligt. Indenrigspassagerer kan gå direkte fra jernbanestationen til indcheckningsskranken, og derfra videre til deres boarding-udgang, uden at skulle op eller ned ad trapper.

Ud fra hovedbygningen, hvor der foregår indcheckning, toldbehandling og indrejsecheck, er der to fløje (eller vinger) på hver 700 meter som skyder ud mod henholdsvis nord og syd. De fører til de 33 udgange til flyene. Til passagerer der skal til en af de udgange som ikke er tæt ved hovedbygningen, er der et automatisk transportsystem med det engelske navn „Wing Shuttle“. Ved hjælp af dette system kan man på mindre end fem minutter komme til den ønskede udgang — iberegnet den tid man eventuelt må vente på transportvognen.

Også flot at se på

„En lufthavn der ligger ude i havet har den fordel at der ikke er nogen forhindringer omkring den,“ siger Kazuhito Arao. „Ja, efter hvad piloterne siger, er det yderst let at lande her,“ tilføjer Keisuke Kimura.

Andre omtaler selve lufthavnens udseende i positive vendinger. Terminalbygningen, der er konstrueret i form som fly-vinger, har trukket mange turister til Kanku. Mange holder også af at komme og se maskinerne starte og lande i denne usædvanlige lufthavn i havet. „Vi har været nødt til at bygge en udsigtsplatform øverst på værkstedskomplekset til de mange der kommer for at se lufthavnen. Det havde vi ikke tænkt os til at begynde med,“ siger Keisuke Kimura. Hver dag kommer der i gennemsnit 30.000 mennesker blot for at se lufthavnen.

Hvis du skal besøge en af byerne i Kansai-området, så prøv at flyve til eller fra „Kanku“ — lufthavnen der kan ses, men som ikke kan høres af sine naboer.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 25]

Kansai International Airport Co., Ltd.