Gud lod sig finde af os

DA KONG David var rede til at overlade tronen til sin søn Salomon, gav han ham dette råd: „Kend din faders Gud og tjen ham af et helt hjerte og af en glad sjæl; for Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig; men hvis du forlader ham, vil han forstøde dig for evigt.“ — 1 Krønikebog 28:9.

Vi erfarede at dette var sandt i vort tilfælde. Vi søgte Gud, og fandt ham — men først efter at være blevet ført ind på mange falske sidespor. Vi tror at Jehova kunne se hvor meget vi tænkte på ham og på hvad vi kunne gøre for at tjene ham, og han lod sig finde af os. Her følger beretningen om hvordan det gik til.

Vi er fire brødre som er opvokset i Florida. Vores far arbejdede som kok og tog lange vagter for at forsørge familien. Mor var hjemmegående, og vi fire drenge arbejdede med at slå græs, gå med aviser — alt hvad der kunne supplere familiens indkomst. Mor var katolik og far var baptist. Vi troede alle på Gud og Bibelen, men det blev ved dét, og vi kom sjældent i kirken. Tidspunktet var begyndelsen af 70’erne da fred, trompetbukser, langt hår og rockmusik var „in“. Alt dette kunne vi ikke undgå at blive påvirket af.

Det var først i 1982 at to af os, Scott og Steve — henholdsvis 24 og 17 år — alvorligt begyndte at interessere os for Bibelen. Samtidig voksede vores bekymring for verdenssituationen, som blev værre og værre. Scott havde sit eget entreprenørfirma, der gik godt, og vi besluttede derfor at flytte sammen i en lejlighed. Vi var blevet trætte af den livsstil vi havde — vi tilbragte meget tid på beværtninger — og vi var overbeviste om at græsset måtte være grønnere et andet sted. Vi begyndte at føle et åndeligt behov. Regelmæssig bibellæsning gav os et ønske om større kundskab og indsigt i Guds ord.

Vi begyndte at komme i forskellige kirker om søndagen. I de kirker vi besøgte som lå i nærheden af vores lejlighed i Lake Worth i Florida, brugte præsterne 25 minutter af prædikenen på at tale om behovet for pengebidrag. „Giv rigeligt, grib dybt ned i jeres lommer,“ sagde præsten mens han lænede sig halvt ind over prædikestolen. De lod ofte kollektbøssen gå rundt tre gange under en gudstjeneste, hvilket resulterede i at mange gik derfra uden en øre på lommen. Vi opsøgte mange kirker, men erfarede kun at man også dér lagde størst vægt på selskabelige sammenkomster og på at optage kollekt.

Advaret mod Jehovas Vidner

Vi blev indoktrineret med at vores tro var baseret på Bibelens grundlærdomme, og vi slugte det råt fordi lærerne var dygtige teologer. En af undervisningstimerne handlede om sektvæsen i Amerika, og øverst på listen stod Jehovas Vidner. Vi blev advaret om at de ikke troede på Jesus, at de havde deres egen bibel, at de ikke skulle i himmelen og at de ikke troede på et helvede. Alt dette fik os selvfølgelig til at konkludere at Jehovas Vidners tro var forkert.

Vi var meget nidkære, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab. (Romerne 10:2) Vi kendte dog godt ordlyden i Mattæus 28:19, 20, hvor der siges at vi skal forkynde den gode nyhed og gøre disciple. På det tidspunkt kom vi i en kirke der hed Bible Town som havde 2000 medlemmer, og vi var en del af en gruppe på omkring 100 unge mellem 17 og 30 år. Scott prøvede at få dem til at udføre en form for forkyndelse — men uden held.

Vi iværksatte derfor vores egen forkyndelseskampagne. Scott fik den idé at få en stand på det lokale loppemarked hvorfra vi kunne uddele traktater og bibler. Og sådan blev det. Vi tog hen til en lokal ’kristen’ boghandel, købte en stor forsyning traktater og bibler, tog hen til loppemarkedet, stillede to savbukke op, lagde en stor krydsfinerplade ovenpå, anbragte vore traktater og bibler på pladen, og prøvede at blive „ordets gørere og ikke blot dets hørere“. — Jakob 1:22.

