Hvor er de troende?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

„Intet er så dødbringende for religion som ligegyldighed.“

Edmund Burke, Engelsk statsmand (1729-97).

PÅ EN vindblæst steppe i det nordlige Spanien ligger den lille by Caleruega. Denne middelalderby domineres af et imponerende kloster, bygget i romansk stil. Det blev opført for 700 år siden til ære for bysbarnet Domingo de Guzmán, der grundlagde dominikanerordenen. I syv hundrede år har klosteret været beboet af nonner som har valgt at leve et stille og afsondret liv.

Klosterets tag er utæt, og de gamle mure er begyndt at smuldre. Men det der bekymrer abbedissen mere, er at selve religionen er ved at smuldre. „Da jeg kom til klosteret for næsten 30 år siden, var der 40 nonner her,“ forklarer hun. „Nu er vi kun 16. Der er ingen unge. Det religiøse kald synes at høre fortiden til.“

Forhold som dem i Caleruega ses i det meste af Europa. De skyldes ikke en pludselig bølge af antireligiøsitet, men en stadig og uafvendelig flugt. De store europæiske domkirker betjener turisterne frem for at appellere til de lokale „troende“. Den engang så stærke kirke, det være sig den protestantiske eller den katolske, bliver tvunget i knæ af ligegyldighed. Folk går mere op i verdslige end i religiøse spørgsmål — en tendens kirkens talsmænd kalder for sekularisering. Religion synes ikke at have nogen betydning mere. Kunne man forestille sig at det religiøse klima i Europa blot er en forsmag på hvad andre dele af verden vil opleve?

Hvor er kirkegængerne henne?

I Nordeuropa er dette fænomen ikke noget nyt. Kun 5 procent af de skandinaviske lutheranere går regelmæssigt i kirke. I England går blot 3 procent af anglikanerne til gudstjeneste om søndagen. Og nu synes de europæiske katolikker mod syd at følge deres nordiske naboers eksempel.

I Frankrig, der er et overvejende katolsk land, går kun hver tiende indbygger i kirke en gang om ugen. Og inden for de sidste 25 år er antallet af spaniere der betragter sig selv som „aktive katolikker“ faldet fra 83 til 31 procent. Ved en pressekonference i 1992 sagde den spanske ærkebiskop Ramon Torrella: „Det katolske Spanien eksisterer ikke; folk går til processioner i den stille uge [påskeugen] samt til julemesse, men de går ikke [til messe] hver uge.“ Da pave Johannes Paul II i 1993 besøgte Madrid, sagde han at „Spanien er nødt til at vende tilbage til sine kristne rødder“.

Den irreligiøse indstilling har påvirket både præster og lægfolk. Antallet af nyordinerede præster i Frankrig faldt i 1988 til 140 (det er ikke engang halvt så mange som i 1970), mens der i Spanien er cirka 8000 der har forladt præstestanden for at blive gift. Og mange af dem som fortsætter med at betjene deres hjorde står tvivlende over for det budskab de forkynder. Kun 24 procent af Sveriges lutherske præster føler at de „med god samvittighed“ kan prædike om himmelen og helvede, mens en fjerdedel af de franske præster endda tvivler på Jesu opstandelse.

Fornøjelser og personlig valgfrihed kommer før gudsfrygt

Hvad har taget religionens plads? I mange familier er det adspredelser. Om søndagen tager folk til stranden eller op i bjergene i stedet for at gå i kirke. „Det er kedeligt at gå til messe,“ siger Juan, en typisk spansk teenager. Gudstjenesterne kan ikke konkurrere med fodboldkampe eller koncerter, begivenheder der trækker fulde huse.

Det stadig svindende antal kirkegængere er ikke det eneste tegn på en religiøs nedgangsperiode. Mange europæere vælger og vrager mellem de religiøse idéer. I dag vil en given kirkes officielle lære sikkert kun minde ganske svagt om den overbevisning kirkens menige medlemmer har. Langt de fleste europæere, uanset om de er protestanter eller katolikker, tror ikke længere på et liv efter døden, og over halvdelen af katolikkerne i Frankrig, Italien og Spanien tror heller ikke på mirakler.

Det gejstlige hierarki synes ude af stand til at modstå den frireligiøsitet der så hastigt breder sig. Dette har været mest tydeligt i forbindelse med pavens kampagne mod fødselskontrol. I 1990 tilskyndede pave Johannes Paul II katolske apotekere til ikke at sælge svangerskabsforebyggende midler. Han hævdede at disse produkter „strider mod visse naturlove til skade for en persons værdighed“. Ligeledes hævder Catechism of the Catholic Church at „den ægteskabelige kærlighed mellem mand og kvinde er underordnet den dobbeltsidige forpligtelse til troskab og frugtbarhed“.

Trods disse kraftige formaninger tøver det katolske gennemsnitsægtepar ikke med at træffe deres egen afgørelse. Familier med mere end to børn er nu en undtagelse i Sydeuropas katolske lande. For en snes år siden var kondomer nærmest en sortbørsvare i Spanien, men nu reklameres der jævnlig for dem i fjernsynet, og kun 3 procent af de katolske kvinder i Frankrig hævder at følge den officielle katolske holdning til fødselskontrol.

Det er tydeligt at europæerne vender kirkerne og deres læresætninger ryggen. Ærkebiskoppen af Canterbury, George Carey, har malende beskrevet situationen i den anglikanske kirke: „Vi er ved at bløde ihjel, og det er et presserende problem som vi må gøre noget ved.“

Ikke siden reformationen har Europas religiøse struktur været så usikker som nu. Hvorfor er mange europæere blevet ligegyldige over for religion? Hvordan ser religionens fremtid ud?