Adoption — hvorfor og hvordan?

MAN kunne meget vel spørge hvorfor antallet af adoptioner i England er faldet markant de sidste 20 år. Det tilskrives navnlig to forhold — adgangen til lovlig abort og den mere udbredte accept af enlige mødre. Det at være eneforsørger anses for at være en overkommelig opgave i det moderne samfund.

For blot 100 år siden stod det imidlertid anderledes til. Da Polly, moderen til den engelske kriminalbogsforfatter Edgar Wallace, skulle have et barn med sin chefs søn, rejste hun bort og ’fødte i dølgsmål’. Da Edgar var ni dage gammel, sørgede jordemoderen for at konen til George Freeman, der arbejdede som drager på Londons fisketorv i Billingsgate, tog sig af ham. Hr. og fru Freeman havde allerede selv sat ti børn i verden, og Edgar voksede op som Dick Freeman. Polly gav regelmæssigt et beløb som hjælp til barnets underhold, og faderen fik aldrig kendskab til sin søns eksistens.

Når der i dag fødes uønskede børn, påtager de offentlige myndigheder sig ofte at opfostre dem. Mange børn kommer i pleje fordi de er blevet mishandlet eller har fysiske eller mentale handicap. Flere og flere børn bliver forældreløse som følge af krige eller bliver født som et resultat af voldtægt. På den måde øges også antallet af børn som hungrer efter beskyttelse og kærlig omsorg, eller, kort sagt, adoption.

Adoption eller ej?

Det er aldrig let at adoptere et barn, og det bør altid overvejes nøje. Hvis man har mistet et barn, vil det måske være bedst at vente med at afgøre om adoption kan komme på tale indtil man er kommet sig over tragedien. Det samme gælder for et par der har fået at vide at de ikke selv kan få børn.

Ethvert barn har sine særegne arveanlæg. Forældre bliver ofte overraskede over deres egne børns tilbøjeligheder, men det er især vanskeligt at bedømme et barns mentale og følelsesmæssige udvikling hvis man ikke kender dets forældre.

Lægger I som forældre stor vægt på uddannelse? Hvordan vil I så have det hvis jeres adoptivbarn ikke kan leve op til jeres forventninger? Vil I kunne klare at tage jer af et mentalt eller fysisk handicappet barn?

Det er sådanne spørgsmål adoptionsforeningens personale eller socialrådgiveren vil stille jer inden I træffer jeres afgørelse. Deres overordnede interesse gælder barnets fremtidige sikkerhed og lykke.

Hvis I vælger at adoptere . . .

Hvert land har sine egne adoptionslove og bestemmelser som man bør sætte sig ind i. I England er der i hundredvis af adoptionsforeninger, og de samarbejder sædvanligvis med de lokale myndigheder. Hver forening har sine egne regler at gå efter.

Noget meget populært i England er adoptionssammenkomster, hvor flere kommende forældrepar kan være sammen med forskellige adoptionsbørn. Derved undgår man den følelsesmæssige spænding der kan opstå når et enkelt ægtepar mødes med ét barn. Den afslappede atmosfære gør det lettere for de eventuelle forældre at sige nej, og gør det mindre sandsynligt at børnene bliver skuffede, da de ikke er alene om at få opmærksomhed.

Der er sædvanligvis en grænse for hvor gammel man må være hvis man vil adoptere et barn. Aldersgrænsen ligger normalt omkring 35 til 40 år. Denne regel følges dog oftest i forbindelse med adoption af spædbørn, ikke nødvendigvis ved adoption af større børn. Adoptionsforeningerne siger at aldersbegrænsningen er fastlagt efter hvor længe adoptivforældrene kan forventes at leve. Man er dog også opmærksom på at værdifulde erfaringer kommer med alderen.

For år tilbage var det kun gifte par der kunne godkendes som adoptivforældre. I dag kan ugifte også ansøge om at adoptere visse børn. Ligeledes kan arbejdsløse og handicappede til tider få lov til at adoptere et barn. Det afgørende spørgsmål er: Hvilken gavn har barnet af adoptionen?

Når adoptionen langt om længe er gået i orden, må forældrene dog fortsat regne med at være under et vist tilsyn.

En anden race?

For tredive år siden var det svært at finde sorte familier i England der kunne adoptere sorte børn, og derfor blev mange anbragt hos hvide forældre. Siden 1989 har myndighederne haft den politik at anbringe børn hos adoptivforældre med den samme etniske baggrund. Man mener at det vil hjælpe barnet til hurtigere at identificere sig med sin egen race og kultur. Det har dog ført til nogle ejendommelige situationer.