I de følgende uger voksede interessen for vores forkyndelse på loppemarkedet. Vi spredte både engelsk og spansk litteratur. Vi havde bibler, 30 forskellige traktater, og endda hattenåle med påskriften „Gud elsker dig“. Kort efter købte Scott en maskine der kunne lave overføringsbilleder på T-shirts. Vi trykte små bibelske budskaber på trøjerne, hvor der for eksempel stod: „Har du læst i din bibel i dag?“, „Har du tænkt på hvorfor jeg smiler?“, „Jesus bor i mit hjerte,“ og mange andre ting. På én stod der „Åbenbaringen“ med et billede af de fire ryttere.

Vi forestillede os at vi ved at bære trøjerne kunne aflægge et tavst vidnesbyrd. Hver lørdag og søndag fra klokken 8.00 til 13.00 kunne man iagttage vores såkaldte loppemarkedsforkyndelse. Hvis man gik tværs over en parkeringsplads og så traktater i vinduesviskerne, var det fordi vi havde været der. Al litteraturen blev uddelt mod frivillige bidrag, men det var de færreste der gav noget. Ét år regnede vi ud hvor meget vi havde brugt på det, og det beløb sig til cirka 60.000 kroner.

Vi møder et af Jehovas vidner

En dag da vi var taget ud til en af strandene ved Bonita Springs for at bade, kom en ældre herre hen til os og sagde at han havde bemærket klistermærkerne på vores bils kofanger og sloganet på vore T-shirts. Han begyndte at tale om Bibelen og at ræsonnere med os ud fra Skrifterne. På et tidspunkt bragte han emnet fra Apostelgerninger 2:31 på bane og spurgte: „Hvis der findes et brændende helvede og hvis det kun er de onde mennesker der ender dér, hvorfor siger Bibelen så at Jesus var der?“ Han drøftede også mange andre skriftsteder med os. Til sidst sagde Scott: „Du må være et af Jehovas vidner.“ Han svarede: „Ja, det er jeg.“ Scott sagde så: „I tror jo ikke på Jesus.“ I de næste 20 minutter talte forkynderen om Jesus, men af en eller anden grund gjorde det ikke indtryk på os.

Vi fortsatte med vores loppemarkedsforkyndelse i weekenden. Det havde stået på i tre år — i al den tid følte vi os fuldt overbeviste om at vi havde sandheden og at vi gjorde det rigtige. Vi gik stadig i kirke, en ny hver søndag aften, men vi var ikke tilfredse med nogen af dem. Til sidst havde vi besøgt de kirker der var, og besluttede derfor en aften at opsøge en af „Jehovas Vidners kirker“, som vi kaldte dem. Vi ville forkynde Jesus for dem. Vi fandt en adresse i telefonbogen og tog derhen en søndag aften. Da vi opdagede at de ikke havde møde søndag aften ligesom alle de andre kirker, konkluderede vi at de bestemt ikke kunne tro på Jesus! På skiltet med mødetiderne annoncerede man et bogstudium mandag aften. Iført vore T-shirts mødte vi op næste dag med vore bibler. Vi kan huske at vi forinden brugte nogen tid på at overveje hvilken af vore T-shirts der kunne aflægge det bedste vidnesbyrd. Mandag aften kom vi derhen i god tid, og et par brødre henvendte sig til os. De var hjertelige og venlige. Straks var vi i gang med en dybsindig drøftelse af Åbenbaringens Bog. De tilbød at vi kunne blive og overvære mødet. De gav os bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud,a og vi fandt en plads. En broder indledte studiet med bøn.

Vi lyttede opmærksomt. Bønnen blev afsluttet med: „I Jesu navn. Amen.“ Vi kiggede chokerede på hinanden. „Hørte vi rigtigt? Han bad i Jesu navn!“ Det var som om der faldt skæl fra vore øjne så vi kunne se klart. Hvis vore hjerter var ret indstillet, var det tid til at lytte opmærksomt efter. Broderen bad alle om at slå op på kapitel 21 i den bog de havde udleveret til os. Det handlede om Jesus og om ikke at være en del af verden. De kunne ikke have valgt et bedre emne at studere. Det omhandlede Jesu liv og tjeneste, endens tid og neutralitet. Nogle af de unge svarede på mange ting som vi slet ikke vidste noget om. Og igen afsluttede broderen mødet med en bøn i Jesu navn.

Vi modtager åndelig næring

Vi var gået ind i rigssalen hungrende efter sandheden, og her var den, ikke langt fra os. Vi forlod mødet åndeligt opbyggede, og vi satte aldrig vore fødder i en kirke igen. Den følgende aften, mens vi var ved at vaske tøj på et møntvaskeri, fik vi øje på en stor bunke af bladene Vagttårnet og Vågn op! ved siden af sodavandsautomaten — der var mindst 150. Tidligere kunne det aldrig have faldet os ind at læse dem, men nu var der mange emner som fængede. Vi samlede derfor bladene sammen og tog dem med hjem.

