Adoption — hvordan skal jeg se på det?

DET siger sig selv at der kan opstå problemer hvis adoptivforældre bliver skilt eller hvis den ene af dem dør. Og det er ofte adoptivbarnet der får det sværest. Hvorfor?

De fleste af os ved hvem vore biologiske forældre er. Selv hvis vi ikke var ret gamle da de døde, har vi minder eller måske nogle fotografier at holde os til. Men hvad nu hvis et barn bliver bortadopteret kort efter fødselen? Adoptionsmyndighederne har oplysninger om moderen, men disse oplysninger kan barnet sjældent få før det er blevet myndigt. I andre tilfælde opgiver moderen sit eget navn på fødselsattesten, men undlader at oplyse faderens. Nogle børn er hittebørn, og man kender derfor slet ikke deres forældre. Alle disse børn er så at sige rodløse — de kan føle at de er blevet afskåret fra deres fortid eller oprindelse.

Hvor stabilt er forholdet?

Træer skal have et godt rodnet for at stå fast. En ung gren der indpodes på en sund og stærk træstamme kan skyde og blomstre, men den kan også visne og være ude af stand til at bære frugt. På samme måde kan nogle børn, trods al den kærlighed og omsorg adoptivforældrene viser, aldrig komme sig over at de er blevet afskåret fra deres rødder.

Det gjaldt for eksempel Kate.a Hun blev født af vestindiske forældre, men blev som spæd adopteret af et kærligt og omsorgsfuldt hvidt par. Hun fandt sig dog aldrig til rette i sine nye omgivelser. Som 16-årig rejste hun hjemmefra og kom aldrig tilbage. Bitterhed havde på det tidspunkt udviklet sig til et blindt had. „Hvorfor gav min mor mig til jer?“ spurgte hun trodsigt. Desværre lykkedes det ikke denne familie at komme overens.

Mervyn blev straks efter fødselen anbragt på et børnehjem og senere hos nogle plejeforældre. Da han var ni måneder gammel blev han bortadopteret. Hans utrygge start i livet, samt en glødende vrede over at være af blandet race, gjorde at han udviklede en oprørsk indstilling der bragte ham selv mange vanskeligheder og hans samvittighedsfulde adoptivforældre dyb sorg. „Hvis nogen spurgte mig til råds angående adoption,“ siger hans mor, „så ville jeg sige: ’Tænk grundigt over det.’“

Lad os i modsætning hertil høre om Roberts og Sylvias erfaringer. De havde en søn men kunne ikke få flere børn. „Har I overvejet at adoptere et barn fra udlandet?“ blev de spurgt. Inden længe adopterede de Mak-Chai, en pige på ni måneder fra Hongkong. „Jeg tænker tit på hvorfor jeg mon blev bortadopteret,“ siger Mak-Chai, „og om jeg har nogen brødre eller søstre. Men jeg tror at jeg er knyttet nærmere til mine adoptivforældre end mange børn er knyttet til deres biologiske forældre. Hvis jeg vidste hvem mine biologiske forældre var, ville det ikke gøre den store forskel, ud over at jeg måske lidt bedre ville kunne forstå hvorfor jeg er som jeg er.“ Kan hendes adoptivforældre anbefale at adoptere et barn? „Ja,“ siger de, „for det har været en fantastisk oplevelse for os!“

Grunde til forsigtighed

Graham og Ruth adopterede to spædbørn, en dreng og en pige, samtidig med at de selv havde en søn og en datter. Alle fire børn er vokset op som en del af en glad og forenet familie. „Alle vore børn er for flere år siden flyttet hjemmefra og lever deres eget liv. Vi har regelmæssig kontakt med dem og elsker dem alle,“ siger Ruth. Men sørgeligt nok har begge adoptivbørn haft alvorlige problemer. Hvorfor?

„Vores læge fortalte os at barnets omgivelser er altafgørende,“ siger Graham, som nu mener at arveanlæg også udgør en vigtig faktor. Han tilføjer: „Og hvad med moderens sundhedstilstand mens hun ventede barnet? Stofmisbrug, drikkeri og rygning er ting som vi nu ved kan påvirke det ufødte barn. Jeg vil anbefale at man grundigt undersøger begge forældre, ja, selv bedsteforældre, om overhovedet muligt, før man adopterer et barn.“

Peters mor giftede sig igen, og Peter led både fysisk og psykisk overlast fra sin stedfars side. Som treårig blev han bortadopteret. „Jeg var imod mine adoptivforældre fra det øjeblik de fik myndigheden over mig,“ siger Peter. Han tilføjer: „Jeg ødelagde alt hvad jeg kom i nærheden af. Når jeg endelig sov, havde jeg frygtelige mareridt. Når jeg nu ser tilbage kan jeg se hvor forstyrret jeg var. Da mine adoptivforældre også lod sig skille, gik det hele fra ondt til værre — jeg kom ud i stofmisbrug, tyveri, hærværk og daglige orgier.

Som 27-årig kunne jeg ikke længere se nogen grund til at leve og overvejede at begå selvmord. Så en dag var der en der gav mig en traktat som ud fra Bibelen fortalte at jorden snart vil blive et paradis. Det var noget der tiltalte mig. Det lød rigtigt i mine ører. Jeg begyndte at læse og studere Bibelen og at forandre min tilværelse og min væremåde, men faldt gang på gang tilbage til min gamle livsform. Efter mange tilskyndelser og meget opbyggende samvær med kristne er jeg imidlertid blevet en tjener for Gud, og jeg føler mig nu lykkeligere og mere tryg end jeg kunne have drømt om blot for nogle få år siden. Det er også lykkedes mig at genskabe et nært forhold til min mor, noget jeg er meget glad for.“

Se kendsgerningerne i øjnene

Der er mange følelser forbundet med adoption, lige fra stærke udtryk for kærlighed og værdsættelse til bitterhed og utaknemmelighed. Edgar Wallace tilgav for eksempel aldrig sin mor at hun, efter hans opfattelse, havde forstødt ham. Da hun i sit sidste leveår nødtvungent opsøgte ham for at bede om hans økonomiske hjælp, afslog den velstående Edgar brysk at hjælpe hende. Da han kort efter erfarede at hans mor ville være blevet begravet i fattigjord hvis ikke det var fordi nogle hjælpsomme venner havde betalt for hendes begravelse, fortrød han bittert at han havde været så ufølsom.

De der overvejer at adoptere et barn, må være indstillet på at se eventuelle problemer og vanskeligheder i øjnene. Selv børn der lever under de bedste omstændigheder er ikke altid taknemmelige for hvad deres forældre — det være sig adoptivforældre eller biologiske forældre — gør for dem. Bibelen taler faktisk om at mennesker i dag vil være „uden naturlig hengivenhed“, „utaknemmelige“ og „illoyale“. — 2 Timoteus 3:1-5.

På den anden side kan det at man åbner sit hjem — og sit hjerte — for et barn der har brug for kærlige forældre, være en positiv og berigende oplevelse. Cathy er for eksempel sine adoptivforældre dybt taknemmelig fordi de gav hende et kristent hjem og dækkede hendes fysiske og åndelige behov. — Se rammen „Det lykkedes for os“, side 8.

Når sådanne forældre fortæller hvad de føler for deres adoptivsønner og -døtre, kan de meget vel komme til at tænke på følgende ord af salmisten: „Børn er en gave fra HERREN; de er virkelig en velsignelse.“ — Salme 127:3, Today’s English Version.

[Fodnote]