For nylig skrev avisen The Sunday Times at nogle hvide forældre er blevet „omklassificeret som ’sorte’“ for at kunne adoptere sorte børn. Det er ikke ualmindeligt at hvide forældre opfostrer et sort barn, hvilket vil sige at de har det midlertidigt i pleje. Men hvis de senere får afslag på en ansøgning om at måtte adoptere barnet permanent, kan det give følelsesmæssige kvaler for både barn og forældre.

Et skotsk ægtepar som i seks år har haft to indiske børn i pleje, stod for nylig over for et typisk problem i forbindelse med at adoptere børn af en anden race. Retten gik med til adoptionen på betingelse af at forældrene „gør deres bedste for at sikre sig at børnene vil blive sig deres [etniske] identitet bevidst og opdraget til at forstå deres etniske oprindelse og traditioner,“ skriver The Times. I tilfældet her havde adoptivforældrene allerede gjort dette. Børnene lærte sproget punjabi og gik nogle gange i traditionelt indisk tøj.

Mange er af samme opfattelse som den talskvinde fra den engelske socialforsorg der har sagt at adoption af børn af en anden race burde tillades i flere tilfælde. „Vi lever i et samfund med mange kulturer,“ siger hun, „og familiepleje og adoption burde afspejle dette.“

Fra udlandet?

Ifølge avisen The Independent er antallet af børn der adopteres fra udlandet stærkt stigende. I England kommer de fleste adoptivbørn fra Østeuropa. Der har dog været forlydender om at nogle østeuropæiske børn kommer illegalt til landet.

En del adoptioner omfatter børn der er født som følge af voldtægt under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og som er blevet forladt. Om andre hævdes det at de var blevet dræbt ved abort hvis ikke en „spædbarnsmægler“ var trådt til og havde lovet at bortadoptere det fuldbårne barn. Myndighederne i vestlige lande er imidlertid bekymrede over at nogle af disse adoptioner formidles mod betaling.

En grund til større bekymring er forlydender om at læger udsteder falske papirer i forbindelse med fødsler. Ifølge avisen The European hævdes det at nogle mødre i Ukraine har fået at vide at deres børn var dødfødte, og at disse børn siden hen er blevet solgt. Andre mødre har måske fået at vide at deres børn var retarderede. Under et sådant pres er fortvivlede mødre lettere at overtale til at skrive under på at deres børn må bortadopteres. Atter andre børn er måske aldrig nået frem til det børnehjem de skulle til, men er havnet i et helt andet land.

I udviklingslandene hævder man harmfuldt at de velstående vestlige lande burde gøre mere for at hjælpe indfødte familier til at tage sig af deres børn i deres hjemlige omgivelser, frem for at sende dem til en fremmed kultur som adoptivbørn.

Vesten må også forstå den ældgamle tradition med storfamilier, som er rygraden i mange kulturer. Normalt vil intet barn, heller ikke et forældreløst, lide afsavn hvis det lever i et stammesamfund. Ud over den nærmeste familie, som for eksempel bedsteforældrene, vil andre slægtninge som tanter og onkler også betragte barnet som deres, og ethvert tilbud fra udenforstående om at adoptere barnet kan blive misforstået og betragtet som utidig indblanding.a

Det er ikke let at gennemføre en adoption, og når det lykkes kræver det en stor indsats at give barnet en god opvækst. Men som vi skal se, er det også forbundet med mange glæder.

[Fodnote]

[Ramme på side 5]

Vil min søn opsøge mig?

MINE forældre blev skilt da jeg var 11 år. Jeg havde i den grad behov for kærlighed. Da jeg gik på college blev jeg forelsket; det var min måde at få kærlighed på. Så fandt jeg til min fortrydelse ud af at jeg var gravid. Det var helt meningsløst. Min skolekammerat og jeg var så umodne. Jeg havde aldrig taget stoffer, alkohol eller tobak, men min kæreste var hårdt medtaget fordi han tidligere havde taget LSD.

Jeg blev rådet til at få en abort, men min far talte mig fra det. Jeg ville ikke være gravid, men jeg ønskede heller ikke at afbryde et liv. Da min søn blev født i 1978, besluttede jeg at hans fars navn ikke skulle stå på fødselsattesten, for at han ikke skulle gøre krav på drengen. Jeg gik med til at bortadoptere barnet ved fødselen; han blev derfor straks fjernet og sat i midlertidig pleje. Jeg så ham ikke engang. Men så ombestemte jeg mig. Jeg hentede min søn på børnehjemmet og prøvede fortvivlet at passe ham selv. Men jeg kunne ikke og var lige ved at få et nervesammenbrud.