I en af artiklerne blev der spurgt: „Kan man tro på treenigheden?“ En anden lød: „Findes der et brændende helvede?“ En tredje Vågn op!-artikel behandlede emnet ’religiøse billeder’. Samme aften læste Steve artiklen om treenigheden, undersøgte en masse, slog alle skriftstederne efter og vækkede Scott klokken halv et om natten for at fortælle hvad han havde lært. Dagen efter, om onsdagen, læste Steve efter arbejdstid artiklen angående helvede. Den behandlede Johannes 11:11, hvor Jesus siger at Lazarus er gået til hvile. Da Steve mødte Scott, sagde han: „Der står ikke noget i min bibel om et brændende helvede.“ Efter at have læst Vågn op!-artiklen om religiøse billeder og forskellige former for kors, smed vi alt hvad vi havde af den slags på en skraldebil og så til mens det blev kørt væk. Vi kiggede på hinanden, sendte hinanden et anerkendende blik og smilede. Vi vidste at vi havde fundet noget meget specielt — sandheden.

Den næste dag modtog vi to kasser med 5000 traktater med ordlyden: „Hvis du ikke angrer, kommer du i helvede.“ Vi var nu klar over at mange af disse traktater ikke stemte overens med Bibelens lære. Lidt forvirrede tog vi igen hen til bogstudium mandag aften og medbragte en del af vore traktater. En for en viste vi traktaterne frem og spurgte: „Kan denne her gå an?“ En aften gennemgik vi alle vore traktater, og snart lå der en hel stak på gulvet; ikke én af dem indeholdt Bibelens lære. Vi skilte os af med dem alle. Vi vidste at vores nyfundne tro betød livet for os og dem vi forkyndte for. Vi ønskede at rejse væk så vi kunne studere Bibelen uforstyrret.

Vi flyttede til Alaska. Da vi overværede vores første møde spurgte vi en ældste om han ville studere med os hver dag. Jeg tror alle de tilstedeværende hørte vores anmodning. Vi gjorde hurtigt fremskridt; og da vi var færdige med at studere bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden,b ville vi gerne døbes ved et af kredsstævnerne. Men vi måtte vente et lille stykke tid endnu. Vores mål var at blive pionerer. Helt uventet blev vores far alvorligt syg, og vi måtte rejse tilbage til Florida for at hjælpe til.

Vi går frem mod åndelig modenhed

I Florida gjorde vi gode fremskridt, studerede bogen ’Forenede i tilbedelsen’ færdig, og blev døbt i 1987. Der var nu gået 11 måneder siden vores første møde med Jehovas Vidner. Efter dåben meldte vi os straks som hjælpepionerer i et halvt år, hvorefter vi begyndte som almindelige pionerer. Halvandet år senere blev vi begge udnævnt som menighedstjenere. To år efter at vi var blevet døbt, begyndte vi at arbejde på Brooklyn Betel. Scott tjener stadig på Betel, og har nu studeret kinesisk i to år. Steve er pioner i Moskva. Vi har begge erfaret at sandheden og det at søge efter den, passer til beskrivelsen i Ordsprogene 2:1-5: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud.“

Hvordan Steve er havnet i Moskva

Steve fortæller: „Da jeg boede i New York begyndte jeg at lære russisk fordi jeg mente at det ville gøre forkyndelsen mere interessant og fordi jeg tænkte at Jehova måske snart ville åbne op for arbejdet i Rusland. På det tidspunkt hvor jeg begyndte at overvære bogstudiet på russisk, tjente jeg stadig på Brooklyn Betel. Der var kun én russisk bogstudiegruppe som mødtes hver fredag. Efterhånden blev jeg mere involveret i den russiske gruppe. Jeg fulgtes med den ud i forkyndelsen, hvilket var en dejlig oplevelse på grund af russernes hjertelighed. Jeg skrev til tjenesteafdelingen og bad om at måtte komme til at tilhøre den russiske gruppe. Til min store glæde blev det godkendt.

En morgen under dagstekstdrøftelsen fortalte Vagttårnsselskabets præsident, Milton G. Henschel, betelfamilien at han havde en særlig meddelelse. Derefter bekendtgjorde han at Jehovas Vidners arbejde i Rusland var blevet juridisk anerkendt og at vore brødre nu havde fået religionsfrihed. Jeg tror ikke at de der var på Betel den morgen vil glemme den glæde vi følte ved at høre en sådan pragtfuld nyhed. Dengang tænkte jeg at det ville være en stor forret at få lov til at tjene i dette enorme, nye distrikt.

