Sætter du pris på religionsfrihed?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ESTLAND

PÄRNU er en havneby og et feriested i det lille baltiske land Estland, en tidligere Sovjetrepublik. Byen har godt 50.000 indbyggere. Estlænderne har nu frihed til at vælge hvilken religion de ønsker at tilhøre — en frihed de ikke havde for blot få år siden. Den 17. juni 1995 oplyste en lokal avis, Pärnu Leht, at der i Pärnu findes 11 trossamfund, og at avisen havde planer om at udgive en række artikler om dem.

I den første artikel stod der: „Vi vil begynde med det trossamfund hvis aktivitet de fleste uden tvivl er kommet i berøring med, nemlig Jehovas Vidner, som nu afholder deres møder i en bryggerihal. . . . I 1931 begyndte bibelstudenterne at kalde sig Jehovas Vidner, som er det navn de stadig bruger. I hele verden er der over fem millioner Jehovas vidner. Deres hovedkvarter i Estland ligger i Tallinn.“

Artiklen fortsatte: „Menigheden af Jehovas forkyndere blev etableret i Pärnu for halvandet år siden. I begyndelsen var der 25 medlemmer; tallet er nu steget til 120. . . .

De giver straks et ret positivt indtryk. Jehovas vidner, hovedsagelig unge ægtepar, er venlige, pæne i tøjet og fordomsfri. Det er forbavsende at se hvor velopdragne børnene er. Det er jo ikke nemt for et lille barn at skulle sidde stille i halvanden time, men det gør de ikke desto mindre.“

I beskrivelsen af hvad der adskiller Jehovas Vidner fra andre trossamfund stod der: „De lægger stor vægt på det paradis de ser frem til. Man lægger også mærke til hvor godt menighedsmedlemmerne kender Bibelen, som de citerer ved enhver lejlighed.“ Artiklen sluttede: „Disse 120 forkyndere af Jehova har truffet deres valg, og de er overbeviste om at det er det eneste rigtige. Deres tro og dens udbredelse er det vigtigste i deres liv.“

Ikke alle satte pris på denne første artikel om byens trossamfund. Den 8. juli 1995 skrev Pärnu Leht: „I forbindelse med indledningen til den nye artikelserie ønsker vi at offentliggøre en klageskrivelse vi har modtaget fra fire kirker.“ Klageskrivelsen, eller brevet, til avisen var underskrevet af repræsentanter fra Den Østortodokse Kirke i Estland, Den Estiske Evangelisk-Lutherske Kirke, Den Estiske Sammenslutning af Evangeliske Kristne og Baptister, og Den Estiske Metodistkirke.

Disse fire religiøse repræsentanter skrev: „Vi finder det meget besynderligt at De indledte Deres artikelserie med at skrive om Jehovas Vidner.“ Og endvidere: „I forbindelse med Deres artikelserie kan vi oplyse at vi ikke ser os i stand til at give Pärnu Leht et interview.“

De sluttede: „I et samfund hvor mange er forvirrede på grund af den anmassende fremfærd der kommer til udtryk i de forskellige nye religioner og sekter som udbreder ’åndelighed’, mener vi at der er behov for udgivelser som tager den lokale religiøse situation i betragtning og er i stand til at skelne etablerede kirker fra sekter og yderliggående bevægelser. De oplysninger der tilvejebringes af medlemmerne af Det Estiske Kirkeråd, som repræsenterer kristne kirker der glæder sig over et økumenisk samarbejde, burde være tilstrækkelige til at tjene som en gavnlig ledetråd.“

Avisskribenten tilføjede dernæst denne tankevækkende udtalelse: „Det man opfatter som rigtigt, behøver ikke at være det. Gud har ikke nødvendigvis samme syn på de forskellige trossamfund som disse fire agtværdige kirker, og omvendt. Ingen er ufejlbarlig, selv ikke de kirker der har århundredgamle traditioner.“

Hvad mener du om den religiøse holdningsændring der er sket i de tidligere Sovjetrepublikker? Vi har tillid til at sandhedssøgende mennesker overalt sætter pris på den religionsfrihed folk i disse lande nu erfarer.

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Finland

Helsinki

Sankt Petersborg

Østersøen

Tallinn

Estland

Pärnu

Rusland

Moskva

Riga

Letland

Litauen

Hviderusland

Vilnius

Minsk

[Illustrationer på side 24]

Jehovas Vidners menighed i Pärnu