Min søn var omkring et halvt år da adoptionen gik i orden og jeg måtte give afkald på ham. Jeg kan huske at det føltes som om nogen stak en kniv igennem mig. Jeg døde følelsesmæssigt. Først i løbet af det sidste par år har jeg, takket være professionel rådgivning, været i stand til at opbygge nære bekendtskaber. Jeg kunne ikke sørge — min søn var ikke død. Men jeg kunne heller ikke tænke på ham — det nægtede jeg mig selv. Det var ulideligt.

Det der gør mest ondt er at høre folk sige: „Hvis man bortadopterer sit barn, så er det fordi man ikke elsker det.“ Sådan var det ikke i mit tilfælde! Det var fordi jeg elskede min søn at jeg bortadopterede ham! Til sidste minut blev jeg ved med at spørge mig selv: ’Hvad i alverden skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre’? Der var ikke nogen anden udvej. Jeg vidste at jeg ikke kunne klare at beholde mit barn og at det ville gå ud over ham hvis jeg prøvede.

I England accepterer man nu eneforsørgerfamilier — men det gjorde man ikke da jeg var nybagt mor. Jeg vil ønske at jeg kunne have taget mig godt af min søn. Den vejledning jeg i den senere tid har fået, ville have hjulpet, tror jeg, men det er for sent nu. Lever min søn stadig? Hvordan er han blevet? Som 18-årige har adoptivbørn juridisk ret til at opsøge deres forældre. Mon min søn vil opsøge mig? — Indsendt.

[Ramme/illustration på side 8]

Det lykkedes for os

SAMMEN med vore to teenagedrenge udgjorde vi en tilfreds, forenet engelsk familie. Tanken om at få en datter — og tilmed en af en anden race — havde aldrig strejfet os. Men så kom Cathy ind i vores tilværelse. Cathy er født i London. Hun blev opdraget som katolik, men som lille pige overværede hun sammen med sin mor nogle få møder i Jehovas Vidners rigssal. Som 10-årig blev hun imidlertid anbragt på et børnehjem.

Selv om alt nu blev mere besværligt for hende, var hun stadig i stand til at komme til møderne i rigssalen, og det var her vi mødte hende. Cathy var en lille eftertænksom pige. Da min hustru og jeg besøgte hende på børnehjemmet, lagde vi mærke til at væggen over hendes seng var dekoreret med billeder af dyr og landskaber, til forskel fra de plakater med popstjerner som de andre piger havde hængende.

Nogen tid senere skulle Cathy for en bedømmelseskomité der spurgte hende om hun kunne tænke sig at flytte fra børnehjemmet og bo hos en familie. „Kun hvis familien er Jehovas vidner!“ lød hendes svar. Da Cathy fortalte os om det og hvad hun havde svaret, gav det os noget at tænke over. Vi havde et ekstra værelse. Kunne vi påtage os dette ansvar? Vi talte sammen om det i familien og fremlagde det for Gud i bøn. Det var først langt senere vi fandt ud af at dét med at spørge om barnets mening var et eksperiment fra de sociale myndigheders side.

De sociale myndigheder indhentede oplysninger om os hos politiet samt hos vores læge og fik andre til at give deres personlige vurdering af os. Der kom snart en aftale i stand. Vi fik at vide at vi kunne få Cathy på prøve og sende hende tilbage hvis vi ikke brød os om hende. Det lød forfærdeligt i vores ører, og vi understregede at det kunne vi aldrig finde på. Cathy var 13 år gammel da vi officielt tog hende til os.

De særlige kærlighedsbånd der knytter os sammen bliver fortsat stærkere. Cathy tjener nu som pioner (heltidsforkynder) i en fransktalende menighed af Jehovas Vidner i den nordlige del af London. Det år hun flyttede hjemmefra for at blive pioner skrev hun et rørende brev til os: „Man siger: ’Du kan ikke selv vælge din familie.’ Men jeg vil gerne takke jer af hele mit hjerte fordi I valgte mig.“

Vi er meget taknemmelige for at Cathy kom ind i vores familie. Hun har beriget vort liv. Det lykkedes for os! — Indsendt.

[Illustration]

Cathy sammen med sine adoptivforældre og brødre

[Illustration på side 7]

Mange børn hungrer efter beskyttelse og kærlig omsorg