Jeg begyndte at skrive med en russisk bror ved navn Volodeya, som bor i Krasnodar i Rusland. Han inviterede mig på besøg. I juni 1992 pakkede jeg derfor mine kufferter og rejste til Moskva. Til min store glæde tog broder Volodeya imod mig i lufthavnen. Jeg boede hos broder Stephan Levinski, der havde været 45 år i sandheden. Han var den første forkynder jeg mødte i Moskva, og han havde tilbragt mange år i fængsel på grund af sit religiøse standpunkt. Forkyndernes gæstfrihed var helt enestående.

Her var jeg så i Moskva, og kunne knap nok gøre mig forståelig på russisk. På det tidspunkt var der kun fire menigheder, og det lod til at alle brødrene kendte hinanden. Med møje og besvær har jeg fået forlænget mit visum. Indimellem må jeg tage lidt arbejde for at kunne dække mine udgifter. Den største udfordring har imidlertid været at lære tilstrækkeligt med russisk til at føre samtaler og blive åndeligt opbygget ved møderne. Det er gået langsomt med sproget, og jeg arbejder selvfølgelig stadig med det.

Jeg har haft den forret at overvære mange stævner og at være vidne til den forbløffende vækst og det rekordhøje antal dåbskandidater. Det har været meget trosstyrkende at betragte brødrenes ægte nidkærhed. Den oplevelse ville jeg ikke give i bytte for noget andet. Mange af brødrene og søstrene som lige var begyndt at studere eller lige var blevet døbt da jeg kom, tjener nu som pionerer, menighedstjenere eller er på Betel i Solnetjnoje, i nærheden af Sankt Petersborg.

Hver søndag er den rigssal hvor jeg kommer tæt pakket med 530 tilstedeværende, og hver måned bliver der i gennemsnit udnævnt 12 nye udøbte forkyndere. De sidste tal for menigheden lyder: 380 forkyndere, 3 ældste og 7 menighedstjenere. Menigheden rapporterer over 486 hjemmebibelstudier. I februar 1995 fik jeg den forret at besøge vore 29 bogstudiegrupper og holde et tjenesteforedrag hvert sted. Jeg besøgte fire grupper om ugen. Før stævnerne har vi altid travlt med at gennemgå dåbsspørgsmålene med dem der ønsker at blive døbt. I maj 1995 havde vi en særlig stævnedag hvor 30 fra vores menighed blev døbt. Der var omkring 10.000 til stede, og 607 blev døbt. Ved sommerens områdestævne var der 24 fra vores menighed blandt de 877 dåbskandidater. Vi har 13 pionerer i menigheden og 3 specialpionerer. De leder tilsammen omkring 110 bibelstudier. I øjeblikket har vi 132 udøbte forkyndere.

Mindehøjtiden i 1995 blev overværet af 1012. Selskabet har lige sendt en polsk broder, Mateysh, til vores menighed. Han har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere og vil være til stor hjælp. Vi er nu tre ældste. Det betyder at menigheden skal deles og vores distrikt, der er på omkring en million besøg, skal opdeles i to områder. Hver af de to menigheder kommer til at bestå af omkring 200 forkyndere. Den ene menighed får to ældste og den anden én ældste. Da vi snart skal til stævne igen, er vi gået i gang med at gennemgå dåbsspørgsmålene med 44 dåbskandidater. Lyder det ikke utroligt? I sandhed et åndeligt paradis. Ja, det er forbløffende! Jehova leder afgjort arbejdet. Hans himmelske stridsvogn synes at bevæge sig hurtigt igennem Rusland for tiden. I oktober 1995 var der omkring 40 menigheder i Moskva. Der kunne sagtens være dobbelt så mange hvis der var flere ældste.“

Det er nu meget længe siden at vi forkyndte på loppemarkeder. Scott er på Brooklyn Betel, og jeg, Steve, tjener som ældste i en menighed i Moskva — begge er vi taknemmelige for at Gud lod sig finde af os. Vi beder til at millioner vil søge Gud og at han vil lade sig finde af dem. — Fortalt af Scott og Steve Davis.

[Fodnote]

[Illustration på side 12]

Scott

[Illustration på side 13]

Steve

[Illustration på side 15]

I en menighed i Moskva kommer der over 530 til søndagsmødet